Remains of the day //Kimmie - Privat//

Sted: Gyderne
Vejr: Silende regn og tordenvejr
Omgivelser: ikke nogen
Tid: Ved 3 tiden om natten
Dato: 6/6

Det havde været den sjette juni i 3 timer snart og dagen var allerede fuldkommen uudholdelig. Forhåbentlig ville den snart gå over og ligeså ville alle øjnene og stemmerne der omgav den ellers fattede og fuldkommen kølige vampyrhan der havde søgt tilflugt i en af gyderne, hvor han stod med fronten imod bagvæggen og støttede begge albuer derimod. Hans øjne var stramt lukket og en stribe blod flød fra hans mund og lod sig blande med den stille regn og fortyndes hvorefter det ville sile ned på jorden i hårde dryp. Et kort halvkvalt host kom fra ham, samt et gip fra hans torso, resulterende endnu en stibe blod blev spyttet ud med et vrænget udtryk. Hans hænder rystede knyttet imod murstensvæggen og det lange sorte hår lagde sig om hans hvide ellers smukke ansigt, så blot den forpinte mund og de blottede tænder, samt blodstriben var synlig. Hvor ynkelig denne dag måtte blive.
Ahngel åbnede let øjnene igen og så ind i muren. farvet i rød fra hans mentale tilstand i øjeblikket. Selv regnen lignede silende blod. Duftede som blod, men tilfredsstillede ham ikke. Hans sult var nærmest uudholdelig, men lige denne nat kunne han ikke lade sig drikke. Det ville være for ricikapelt. Han ville give ham hvad han ville have, men ikke i dag!

Det svage splask fra en persons skridt hen over de mange vandpytter stoppede brat. Lyden af regnen mod en stor paraply kunne nemt høres men ellers hvad der stille. En pige eller måske mere en ung kvinde eller havde man nu ville kalde en 17 årig stod stille og roligt for sig selv i gydens åbning hvor at hun havde set vampyren. Lugtet blodet. Og følt sulten. Det havde fået hende til at stoppe. Hun var dog tør på grund af hendes perfekte valg med en paraply men alligevel var noget af hendes hår en smule vådt. Vinden fik det til at flagre en del. Det lange og bølgede chokolade brune hår. De skovgrønne øjne lysede nærmest i mørket der omgav dem men alligevel kunne hun ses tydeligt da lygtepælene virkede. I hvert fald den som hun stod tæt på. Man kunne skimme et par pjuskede hunde eller ulve øre der var gemt i hendes hår og en stor pjusket hunde eller ulve hale af samme farve pels. Men havde sagtens kunne tro at det bare var noget af et costume men da halen svagt viftede og ørene vippede lidt kunne men nemkt finde ud af at de var ægte.
Kimmies øjne var spærret lidt op som om at hun ahvde set et eller andet skrækkeligt ved det hendes syn havde mødt. Hun ahvde dog været forberedt på at sådan noget ville ske men alligevel havde denne sølle vampyr fået hende til at stoppe op på vejen hjem. Hun skulle vist ikk have taget genvejen.

Ahngels røde øjne opspærredes atter da en skygge i hans bevidsthed åndede ikke langt fra ham. En silhuet skabt af hans stærke sanser. På den måde kunne han se på flere måder end blot ved øjnene, som lige nu var kontrolleret af det midlertidige vanvid han prøvede at holde ude. Noget lugtede ungt og friskt.. De lange fingres sorte klørlignende negle stak sig febrilskt ind i murens få områder hvor murstenene blot var blevet erstattet af den grållige masse der holdt det hele sammen. Det smuldrede imod jorden idet han rettede sig op. Hans nakke var endnu bøjet idet blodet stadig stille løb fra såret der ikke ville kunne ses for det blotte øje. Dette blod var ikke noget han så eller mærkede mere. Hans knaldrøde øjne lyste kort op igennem det våde sorte hår idet han vendte sig halvt om og kiggede direkte på den unge kvinde.. nej.. hun var ikke ung. Ikke så ung som hun så ud. Erfaring og masser af hjerne kunne lugtes fra hende. En sund forstand fra et sundt legeme. Legeme..
En indeklemt tænding startede i Ahngels hoved, hvor hans filter langsomt svømmede væk i den røde væske han forestilte sig. Normalt var han anstændig og beundringsværdig i vampyrsamfundet, men for pokker et rodet sind at have, og så lige denne dag af alle dage. Den dag hvor han ikke måtte lade sig drikke ville han være mere hungrende end noget andet og lige præcis på denne dag ville denne delikate lille dæmon træde ind for hans rækkevide.
Ahngel vændede sig helt om og kun et øjeblik. Et usselt lille øjeblik, virkede han mere skræmt fra vid og sans, hvorefter hans blik formildedes, men ikke blev klarere. Hans pupiller klemte sig sammen som en kat og han frigjorde sig selv fra muren idet et sadistisk blodigt smil kom frem over hans læber.
"Jamen halløj vovse." hvislede han. Det afgjorde sagen. Lige nu. Han var overhovedet ikke sig selv, eller var han? Var det der her der var ham og ikke den han var normalt?

