En farlig bøn

S: Terre's gader
T: 21:30
O: Høje huse, containere og gader.
V: Lunt med en kølig vind.

~

Velarian nåede byen, og satte farten ned. Han var forpustet, men der var ingen tid at spilde. Han var nødt til at finde Zann. Han vidste bare ikke hvor han skulle lede. Han sprang op på et tag og spejdede.
Så sprang han fra tag til tag og ledte efter Zann, selvom håbet for at finde ham på denne måde var meget lille.
Til sidst stoppede han op på taget af en meget høj bygning. Han stillede sig på kanten og kiggede ned.
Der var meget langt ned... så langt at han uden tvivl ville dø hvis han faldt.
Velarian fyldte lungerne med luft, og råbte af sine lungers fulde kraft:
"Zann!!! Hvis du kan høre mig så vis dig! Jeg beder dig!!"

han kom frem bag ham han stod parat i sin fulde Dæmon form med et spyd i hånden han tog ingen chancer "hvad vil du" sagde han hårdt og hævede spyddet "vil du slås igen" spurte han roligt hans spyd begyndte at brænde af sig selv

Han vendte sig mod Zann, og gik ned på begge knæ. Han lagde håndfladerne mod jorden og sagde med bøjet hoved: "Zann, jeg beder dig. Lad Kajika være. Jeg beder dig, lad hende være! Jeg vil gøre hvad som helst!"
Han rystede. Ikke af skræk men af nervøsitet for hvad Zann ville sige.
*Åh gud lad ham være til at tale med...* tænkte han.

han smilte "rejs dig og sig hvorfor" sagde han koldt han tænkte sig om "du er faldet lun på hende er du ikk" spurte han roligt han kunne ikk lade vær med at smile over det han tænkte sig mere om

Han rejste sig som Zann bad ham om.
"Jo Zann.. jeg er ved at falde for hende. Hun er det mest uskyldige, blide og søde væsen jeg nogensinde har mødt. Hun har fortalt mig hvad du forlanger af hende. Jeg beder dig Zann... lad hende være"
Han så Zann i øjnene. Han håbede ikke at der ville blive kamp, men han var forberedt hvis det alligevel ville blive udfaldet af dette.

han smilte "og hvorfor skulle jeg så lade hende være hun er kun interesseret i dig som ven" sagde han koldt han hævede sit spyd "og vis du vil kæmpe så er jeg ligeglad" hans øjne var kulsorte han grinte kort ondt og farligt

"Så du... vil ikke lytte..." sagde han.
Han så trist på Zann.
"Nuvel. Men jeg kan ikke lade dig såre Kajika. Aldrig i livet. Jeg sværger at beskytte hende mod dig. Selv hvis det betyder at jeg skal ofre mit eget liv..."
Han lukkede øjnene og trak sit sværd.
Da han åbnede dem igen, var de blå med en sort pupil.
"Og hvis jeg er nødt til at kæmpe mod dig for at overbevise dig, så gør jeg det! Selv hvis jeg bliver nødt til at slå dig ihjel!"

han grinte og smed sit spyd "så dræb mig" sagde han kort og spredte armene "men hvem er det der såre hende dig eller mig det er mig som hun elsker" han grinte ondt mod ham "desuden kan jeg ikk dø"

"Hun elsker dig ikke. Hun holder af dig. Men hun vil aldrig give dig det du vil have af hende."
Hans stemme var rolig, og han så Zann i øjnene.
"Tro mig Zann. Min nye kraft kan skade dig, og det ønsker jeg ikke. Tving mig ikke til at slås."

"jeg vil ikk tvinge dig for det andet har hun for få timer siden selv sagt hun elskede mig" sagde han roligt og koldt han var ligeglad han ville hellere slås eller lade hende være

"Du efterlader mig med intet andet valg Zann. Jeg er ked af det..." Hans blik var trist.
Han hævede sværdet, og klingen frøs til is i løbet af få sekunder. Derefter tændtes en flamme om både Velarian og hans sværd. Flammen blev blå, og kraften eksploderede fra ham som en uhyggeligt stærk aura. En stærk vind blev pisket op, og skyerne trak sig sammen. Vejret blev koldt, og snart begyndte regnen at falde. Vandet slukkede ikke Velarian's blå flammer.
Han åbnede øjnene, så på Zann, og sagde:
"Frostfire"

Zann behøvede ikk mere han faldt på knæ han fordampede langsomt "DIN IDIOT JEG ER EN ILD DÆMON JEG DØR AF VAND" råbte han og fordampede langsomt

