Fyldt gade. - Hudson.

Dato ::: IRL.
Tid ::: Lidt over 10 tiden.
Vejr ::: Mørkt, usædvanlig koldt samt stjerneklart.
Sted ::: Midt på gågaden.
Omgivelser ::: Overraskende mange mennesker og væsner.

Selvom, det var midt på sommeren, havde vejret fået en mærkværdig vending. Det var bidende koldt. En spinkel pige med langt blondt hår gik for sig selv hen ad gaden. Hun havde langtfra klædt sig på til vejrforholdet, eftersom hun det meste af dagen havde tilbragt hos en veninde i Di Morga øst. Hun gøs let, da vinden jog gennem kroppen, og klamrede hænderne om albuerne, for at holde sin halvlange cardigan tættere om sig. Indenunder den kunne man ane en hvid t-shirt med et billede af bandet 'The Messenger', og ellers havde hun en destroyed lårkort jeans nederdel samt sine elskede Converse sko. Hun havde dog ikke lyst til at tage hjem endnu, selvom hun var ret så træt. Den samme tanke havde vist slået sig fast hos dem, der nu færdedes omkring hende. Cadende, som pigen hed, havde sine øjne hvilende på omgivelserne og betragtede nysgerrig enhver forbipasserende. Der var ikke nogen bekendte iblandt, hvilket var skuffende. Men, de fleste var jo taget på ferie, som hun godt var klar over. Dog, kunne hun godt bruge noget selskab lige nu. Indtil videre rækkede larmen fra dem hun nu færdedes iblandt og hun tænkte ikke nærmere over det faktum og bed sig kort i læben, mens de små fødder ubevidst bare førte hende mod springvandet i midten af gågaden.

En høj, ung mand kom gående med raske og målrette skridt. Han måtte nu og da stoppe op og undskylde, eftersom han i sin far kom til at støde ind i diverse folk, der bare vendte sig irritabelt om og snerrede, at 'han skulle se sig for'. Det var da også helt vildt, hvor befolket der var her, især hvis man tænkte på det pludselige vejrskift. Det var gået fra at have været enormt varmt til at være skidehamrende koldt, så han havde lige vejret indenom derhjemme på vej hjem fra arbejde og hentet en stor, sort sweater, som han så havde trukket ud over hans hvid- og sortstribede t-shirt. I modsætning til de fleste andre frøs han ikke det mindste. Han gik bare med er fornøjet smil på læberne og hænderne stukket ned i de forreste lommer på hans lysegrå, skinny jeans. Det var faktisk ret rart at mærke kulden mod ansigtet i stedet for den ulidelige varme, der havde hersket her i Terre indtil nu. Som sædvanlig dækkede hans sorte, halvlange pandehår for hans øjne og mørkelagde den øverste halvdel af hans ansigt. Han kastede let med hovedet, så noget af håret faldt til side og dermed ikke længere blokerede så meget for hans syn.

Cadence var stadig noget væk i sine egne tanker, som sædvanlig og så sig derfor ikke så meget for, hvilket bare fik resulteret i, at hun gik ind i de fremmede omkring hende. Hun rynkede kort panden, men skyndte sig at undskylde og sende dem et let smil, for at understrege at det var oprigtigt, men det eneste hun fik tilbage for det meste var bare en snerren. Hun hævede kort overrasket brynene, ved den sidste mand, der så usædvanlig tvær ud. Ligthen up?
Bare nogle få meter fra springvandet stoppede hun op. Selvom, hendes blik hele tiden havde hvilet på der, opdagede hun først nu nogle småbørn, der sad rundt omkring. De var godt nok nuttede at se på, men de var ikke ligefrem det selskab hun ønskede lige nu, så hun drejede om på hælene. Hvilket med det samme resulterede i at hun gik ind i en mørkhåret dreng, der så ud til at gå for sig selv. Hun mumlede noget for sig selv, med at se sig for, hvilket ikke var andet end hun forventede at høre fra drengen. Hun vendte blikket op på ham og lagde mærke til noget af hans hår, der dækkede lidt for hans syn. Hun bekæmpede trangen til at stryge håret væk fra hans ansigt. Han var jo fuldkommen fremmede?
"Jeg burde virkelig lære at kigge, hvor jeg går", sagde hun åbent med et lettere forlegent grin og lagde hovedet på sned.

