Solopgang (Constantine)

S: skoven indre
O: dyrene var ved at vågnede op
V: solopgang, lidt kødeligt
T: 6 tiden om morgen
P: kig på billede

________________________________________________________________________

Solen var ved at komme frem over træernes toppe, så den skinne ned på den små blade og ned på det lidt våde græs, fra morgen duggen, Solen stråleder var blide om morgen og skinnede ned på en lidt brun hud som tilhørte en som lå i en det bløde græs undre et træ, hun var ny i området, lige kommet til, hun var lidt påklædt, men dækkede det vigtigste, hendes anderledeses farvede hud og hår, fortalt hun ikke kom fra dette område, Pigen flyttede lidt på sig og et tæppe kom til syne, hun trækkede det over sig ansigt så solen ikke var træls mod hendes øjne.... Melinia var hendes navn, men vidste enligt det i dette område, hun var helt fremmende her og kendt ingen, kun sproget... hendes rejsetaske lå ved siden af hende og var godt slidt

han havde været oppe længe og gået sin sædvanelige tur i skoven han havde sin sorte læder frakke på og sine rød glassede briller såvel som en form for uniformlignene bukser/jakke indenunder og et par militær støvler han havde i alt nysgerrighed set en pige sove i skoven som han ikke helt havde tænkt over men på vejen tilbage var hun der stadig og hun så lidt for ung uf tl at være hjemløs han sad på huk ikke lang fra hende mens han kikkede på hende "nå så den er i live" sagde han med et smil på læberne

Hendes bryst gik op og ned , da hun trækkede vejrte og man kunne hører et roligt åndedrag, hun øjne langsomt øjne inden undre tæppet, da en snakkede til hende "mmmm" svarede hun træt og lyd som hun stadig var træt, Melinia sniffede inden hans duft for at se hvad han var, "hmm vampyr i sollys" sagde hun og trækkede tæppede af sig, hendes ansigt kom til syne og hendes hår var lidt uglet efter tæppe, hun bære en slags pandebånd, af guld og en dyre sten, om hendes arm var der et guld armbånd, det sad øverst oppe, hendes mørke hud , så ikke tit "Og ja , er livende ", hun lignede et normalt menneske og duftede også sådan, men et som livende i naturende ... så man kunne ikke dufte hvad hun virkeligt var

han sukkede da han blev kaldt vampyr "kan i så lad vær med at kalde mig vampyr!" sagde han lidt vredt han brød sig ikke om at blive kaldt noget han ikke selv mente han var han troede hun varet menneske da han ikke rigtig havde grund til at tro andet også selvom han ikke duftede men sanser folk han kikkede hen på hende og sagde "er ligså meget menneske som dig" sagde han i troen om hun var menneske "hvorfor tror i alle jeg er vampyr?" fortsatte han

"Åhhh lige så meget som mig" et smil kom på hendes læber , hun lagde tæppet sammen og ned i sin rejsetaske "Hvorfor er du i mod fakta at du er" hun lagde hovedet på skrå og var lidt nygerrige nu, han havde vækkede hendes opmærksomhed for ham , en vampyr som sagde han ikke var og ikke vil kaldes det.... Melinia lagt sig mod træstammen og kiggede mod "Vampyren" eller hvad han nu kaldt sig selv, hendes mørke hud, bliv guldende af sollyset der ramt hende, hun så mod den, altså solen nu

han rystede på hovedet af hende "fakta? din fakta? sådan som jeg husker det kan vampyre ikke tåle sollys og kan ikke spise normal mad som standard kende tegn... jeg kan begge har igen spidse tænder eller røde øjne hvad kunne dog få dig til at tro jeg er vampyr?" han lænte sig tilbage så han nu sad i skæderstlling mens han kikkede på hende "men tror ar sige jeg er ligså meget menneske som dig var drligt sagt..." han havde ænset hun ikke var menneske på den måde solen påvirkede hende

hun nyd solen som er været andet menneske og dyr, hun smilede "Nej du var ikke helt rigtigt omkring mig, men det lige meget" hun så mod ham og lagde hovedet roligt på skrå "Spændende, en vampyr som spiser menneske mad og kan sollys" sagde hun og tænkt , dette var første gang hun oplevet sådan noget eller hørte det , hun så han sætte spørgsmål på det han sagde "Deres duft, er helt vampyr" sagde hun og pegede på sin næse.... Der hvor hun kom fra var hendes udseende normalt

