Musik i natten~ (Private)

V: Stile brise.
O: en smule tåget, men klar himml.
S: Cimetiére.
T: Midnat

Mika sad ved et falmende træ, hendes violin lå på skødet, melodierne var drivende, triste og på sammetid havde de små glimt af glæde og melankoli. På grund af hendes evner, lød det som om musikken, kom fra alle hjørner, så stedet nærmest havde en anden atmosphære. Hendes sølvhvide hår dækkede for de tågede grå'violette øjne, der næsten så ud som sprækker gennem hendes lysehår. Hendes marmorhvide væsen så næsten selvlysende ud i nattens mulm og mørke.

En høj og knirkende lyd blandede sig kort med tonerne fra violinen, idet lågen indtil Cimetière blev slået op og en rank, mørk skikkelse trådte ind på kirkegårdens store areal. Det kunne med det samme mærkes, at dette var en kirkegård. Der lugtede dødt. Alle de hundredevis af lig, der lå begravet under den kolde, brune jord med flotte, store gravsten over deres grave hvorpå der var indgravet 'indehaverens' navn, fødsels- og dødsdag. Sebastian, som var den sorte silhuets navn, satte let den ene fod foran den anden igen og igen, da han stilfærdigt begyndte at spadsere langs en smal grussti, der førte igennem Cimetière. Det var hverken de begravede eller stedet som sådan, der havde ført ham hertil. Det var den smukke lyd af en spillende violin, hans ører havde opfanget på lang afstand. Nu gik han blot stille og roligt hen ad stien, imens han lod sit blik vandre rundt i området, ledende efter den person, der var kilden til, at disse dejlige toner blev ført ud i den ellers stille nat.

Man kunne se Mika's koncentration, i måden hun hurtigt dog roligt førte sine fingre, hun lukkede forsigtigt øjne og nynnede teksten til den ukendt melodi, det var som en vuggevise, fra en anden verden. Hun smilte, hun smilte svagt for første gang i langtid, og det var kun mere ironisk at det var her i Cimetiére. Hun lod tonerne blive en anelse blødere da hun hørte nogen komme gående gennem violinens toner, hun åbnede forsigtigt øjne og hendes ellers så lyse grå'violette øjne blev dækket af det mørkeviolette pupiler der så tingene klare. Hun kunne ikke helt se personen endnu, men hun kunne mærke atmosfæren skifte.
"Already
I spin my words
Feverish tongue
Has turned cold
The song to love
Can't be sung either", hendes stemme var blid og gik næsten i et med violinens toner, hun kunne ligne en porcelændukke i menneskestørrelse som hun sad der på den mørkebænk, der kun fik hende til at se lysere ud.

Sebastian stoppede brat op, da han fik færten af en, der muligvis kunne være årsag til dette blide og utrolig smukke violinspil. Hans brystkasse hævede sig markant, idet han indsnusede den lugt, der kom strømmende et sted fra. En dødsengel. Ingen tvivl om det. Nu var det bare at finde frem til den. Om det var en han eller en hun, kunne han ikke helt afklare endnu. Efter noget tids vandren og leden, fandt hans øjne frem til den ukendte engel. Tydeligvis en ung kvinde. Nysgerrigt satte han kursen mod hende i et roligt tempo og havde i mellem tiden fundet et af sine gådefulde, skæve smil frem, der nu prydede hans ellers fuldstændig udtryksløse og ulæselige, blege ansigt. Hendes ord blev efterhånden tydligere og tyderlige for ham, jo tættere han kom på hende. Da han ikke var mere end få skridt fra hende, standsede han og foldede sine hænder omme bag på ryg, hvornæst han skød et af sine mørke øjenbryn i vejret. "Sikke smukke toner De kan fremane. Jeg går ud fra, at De ikke ligefrem er en nybegynder, hvad dette instrument angår?" sagde han med sin noble og klare stemme, idet han fandt sin ene hånd frem fra bag på ryggen og slog ud med den, ned mod hendes violin.

Hun lod et flygtigt blik, se imod den nyankommende, gennem det sølvhvide hår der var faldet foran hendes øjne.Hun granskede ham let da han ikke var helt over hos hende endnu, et svagt smil kunne skimtes på hendes snehvide ansigt. Dog vaklede hendes spil ikke en eneste gang, hun mistede aldrig fokus, men hun lod forsigtigt melodien stilne af, og nærmest visne ind med natten. Da hun nu kunne se manden i sin fulde skikkelse, gled et charmeret stile smil frem på hendes læber, hun nikkede høfligt og lagde violinen fra sig, "Godaften", hendes øjne kunne nu ses helt, de tågede grå'violette øjne så næsten blanke ud i nattens kontras, hun smilte med et grin, "Dit kompliment glæder mig, det altid dejligt at høre folks mening", hun rystede blidt på hovedet, "Jeg har spillet siden jeg var 6", hun så på sine marmorhvide fingre, og huskede hvordan hun flere nætter havde spillet indtil de blødte. Hun satte hovedet på skrå og sendte ham et af de drømmende blikke der altid var svære at tyde, "Mit navn er Mika Amané, hvis det er i din interesse?", hun grinte let.