Hudson, der også selv vandrede lidt rundt i sin egen lille verden, vågnede pludselig op, idet en eller anden stødte ind i ham. Det tog noget tid før han rigtig fattede, hvad det var, der var sket, men han rystede så svagt på hovedet, hvorefter hans øjne opfangede den unge pige, der tilsyneladende var hende, som var skyld i deres sammenstød. Et af hans drengede, skæve smil bredte sig på hans læber og afslørede lidt efter hans hvide tandsæt, da det lidt efter udviklede sig til at strålende tandsmil. "Det gør ikke noget," svarede han med et skråt smil og lagde ligeledes hovedet på skrå bare til den modsatte side. "Det er så nemt at falde i staver. Det gør jeg også selv aaalt for tit," tilføjede han og slog en mindre latter op, inden han førte en hånd op til sin pande og kørte den derefter igennem hans sorte hår, der dog bare lige så stille gled på plads og atter lagde en skygge for hans ansigt.

Cadence lyste nu selv op i et skævt smil, da drengen ikke så ud til at blive vred eller noget i den stil. Hun havde lidt forventet det, hvilket fik det ligeledes åbne ansigt overfor hende, til at betragte ham nysgerrig. Hun nikkede samstemmende, efter at have lyttet til han stemme. "Det er jeg glad for", svarede hun først, for derefter at tilføje: "Præcis, det er noget, der bliver lidt af en vane efterhånden". Hun vendte kort blikket omkring dem, hvor det foreløbig ikke så ud til at tynge ud med de mange mennesker. Men, vendte bare nogle sek. efter blikket på drengen igen. Det var først nu, det gik op for hende, at han ikke var et menneske. Hun betragtede kort, da han strøg håret væk og hans øjne fuldt kom til syne i et øjeblik. "Jeg er Cadence", sagde hun for at bryde stilheden og blottede de hvide tænder i et af sine sædvanlige skæve smil, idet hun rakte hånden frem til præsenation. Hun hadede egentlig den form for præsentation, da det fik hende til at føle at hun indgik forretning eller lign., men det havde været det, der havde tiltalt.

Hudsons smil voksede en anelse, da hendes stemme brød stilheden - selvom der egentlig ikke ligefrem var særlig stille, ikke omkring dem ihvertfald, eftersom stedet vrimlede med folk, der plaprede løs om dagens begivenheder og aftale alle mulige ting, de skulle laver her i weekenden. Sikke travlt folk dog havde. Selv kunne han bedst lide at tage tingene, som de kom. Han hadede at aftale på forhånd, for så blev det altid sådan noget forvirret noget og - 'du er kommet fem minutter for sent - fuldstændig uacceptabelt!'. Lev i sekundet. Dét var egentlig bare det, han levede efter. Man måtte bare leve i nuet og så tage de eventuelle, følgende konsekvenser, der måske senere blev for ens handlinger. Han lukkkede øjnene i et langt blink, da det var lykkedes ham at falde hen i sine egne tanker igen. "Jeg hedder Hudson. Hyggeligt at.. støde ind i dig," præsenterede han sig selv efterfulgt af et dæmpet grin og tog fat i den hånd, hun havde rakt frem mod ham, som han så rystede, før hans hånd gled ud af hendes igen, og hans arm faldt slapt på plads ned langs den ene side.

Cadence bed sig kort ubevidst i læben, lidt i frygt for, at der skulle være nogen, der gik ind i hende eller lignende. De fleste så ud til at have travlt, selvom man skulle tro, de bare var taget ud for en tur i byen, på en fredag nat. Hun lod tungespidsen fugte de lyserøde læber og trak endnu engang sin cardigan tættere om sig, da den stille vind fortsat rasede over byen. Det var typisk hende, ikke at kigge på vejret i tv'et eller overhovedet planlæge ting på forhånd. Men netop dét her vejr, hvor man næsten kunne se sin ånde ud for en svag røgsky, hver gang man snakkede, var jo ikke forventet her om sommeren. Hun lod de mørke øjne glide let over drengen, der nu præsenterede sig som Hudson. Smilet brød atter frem på hendes læber. "Det er også hyggeligt at skulle støde ind i dig", svarede hun muntert og slap ligeledes hans hånd. Han så særligt venligsindet ud, hvilket havde en beroligende effekt. "Var du på vej mod et sted?", spurgte hun efter at have rømmet sig lavt og betragtede ham lidt. Hun havde ikke lyst til at tilbageholde ham, hvis han havde haft en anden destination, selvom hun dog fandt hans selskab hyggelig.