Han gik hen til Zann, satte den flammende, magiske og iskolde klinge mod hans hals, og sagde: "Jeg troede ikke du kunne dø."
Han så på Zann uden at blinke.
"Sværg at du vil lade Kajika være fra dette øjeblik. Ellers er jeg tvunget til at gøre en ende på dig." hans stemme var trist, men en dødsensfarlig alvor var blandet sammen med tristheden.

hans øjne blev mere og mere sorte "jeg lader hende ikk være" sagde han kort og lukkede øjne en tårer flød ned fra hans øjne han hævede sin hånd varmen skød ud fra ham igen han forvandlede sig han var større end eiffeltårnet nu alt vand fordampede så varm var han

http://www.danskmagic.com/center/uploads/39/Archdemon.jpg

Han sprang væk, og landte på kanten af taget.
Han så alvorligt op på den gigantiske dæmon der stod foran ham.
"Jeg ønsker ikke at skade dig Zann! Stop nu!"
Han indtog en kampstilling, og gjorde sig parat.
Hvis Zann ikke ville høre, ville det her blive en meget voldsom kamp.

"nej du stopper" sagde en dyb drablig stemme "vis du ikk har lagt mærke til det har jeg intet gjord for at stoppe dig i at dræbe mig" han blev normal igen han så på ham "så slå mig ihjel jeg er ligeglad hun vil aldrig tilgive dig for det"

"Hun vil aldrig tilgive mig. Men jeg vil have befriet hende fra dine kløer." Sagde Velarian og gik hen mod Zann.
Hans øjne var hårde, kolde, alvorlige og triste.
*Jeg bliver nødt til at gøre det. Åh gud... Tilgiv mig.* tænkte han.

han ventede bare "du vil ikk befrie hende du vil bare gøre det værre for hende" sagde han koldt og roligt han rørte sig ikk ud af flækken

"Du ved godt at jeg vil befrie hende ved at gøre det." sagde han. Han stod nu direkte over for Zann.
"Jeg er ked af det Zann. Det var ikke meningen at det skulle ende på denne måde. Må du fare til himlen..."
Han hævede sværdet, og stødte til, direkte mod Zann's hjerte.
*Jeg har intet valg! Tilgiv mig!* tænkte han bedrøvet.

han rørte sig ikk hans øjne så på ham en pine af smerte røg gennem ham et hul ved hans hjerte kom "ha tag den doble mand" sagde han "alt smerte jeg får får du fra nu af" han tog sin egen kniv frem og skar sig selv på håndleddet Velarian fik smerten

Han følte smerten.
"Arrgh..!!" råbte han. Det var ulideligt.
*Nej! Jeg må ikke fejle nu!* tænkte han og trak sværdet ud af Zann. Han følte selv den vanvittige smærte i brystet, og gik på knæ med et lavmelt støn af smerte.
*Nej...* tænkte han.

han healede ham tog hans sværd og fik det til at forsvinde "jeg vil ikk kæmpe" sagde han roligt "du vil aldrig kunne vinde alligevel lad mig være du skal ikk bestemme hvem jeg skal være sammen med eller ej forstået" han var begyndt at blive sur "mine kræfter er osse blevet stærkere end sidst som Velarian jeg er ikk et ondt menneske"

"Du vil tvinge Kajika til noget hun ikke vil. Og jeg vil aldrig tillade det. Desuden glemmer du en vigtig detalje Zann..."
Han rejste sig op, og dannede kraftfulde, blå flammer i sine hænder.
"Kærlighed og retfærdighed vil altid sejre overgrådighed, ligegyldighed... og ondskab."
Han satte begge hænder på Zann's bryst, og råbte mens han kanaliserede al sin kraft:
"Frostfire!!!"
Byen blev lyst op af et blåt skær, da Velarian skød al sin energi ud i sine hænder, og sendte den igennem Zann som en voldsom, blåhvid stråle af ren magi.

Zann opløste med det samme men han var ikk ægte det var en kopi Zann kom bagfra og tog fat om nakken på ham "jeg har aldrig tvunget hende til noget hun ikk ville" sagde han roligt "jeg vil ikk lade dig dræbe mig jeg vil ikk lade dig såre hende" han forsvandt sporløst fra taget

Han faldt på knæ og hostede blod op.
*jeg har... fejlet* tænkte han, og satte af. Han løb så hurtigt hans smadrede krop tillod, og nåede skoven.