Fiskere, skibe og vand - Hudson

Tid :: 12.31
Sted :: Porten - havnen
Omgivelser :: Skibe, fiskere, vand og hvad der ellers er sådan et sted
Vejr :: Dejlig varmt, men med en let vind
Dato :: ??
Udsennde :: Håret sat op i en heste hale(som på billedet) og en løs blå kjole der går til lårene, bare fødder
_________________________________

Lyden af måger der skræppede og mænd der kastede linen ud i vandet, fik havnen til at virke så fredelig og hyggelig. Alle de store fiskekuttere og både, der stod bundet fast ved broerne, havde de fineste farver og sjoveste navne som stod på siderne af dem.
Masterne på de store skibe var høje, mens masterne på de små skibe (Hvis der var master på) ikke var så høje. Vandet brusede ind mod stenene og benene der holdte broerne.
På kanten af en bro, sad der en pige, men bare fødder og en tyrkisblå kjole der var stram for oven, og løs i 'nederdelen'. Hendes krøllede hår var sat op i en flot hestehale.
Hun kiggede ud på alle de flotte skibe og derefter op på himlem hvor mågerne jo våvede sig afsted med de skræbbende næb.
Pigens navn var Lyan. Det var mærkeligt at hun sad ved noget vand, da hun jo faktisk ikke rigtig kunne tåle det, for så snart hun rørte det faldt hun om. Hun havde dog taget et fremskridt og kunne så godt gå i bad, men også kun et krot bad.
Lyan's øjne glimtede og var babyblå. De så, så uskyldige og søde ud, men for dem der ikke kunne li' ild, skulle ikke være inærheden af hende, når hun blev sur. For så blev hendes øjne fyldt med flammer istedet for, dne flotte blå farve.
Hun kiggede lidt rundt og undrede sig over, om der mon var nogen at snakke med eller noget, på havnen den dag...?

Raske og lette skridt afslørede der åd meter for meter afslørede den sorthårede, unge mand, der stilfærdigt kom gående - tydeligvis med retning mod havnen. I dagens anledning var han klædt i en løs, lysegrå skjorte med oprullede ærmer, der stoppede lige før albuerne, et par hvide, skinny jeans og hans til evig tid højtelskede og meget nedslidte, røde allstars. Han var som sådan i meget godt humør og bar et muntert smil på læber. Dette var bestemt en særdeles god dag til at gå en tur og samtidig få noget frisk luft. Temperaturen var lige tilpas og den lette sommervind sørgede for, at det ikke blev for varmt ved en gang i mellem at komme med nogle svage vindstød. Hans brystkasse hævede sig markant, idet han indåndede den saltmættede, friske luft, der herskede over havnen. De mange fiskekuttere skvulpede fornøjeligt op og ned nede i havnens vand og var med til at give hele den der havne-stemning med lidt hjælp fra de skrattende måger og leende fiskere, der stod og håbede på at få en ordenligt krabat af en fisk på krogen. Hudsons kække smil voksede yderligere, netop som hans blik opfangede en ung pige nede på en af broerne. Mon hun ikke var interesseret i noget selskab? Han rodede kor rundt i sine sorte hårlokker og forsøgte at sætte håret så skødesløst som muligt, inden han begav sig hen mod hende.

Lyan nynnede let en lille melodi og krydsede benene. Hun svingede ludt med benene og fødderne var lige ti cm. over vandet.
Hun roede lige lidt i den krøllede hestehale og lagde de små lyse hænder i skødet.
Hun kunne høre skidt ude på broen. Hun gad ikke til at vende sig om - Da hun var fordybet i nogle mænd der stod og grinte ude på en fiskekutter.
Idet samme fik den ene mand bid og prøvede at hive den op, men det gik ikke så godt - så to andre mænd kom over for at hjælpe med at hive.
Lyan slog en lille latter op, da fiskestangen rentfaktisk knækkede. Mændene faldt bagover i båden og rettede forvirrende på de fiskerhatte de havde på.
Hun slog blikket hen mod en anden båd - da den med mændene, var blevet lidt kedelig.
Så hun kiggede nu på en familie der var ved at læsse ting ind i en lille båd. Der var en mor, en far, en lille pige og en baby. Faren hoppede ned i båden og tog imod kufferterne fra den lille pige, mens moren stod og vuggede babyen.
Lyan synes at de så sødt ud, for en familie var vel altid godt?