Hudson hev ned i ærmerne på sin sweater, så de røg ned og dækkede hans hænder, hvorefter han en smule irriteret rystede på hovedet for at få hans modstridende pandehår væk fra øjnene, men det virkede ikke som om, at det havde tænkt sig at samarbejde med ham, eftersom det bare faldt ned og gernede hans syn igen, som det ligeledes havde gjort alle de andre gange, han havde forsøgt at få det til at side lidt mere ordentligt. Umuligt, simpelthen umuligt. Hans blik var i mellem tiden blevet draget hen mod det store springvand, der ikke stod så forfærdelig langt derfra, hvor de stod og snakkede, men hans opmærksomhed blev atter vendt mod hende, da hun stillede ham spørgsmålet. "Njah, ikke rigtig. Jeg havde bare tænkt mig at gå en lille tur, før jeg smutter hjem i seng," svarede han med et let skuldertræk og smilede sagte til hende. "Men det ville da være hyggeligt, hvis du gad følges med mig. Jeg kan måske følge dig hjem? Medmindre du er på vej hen til et andet sted.." tilføjede han efter en kort talepause og fortrak sine mundvige i et kækt smil.

Cadence lagde godt mærke til hans store struggle med ærmerne på hans sweater, hvilket bare fik hende til at bide sig i læben igen, dog denne gang for at tilbageholde et lille grin. Hun vidste selv, hvor irriterende det var med sådan noget, selv var hendes hvide cardigan for stor i det, men det generede ikke så meget. Hun førte af ren vanesag nogle fingre gennem det løse hår, for at fjerne noget pandehår væk og lyttede i stilhed til hans stemme. "Så du bor altså også her i Terre?", spurgte hun med et skævt smil og lod kortvarigt sine øjne møde hans, før hun igen betragtede hans ansigt. "Nej, det er jeg ikke..", mumlede hun og kiggede en anelse overrasket på ham. "Hvor imponerende, en gentleman". En drilsk tone var tydelig at spore i hendes stemme, men det havde været oprigtigt og hun sendte ham et skævt smil. "Det ville være dejligt", tilføjede hun, for endelig at svare på hans foreslag.

Hudson nikkede smilende som svar på hendes spørgsmål, om han også havde bosat sig her i byen Terre. "Mrm, jeg bor ikke så langt herfra faktisk; så jeg bor dejlig tæt på det hele," svarede han med et bredt smil og svingede lidt frem og tilbage med sine arme, mens han lod sit blik glide rundt i de befolkede omgivelser, hvorefter det til sidst vendte tilbage til hende, og han fæstnede blikket ved hendes utrolig kønne ansigt. Han havde efterhånden gættet sig til, at hun ikke bare var et simpelt menneske - og han havde vist også en ret god fornemmelse om, hvilket overnaturligt væsen, hun var. Det afslørede hendes udseende. Der var bestemt ingen tvivl om, at hun var en aspara. Han grinede lidt, da hun kommenterede hans forslag om at følge hende hjem. "Ih ja, bestemt. Hundrede procent highclass gentleman," brummede han med et skråt smil og rystede lidt på hovedet af sig selv, hvornæst rakte en bøjet arm frem mod hende, nøjagtig som en vaskeægte gentleman ville have gjort, hvis han havde dét mål at skulle følge en yndig pige hjem. Han fremviste sit hvide tandsæt i et skævt tandsmil og strøg noget af sit pandehår til side med sin anden hånd.