På en eller anden måde så gav det et set i Kimmie som et kraftigt stød da han så så direkte på hende. Ikk fordi at det kom så pludselig da det jo faktisk var det modsatte. Stille og roligt. Men alligevel fik hun en følelse af at hans øjne så gennemborrede hende. Blot et kort øjeblik. Hvor så at hun igen kunne slappe af. Hun fik åndenød et lille stykke tid efter men fik så sig helt under kontrol.
Hun stod så som stivnet da han smil kom frem. Hun brugte lidt extra kræfter på at hendes lyst til at løbe væk ikk fristede hende for meget og så at holde sig i ro. Hun tog så en dyb indånding mens at hun lukkede sine øjne i et langt blik og så igen på ham med hendes skovgrønne øjne. Så bevægede hende mundvier lidt og et smil voksede frem på hendes læber. Et varmt og roligt smil. Hun kunne dog ikk lide at nogen kaldte hende 'vovse' men hun beherskede sig til ikk at blive vred over den lille ting. "Øhm..Heej" sagde hun med en lidt munter stemme og med hovedet let på skrå mens at hun stadig smilte. "Hmm..Er du helt okay? For..du, ja..ser ikk sådan ud.."
Hun stod stadig bare der hvor hun var stoppet. Hun strammede dog grebet om sin paraply og bed sig så blidt i sin underlæbe og hendes hale viftede stadig lidt.

Vampyren klukkede ondskabsfuldt og lod nakken sveje lidt fra side til side i en langsom og grotesk form. Det makabre smil dominerede hans ansigt ret merkant der og øjnene glødede under det lange sorte hår, der pjusket havde placeret sig over øjnene.
"Jeg? Jeg har det storartet...." hvislede han højt, hvorefter han sænkede skuldrene med et knæk. "Men afkommet. Puh..." kluklo han atter inden han igen skarpt så hen på hende. Han begyndte at tage langsomme skridt imod hendes skikkelse idet han igen lagde hovedet nærmest sygeligt på skrå. "Så.. kære lille dæmon. Hvilken blodtype har du så?" sagde han skruppeløst som havde han spurgt om noget fuldkommen normalt. Han forventede ikke et svar, men måske en smule stærkere panik vokse i hendes lille krop. Vandet dryppede febrislkt af ham for hver af hans let sære bevægelser som forekom at ligne noget en edderkop kunne gøre på grund af hans højde og tynde skikkelse. Utroligt hvad blodtørst kunne gøre ved en. En som Ahngel. Kernen var vist. Den sag var fuldkommen sikker.

Kimmie sank en mindre klump da hans siml igen kom frem og den klukken. DEn gav hende endnu en gang en ubehagelig følelse af lammende frygt eller noget i den stil. Men alligevel forholdt hun sig roligt. Hun rystede ikk og hun stammede ikk usikkert når hun snakkede. Så fik hun først et lidt undrende ansigts udtryk og derefter et tænkende. Det var et ret underligt spørgsmåk men hun var ikk altid for kvik til at finde pointen i det "Hmm.. Jeg vil da mene at jeg er en af de heldige der ejer AB-rediusnegtiv" sagde hun roligt og stadig lidt tænkende som svar på hans spørgsmål. Så så hun op på ham igen med et lille smil men som blegnede lidt igen da hun endelig fattede det. Hun spærrede sine øjne lidt op og trådte et til to skridt tilbage da hun syntes han var kommet lige lidt for tæt på hende. Hun sank endnu en klump der sad fast i hendes hals. Hvorfor fanden ahvde hun ikk opdaget at han va en vampyr med det samme. Eller havde hun ikk også det. Men altså hun havde afslørret sin blodtype på en vamyr. Men så måtte hun vel bare håbe at han ikk rigtigt kunne lide AB-rediusnegtiv. "Øhm..Man hvis du her det 'storartet' så vil jeg gå videre.. Hej hej" sagde hun måske lidt usikkert og begyndte stille og roligt at gå videre den vej hun nu skulle.