Sebastian smil voksede en smule, idet hendes hilsen lød og brød nattens stilhed. Dernæst vippede han sit hovede på skrå, sendte hende et af sine lidt mystiske og gådefulde smil, alt imens han bare helt tavst lyttede til det, hun havde at sige og fortælle. "Siden De var seks år gammel? Det var ikke så lidt. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor De er sådan et naturtalent," sagde han med et blidt smil og nikkede bekræftende for at understrege sine ord. Et naturtalent. Det var hun i hvert fald efter hans mening - og var man god til noget, så mente han også, at man fortjente lidt anerkendelse. Selv besad han det talent at kunne spille på orgel. Herunder hørte instrumentet klaver selvfølgelig også med, men orglet havde altid været hans favorit iblandt instrumenter med tangenter. Da hun lidt efter fik præsenteret sig, satte han sin ene handskebeklædte hånd på det nederste stykke af maven og bukkede let for hende. "Jeg hedder Sebastian Michaelis, - hyggeligt at træffe Dem," præsenterede han sig selv og trak på smilebåndet, netop som han rettede sig op igen og lod sin hånd falde på plads ned langs den ene side.

"Sebastian?", hun satte hovedet på skrå og tyggede på navnet, som lød så naturligt for hende, som havde hun sagt det en million gange før, "Mig en ære, at møde dem", hun smilte oprigtigt, og det kunne hendes øjne afspejle, dog kunne der anes fra de mørkeviolette pupiler, en hvis nysgerrighed over denne facinerende person. Han virkede ikke som de normale typer hun havde mødt i byen, langt fra. Hun så undrende på ham, med et let smil, "Du ligner en der sikkert også spiller et instrument, har jeg ret?", hun nikkede imod hans hænder, hun gættede på klaver. "Er du herfra, Sebastian??", hun så nysgerrigt på ham.

Sebastian lukkede kortvarigt øjnene i et langt blink, idet en mild brise passerede ham og fik noget af hans hår til at flagre lidt op i luften. Da han lod sine øjenlåg glide op igen og afsløre sine rolige, mystiske øjne, smilede han sagte til hende, inden han nikkede til hende første spørgsmål og løftede sine hænder. "Ja, jeg gør. Jeg kan faktisk også spille på violin lige som Dem selv, men jeg er dog ikke lige så øvet. Et orgel er mere et instrument for mig," svarede han med sin lidt højtidelige stemme og bevægede kort sine fingre ved det sidste, han sagde, hvornæst han foldede hænderne et sted omme bag på ryggen. Han lyttede opmærksomt til det næste, hun spurgte om og lukkede derefter selv munden op for at besvare hendes spørgsmål. "Ikke helt. Jeg bor lige udenfor Di Morga," svarede han med et blidt smil og slog dernæst sit blik ned på jorden ved siden af hende. "Ville De have noget imod, hvis jeg satte mig?" spurgte han i et roligt toneleje og smilede svagt til hende, da han nikkede ned mod 'pladsen' ved siden af hende.

"Det er også et smukt intrument, jeg ville bare ønske jeg kunne spille bedre på det", hun smilte med et let grin og nik, hun havde selv prøvet at spille man var ikke så god, hun elskede dog at lytte til det, hun fandt en glæde ved det, næsten ligeså stor som den hun havde for violinen. Hun satte hovedet på skrå og så imod himmlen, med et blidt smil. Hun rettede igen sit tågede blik imod ham, da han besvarede hendes spørgsmål om hvor han var fra, og nikkede med et venligt smil. Da det gik op for hende at hun ikke havde spurgt om han ville sætte sig, bed hun sig en anelse i underlæben, som hun havde for vane, hun smilte med et lettere ivrigt nik som for at gøre bod for hendes glemsomhed. "selvfølgelig", hun klappede på stedet vedsiden af sig, "her er ikke just fuld af liv, så selskab er altid velkommen", hun grinte let, og hendes milde latter kunne kendes. Hun mødte også sjældent folk, så når hun mødte en interessant sjæl eller facinerende person nu og da, nød hun det.

Sebastian nikkede sagte på hovedet af hendes første ord. "Alle instrumenter er smukke på hver deres måde. Det er bare med at lære dem godt at kende, før man helt kan forstå dem og få det bedste ud af dem." Han holdt en kort talepause, satte sig ned ved hendes side og drejede overkroppen en kvart omgang, så han bedre kunne se hende uden at skulle dreje hovedet. "Såsom en violin f.eks. ... den kan spilles med på mange måder, men kun når man har lært at håndtere violinen rigtigt og harmonisere ordentligt med den, kan det kaldes et smukt instrument. Man kan meget let komme til at lave kludder i noderne," sagde han med et af sine gådefulde smil og lod sit blik studere hendes violin og førte dernæst blikket op mod himlen, hvor han låste det fast. "Så Mika-san ... hvor kommer De selv fra?" spurgte han nysgerrigt, hvorpå hans øjne flakkede hen på hende.

