Travl arbejdsaften - Milion.

Sted: Byens diskotek Salles de Banquets.
Tid: Klokken er ihvertfald på den anden side af ti (om aftnen).
Omgivelser: Fuldstændig overfyldt med dansende fyre og tøser.
Vejr: Det er stegende varmt udenfor - ihvertfald 30 grader.
Dato: D. 11. juli 2010 lige som in real life.

Den øredøvende musik, der flød ud af de enorme højtalerne, kunne i den grad høres både indenfor og også udenfor på gaden. Det her var bestemt ikke et sted, man skulle opholde sig, hvis man var meget overfølsom for larm. Der blev i ny og næ råbt et eller andet til stedets discjockey som regel angående ønsker til, hvad det næste nummer skulle være, så der blev stortset hele tiden skiftet sange. Den ene havde kraftigere undertoner end de anden, og de høje lyde/toner fra den spillende musik kunne Hudson i den grad mærke i sine øre. Heldigvis var han dog allerede ved at vænne sig til det. Gulvet vibrerede også meget heftigt. Nogle gange kunne det være svært at afgøre, om det skyldtes musikkens gungrende bas, eller Salles de Banquets' hoppende puplikum, der lod til at blive vildere og vildere jo senere på aften, det blev. Hudson stod med fødderen solidt plantet omme bag diskotekets bar. Dette var en hel normal arbejdsdag for ham. Han havde sat albuerne og det længste armstykke med disken og stod bare og betragtede de dansende gæster med et dovent blik. Nøj, hvor gad han bare ikke være her mere. Nogle aftner blev altså for meget. Han rystede svagt på hovedet for at tage sig lidt mere sammen og rettede sig derefter op, så han ikke længere stod lænet over bordet/bardisken. Dernæst rullede han sine ærmer op på sin sorte kashmir skjorte, så ærmerne nu stoppede lige under albuerne. Ud over dén havde han iført sig sorte, måske nærmere mørkegrå, skinny jeans og sine nedslidte, røde converse. Der var gudske lov ikke nogen specielle krav til, hvad man skulle have på, hvis man var ansat her på stedet. Hudson kvalte et let gab og lænede sig endnu en gang ind over disken.

Gudselov! Klokken var stadig ikke blevet midnat og Milion kunne nok lige nå at more sig lidt inden den døde side tog over.
Hun gik med hastide skridt rundt på gaden og lidt efter fik hun øje på diskoteket. Hun kiggede lidt ind og havde munden helt lukket.
Hun gik ind gennemm glas dørene og kom helt ind. Hun så lidt rundt og besluttede sig til at gå op og få noget at drikke fordi det jo bare var så varmt.
Men på vejen op til baren kunne hun mærke en død fornemmelise indeni. Hun kiggede på det ur der hang på væggen, og klokken var kun lidt over halv elleve.
Milion var iført en hvid kjole, og nogle hvide klip-klapper. Håret hang ned om de brede skuldre. Hun kom helt op til baren og i et lille suk, satte hun sig på en af de frie stole. Så vendte hun sig lidt om og betragtede alle de dansende, men hun ønskede ikke at det var hende selv, uden hun vidste hvorfor.
Milion vendte sig igen om, og lagde armene på disken og slappede lidt, af.
Hun kiggede lidt ned på kjolen og satte den ret, for hun ahvde nærmest løbet gennem helt byen, for at finde noget at lave, ikke fordi det var speciel sjovt at være på diskoteket indtil videre. Hun bed sig let i underlæben.

