Remains of the day //Kimmie - Privat//

Kimmie klemte sine øjne lidt hårdere sammen da han så helt begyndte at suge fra hendes nakkeåre. Det gjorde afsindigt ondt men det ville det kun hvis hun ikk var i denne tilstand. Denne trance. Som hans øjne havde gjort hun nu var i. Nu føltes det bare som en prikkende masage det både var ubehagelig og behagelig. Det var en mærkelig førelse. Hun trak stadig været i små gisp og hendes krop blev ved med at gøre dens modstan mod denne livfarlige fare.
Hendes hoved begyndte aå at læne sig lidt meere frem over og hendes pande blev så til sidst støttet mod hans ene skulder. Hun knugede så igen sine hænder så hun automatisk tog blidt fa t i hans trøje. Hu kunne meget svagt mærke hvordan varmen steg i hele hendes krop siden alt den aktivitet inde i hendes krop og hendes kinder havde faktisk en kraftig rosa-rød farve. Hun havde aldrig rigtigt prøvet at rødme så meget men hun vidste dig godt at dette ikk var fordi at hun var genert eller flov. Hendes bevægelser var en smule som at sige at han skulle stoppe hende og slippe hende bagefter men det var hendes krops sprog. Hendes øjne var stadig lukkede men slappede mere af som om at en form for nydelse gik gennem hende. Hun forstod ikk selv hvad der skete.

Ahngel lod langsomt sine æøjne lukkes idet rusen af hendes blod dæmpede de dyriske overlevelsesinstinkter.. Langsomt blev hans sanitet hel igen og hans tanker klare.. Idet han vågnede fra sin slumber i den røde væske slog han øjnene op noget så kraftigt. Han åd af en bevarende.. Langsomt åbnedes vævet sig og blodet lod sig piple ud fra hans hjertear.. Det grå arvæv over det venstre bryst lod sig åbne og det mørke blod farvede hans allerede sorte påklædning. Fugtede det og lod blodet klistre imod det og de hårspidser der lå ned over brystkassen.
Han mærkede sin favn om hende stramme til, som var det blot ren refleks.. et ønske om nærhed når der var en voldsom smerte gående igennem en, selvom han vidste den aldrig ville slå ham ihjel. Det var en straf.. Det var slaget med læderbeltet. Det var et brændemærke imod huden.

Kimmie's krops tempratur begyndte igen at stige lidt. Den var høj men alligevel ikk utrolig høj. Lige ved feberen nok. Men hun kunne jo ikk gøre noget ved det ud over at han så ville stoppe med sit lille projekt som gik ud på at tømme hende måske. Dræbe hende eller bare dræne hende for energi. Hun håbede inderligt at han ville lade hende forblive i live. Hun strammede igen sit greb i hans trøje og klemte et kort øjeblik sine øjne hårdt sammen da en lille smerte skar gennem hende som et stød.
Hun spærrede så sine øjne lidt op da hun kunne mærke noget..vådt ved hans venstre side af hans trøje. Det var for tykt til at være almindeligt vand men ikk slimet nok til at være noget andet end..blod? Blødte han? Men hvorfor? Hun kunne ikk se hvad der skete men hun kunne mækre hvordan at blodet sivede ud af et eller andet ved hans venstre bryst. Det var skræmmende. Så kunne hun mærke hvordan hun mistede en smule mere luft da han strammede grebet om hende og pressede hende tættere ind til sig i sin favn. Hun ville ikk kunne vride sig fri. Ikk i denne tilstand. Smerten begyndte selv at komme frem i hendes krop. Som om at han magi ikk virkede mere da han ikk havde haft øjenkontakt et stykke tid nu. Det var forfærdeligt. Denne smerte. Hun kunne mærke hvordan hendes smil svigtede under hende. Men hun var da stadig i live og ikk på nippet til at besvimme.

Små kvalte gip kunne høres fra ham idet såret begyndte at svide og stikke.. Endelig slap han hende. Skubbede hende væk fra sig og selv trådte få skrdt tilbage. Han lænede sig let hængende op ad en lygtepæl og holdt sin højre hånd over hjertet og den anden imod hans nedre kæbeparti, som om hans mund ligeså smertede ham. Hans øjne var pressede imod hinanden og det ene øje var sådan set helt lukket af det svidende stik. Dog sagde han ikke noget. Ikke en lyd. Intet skrig.. ingen gisp eller smertestøn. Han pressede blot ligegyldigt imod brystkasse, hvor blodet farvede hans hvide fingre, som var et sårs væske løbet ned og misfarvet hans hvide hænder, som var det blod på en bunke sne.
Han krummede atter ryggen og lod sit blik vendes imod vejen, hvor der efterhånden løb blod mellem fingrene over hans mund. Fra hans mund. Hendes blod han netop havde forsøgt at fortære.
En hosten kom da fra ham. Tør og uregelmæssig inden han rettede sig op igen og så imod himlen. Han så nu mere normal ud. Intet narresmil, men en kold aura og med formørknede øjne. Blodet var endnu oplyst over hans bryst, hænder og kæbeparti.. som om det var ham der var blevet skamferet og drænet.