Hudson tog et par ekstra lange skridt, da han nææsten var henne hos hende, hvorefter han stoppede op, idet han nåede starten af den bro, hun sad på. En let brise fik hans hår til at 'flyve' op i luften og synliggjorde hele hans ansigt, eftersom der ikke længere var noget hår til at dække for hans øjne. Efter det atter havde lagt sig tog han de to sidste skridt, der var hen til hende og listede om på den ene side af hende, hvor han satte sig med benene hængende ud over broens kant. Han satte sine hænder mod kanten, drejede sit hovedet og fandt det venligste og mest muntre smil frem, hans læber kunne præstere. "Hey you." Hilste han med hovedet lagt en smule på skrå og begyndte lige som hende at svinge benene lidt frem og tilbage ved knæleddene. Han afventede tålmodigt hendes reaktion og svar og fik ventetiden til at gå med, at lade sit blik vandre rundt på hendes utrolig tiltrækkene krop. Der var bestemt ingen tvivl om, at dette kønne væsen, der sad lige for næsen af ham var af racen aspara. Han sendte hende et beundrende blik og derefter et af sine kække, skæve smil.

Lyan blev lidt forskrækket, men smilet så bare da hun kiggede på ham. "Hej," sagde hun med et smil og igen over familien.
Faren løftede den lille pige ned og hun hoppede glad ind i det lille 'hus' der var på båden. Så tog faren imod babyen og lagde den/han/hun ned i en lift. Så tog han fat i morens hænder og hun hoppede ned.
Lyan smilte af det og kiggede tilbage på drengen der var kommet hen til hende. Hun betragtede ham let med et smil.
"Jeg er Lyan," presenterede hun sig selv og kiggede lidt mere på ham. Han så sød ud, eller var det bare hende? Hun havde ikke taget fejl om mange, men en dreng havde hun da aldrig 'spået' det vil sige, ha' håbet på om han var sød.
Hendes smil bredte sig lidt.
Lyan ventede tålmodigt på at han ville presentere sig selv, hvilket faktisk, var meget naturligt at gøre, når en havde presenteret sig selv, burde man også presentere sig, eller også var det bare sådan Lyan var blevet opdraget.

Hudsons blik blev ligeledes draget mod familien på fire, der var netop lige var blevet færdige med at læsse ting på deres båd og nu selv gik ombord på den, men han rettede hurtigt sit blik mod hende igen, da hendes stemme atter brød stilheden. Lyan, hed hun altså. Han smagte lidt på navnet, hvorefter et let smil forplantede sig på hans læber. Før han åbnede munden, slap han kanten med den ene hånd og rakte den frem mod hende med et skråt smil. "Jeg hedder Hudson," præsenterede han sig og missede lidt med øjnene, eftersom solens stråler skar ham i øjnene. "Jeg håber ikke, jeg forstyrrer dig." Tilføjede han i et lavmælt toneleje, inden han lagde hovedet på skrå til den anden side og rettede sin ryg, så hans stilling blev en anelse mere rank og sofistikeret.

Lyan lo stille og rakte også den en hånd frem og trykkede hans.
"Jeg sad netop og ville have noget selvskab," sagde hun med et smil. "Så det gør du da ihvertfald ikke!" Hendes smil var stadig fremme.
Hudson, var da et ret flot navn, eller... Jo det var faktisk meget flot, men hun var lidt genert, så hun turde ikke rigtig sige det.
Hun kiggede igen lidt over på familien igen. Faren begyndte at styre båden og de sjelede/kørte ud på vandet og efterhånden som de kom ud blev de mindre og mindre. Lyan satte sig lidt bedre til rette og satte sig så med alt opmærksoheden lige rettet på ham.
Hun havde ikke haft en rigtig ven i lang tid, og derfor ville hun gerne komme i et godt venskab med ham her Hudson, som efterhånden virkede sødere og sødere. Hun vidste ikke helt hvorfor han virkede så sød, men det gjorde han bare, ret meget endda.
Måske syns hun faktisk at han var ret... Flot eller smuk, eller lignende....