Ahngels smil forstummedes lidt til en fuldkommen neutral tone. Han så der i det øjeblik helt normal ud, rent bortset fra de ildrøde øjne der stadig flammede i blodtørst og den hvide hud der genskabte bøjeligt blankt marmor. Han var stille et øjeblik imens hun gik længere væk fra ham. Noget bevægede sig med rasende fart i hans sind. Denne usanitet og denne vulgære opførsel for ham var oppe imod hans filtre i en stund. Prøvede at slippe fri fra denne tørst og lallende galskab han så mange gange havde genkendt som sin skaber. Fader. Morder. Spejlbillede..
"Gå.. videre.." mumlede han og vendte ansigtet langsomt imod ham. Igen brændte denne galskab i hans øjne, dog var hans ansigt atter koldt.
"Lille pige. Du gør klogest i at løbe." hviskede han så og sendte hende kort et blik. Et blik der i et sekund hvis ikke mindre viste den alvorlighed der lå i ordene. Han ønskede hende virkelig at flygte denne gang.. Ikke fordi han var blødsøden, men nøjagtig fordi at han ønskede hende så brændende. Ønskede at tage hende og æde hende op lige denne nat. En der skulle bevares.. og han ønskede koldt at optage hendes liv. Hans blik tonedes ned og ulmedes for derefter igen at lyse sindsygt op. Smilet bredte sig endnu engang og han vendte sig helt imod hende.

Kimmie stivnede et kort øjeblik men alligevel blev hun ved med at gå. Hun kunne nu mærke den trang til at løbe blive større og større og følte næsten kun hendes hoved u. Men dog havde hun stadig lidt fornuft i sig...som hurtigt forsvandt igen. Hun sank en mindre klump der sad fast i hendes luftrør og gav hende vejrtræknings problemer. Hun havde ikk hørt ham men på en eller anden måde havde hun. Som om at han havde sendt det ind i hende som en ordre. Hun kunne mærke sine ben der gik hurtiger. Hun strammede sit greb om sin paraply og klemte sine øjne sammen. Hun kunne stadig mærke hans blodtørst. Som om at han var lige bag henden. Men da hun ikk kunne fornemme ham eller mærke hans ånde lod hun være med at kigge sig over skulderen.
Hun havde rigtigt nok følt frugt før. Næsten lige som den her. Hun havde tit været bange for sit liv men dog aldrig sådan. Det var som om at han kunne manupulere med hende og få hende til at løbe væk fra ham. Som om at han det ene øjeblik kunne få hende til at føle sig tryg og det næste skælve og have lyst til at krølle sig sammen så hun lod som om at hun var gemt. Men hun vidste ikk rigtigt selv hvad det var. Så kunne hun høre at plaskende unde rhendes fødder blev højere og efter noegt tid satte hun for alvor i løb. Hun klamrede sig til sin paraply men var så nød til at slippe den for at kunne løbe hurtigere. Hun var ret hurtigt men hun lige hurtigere end et menneske når hun stadig var i sin normale form. Hun var så for skræmt til at kunne forvandle sig til en hund og så derfor kunne forsvinde ud i mørket med en umodelig fart.

Ahngels smil ophobedes endnu mere idet han kunne høre hendes fødder og paniske vejrtrækning der nok skulle ophobe sig i takt med det makabre grin. Han gik ud på midten af vejen og så frem for sig. Normale øjne ville blot se regnen skabe en grå horisont, men han kunne se hende. Han kunne se hende åh så klart og se hendes små detaljer som havde han hende lige foran sig. Hendes hår der bevægede sig samt stoffet om hende der ville bevæge sig og skabe folder og fordybninger. Faktisk lidt poetisk og med den smukke lyd af regn skabte det en stemning der normalt ville tegne på enten en sørgelig scene i en spillefilm eller klimakset hvor monsteret træder ud foran bilen og æder passagerene.
Han satte af. Bevægede sig fra det ene sted til det andet i håb på at få en læeg ud af denne lagt. Bare en ussel lille en. Han befandt sig nu om hende. Et eller andet sted. Hans lette grin kunne høres fra mange vinkler idet han konstant accelererede og dukkede op et helt nyt sted. Hun ville kunne se ham i gyderne for mindre end et sekund og nogengange foran sig og høre hans ånde i sin nakke. Mærke smilet og se hans ellers smukke hud bøje sig for det vrængede udtryk. Noget der ikke var ham overhovedet.
"Løb.. løb så hurtigt du kan." Hvislede han stille igennem regnen og betragtede hende fra ukendte hjørner. Rørte hende engang imellem på armene og i panden, bare for at voise at han morede sig.