Cadence betragtede ham fortsat, som var det hendes mål at få indprentet hver en lille detalje om Hudson fast i hukommelsen. Men, egentlig var det mest af alt en vanesag. Noget hun plejede at gøre, når hun stenede. Hvilket langtfra var så det hun gjorde nu. "Det gør jeg også. Faktisk højst 10 min. væk", svarede hun ligeledes med et stort smil. Men, det blegnede dog en anelse væk, da det bare betød at turen hjem ville blive usædvanlig kort. Hun lagde vægten på det ene ben, da det irriterede hende lidt sådan at være stået stille i nogle minutter efterhånden. Det var ikke hende, hun skulle altid være i bevægelse. Selvom, hun havde for længst havde kommet frem til at han var engel af race, via sin evne, dæmrede det først nu for hende. Hans aura sagde det straks om ham, selvom han egentlig næsten besad samme skønhed som en vampyrs. Cadense smil bredte sig atter over hendes ansigt og hun smilede smigret op til ham, for derefter at lægge sin arm om hans, som tilbydt. "Lad os nu se", svarede hun med et skævt smil, for derefter at tilføje: "Hvor længe har du så boet her?". Hun kiggede nysgerrig op på hans ansigt igen afventende på svar, mens de gik.

Hudson sendte hende det mest charmerende smil, hans læber kunne præstere, hvorefter han eftertænksomt spidsede munden og lukkede den lidt efter op for at besvare hendes spørgsmål. "Jeg flyttede først sådan rigtig hertil i går. Det er mest på grund af mit arbejde, men jeg har faktisk virkelig forelsket mig i den her by. Jeg kender et par stykker herfra, så jeg har været på besøg her tit," svarede han og nikkede efterfølgende for lige som at bekræfte det. "Derfor kender jeg allerede stedet ret godt," tilføjede han med et skævt smil og begravede sin frie hånd i den tilhørende bukselomme. "Hvad med dig selv? Er du også en tilflytter, eller er du vokset op her?" spurgte han med hovedet lagt på en smule på skrå og smilede kordialt til hende. Han havde efterhånden fået tilpasset sig hendes tempo, så de ikke hele tiden enten skulle gå og overhale hinanden eller også sakke bagud.

Cadence gengældt smilet med en vis sødme, men det ville nok aldrig kunne måle sig med hans charmerende et. Hun lyttede igen til hans stemme, hvorefter hendes bryn af ren forbløffelse røg i vejret. "Igår? Det må man sige.. Så er du jo ret ny.. sådan set", tilføjede hun, da han nok kendte godt til stedet, efter at have tænkt lidt nærmere efter det med hans venner, og det faktum at han arbejdede der. Det næste han tilføjede, fik bare hendes svage udbrød til at falme. Hun lod sin åbentstående cardigan, hvis havde været syet sådan, slå tættere om sig med den ene hånd. "Sidstnævnte. Jeg har boet her i hele mit liv", svarede hun. Og, det var egentlig så lidt sagt, da hun nok ikke var så gammel. Hun vendte igen de mørke øjne mod hans og lagde hovedet på sned. "Hvad arbejder du med?", spurgte hun i en tilføjelse. Hendes nysgerrighed oversteg nok alt andet ved hende. Hun vendte igen blikket foran sig, for ikke at snuble over noget eller støde ind i nogen, mens hun solidt og let fortsat havde sin arm i hans.

Hudson nikkede samstemmigt og smilede skævt til hende. "Ja .. sådan set," mumlede han og bed sig forsigtigt i underlæben, men slap den hurtigt igen. "Virkelig? Så må du jo kende stedet her enormt godt .... bor du hos dine forældre?" spurgte han med et løftende øjenbryn og sit sædvanlige, skrå smil, der havde forplantet sig på hans læber. Han ventede tålmodigt på hendes svar, men hun stillede ham så et nyt spørgsmål, som han lige mente, at han skulle svare på. "Jeg arbejder som bartender i et af byens diskoteker. Salles de banquets, du kender det sikkert godt." Svarede han med et sagte smil og missede kortvarigt med øjnene, før han lige som hende rettede sit blik frem ad, da han ikke ville risikere at støde ind i nogle og derfor hellere måtte se sig godt for.