han sukkede dybt af hende "ja så siger vi det men bare lad vær med at kalde mig vampyr da det ikke er hvad jeg er katarn er hvad jeg er" sagde han lidt irreteret men lød rigtigt nok "må man spørge hvorfor de sidder herude alene i skoven? den er farlig mange natte væsener herude" hans tonefald lød nu lidt mere bekymret

hun bemærkede hans bekymre i stemmende og så mod ham beroligende "Bare rolige, tilhører nattens dyr" sagde hun rolige og ikke spørger at frygt i stemmede, hun var ikke bange for natten, hun elskede den, hun så mod ham "Kan se hvorfor de ikke ønskes at kalds det, men er det ikke dem helt, deres blod og sådan" spurgte hun nygerrige , hun vil vide det, gåden omkring ham... en dårlig vane hun havde , hun måtte bare finde ud af det... men havde ikke travlt ... Melinia så igen hans bekymre i øjne og sukkede dybt

han sukkede "mit blod er vel i teorien tæt på en vampyrs... men vi er forskellige..." han havde ingen grundt til at lade vær med at svarer hendes spørgsmål da hun ikke så ud til at være megen fare hans stemme lød mere rolig nu "men hvorfor er de i skoven?... her er... ensomt?" han kunne ikke forstille sig at leve i skoven alene han krævede dog lidt at andre var omkring

"ensomt" sagde hun uforståligt "her ikke ensomt , her er masser af dyre, men liv i" sagde hun og smilede roligt, hun rejste sig op og bukkede sig derefter ned efter sin rejsetaske, hun samle den op og rettede kroppen op, hun så mod træet og derefter ham "Du en mærkelig en, sagde lige jeg hørte til i skoven før, så hvorfor skulle det være ensomt, plus , kan godt li det lidt " hun stoppede lidt og smilede beroligende til ham "Ensomheden" sagde hun og tænkt over hans svar "Så du siger dit blod er næsten som en , men stadig ikke helt , forvirrende"

han forstod hende ikke helt så igen han forstod ikke de fleste anderledes racer han forstod ikke engang hans egen slægtning vampyren han svarede bare "kunne prøve at forklarer det vis de ikke er på farten... hvorend de er på vej hen" han lænte sig tilbage og støtede sin krop med hans arme mens han kikkede op mod himlen

Melinia stoppede op og så mod ham "Jeg fortrækker ensomheden , ikke andet" hun så roligt på ham, hun synes ikke om at blive tæt til andre, lå vel i hendes natur , hun så mod ham roligt "Hm, du er nygerrige efter noget ikke, en slags viden, du stiller dem selv det sammen spørgsmål igen og igen" sagde hun som om hun kendt det, hun sukkede og var nygerrige efter at vide hvordan han kunne være sådan , vampyr men ikke rigtigt vampyr, hun lagde sig rejsetaske ved siden af ham og sætte sig på den anden siden af tasken, , hun sad mellem tasken og ham "Så lad mig hører " hun var nygerrige ....

han smilte venligt til hende da hun satte sig ned igen mellem hendes taske og ham "vis du bange for jeg har brug for blod så bare rolig har jeg ikke ihvertfald ikke i en lang stykke tid" han kikkede over på hende og forsatte "jeg er hvad er kaldet en katarn... vi er på mange måder ikke den samme som en vampyr men har dog vores ligninger men vi katarns er en fredelig og venlig race vi er ikke aggrasive og arrogante vi fortækker at virke mere menneskelige derved de fleste af vores evner" han satte sig op og strakte armene "så det din tur til at dele noget om dig" han smilte og snakkede med en lettere venlig stemme og hvad han sagde lød rigtig nok

Hun så kort mod ham med sine blå øjne, de skiftede med at se mod træerne og derefter mod ham, hun lyttede til hans forklaring og orde "Dem har jeg aldrig hørte om, mmm" sagde hun tankende , da han sagde det om hende, Melinia var en pige af gå orde og sagde ikke så meget, "Kan vis beder vis" sagde hun og nikkede , det kunne hun , hvad hun var .... Hun rørt ved sin rejsetaske lidt og vendte nu ryggen lidt til ham , hendes guldende hud så varm ud... Melinia små smilede "Nej er ikke bange , er ven med naturen , en del af naturen ... " hun sagde det på en gådefuld måde

han nikkede med et let suk "tja så beder jeg dig om at fortælle lidt om dig selv som hvilken race du er eller hvad du kan lide at lave eller et eller andet" han sagde det med en venlig tone og som om han bare gerne ville snakke om et eller andet hvilke også for det meste bare hvar det han ville