Kimmie kunne mærke ham da han kom nærmere og prøvede desprarat at løbe hurtigere gennem denne tomme og mørke gade med gyder til hver sin side. Hun hev en smule efter vejret og hendes øjne vat opspilede og vidste en vis frygt. Men de havde da stadig den smukke skovgrønne farve og de var stadig lige krystalklare som før. Hun blev også bare ved med at løbe da hun kunne høre hans grin. Over alt! Det var som at være i et maridt bort set fra at hun ikk ville vgne og finde ud af at det var et. Hun undlod at se efter ham men alligevel kunne hun skimme ham i sin øjenkrog og hun blev utrolig skrækket da hun så ham foran sig. Det fik hende til at løbe mere klodset et stykke tid. "Gå din vej! Forsvind!" råbte hun bare ud i regnen men hun vidste han ville kunne høre hende men vidste også at han sikkert ikk ville høre efter og gøre det. Hun gøs og det løb koldt ned af ryggen på ehnde da hun kunne mærke hans berøringer på hendes arme og pande. Hun var dog ikk helt ude af den men vidste ikk hvad hun ellers skulle gøre ind at bare løbe.
Så spærrede hun sine øjne lidt op da hun kunne mærke sine fødder forsvinde over hende da hun var så dum at glide på det våde pg ujævne astfalt. "Argh!" udbrød hun som et skrig før at hun ramte. Hun gled lidt hen af gaden og lå stille et kort øjeblik. Men så begyndte hun igen at først sætte sig op og derefter at kunne rejse sig igen. En voldsom smerte kom fra hendes knæ og hendes pande var to måske lidt volsdsomme hudafskabinger havde fundet deres plads.

En høj klikkende lyd kom fra Ahngel imens han stille rystede melodramatisk på hovedet. "Tsk tsk.. Man skulle tro at der var mere liv i dig." hviskede han stille imens han trådte nærmere. Lod sig komme frem i regnen og lade sit smukke ydre deforme endnu engang i denne rene form for ondskabsfuld morskab. Han gik hen imod hende med faste trin, men ikke med en meget makaber form for udtoning. Han så nærmest elskværdig ud lige pludselig. Umenneskelig køn men endnu med de brændende øjne trække opmærksomhed til sig. Han så direkte på hende. Lod sine øjne fæstne sig fuldkommen i hendes og lade dem trække hende til sig. Starte denne proces der fik hans omfavnelse til at virke som en velsignelse og de røde øjne så dragende og brændende med en varm fornemmelse. Et skalkeskjul. Lokkende. Hypnotiserende og trækkende. Som om usynlige snorer ville tage fat i en og trækkes imod ham uden denne vilje. Alt på grund af denne øjenkontakt der langsomt ville lukke vind og vejr ude. Smerte og pinsler. Tanker og minder. Alt sammen ville forsvinde hvis denne øjenkontakt ville forbliove som den var. Uberørt og fuldkommen ustoppelig.

Kimmie spærrede sine øjne op da han kom nærmere på hende. Hun sank en ret stor klump der sad fast i hendes hals men det hjalp ikk ligefrem hendes vejrtrækning problmer nu. Hun trak vejret gennem munden i tunge gisp og hun bed smerten i sig. Så da hun pludsleig blev fæsnet til hans øjne blev alt stille. Alt var væk. Hun var kun i et mørke med ham foran sig. Men frygten var der dog stadig som dog stille og roligt forsvandt. Hun følte sig umodelig let og det var virkelig som om at små tynde men solide snore havde båndet sig om hende håndled, fodled, mave og hals og som trak hende over mod ham. Men helt rigtigt forblev hun sig bare stille siddende på den hårde og kolde astfaldt. Hun fik hun endelig en kraft til at kunne se væk fra hans røde øjne. Hun rystede volsomt på hoevdet og det hele kom til bage som en enorm sunflod der havde ramt hende.
Hun klemte sine øjne hårtd sammen og fik med nød og næppe et skrig hold inde. Så begyndte hun igen at prøve at rejse sig hvilket gik lidt bedre men ikk godt nok. Hun faldt sammen og hun kunne mærke hvordan kulden fra regnen kom ind under hendes tøj og ind på hendes bare hud. "Hold dig væk!" Med disse ord kom så plduselig en stor bariere af skygge sorte skygger om hende som bevægede sig som utæmmelige flammer.