Hudson blev smittet af hendes latter og undertrykte derfor et kortvarigt grin. "Well, your prayers has been heard then. Jeg vil med glæde gøre dig med selskab," svarede han med et strålende tandsmil og rystede raskt hendes hånd, før han lod sin egen glide ud af hendes og satte atter håndfladen mod broens kant. Han blinkede lettere drillende til hende med det ene øje, inden hans blik blev draget op mod den oplyste, lyseblå himmel, hvor solen og dens varme stråler herskede. Hele hans krop slappede fuldstændig af, hvilket også resulterede i at han igen faldt en smule sammen i hans holdning. Han rullede sine skjorteærmer endnu længere op og knappede derefter to-tre knapper op, så noget af hans brystkasse kom til syne. Hans smil bredte sig yderligere på hans læber, og han lukkede dernæst sine øjne lidt i. Ikke helt, han sørgede for at der var en lille sprække, han kunne kigge igennem. "Det er godt vejr, ikke?" spurgte han med et skævt smil, selvom det nok nærmere var en konstatering end et spørgsmål.

Lyan smilte. "Jo, da!" svarede hun roligt. "Perfekt vejr til at være ved havnen!" Hun kiggede op og dernæst hen på ham igen.
Man kunne høre en høj latter og Lyan rettede blikket derhen, men alligevel det meste af opmærksomheden rettet lige på ham.
Det var en rigtig sømandslatter, der kom fra en gammel skæv fiskekutter! En mand med gråt skæg og en pibe i munden, stod og holdt ned ene hånd på maven af latter.
En anden ung mand stod og hev i en fiskestang, for at hive den fisk han havde på krogen, for at få den ind. Men det avr vist lidt svært for ham. Den gamle mand kiggede på ham, men grinte stadig.
Lyan kiggede så tilbage mod Hudson.
"Perfekt vejr til at finde nye venner!" sagde hun stille og kiggede op på den smukke lyse himmel, hvor mågerne lige så stille begyndte at samle sig i små klumper.

Hudson kørte sit blik hen på den leende sømand og smilede lidt af det, både ham og den hjælpeløse, unge mand, der lod til at have problemer med fiskestangen. Fisken, han sandsynligvis havde fået på krogen, måtte være for tung til ham. Hans øjenlåg gled helt op igen, hvorefter han atter slog blikket hen på Lyan, da hun for tredje gang sagde noget. 'Perfekt vejr til at finde nye venner'. "Mmm," brummede han til svar og sendte hende et af sine charmerende, skæve smil, hvornæst han vendte sine øjne op mod himlen. Han kneb straks øjnene lidt sammen på grund af den blændende sol, hvis hvide lys generede hans øjne. Lidt efter løsrev han blikket fra solen og lukkede sine øjne i et langt blink. Der var kommet pletter for hans øjne, eftersom de faktisk var meget følsomme overfor sollyset. Han førte en hånd op til sin pande, hvor han satte den ene side mod panden, lige oven over øjenbrynene, så han dermed kunne skygge for den skarpe sol med hånden, der mørkelagde det meste af hans ansigt.