Hun tænkt og så mod ham "Hvad jeg er , kan beder vis" sagde hun rettende og så mod ham "Lad mig vis dig det" sagde hun og smilede hendes udseende begyndte at forandre sig , hun stod nu foran ham som en hvid polar ræv, meget smuk, hendes hvid pels var smukke og helt rene, hun så mod sig selv og skiftede tilbage, til den pige hun i virkeligheden var, hun sætte sig ved ham igen og så mod himlen "Jeg er en pige med få ordere, meget tilbageholden " hun så mod ham "Kan forvandle mig til hvilken som helst ræv art"

han nikkede "så du er en slags druide?" hans tonefald var meget overrasket, druide hvad hvad han kaldte det da han trodsalt havde været fra irland i sin tid og da hvarden slags ikke et jældent syn heller ikke efter kristendomen da det fleste ville forblive ved sin gamle tro eller nogle ihvertfald "mig en ære at møde dem så, jeg hedder constantine" sagde han venligt

[OOC: Navnet constantine er udtalt "Kon-stan-tin".

"Ja er en forskifter eller hvad de klarer det her Animagus " sagde hun og så mod ham , et smil på frem på hendes læber "Du har været i irland eller hvad" sagde hun , hun kunne hører det på hans ordere ikke mere , hun så mod himlen og lagt sig tilbage i græsset, hendes blå hår lå mod hendes guldende hud , hun smilede og så mod ham "Hyggeligt at møde dem Constantine" hun udtalet det helt rigtigt "Jeg er Melinia" det lyd på en måde magiske , åndligt .... hun lukkede øjne "Føler mig tryg ved dem, de må være særlig"

han smilte til hende og nikkede da hun spurge om han havde været i irland "jeg er født der faktisk" sagde han "og hvor kommer de fra vis de ikke har nået imod jeg spørger" forsatte han og lød stadig meget venlig han var overrasket over at hun smilte til ham "også hyggeligt at møde dem melinia deres navn lyder... godt og passer dem meget" sagde han og bukkede hovedet venligt til hende "noget særligt? jeg takker meget... der er heller ingen grund til at frygte mig jeg er meget harmløs" sagde han med et kort suk før han smilte igen

Melinia så mod ham kort og så derefter mod himlen "Canada" svarede hun kort og så mod ham , hun så mod hans og smilede "det er derfor jeg ikke frygter dig , du er harmløs nemlig" hun havde lidt en drillende tone, men den var ikke særlig tydelig, men den var der... Melinia så derefter mod himlen "De spørger bare unge herre" sagde hun og så derefter mod ham "Tak og i lige måde, så de er fra irland, kunne jeg høre " sagde hun og smilede på en sød måde , men det smil vare der kun meget kort

han nikkede og sagde "canada? der har jeg aldrig været hvordan er det der?"han grinte lidt og sagde "unge herre? for mig til at lyde ung" og kikkede mod himlen mens han lagde sine ben over krys "tror af os to er du den der er mest speciel her, først og fremest deres skønhed" sagde han mens han smilte til hende

Der kom et små grin fra hendes læber "Modsæt her, Meget koldt og om sommer okay lunt" Melinia så kort mod ham og lagde hovedet på skrå... Melinia var en del af natruene mere end andre var, hun så mod træerne "Ved godt du nok ikke er ung , men de ser ung ud , du er nok ældre end mig " sagde hun til sig selv men os ham...
Melinia så roligt og blidt mod træerne "Min skønhed" hun lavede et lille fys "Den er ikke særlige , passer bare til naturen" hun så mod ham "De er os special"

han smilte til hende og sagde "er sikkert ikke meget ældre en dem" han kikkede op på himlen kort før han kikkede ned på hende "ja din skønhed er den samme som naturens er jeg sikker på, som blomsterne der blomstre om foråret og træernes skønhed om sommeren" han prøvede at få det til at lyde godt mens han smilte til hende

Hendes øjne sad mod ham , mens hendes ansigt var frem ad , Melinia kom til at lavede en enkel grin lyd , "Sorry, men det lyd bare lidt som om du lagde an på mig" sagde hun og så mod træerne , men vidste det ikke var det, hun så mod træerne "Tja , men min skønhed er som naturen, med balancere " sagde hun roligt og så mod ham og smilede "nogle 100 år måske " sagde hun udseendet "er jeg ældre "