Ahngel stoppede op idet skyggerne hobede sig flammende op. Han smilede bistert. Endelig lidt spænding til denne jagt. Det var derfor han holdt af at jage dæmoner og andre magisk udviklede væsener. Mennesker.. de var umådeligt lækre, men de gav ingen stor udfordring for en god jagt. Ikke som denne lille dæmon.
"Jamen dog.. Man er ikke helt tabt bag en vogn er man?" hvislede han og rettede øjnene på hende igen, dog selvom at skyggerne gjorde det svært at placere hende. Han smilede igen dystert. "Men det er jeg heller ikke."
En uhyggelig brækkende lyd kom i takt til noget der mindede om en spasme fra hans ryg. Et højt knæk og noget massivt der sprettede hans hud på ryggen op og lod to kæmpemæssige sorte vinger komme frem. Som sorte englevinger der tilhørte noget knap så helligt. De bredte sig stille imens han rettede sig op, lod blodet løbe ned ad de sorte blanke fjer i en tid og lade sårene på ryggen heale til grållige ar.
"Runde et.."

Kimmie kunne høre lyden da hans vinger kom ud af de to store sprækker på ryggen men hun så dem først lidt efter. Hun kunne med det samme dufte blodet og spærrede sine smukke skovgrønne øjne op. Hvad var det lige? Var han ikk vampyr? Eller havde hun taget fejl? Så efter noget tid var hun så kommet ud af sin trance eller måske mere forskræmte lille inderverden i sig selv og begyndte igen at rejse sig op. Denne gang lykkes det hende endelig. Så så sig kort over mod ham gennem det sorte flammerhav af skygger hvorefter at en lille pasage åbnede sig i den mod satte side. Så satte hun atter i løb. Det gik lidt klodset i starten men så forsvandt smerten og besværet lidt efter lidt. Hun prøvede så også imens at få styr på sine vejrtrækninger. Hun var ved at blive godt svimmel men det blev en smule bedre. Hun sank en mindre klump og lod sig kort se over skulderen hvor efter at hun bare blev ved med at løbe. Hendes tøj sad klæbrigt tæt mod hendes lidt spinkle men alligevel formede krop og hendes hales lange brune hår hang en smule slasket. Så skreg hun en smule op i luften samt også frem ad mens at hendes krop hurtigt fik forvandlet sig til en smuk brun hund som så løb videre. Dog en del hurtigere. Nogle flere af de flamme agtige skygger sad nærmest fast på hver og en af de fire poter der splaskede gennem regnen.

Ahngel vrængede og bevægede sig udenom flammerne med et meget voldsomt tag med de sorte vinger. Han kiggede efter den løbende hund med et tænkende udtryk. Hundeblod.. Ikke hvad han ønskede allermest, men jagten var nu ikke så ringe endda. Han satte igen af fra jorden og bevægede sig hurtigt igennem luften. Han tav kort og steg i højden indtil han var over hendes.. ca. 10 meter eller noget i den dur. Han smilte satanisk og lod vingerne folde sig ind.. lod ham styrtdykke imod hende med en voldsom fart. Vingerne opløste sig selv da. Fjerene bevægede sig i luften omrking ham imens vingerne vred sig ind i hans ryg igen. Igen smertefuldt, men ekstasen var for overvældende. Han forsvandt. Forsvandt igen ved sin høje hastighed og dukkede først op igen da han akkurat landede på jorden lidt foran hende. Blod dryppede fra hans ryg hvor vingeren endnu var ifær med at skubbe sig ind og forsvinde til det ingenting.
"Det må jeg sige.. du er ikke så nem at få has på." sagde han så og trådte frem imod hende..