Hudson var i mellem tiden blevet helt opslugt af en større flok unge mennesker, der virkelig vidste, hvordan man skulle få gang i en fest. Det dansede som gjalt det liv eller død. Han kastede let med hovedet for at få sit hår til at fjerne sig, eftersom det hang lige ned i øjnene på ham og faktisk blokerede det meste af hans syn. Men eftersom det som sædvanlig ikke gad makke ret, måtte han tage en hånd til hjælp og strøg med den ene hånd sit sorte, halvlange pandehår til side, så hans øjne blev synlige. Det mest ufede ved hans job, var, at imens alle de andre bare kunne gå ud på dansegulvet og more sig, så var han tvangsindlagt til at stå her og tage imod folks 'bestillinger'. Nåh, et arbejde var vel et arbejde - og det var åbenbart forbudt at have det sjovt, når man arbejdede. Hans tanker blev forstyrret, idet en eller anden satte sig på en af barstolene, hvorefter han fjernede sine arme fra bardisken og løsrev sit blik den store forsamling, der rent ud sagt havde overtaget dansegulvet. Hans blik søgte over til diskotekets nyankomne gæst. Før han åbnede munden for at sige noget, lod han blikket glide op og ned af hende et par gange, inden et stort smil så bredte sig på hans læber. "Hey," hilste han med et skråt smil, inden han trådte et skridt i hendes retning, så han nu stod lige over for hende. "Skulle det være noget?" spurgte han og tilbageholdt et grin, hvorpå han vendte siden til hende og slog ud med hånden i retning af den reol-lignende ting, hvor alle tingene til både at blande og lave forskellige drikke opholdt sig.

Milion smilte usikkert og og åbnede munden for dernæst at sige: "En vand, hvis man kan få det?" Hun så på ham med hovedet halvt på skrå.
Hun ville egentlig bare gerne ha' noget der kunne afkøle hende, når det var så pokkers varmt udenfor. Hun betragtede ham stille og smilte så godt hun kunne uden at virke for genert. Hun avr jo faktisk ret meget genert over for folk, men hvis hun bare lærte dem godt at kende, ville hun ikke være så genert.
Milion kiggede lidt over på dørene der igen blev åbnet af en gruppe drenge, der smuttede over til nogle borde og satte sig der.
Hun rettede igen blikket mod ham for stadig at vente på et svar, om man kunne få en vand, hvilket man jo nok godt kunne.
Hun lod en hånd komme op til det brune hår, for at stryge, noget af pandehåret som dækkede det ene øje væk, så hun bedre kunne se ham.
Milion smilte let og blidt.

Hudson nikkede kort og bestemt til svar, inden han satte sig ned på hug og åbnede et skab, hvorfra han fandt et glas frem. "Selvfølgelig kan man det," mumlede han dernede fra, hvilket hun nok ikke kunne høre, eftersom musikken var så pokkers høj. Han påbegyndte et større projekt med at få vandhane til at virke, der var indbygget inde i det skab, han rodede rundt i. Efter et stykke tid rejste han sig op og satte glasset med vand foran hende. "Det er varmt udenfor, hva'?" brummede han og sendte hende et skævt smil. Han sagde ingen pris for vandet, eftersom han ikke mente at gæsterne skulle betale for dét. Nok ikke noget hans chef skulle høre, da han var en værre penge tyran. Endnu et skråt smil dannede sig på hans læber, hvorefter han drejede hovedet og så over mod den gruppe drenge, der netop lige havde trådt ind på diskoteket. Hvor mange flere folk, ville der dog komme? Der var allerede propfyldt. Han prisede sig lykkelig over, at der var aircondition her på stedet for ellers, havde her været varmt. Især med alle de folk, der dansede op af hinanden. Der kom konstant og hele tiden flere til. Så snart at der endelig var en der gik, så kom der en ny. Han sukkede lidt opgivende, inden han atter vendte sin opmærksomhed mod pigen, der sad foran ham.

Milion havde staidg opmærksomheden rettet mod drengen og sagde som svar: "Ja, der er virkelig varmt," Hun tog en tår af vandet. det var dejlig koldt og afkølende i kroppen. Hun kiggede igen op på uret med et ret usikkert glimt i øjet.
Tiden måtte hun bare ikke overse! Hun kunne jo ikke ha' at hun pludselig blev spøgelser inde på diskoteket, det ville aldrig gå godt, for folk ville nok ha' opdaget hende og set at hun ikke rørte sig, og pludslig at hun ville blive helt gennemsigtig, så folk ikke kunne se hende, kun de andre magiske væsner, hvis der var sådan nogle.
"Men snart skal jeg under den kolde jord," sagde hun irriteret og stille til sig selv.
Milion kiggede på ham med de blandingfarvede øjne.
"Milion," presentrede hun sig selv, for at få noget at sige, ikke fordi det var vigtigt at sige noget, men hun villee jo gerne have nye venner... Hun var jo trodsalt næsten lige blevet spøgelse og kunne ikke få nogen venner der var mennesker, da de fleste i byen havde hørt om hendes død.
De kunne ikke kende hende da hun også havde ændret lidt af sit udseende.