Cadence himlede kort med øjnene, da han gentog hendes ord på en vis måde, dog stadig med et muntert smil om læberne. Hun rystede langsomt på hovedet. Dem havde hun aldrig haft fornøjelsen af at kende, men det undlod hun at fortælle. "Nej, jeg bor alene", svarede hun med et smil, det ville nok lidt komme bag på ham, når han nu engang fik hørt hendes alder. Men, da hun boede lige ovenover sin bedstemor, gik det nok. Hun lyttede igen i stilhed koncentreret om ham denne gang til hans svar. "Mhmm, det gør alle, der bor her jo", svarede hun med et strålende smil på læberne. Det var en af hendes yndlingsteder at tage hen på en så nat som denne. Hun vendte kortvarigt blikket op mod den noget overskyet himmel, hvor stjernerne dog stadig formåede at klare igennem, men så på ham igen med et let smil.

Hudson grinede dæmpet af hendes himlen med øjnene, men valgte ikke at kommentere det. Lyttede til hendes svar, inden han atter åbnede munden for at sige noget. "Helt alene? Det var da kedeligt," påpegede han med et skråt smil og kastede et hurtigt blik hen på hende. Han boede også selv alene, og det måtte han ærlig talt indrømme godt kunne være ret kedeligt en gang i mellem. Især på fredage aftner som denne. Men han var vant til det, så det gik ham egentlig ikke så meget på. Så åndede ens hjem også altid fred og ro, og man kunne foretage sig lige det man ville uden at skulle bekymre sig om nogen andre. Han smilede lidt ved disse tanker, han gjorde sig omkring emnet 'at bo alene' og så nu skiftevis på hende og vejen foran sig. Hun var utrolig svær at løsrive sit blik fra, og hans øjne blev lige som hele tiden tiltrukket af hende, men samtidig måtte han også holde et godt øje med, hvad der befandt sig foran ham.

Cadence havde de mørke øjne hvilende på deres omgivelser, da det efterhånden begyndte at tynge ud med de mange mennesker omkring dem. Det var da også på tide. Så behøvede man ikke at skulle være bange for at støde ind i nogen længere. Dog, så de få, der stadig var tilbage ud til fortsat at have travlt med at komme ud til deres destination også. Hun så på Hudson igen og lagde hovedet på sned, mens hun lyttede til det han sagde. "Njah, kun en gang imellem du ved", svarede hun med et skævt smil. Hun havde langtfra noget imod at bo alene, det var mere befriende end noget andet, selvom selskab savnedes til tider. Hun havde stadig blikket hvilende på ham, da hun tilføjede: "Bor du da med nogen?". Hun kiggede på ham med nyslået nysgerrighed og en vis interesse. Sidst nævnte skyldtes dog det faktum, at hun ikke fuldt ud kunne bruge sin evne, når det gjaldt ham. Han var vist immun eller noget? Ja, alt det hun ville finde ud af om ham, blev hun nødt til at spørge. Det var hun ikke så vant til. Hun vendte blikket frem for sig igen, selvom hun ligledes selv havde det svært med at skulle koncentrer sig om andet end ham.

Hudson nikkede forstående af hendes svar og kunne kun være enig. Det var på den ene side ikke altid særlig sjovt at bo alene, men nogle gange var det en stor fordel, eftersom man som sagt kunne gøre lige, hvad der passede én. Medmindre man boede i en lejlighed som han selv gjorde ... dér måtte man jo tage lidt hensyn til de folk, der både boede oven over en og neden under. Til hendes næste spørgsmål rystede han kort på hovedet. "Nej, jeg bor også alene.." svarede han med et skævt smil og rettede hurtigt på den høje hals, der var på hans sorte sweater med sin frie hånd, før han atter begravede den i bukselommen. Hans blik kørte hen til et hjørne, der ikke var så langt foran dem. "Det er dér, jeg plejer at dreje, når jeg skal hjemad." Fortalte han og nikkede i retning mod det skarpe hjørne, hvor et ældre par kom gående med en tyk, lille pølsehund, der var iført en skotskternet hunde'frakke. Ikke fordi hun ligefrem behøvede at vide det, det var mest bare for at sige noget, så der ikke skulle opstå pinlig tavshed.