Kimmie havde undgået at se op i himlen. Både fordi at regnen generede hendes øjne, fordi at hun ikk ville kunne løbe så og fordi at hun var bange for at hun ville få øje på ham. Hun løb bare videre i den høje fart hun nu ahvde fået sat op. Dog kunne hun mærke stødene der gik op gennem hendes knoglebygning hver gang at hun selv landede på den hårde og ujævne astfaldt men hun bed den svage smerte i sig. Den var ikk nogen af det som hun ville kunne blive udsat for hvis han fik fingrene i hende. Så kunne hun fornemme noget der susede gennem luften og så pludselig stod han foran hende. Eller måske bare et par meter fra hende men han kom ret tæt på da hun havde svært ved at stoppe igen. Af ren refleks blev hun helt af sig selv forvandlet tilbage til sin menneskeform. Hun løb en del klodset og..direkte ind i denne skræmmende vampyr's favn. Hun spærrede sine øjne helt op og prøvede med det samme at komme væk fra ham igen. Hendes krop rystede rigtig noget af en blanding af frygt og forpustelse da hendes adrelalin var helt oppe og køre. "Det er jo heller ikk meningen..!"

Ahngel udnyttede chancen og lagde sin ene arm om livet på hende og den andens fingre lod han sig flette sammen med hendes egen anspændte hånd. Han smilte dystert men også charmerende på sin egen syge måde.. vanviddet gnistrede stadig i hans øjne. En skam.. En ufattelig skam så at sige.. Han bukkede sig langsomt ned imod hende.. fandt det hele meget pludseligt til trods for at han egentlig havde håbet på denne form..
Uden grund, formål eller fortanke pressede han sine kolde læber imod hendes. Kyssede hende noget så ømt som et kærligt farvel.. Pas på dig selv. Han rettede sig op og betragtede hende lidt igen inden han bukkede nakken endnu engang og lagde nu læberne imod hendes hals. Hendes smukke velformede hals.. Blodet var ham så tæt nu, og dog berørte han hende som var hun skrøbelig og fin, dog stadig fastholdende hende. Hans læber parteredes idet han lod sin tunge stryge hen over hendes solkyssede hud. Et makabert smil kom ind over hans ansigt igen idet han åbnede kæben om hendes hals og lod sine tænder synke langsomt, men sikkert ned i hendes væv og presse sig igennem huden og ned til hendes åre.

Kimmie prøvede stadig feberisk at komme fri fra hsns greb men stivnede så da hans læber blev presset mod hende i et ømt kys. Spærrede sine skovgrønne øjne helt op og var både overrasket over skrækslagen. Han havde taget et kys fra hende. Hvor kunne man!? Hun begyndte at vride sig endnu mere da kysset så stoppede. Hun var dog ikk sikker på om hun nød det eller ej. Altså hun ville ikk nyde det men alligevel var hun usikker. "Slip..mig!" Hun stivnede igen da hans kolde læber blev rettet mod hendes hals. Kun kunne nærmest mærke det i hele kroppen og hun så bare skræmt lige frem for sig. Hun gjorde også sådan at hans fingre ikk var flettet ind i hendes. Eller prøvede på det og det lykkedes kun halv og hun kunne lidt efter mærke en krampe finde sted i hendes hænd og for at få den væk havde hun enten været nød til at slippe hans hånd helt eller gjorde så deres fingre igen var flettede. Og hvilket at det første var umuligt lige nu kunne hun ikk gøre andet end at tage nr to.
Det løb hende koldt ned af ryggen da hans tunge lod sig snige sig op af hendes hals og hun vidste nogenlunde havd han ahdve gang i. Så snart at hun kunne mærke hans tænder mod sin bare hud som to syle der først tyggede lidt og spidsede sig så ned i gennem huden og ned i den lidt store åre der sad i hendes nakke spærrede hun sine øjne helt op og så måske lidt mod himlen. Og hendes mund havde åbnet sig automatisk i et vidt gab dog uden lyd. Smerten gik hurtigt gennem hende som et stød men alligevel ahvde en varme også fået samlet sig i hendes kinder og gav dem en rødlig glød. "Sl..slip..mig" lød det som en svag hvisken. Så fik hun dog hurtigt taget sig sammen til at gøre noget ved denne sitution. Med en hurtigt besvægelse med hovedet fik hun revet hans tænder ud af sin hals og hun begyndte igen at prøve at vride sig fri igen. Smerten var høj men alligevel skreg hun ikk eller virkede svagere end før. Ikk det mindste. Overhoved.