Lyan smilte tilbage og førte begge sine hænder om til håret der sad i en fik hestehale. Hun strammede de bånd der var der lidt så håret blev hvor det skulle.
Derefter satte hun begge hænder ned på broens træ bag hende og støttede resten af kroppen på det, mens hendes hoved blev lænt tilbage, og hun lukkede øjnene i og nød den dejlig varme sol.
Lidt efter fik noget vind kjolen til at 'flyve' op. Hurtigt som et lyn lagde hun begge hænder i skødet der hvor kjolen var været ved at 'lette'. Altså i nederdelen af kjolen.
Hun smilte og kiggede lidt mere på ham, for hendes øjne var nu helt åbne som de plejede og hun betragtede ham igen let.
Vejret var da perfekt til at finde venner i, for der var jo nok flest ude i det vejr, men nok ikke lige ved havnen.
Et let suk, hørtes fra hendes mund og hun ventede på at Hudson ville sige noget, hvis han ville sige noget...?

Hudsons øjne flakkede hurtigt hen på hende, i netop samme nu vinden to fat i hendes kjole og fik den til at fare op i luften, så hun måtte bruge begge sine hænder for at holde den nede. "Pas på vinden. Man ved aldrig hvornår den kommer listende," kommenterede han med et skråt smil og hentydede til, at det nok var en god idé at holde lidt mere styr på den nederste del af hendes kjole, hvis hun ikke ville fremvise hendes skød til alle. Han grinede dæmpet, inden han drejede hovedet væk fra hende og betragtede en måge, der sad på taget af en båd og fulgte meget godt med i, hvad to fiskere havde gang i længere henne. Den var muligvis klar til at fare op og nappe en af de fisk, de læssede op i en spand. Mågerne - luftens rotter som man også kaldte dem. Han smilede lidt og svingede skiftevis med det ene ben og så det andet ben.

Lyan smilte. "Ja," nikkede hun og kiggede på ham.
Pludselig kunne hun mærke noget vådt og snasket der landte lige på hendes skulde. Hun skulede ned til det og en piv kom fra hende, da hun så at det var en hvis fugleklat. Nu ville hun skide på om hun faldt om af vandet og tog derfor noget vand op i den ene hånd og vaskede fugleklatten væk.
Derefter skyndte hun sig at bruge sin evne, og fik det våde af hendes hud til at tørre hurtigt.
"Pyha!" sagde hun lettet og kiggede på Hudson med et skævt smil.
Det avr lidt pinligt det med mågeklatten, men alligevel, sagde hun ikke mere...
Lyan holdt bare mund, for hvis han nu ville komentere det eller et eller andet, andet...?

Hudson skævede til hende, da han hørte et mindre pib fra hende, hvornæst hans øjne hurtigt opfangede den hvide fugleklat, der var landet på hendes skulder. "Det var da uheldigt," mumlede han med et let smil og kvalte et grin, inden han slog sit blik ned mod vandet. Han prisede sig lykkelig over, at det ikke var ham, fuglen havde valgt at klatte på. Hans skjorte skulle nødig blive beskidt. Men hvis det nu skulle hænne, ville han nok overleve. Det kunne nok vaskes af, men alligevel .. rimelig ulækkert. Han rykkede sig lidt længere ud på broen, så han lige nøjagtigt kunne røre vandet med skosnuderne. Han sørgede for at holde godt fast i kanten, så han, hvis han skulle få overbalance, kunne forhindre sig selv i at falde i havnen. Det ville være knap så fedt.

Lyan nikkede og et lille lydløst gisp kom fra hende da hun så ham røre vandet med skoene. Hvis man kiggede på det udtryk hun havde i øjnene, kunne godt se at hun ar bange for at han skulle falde i, for hvis hun faldt i, var det nok atter forbi....
Hun kiggede op på hans ansigt og prøvede, ikke at virke for bange, men det lykkedes ikke som planlagt.
Lyan tog fat rundt om braderne der dannede broen, for ikke selv at falde i. Hun vra bange for både vandet og at falde i.
Hun have lyst til at få en masse flammer frem på vandet, men det blev jo sluket af vsndet alligevel.