Hudson rettede lidt på hans skjorte, inden han hurtigt smuttede op på den anden side af baren og hentede en stol, som han trak med tilbage til dér, hvor han selv stod. Der var jo alligevel ikke andre, end ham selv og så hende derhenne, så hvorfor ikke bare sætte sig ned og slappe lidt af? Han smilede kordialt til hende, før han så satte albuerne på bordet og lod sit hovede hvile i håndfladerne. "Milion, - hyggeligt at møde dig," svarede han med et let smil forplantet på sine læber og lagde efterfølgende hovedet på skrå. "Jeg hedder Hudson," præsenterede han sig derefter og pegede på sig selv med den ene tommelfinger, efter han havde fjernet sin hånd fra under hovedet/hagen. Han smilede sagte til hende og flakkede sine øjne ud mod dansegulvet, hvor der var blevet startet en form for jumpstyle, så næsten alle stedets gæster nu stod og hoppede op og ned i takt til musikken, hvilket fik det allerede vibrerende gulv til at bevæge sig endnu mere. Et svagt suk undslap hans læber, hvorefter han slog sit blik hen på hende igen med et let smil. Der var et eller andet over hende, men han kunne ikke rigtig selv finde ud af, hvad det var. En form for ... overnaturlig aura. Men han gad ikke til at spørge ind til det; om hun på nogen måde var indblandet i den såkaldte 'magiske' verden. Det ville virke lidt underligt, hvis hun ikke var, og han ville nødig blive stemplet som 'sær'.

"Også hyggeligt at møde dig, Hudson," smilede hun. Hun kiggede igen op på uret. Klokken var allerede ved at nærme sig elleve.
"Passer det der ur?" spurgte hun usikkert og pegede op på uret. Hvis det nu var en halv time eller lignende bagud, så måtte hun begynde at gå over mod kirkegården nu, men hvis det passede kunne hun godt blive.
Milion så stadig ret usikker ud, mens hun sænkede hånden og foldede hænderne i skødet.
Hun betragtede ham og sukkede.
Blikket gled ned og hun lavede en mærkeligt sær grimasse.
Milion vidste ikke hvad hun skulle gøre, men kom til at tænke på alle de dårlige ting og alle de goe' ting ved at være spøgelse. De dårlige ting var at: Man blev gennemsigtig til midnat. Og de goe' ting var at: Man stadig var i menneskeform om dagen og kunne more sig.

Hudson så sig over skulderen op på uret, da hun spurgte til uret og rystede derefter på hovedet, efter han igen havde vendt sit blik mod hende. "Jeg tror, det går 10-15 minutter forkert," svarede han med et sagte smil og hovedet lagt på skrå. "Hvorfor? Skal du nå noget vigtigt?" spurgte han med et hævet øjenbryn og pustede til noget af sit sorte pandehår, så det 'fløj' væk fra hans pande og øjne. Han glædede sig selv til klokken kvart over elleve, - det var nemlig dér, han havde fri ... fyraften. Han smilede skævt til hende, inden hans blik blev slået over på en eller anden, der kom gående forbi baren, men han stoppede ikke op, (hvilket ville sige, at han tilsyneladende ikke skulle have noget i bare), og Hudson rettede derfor sit blik mod Milion igen. Han afventede tålmodigt hendes svar på hans spørgsmål og begyndte at vippe lidt frem og tilbage på stolen, så den skiftevis stod på den forreste del af benene og derefter de to bagerste ben.

Milion vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Det ville nok også vare lidt dumt at sige at til midnat blev hun spøgelse og skulle tilbage til sin grav og sove...
Nej, det ville uanset om han kendte til dne magiske verden eller ej, vile det lyde meget dumt. Hun så på ham med et skævt smil.
Hun tænkte lidt og fandt så på at spørge: "Kender du til dne magiske verden? Altså vampyre og engle og sådan?" Milion håbede at han kunne høre på hendes stemme, at han ikke skulle være bange for at sige ja og at han nu var et eller andet, indfor den magiske verden.
Han kunne roligt sige det, for Milion var jo selv et spøgelse.
Hun kiggede lidt rundt. Nu var det ikke så slemt, så der blev ikke ved og ved med at kommer, men istedet var folk ved at begynde at gå, så HUn skød på at der nu cirka var 35-40 mennesker på dansegulvet.