Ahngel mærkede sig forsvinde ud af blodrusen idet hun trak halsen til sig. han rettede sig lidt op og så på hende. Et kort manisk grin kom frem. Metalliske og rungende. Derefter slog han øjnene ned på hende igen. En helt ny glød syntes at omfatte ham. Denne lammende nyance i hans øjne ville være igen dragende og døsende.. Hvis hendes øjne ikke ville kunne viges væk derfra, ville hun meget vel blive fanget i hans tråd af røde farver og beroligende toner.. Gjorde verden uklar og hele scenen endnu mere..
Han lagde stille hånden som før var i hendes lægge sig under hendes hage og løftede hendes ansigt en smule og samtidig holdt hende den smule mere fast, så hun ihvertfald ikke ville dreje hovedet væk fra hans hypnotiserende blikke..
"Jamen jeg ønsker ikke at slippe dig..." sagde han så.. Meget hvislende og ligesom hans øjne i et helt andet level end den virkelige verden med død og ødelæggelse. Den lod sig sammensmelte med den fristende følelse af at lade sig give hen for blikket..

Kimmie's øjne der før at lukkede i mens at hun prøvede at vride sig fri åbnede sig med det samme at hun kunne mærke noget tage fat om hendes hage. Hans hånd. Hun kunne så først bagefter mærke at hans hånd ikk mere var i hendes. En mindre lettelse men den forsvandt dog meget hurtigt. Hun så kort i hans øjne og det var kort nok til at hun kunne fornemme hvad han ahvde gang i og kiggede væk igen. Hun løftede bagge sine hænder og lagde den hårdt mod hans brystkasse og prøvede så at skubbe sig fri mens at hendes øjne endnu en gang var lukket i. Hun kunne meget svagt mærke hvordan at hendes vejrtrækninger begyndte at blive ureglmæssige og mere hen mod gisp.
Hendes hænder blev lidt efter lidt utrolig varme og en svag skygge kunne nu skimmes om dem. Den blev stærkere og stærkere og men kunne så se de sorte flammer om hendes hænder. Hun hørte godt havd han sagde men det tog hun sig ikk af. Hun ville egentligt bare fri fra hans greb. Hun havde været for hjertevarm og så have taget kontakt til denne vampyr. Hende der stort set altid troede de bedste i mennesker selv om at hun tilfædligvis var en dæmon. Hun kunne mærke hans blik mod hende. Det var fristende at se op i hans øjne igen. Blot ved at hun havde set i dem et kort sekund havde hun alligvel bare lyst til at se i dem igen. Det var som om at en lydløs lokkende stemme hele tiden fløj i ring inde i hendes hoved og men kunne nu se hvordan hun meget langsomt og lidt modvilligt bevægede sit hoved så hendes blik ville kunne ramme hans.

Endnu et sadistisk heh-smil kom frem i hendes ihærdige forsøg på at få ham væk med sine skygger. Skygger frygtede han ikke. Skygger gemte han sig i og lod sin lid til. Skygger var boliger for vampyrer og selvom de dannede disse flammer, frygtede Ahngel dem ikke et øjeblik. Nok var flammer skabt af lys og ild noget han helst var foruden. For mange ar og for mange smertefulde stunder havde været gemt i en enkelt lille flamme på et rødhvidt sterinlys som så ofte viste sig de mørkere steder i byen.
Da hun endelig lod sine øjne vristes imod ham, lod smilet sig forstumme og han begyndte igen langsomt at lade hende drages ind. Modstand havde der været nok af nu. Nok med leg og nok med at more sig. Hans tanker var praktisk talt normale igen.. lige bortset fra denne sindsyge der fulgte med hans blodrus og tørst. Den tørst der var rettet imod ingen anden end hende. Han ønskede hende brændende. Ønskede at fortære hende og lade hende blive et med ham på de få minutter det ville tage at kræve hendes røde blod.
Han rettede sig lidt op og trak hende tættere ind på sig. Det ville se let mærkeligt ud da han selv var omkring de to meter i højde. Ikke noget som man ønskede at gå op imod ved første øjekast.