Det kom som en stor overraskelse da hun først kunne mærke hvordan hans tag om hende blev løsere og løsere og pludselig bare skubbede hende væk med en lidt hård bevægelse. Hun trippede først lidt klodset begud og prøvede at holde balancen men faldt alligevel på røven lidt efter. Det hav et jag af smerte. Igennem hendes rygsølje og videre op. Og så var smerten var bidet og såret på hendes hals nået i top. Hun lod hurtigt sin ene hånd nærmest tage fat om hendes sårede skulder og bare presse som om at det ville stoppe både smerten og blødingen.
Efter at have siddet og prøvet at få smerten nogenlunde væk lod hun atter sit blik blive rettet mod ham. De smukke skovgrønne øjne blev dog så bare spærret op i et forskræmt blik. Synet var ikk lige det hun havde forventet. Det..Det var forfærdeligt. Hun kunne meget svagt mærke de små stød der gik gennem hende som små brækfornemmelser. Synet af hvordan hendes egent blod der bare sivede tilbage ud af hans mund og hvordan hans blod misfarvede hans hånd. Hvad fanden var det der skete!? Hun forstod der virkelig ikk.
Hun tillod sig modstæbende at slippe sin nakke og satter derefter begge sine hænder ned i den ujævne astfaldt og langsomt og forsigtigt begyndte at hun selv at skubbe sig lidt væk fra ham. Hun hun havde ingen retningssans ligenu så hun ente med at støde på en mur.

Endelig udstødte han et smertestøn idet der gik et gip igennem ham endnu en gang.. Han så igen på hende derefter.. efter at ha ladet sine hænder mærke en sidste gang på såret over hans venstre brystkasse. Han gled langsomt ned ad lygtepælen og endte med nærmest at sidde på hug, med pælen som det eneste støttepunkt hvis han ikke skulle falde bagud.Hans øjne lå på hende.. et kort øjeblik som om han havde tænkt sig at angribe hende endnu en gang. Dog sænkede blikket sig endnu engang og så ned imod asfalten ved hans fundament. Han hostede endnu engang og mere blod lod sig brede sig under ham, som havde han en massiv blødning i sine lunger, men nej. Hans krop reagerede instinktivt og ville fjerne hendes blod fra sin lkrop, selvom han ikke selv ønskede det.
Han gled en smule mere ned så han nærmest sad på asfalten, men stadig med sine ben støttende så han ikke mistede balancen fuldkommen.

Kimmie så skræmt mod ham. Hendes skovgrønne og ellers rolige øjne var spærret helt op og man kunne nærmest se alle hendes tanker der bare fløj gennem hendes hoved. Det blødte stadig voldsomt fra hendes sår ved nakken men hun kunne jo intet gøre ved det. Hun kunne ikk heale. Måske et lille et med sin skygge magi men intet ligesom dette. Og det sveg forfærdigt hvis hun altså tænkte over det. Men ligenu lå alt hendes opmærksomhed mod denne vampyr foran hende men alligevel langt væk. Hun ville have kravlet mere bagud men siden at hun ikk kunne kralve op af mure kunne hun ikk gøre andet en at blive siddende. Hun var for svagt til at kunne hverken gå eller løbe væk. Ja hun kunne næsten ikk stå op uden at hendes ben ville give efter. Hendes lange bølgede hår sad helt klistret til hende ansigt på grund af regnen og det der hang over såret havde så klistret sig fast der. Det ville gøre afsindligt ondt hvis hun trak det ud med en voldsom fart når hun kom til ordenlige kratfer men nu ville det sikkert kun føltes ubehagligt. Hun førte derfor sin hånd op og meget langsomt og med en rystende hånd begyndte hun at fjerne sit misfarvede hår. Hendes vejrtrækninger blev ikk bedre af at han havde sluppet bidet og hun kunne mærke hvordan at regnen gjorde hendes feber lidt værrere. Hun var da en ynkelig dæmon. Ikk at kunne gøre noget modstand mere.

Stødene fra hans strube var stoppet og det sivende blod virkede ikke mere som sure opstød, men mere som om selve hans hvide læber var blødende i stor stil. Det løb endnu i en rød stribe ned og farvede grunden under ham. Dog stoppede hans brystkasse med at bløde og hans vejrtrækning begyndte igen at nedtappes ret så betydeligt. Han bøjede hovedet og lod det gennemblødte hår glide ned over hans ansigt og fik ham til at se bevidstløs ud i de få sekunder hvor han nærmest hang op ad lygtepælens kolde pæl. Regnen og blodet dryppede endnu ned ad ham og regnen begyndte stille at farve det i en mere let tynd rød som gloende jern ville have. Sølvrød eller noget i den stil. Et sidste gip kom fra ham og tillod ham at hoste den sidste smule blod op der med en ret ulækker lyd lod sig lande og farve pytten dybrød endnu engang. Den sivende streg var reduceret til en uregelmæssig dryppen fra hans hår og fra hans mund. Vand og blod.
Han tog sig dernæst til hovedet et kort øjeblik. Trykkede håndfladen hårdt imod panden og pingerspidserne imod hans skrøbelige tændinger. Som var han overfaldet af en dødsdømmende migræne han havde set komme i forvejen.