Cadence sendte ham et smil, da han så ud til at være enig med hende. Selvom, hun altid foretrak diskussioner fremfor alt andet, var der ikke noget bedre hun vidste, end at kunne enes med folk. Hendes blev en anelse større ved det næste han sagde, selvom hun dog ikke anede lige præcis hvorfor. "Så kender du jo alt til det", mumlede hun, dog hørligt nok og løftede fraværende den ene frie hånd til atter at køre gennem håret. Hun fulgte der hvor hans blik vandrede og vendte kort varigt de mørke øjne mod ham igen, da han fortalte hende noget. "Så bor vi jo ikke så synderligt langt fra hinanden", sagde hun muntert, efter at have nikket en gang, for ligesom at bekræfte at hun havde hørt efter. Hun betragtede let de ældre par der kom gående og kunne ikke tilbageholde et stort smil, ved synet af hunden. Ikke fordi, hun særligt meget brød sig om dem, faktisk var hun bange for dem. Men, den så kær ud med outfittet. Hun løsrev blikket tilbage på ham igen, før hun hævede den ene hånd til at pege lidt forud. "Jeg bor lige.. dér", fortalte hun smilende, ved de høje røde bygninger der kom til syne, ved det næste hjørne.

Hudson smilede skævt til hende efterfulgt af et kort nik, eftersom han ikke rigtig kunne finde på noget at sige og et 'ja' kunne være godt det samme som at nikke med hovedet. Hans blik kørte i den retning, hun pegede i, hvor han hurtigt fik øje på de store, røde bygninger, som hun tilsyneladende boede i. "Skal jeg følge dig helt hen til døren?" spurgte han med en dæmpet latter og kastede et blik hen på hende, før han atter vendte det frem ad igen over mod hendes bopæl. Han håbede egentlig på, at hun ville invitere ham indenfor, men da han ikke ville trænge sig selv på, ville han ikke spørge, om han ikke lige måtte komme et hurtigt smut indenfor. Det var jo ikke sikkert, at hun gad hænge på ham hele aftnen. Desuden havde han altid lært, at det var høfligst at lade husets ejer spørge. Det var ikke alle, der kunne lide at afslå sådan noget. Han var bl.a. selv en af dem. Hvis nogle spurgte ham, om han ikke lige gav en øl eller sådan noget, så havde han så svært ved at sige nej.

Cadence kiggede skiftevis omkring dem i det dystre mørke, foran sig mod sit hjem og mest af alt på ham. Hun grinede let og nikkede så langsomt, efter at have hørt og registreret, hvad det var han havde fået sagt. "Om, jeg så skal slæbe dig med derover, så ja", svarede hun med et strålende skævt smil. Hun var dog lidt usikker på, om han overhovedet gad, siden han spurgte. Men han så da munter ud. Hun besluttede ikke at gruble mere over det, og overvejede lidt, om de nogensinde kom til at mødes igen. Godt nok boede de meget tæt på hinanden, men det kunne jo stadig godt være, deres veje ikke krydsedes igen. Hun vendte blikket op på ham igen og opdagede at han også så, noget væk ud. "Så, hvor boede du før?", spurgte hun med rynkede bryn, mens hun prøvede at huske, om hun havde fået spurgt ind til det. Men kunne ikke helt erindre det.

Hudson smilede blot af hendes svar og slog blikket op mod himlen, hvorefter han lige som fik gravet sig selv længere ned i den store, uldne krave på hans sweater, så dne kom til at dække næsten halvdelen af hans ansigt. Han var mere end glad for, at han havde taget den på. Ellers havde han godt nok froset. Han rettede automatisk blikket med hende, idet hun stillede ham et spørgsmål om, hvor han førhen havde boet. "Jeg boede i Frankrig.. i en by der hedder Montpellier. Nogensinde hørt om den?" svarede/spurgte han med et løftet øjenbryn og smilede sagte til hende, inden han endnu en gang af ren vane rettede sit blik frem ad. Han kunne bedst lide at se, hvor han gik, eftersom han havde haft mange dårlige oplevelser med ikke at have set sig for ... og havde lært hvor vigtigt det var altid at have godt med plaster derhjemme i førstehjælpskassen.