Hudson rynkede først øjenbrynene, efter hun havde stillet ham spørgsmålet. Han overvejede lidt, om han bare skulle sige nej, og at der slet ikke fandtes magi - men så ville han jo lyve. Men på den anden side kunne han heller ikke stå og fortælle en komplet fremmede, og måske ikke-magisk skabning, at han var en engel ... eller mere eksakt en dødsengel. Efter noget tids overvejen og spekulation endte han med at nikke langsomt med hovedet. "Æh.. jae," svarede han en anelse tøvende, inden han lænede sig ind over bordet med albuerne og det længste armstykke sat mod bardisken. Han ventede lidt, før han så atter lukkede munden op. "Gør du?" spurgte han med dæmpet stemme og et løftet øjenbryn. Helt stille så han var sikker på, at det kun var hende, der kunne høre ham. Selvom han nu nok ikke behøvedes at bekymre sig om dét. Det ville være umuligt for andre at lytte til deres samtale og rent faktisk forstå, hvad de sagde, eftersom musik som før nævnt var meget højlydt.

Milion kunne mærke på ham at der var te eller andet. Var han et magiskt væsen?
"Ja, det gør jeg skam," sagde hun med et lille smil.
Hun tog sig lidt sammen efter lidt tids tanker, og sagde så: "Jeg er ikke et menn..." Men idet hun skulle til at sige menneske ombestemte hun sig, og holdt ellers mund for resten.
Milion vidste nu ikke hun skulle sige. Skulle hun holde mund? Eller skulle hun sige noget mere? Hvis hun skulle sige noget mere, hvad mere skulle hun så sige?
Hun strøg lidt af det brune hår væk igen.
Hun kiggede op på Hudson, efter at have holdt blikket nede i et par minutter. *Bare det vra lettere at sige* tænke hun. Hun menste at det skulle være lettere at sige man var et spøgelse, end det gentlig var, men det var lidt svært at få det til...

Hudson betragtede hende blot i stilhed et stykke tid, før han så lænede sig endnu længere frem mod hende. "Du, Milion.." begyndte han og stoppede så for at holde en talepause, inden han fortsatte. Skulle han sige det eller lade være? Måske var det et dumt træk at gøre det. Men hvis tilfældet var, at hun var et menneske, måtte han bare ... drikke hende fuld eller et eller andet, så hendes hukommelse ville blive sløret, og hun dermed ville glemme det. Han åbnede atter sin mund for at afslutte dét, han før var ved at sige. "Kan du holde på en hemmelighed?" spurgte han i et meget lavt toneleje og var lidt i tvivl om, hvor vidt hun kunne høre det. Men nu var det sagt. Han bankede kort på bordet med fingerspidserne og bed sig svagt i underlæben, idet han pludselig fik en anden idé, der måske ville være mere sikkert for ham at spørge om, hviiis hun skulle være et ikke-magisk væsen. "Jeg mener.. tror du på.. engle?" ændrede han sit spørgsmål til og lagde derefter hovedet på skrå, afventede hendes svar.

"Ja, og jeg tror også på spøgelser!" sagde hun stille til ham. "Og det kan jeg godt, hvis du også kan holde på en...?" Hun så lidt på ham og ventede på om han ville sige mere.
Milion lagde hovedet på skrå og hvade fuldkommen glemt tiden.
Den var ved at være kvart over elleve nu, men hun opdagede det ikke da hun vra lt for optaget at både at se på ham og snakke med ham.
Milion's øjne havde ændret sig meget siden hun døde. Før var de helt brune, men nu var de en bladning mellem gul, grøn og brun.
Hendes hår havde også været mere eller mindre glat da hun var menneske, mne det hele var bare lavet helt om nu!
Milion så fortsat på ham, mens hun afventede om han også kunne holde på en hemmelighed.