Efter noget tid ved at hun bare havde siddet der og stirret skræmt mod denne vampyr hun stadig ingen navn havde fået op begyndte hun endelig at kunne rejse sig op igen. Hun havde en mærkelig fornemmelse af at hun ikk bare kunne løbe sin vej og efterlade ham her men hun vidste at det mest sikkerste ville være at gøre det. Hendes krop rystede en del men alliegvel kom hun op at stå ved hjælp af muren af sig som hun også støttede sig op af nu. Hun trak vejret som om at hun var forpustet. Hun hev efter vejret i små gisp og prøvede at få dem under sin kontrol igen. Hendes smukke skovgrønne øjne var dog stadig rettet mod ham. Han så åbentbart også ud il at være i smerte. Hvorfor? Hvordan kunen det være? Hun havde hun i det hele taget ikk gjort ham noget. Hun klemte sine øjne hårdt sammen da et stød af smerte skød gennem hendes skulder og fik hen til at knæle sammen igen. Hendes hånd havde også lagt sig på det ståre og stadig blødende sår. Blidt og forsigtigt. Dog tog hun den hurtigt væk igen da det bare gjorde smerten værre.
Kimmie kunne så pludselig fornemme hvordna at hendes syn blev slørre og hendes krop begyndte at føles tung. Hun blinkede et par gange for at prøve at få de små pletter væk. Det valgte så til sidst at sortne for hende et kort øjeblik før at hun så faldt sammen på den våde afstaldt. Hendes øjne var lukkede. Blidt som om at hun sov. Hendes ansigtsudtryk var rolige og fredelige. Dog kunne man godt se at hun ikk sov. Men hun var heller ikk død. Det beviste bevægelsen ved hendes brystkasse. Hun var blot besvimet af blodmangel og smerte. Og nok også af den høje feber der havde ramt hende på grund af det pokkers kolde vejr. Og der lå hun så. Næsten helt urølig, uden en lyd mens at blodet fra hendes sår blandede sig med vandputterne på jorden.

Stille begyndte natten at forme sig for Ahngels øjne igen. Langsomt men sikkert gled hans hoved tilbage til noget der kunne minde om en menneskelig bevidsthed men alligevel ikke. Hans hoved var anderledes end menneskers og de fleste andre væseners. Hans tanker udgjorde anderledes strukture end blot ord og billeder og hele hans mindeværk var ikke gemt som fortid, men nærmere som et meget stort og svært placerligt 'nu', som blot var fyldt til bristepunktet med øjeblikke. Et nu han ikke syntes at kunne komme væk fra. Derfor var fortiden ikke til at lægge ordentligt bag sig.. man befandt sig stadig i den.. En del af Ahngels sind gjorde ihvertfald. Levede i en falsk virkelighed gendannet af tanker og minder fra det sidste øjeblik. De røde øjne så frem for sig.. Så regnen i de farver de igen skulle være. Grållige.. transperante og blållige. Oplyst af intet andet end lugtepæle og andre blinkende regndråber. Derefter så han hende ligge der. Denne dæmon han næsten havde taget livet af? Eller havde han? Et åndedrag forsejlede hans bevidsthed omkring det. Hun levede endnu huh? Han støttede sig imod pælen og re´jste sig lidt vaklende med en irriteret grimmasse idet han så ned af sit eget blodige selv. Han rettede nakken og skød øjnene hen på hende igen. Hun skulle bevares, eh? Hvorfor mon? Ahngel lod sig stå i en tid, blot for igen at få føling med sin motorik og sin balanceevne inden han med let dirrende skridt gik imod den bevidstløse dæmonpige. Han satte sig på knæ ved siden af hende med et koldt blik. Kunne hun selv overleve hvis han gik bare sådan, eller skulle han virkelig til at sørge for at hun vågnede igen? Pokker stå i det. Når den satan til Zane ville dø skulle dette ikke længere være et problem. Ahngel vendte hende lidt om så hendes rug lå imod asfaldten for derefter at løfte hende i sine arme med en arm under hendes knær og en under hendes skulderblad. Han rejste sig op med intet andet besvær end hans igen tilbagetrækkende motorik der var skadet af hans korte tid i usanitær opførsel. Alt han skulle sørge for var at hun overlevede.. så kunne hun ellers glide ud af hans liv igen.