Cadence havde lidt forventet at han ville komme med en eller anden kæk kommentar, til hendes førhenværende svar. Det var det, de fleste ville gøre, men det var bare rart, at han ikke fulgte trop, eller hvad man nu kunne sige. Ved synet af hendes kvarter, der nu kun lå nogle få hundrede meter væk var rart, for hun var efterhånden begyndt at fryse ulideligt på benene. Det var en anelse overraskende, som det pludseligt føltes at det var vinter, eller i det mindste efterår. Hun vendte blikket op på, istedet for fremfor sig, og tænkte sig lidt om. Det havde hun godt nok, men det var i hvert fald ikke et sted, hun så tit hørte om. "Det tror jeg, jeg har", svarede hun med et smil, der i løbet af nogle sekunder formedes til et bredt et. "Så, du er franskmand?", spurgte hun med det ene bryn let hen i vejret. Hun havde altid holdt af selve landet og dets sprog. Hun fik Hudson drejet med hen mod det række hun boede ved, der lå tæt op ad en dyster gyde og sendte ham så et lille smil. Det var egentlig ikke lige et sted, der så særligt rart ud at bo ved, men man vendte sig til det. "Well..", begyndte hun tænkende, efter at være stoppet op ved døren til opgangen og stillede sig ved stenmuren. Hun overvejede lidt, om hun skulle inviterer ham med ind. Han var jo fuldkommen fremmede stadig, men på den anden side, havde han været så venlig. Og, der var jo også det om han gad.

Hudsons smil voksede en smule, da hun sagde, at hun vist nok havde hørt om stedet. Det var ikke ligefrem det mest kendte sted i Frankrig. Det første folk tænkte på, når de hørte ordet 'Frankrig', var sikkert Paris ... og Eiffel tårnet, måske frøer. Det var dog langt fra sandt, det med at alle franskmænd spiste frøer. Han havde selv aldrig nogensinde i sit liv så meget som rørt sådan en. Ved hendes næste spørgsmål førte han sin hånd op til munden og hev ned i sin krave, så han mund blev synliggjort/fri igen. "Oui, je suis français," svarede han med et skævt tandsmil efterfulgt af et kort nik med hovedet. Han fulgte så godt med, han kunne og lod sit blik glide nysgerrigt rundt på de bygninger, de passerede. Han standsede, da hun stoppede op ved den bygning, hun før havde peget over på og trak derefter sin arm til sig igen. "Så er mit mål fuldført. Du er hjemme," sagde han smågrinende, hvornæst han tog hendes ene hånd og sendte hende et strålende smil, før han plantede et let kys på hendes håndryg. "Adieu, Cadence. Vi ses forhåbentlig snart igen," sagde han i et lavmælt toneleje. Han smilede endnu en gang til hende, før han atter slap hendes hånd og løftede sin egen i et lille vink. Dernæst vendte han ryggen til hende og begyndte lige så stille at gå. Meget, meget langsomt, eftersom han stadigvæk havde forhåbninger om, at hun måske ville invitere ham ind i hendes hybel.

Cadence kiggede for et øjeblik bare stirrende på ham, ved hans franske. Godt nok, havde hun forstået det første ord, men det var så også det. Selvfølgelig havde hans svar jo bare været, at han var franskmand, men hans bratte sprogskiftning forvirrende hende i nogle sekunder. "I like the accent", svarede hun blot med et skævt smil, selv skiftende fra det kedelige danske. Hun kiggede dernæst op på ham, ved det næste han sagde og kunne ikke tilbageholde et grin. "Mange tak Hudson", sagde hun oprigtigt, og vendte så blikket mod sin hånd, hvor hans læber have placeret sig. Man kunne tydeligt se, at Hudson havde slået benene væk under hende. Hun havde altid været fascineret af romantikken og den victorianske æra, så disse manerer var helt sagen for hende. Hun vinkede halvhjertet tilbage, da han så ud til at vende om sandsynligvis hjem til sig selv. Hun tøvede kun i nogle få sekunder, før hun atter åbnede munden og tog ubevidst et par skridt frem. "Hudson?..", begyndte hun lavmælt, og rømmede sig så. "Vil du ikke med op og få et eller andet?", tilføjede hun. Det var vel også en anden måde at inviterer ham med ind på. Hun bed sig kort i læben. Så, nu var der ikke en vej tilbage, hvis han skulle afslå.