//...//

Hudson bed sig lidt tøvende i underlæben, inden han så bare nikkede til hendes spørgsmål, om han kunne holde på en hemmelighed. Selvfølgelig kunne han det. Men han havde droppet det med at røbe, hvad han oprigtigt var. En engel. En engel fra de døde. Det lød egentlig ret fedt. Sådan lidt melodramatisk. En engel fra de døde. Han rystede kort på hovedet for at løsrive sig fra sine tanker, hvorefter han satte sig lidt bedre tilrette på stolen og ventede på, om hun ville sige noget mere, men det lod det ikke rigtig til, eftersom der ikke var kommet noget ud af hendes mund længe nu. Måske ventede hun på, at han skulle sige noget? Han smilede venligt til to tøser, der kom gående forbi baren, tydeligvis med retning mod stedets toilet. Det der var noget, han aldrig ville lære at forstå. Hvorfor at tøser altid skulle være to om at gå på toilettet. Var det ikke noget, man kunne klare selv eller hvad? Han rettede atter sin fulde opmærksomhed mod Milion og lagde dernæst sit hovede på skrå, så hans sorte pandehår automatisk faldt lidt til side og synliggjorde hans øjne.

Milion lukkede øjnene i og prøvede at tage sig sammen. Hun bed tænderne hårdt sammen, og lavede et strengt blik inde bag øjnelågende.
Hun åbnede forsigtigt øjnene igen og så direkte på ham.
"J-jeg er et spøgelse," sagde hun så og bed hårdt i underlæben mens hun ventede på at han ville give en kommentar.
Pludselig kunne hun mærke noget... Noget dødt, steg i hendes mave og kunne mærke hvordan den døde side var ved at tage over. Der var stadig noget tid til den ville tage helt over, men nu begyndte den så småt.
Hun så op på ham.
Milion lod igen blikket glide ned. Hun strøg lidt pandehår væk fra det ene øje.

Hudson nikkede blot lige så stille på hovedet uden så meget som at fortække en eneste grimasse. Et spøgelse. Det var langt fra første gang, han havde mødt sådan én ... måske her i Terre, eftersom han faktisk ikke havde mødt synderligt mange 'magiske' skabninger. "Siden du ... siden du er et spøgelse, så tror du mig vel også, når jeg fortæller dig at ..." Han lod sit blik køre fra side til side et par gange, før han fortsatte. "Jeg er en dødsengel," fortalte han næsten hviskende men lige præcis højt nok til, at hun ikke kunne undgå at høre det. Han trak sig lidt væk fra hende, sendte hende et af sine sædvanlige skrå smil, inden han rejste sig fra stolen, da en ældre mand med en yngre pige i hælene kom hen til baren og bestilte et eller andet til 'hans lille dame', som Hudson så måtte gå ud fra, var den platinblonde tøs, der stod bag ham. Han smilede og nikkede kort til ham/dem som et 'lige et øjeblik', hvorefter han vendte sig om og begyndte at rode med et eller andet. "Theeere you go," brummede han med et skævt smil og satte et glas med en nærmest azurblå væske i, hvornæst han tog imod de penge, den lidt skumle mand gav ham og vendte så tilbage til Milion. Han smilede sagte til hende og satte sig endnu en gang ned på stolen.

Milion lod et smil komme frem på sine læber. "Okay," smilede hun lidt usikkert.
Hun kiggede på manden og pigen med et smil, men da de så roligt begyndte at gå igen, smilte hun venligt, men de tog ingen notits af det og gik bare vidre. "Hold da op hvor kan folk være mærkelige," mumlede hun for sig selv og kiggede tilbage på Hudson, stadig med smilet fremme.
Hun kom så i tanker om tiden og spurgte så: "Hvornår har du fri?" Hun så på ham med et lidt spørgende blik og ventede på hans svar, mens den døde følelse steg, men der var stadig lidt under en halv time til hun ville blive til hvidt og gennem sigtigt spøgelse.
Milion havde blikket rettet mod ham og blikket var usikkert som altid, men også lidt lettet... For det var dejligt at ha' følelsen af døden, mens en der kendte til hendes 'spøgelses verden', så hun ikke skulle blive det midt i det hele... Hun forstod ikke selv sine egne tanker og kom helt til at grine over dem.