Kimmie spærrede sine øjne en smule op mens at deres blikke mødtes. Hun følte langsomt en fred snige sig ind på hende. Noget hun ikk kendte til. Noget skræmmende og intresant og også venligt. Det var en mærkelig følelse at varme og kulde. Af lykke og ulykke. Af held og uheld. Og af elskverdighed og had. Hun blev mere slap i kroppen. Hun slappede mere og mere af i hans arme. Hun kunne ikk mærke smerten fra såret ned halsen mere. Jo, men kun som en svag prikken. Som en nåle masage. Som en healing. Hendes hænder der stadig lå presset ind mod hans brystkasse gjorde presset lidt lettere. Flammerne forsvandt igen. Blev igen til de små tatoveringer ved hendes håndled. Ved hendes pulsåre der sendte blodet videre rundt. Men hendes hænder forblev liggende på hans brystkasse. Hvad var alt det her. Hun kunne ikk rigtigt høre nogen fremmede lyde. Ingen fodtrin hist og her. Ingen krager eller andre fulge der skreg. Kun hendes eget ånddrag og hjerte banken. Samt ham. Hun knugede meget langsomt sine hænder som forblev på hans brystkasse. Hun tog derefter også blidt fat i hans trøje før at hun så igen blev presset tættere ind til ham og de igen blev fladlagt. Hun så nu bare ind i hans trøje uden et ord. Hun forstod ikk helt hvad der skete.

Den lille stund af fred imellem dem fik ligeså blodet til at løbe langsommere igennem Ahngels allerede meget rolige korpus til trods for at han virkelig havde været oppe at køre på grund af dette vanvid. Nu var det bare tiden der var ham i vejen. Bare tiden og ikke andet. han bøjede sig igen ned imod hende og lagde munden på hendes hals.. denne gang tættere på hendes kæbe i stedet for hendes kraveben.. Lod lansomt sin tunge bevæge sig hen over hendes hals.. ru som en katterunge, men alligevel ikke det samme. Den var kold. Kold som resten af ham.
"Nu tager jeg dit hjerte.. lille dæmon.." hviskede han så i en kaliber man måske kunne kalde ømt.. kærligt, men indvændig brændte narresmilet stadig. Ikke længere ventende.. Det lod sig komme til udtryk idet han forsigtigt lod sine tænder synke i hende igen.. Langsomt så denne mentale berusning for hende ikke ville gå i stykker.
Langsomt begyndte han igen at tage blodet fra hende.. Langsomt og prikkende, dog ikke så hurtigt at smerten ville skyde igennem en som var det lyn fra en klar himmel.

Kimmie hørte det godt men forholdt sig..nogenlunde i ro. Hun spærrede da sine øjne op da ordene nogede hende men hun følte sig for slap til at kunne gøre noget ved det. Hun ville ikk dø. Ikk på denne måde i hvert fald. Hun kunne på en eller anden måde godt lide når hans tunge lod sin glide over hendes sår. Det var en underlig dejlig smerte der skød gennem hendes lille spinkle krop. Og så da han tænder satte sig fast igen gjorde hun næsten det sammen som før. Hendes hoved lænede sig en smule tilbage men hendes mund var ikk så meget åbent som før. Hendes blik var rettet direkte mod himlen hvor på at de lukkede i og hun lod smerten strømme gennem hende og forsvinde efter noget tid som om at hun var lammet det sted smerten startede.
Efter noget tid begyndte hendes hjerte så at hamre hurtigere. For at kunne pumpe mere blod rundt. Det var en cirkuel levestil hun havde. Og det havde så mange andre sikkert også. Det gjorde så hun ikk ville blive tømt så hurtigt som nogle andre ville have gjort. Kort sagt. Hun havde mere blod i sig. Og siden at hun så også begyndte at hive efter vejret i gisp begyndte hendes halsmuskler at komme på extra arbejde. De gjorde det simpelthen at han ikk ville kunne syge blod fra hende hver gang at hun trak vejret ind. Men han kunne det så igen når hun pustede ud.

Ahngel mærkede hendes modstand fra kroppen og sindet meget klart.. For første gang denne aften gled en rigtig tanke igennem hans hoved. Hendes hjerte var specielt. Hendes krop og hendes tankegang.. hun skulle bevares.. det prikkede i hans arme og ben, men han ignorerede det. Han ville have hende så brændende af netop den grund.
Han lod efterhånden bidet tage til og direkte suge fra hende i stedet for at lade blodet løbe ned i hans mund som det automatisk ville gøre. Nakken ville spændes af trykket og han måtte engang imellem drage et suk, så han ikke ødelagde de værdigfulde årer hun havde overalt på sin krop.
Han mærkede hendes åndedrag gøre uregelmæssigheder i hans bid.. En modstand han sjældent havde set for at være ærlig..