Hudson vendte sit blik mod hende og bemærkede det lidt skrækslagne blik i hendes øjne. "Er der noget galt?" spurgte han med hovedet lagt på skrå og løftede undrende et øjenbryn. Han kunne ikke selv finde frem til, hvad det mon var, der var så .. farligt. Derefter rykkede han igen lidt tilbage, så han ikke længere kunne berøre vandet og hans fødder atter svævede cirka ti centimeter over det kølige, salte havvand. Han rystede på hovedet et par gange for at få hans pandehår væk fra hans øjne, men det lykkedes ikke rigtig nogen af gangene, så han måtte til sidst løfte sin ene hånd og selv stryge det til side.

//Undskyld det korte svar, men jeg smutter lige udenfor. (: Det er aaalt for varmt til at side herinde.. men på den anden side er det også for varmt udenfor. o_O oh well.. svare igen senere i dag. :3

Det han spurgte om fik hende til at falde tilbage i tankerne. Hvordan det skete første gang at hun faldt om ved at røre ved vand. (Sådan her skete det:)

Lyan løb og legede lykkeligt sammen med sin kusine. De grinte og løb på engen. Lyan's skrig kunne høres, da hun faldt ned i et hul i jorden. Der var nærmest en gang. Men hun faldt med armene strakt ud for sig. Hun skreg på sin kusine og, kusinen stod oppe og kiggede ned efter Lyan. Tilsidst faldt hun selv ned i hullet og landte lige ved siden af Lyan. De hånd i hånd, rundt i det 'rum', under jorden de var kommet til.
De kom hen til en lille 'sø' eller vandhul.
Lyan stak hånden ned i det, men fik overbalance, så hun fakdt ned i vandet. Da hun kom op på overfladen igen var hun helt våd og hendes øjne var lukkede. Hun flød rundt på vandet og man kunne se hvor koldt hun havde det.
Kusinen hoppede i vandet i et hovedspring, efter hende. Hun svømmede hen mod Lyan og fik hende op på bredden igen.
Hun hoppede så selv op og sad med Lyan's hoved i skødet.
Lyan's øjne var stadig lukkede, men da hun endelig vågnede spændede hun kroppen og en mase flammer kom omkring både hende og kusinen.
Det var den dag Lyan fandt udaf det rædsomme vand kunne gøre ved hende, og hvordan evnen med ild fungerede.

Lyan rystede på hovedet og kom tilbage til den virkelige verden. Hun kiggede på ham og havde helt glemt hans spørgsmål.
"Jeg kan ikke tåle vand. Det lyder dumt, men jeg kan ikke røre ved det uden at falde om, eller jo et lille bad kan jeg da godt tage...." sagde hun forvirret og kiggede stadig på ham.

//Jeg var lige udenfor og læse...^^ Men det okay n.n//

Hudson grinede svagt af hende, da hun lod til at være faldet ind i hendes egen verden, så han droppede bare sit spørgsmål og rettede blikket ned mod vandet. Gud, hvor var det dog bare forfærdelig varmt. Han havde mest af alt lyst til at smide alt sit tøj, men det kunne han jo ikke så godt gøre her på et offentligt sted. Ikke hvis han ville gå herfra med sin værdighed i behold ihvertfald. Hans blik søgte hen på hende igen, idet hun rystede på hovedet og kom ud af sin trance-lignende tilstand. "Kan du ikke tåle vand? Det må da være ret surt om sommeren," svarede han med et let smil og missede med øjnene. Han ville ikke kunne overleve sådan. Tænk aldrig at kunne komme på stranden og bade uden at besvimme, når det var så varmt i vejret, som det var nu.

Lyan sukkede. "Det er ret irritrende..." sagde hun og og satte den ene hånd ud for sig og rettet ned på sine fødder. De var blevet våde nu.
Hun knyttede den og det avr let at se at hun koncentrerede sig om det hun nu var i færd med. Varmen kunne mærkes i fødderne og det blev hurtigt tøre igen.
Hun vidste ikke hvad ellers hun skulle gøre, for det var lidt svært at tøre dem i noget man ikke havde.
Lidt efter vaglte hun at trække fødderne til sig og lagde begge arme om dem.
Lyan kunne ikke rigtig forstå det hele, men hun var vel som ild. Ild slukkes af vand, så slukkes hun vel også af vand?