Hun havde lyst til at måbe åbenlyst, over hans så sanselig forståelse for musik og hvad det indebar, men valgte bare at smile bredt, og det resulterede i at hendes smilhuler kunne tydes, på det marmorhvide ansigt. Hun nikkede med komplet forståelse til hans ord. "Violinen er nok det eneste instrument jeg har forstået fuldt ud", hun så mod ham med et sarkastisk grin, "Når jeg spiller på andre ting, lyder det ikke så", hun tyggede på ordene, med et tankefuldt blik imod himmlen, "komplet, og fuldent som jeg vil ha' det til at være, men istedet en anelse mere kaotisk", hun grinte og lod sin violin lande på sit skød. Hun lod sin pegefinger hvile mod sin underlæbe som hun altid gjorde når hun overvejede noget, natten fik hende til at se ud som en porcelændukke, i menneske størrelse. "Jeg er ikke fra byen her, er næsten lige flyttet hertil", hun smilte blidt, "Kommer fra Japan, men har boet det meste af mit liv i Frankrig", hun sukkede let, "Nu bor jeg lige vedsiden af Cathédrale, altså Domkirken", hun nikkede med hovedet på skrå, "Lige imellem mine to ynglingsteder, Kirkegården og Domkirken", hun grinte let.

Sebastian lod sine to, spidse tænder bide fat i sin underlæben i et forsøg på at tilbageholde et lille grin, der havde trængt sig på ved hendes ord. "Åh, De skal bare øve Dem, så skal det nok komme før eller senere," sagde han med et blidt smil og førte sin ene hånd op til panden, hvor han med en fjerlet og elegant håndbevægelse strøg noget af sit mørke, halvlange pandehår væk, så hans øjne blev mere synlige og ligeledes med hans syn. Hans ansigtsudtryk udstrålede en anelse mere interesse for hende, da hun fortalte, hvor hun oprindeligt kom fra. "Ah, De er fra Japan? Også jeg," meddelte han og vendte den ene mundvig lidt op ad i et svagt, skråt smil. Han tippede hovedet på skrå og lod sine øjne hvile på hende med et lidt spekulativt blik i dem. "Jeg er faktisk heller ikke selv specielt bekendt med dette sted, eftersom jeg næsten lige er ankommet. Ser De, en af mine onkler døde her for nylig, så jeg er flyttet ind i hans ... bolig," fortalte han efterfulgt af et let nik og smilede sagte til hende, før han atter slog blikket op på himlen.

Hun satte hovedet tilfreds på skrå, med et blidt smil, hun var glad for at Sebastian nød hendes selskab. Hendes øjne så ud som mørkelilla lygter, når noget glæde hende, men hun holdte det skak, så det ikke var alt alt for tydeligt. Hun nikkede forstående, "De har sikkert ret", hun bed sig en anelse sarkastisk i underlæben, "Ikke at jeg nogensinde har været af den tålmodige type" hun grinte mildt. *Men jeg burde nok gøre et extra forsøg med klaveret*, tænkte hun stile. Hun kunne dog ikke helt skjule sin begejstring, da han sagde han også kom fra Japan, "Hvilken by kommer de fra Sebastian-sama?", Hun smilte undrende, og det kunne tydes i hendes øjne, til tider kunne hun ligne et barn, med den uskyldige mine. Hun lod dog kort sit smil forsvinde, og så på ham med et lettere alvorligt blik, "Det er jeg ked af at høre, skete det i byen her?", hendes stemme lød en anelse chokeret, selv om Terre var kendt for at være en by af koruption og rædsel. Hun lod et svagt mildt smil komme frem, "et ordsprog siger, nå'r kaos har træffet, og liv er blevet mistet", hun så kort op mod den mørke himmel, "vil en smule lykke indtræffe", hun sukkede med et småt grin, "Dog vil flere liv stadig blive mistet", hun pustede komisk til sit sølvhvide pandehår der dækkede for hendes venstre øje, hun plejede altid at gemme det, men smilte bare blidt til ham.

Sebastian lod sin ene hånd rette lidt på sin jakkes krave og flettede dernæst fingrene ind i hinanden, hvorefter han skævede kort til hende, da hun spurgte ham om noget. "Jeg kommer ikke fra en by som sådan. Min klan ... jeg mener familie ejer et stort stykke jord i den nordligste del af Japan. Det ligger lidt fra byen Wakkanai," svarede han med en dæmpet stemme og sendte hende et mildt smil. Idet hendes næste spørgsmål lød, tyggede han først lidt på hendes ord, og satte med en spekulativ mine den ene handskebeklædte pegefinger mod hagen. "Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved specielt meget om hans død. Men jeg tror ikke, at det skete her i byen. Det var i hvert fald ikke alderdommen, der fik Manden Med Leen til at komme og hente ham. Jeg kendte ham faktisk ikke særlig godt. Det eneste jeg ved om ham, er, at han var min onkel ..." endte han med et svare, selv med en lille smule undren i stemmen, men rystede så bare kort på hovedet af det og vendte sit blik mod Mika. "Det er nogle kloge ord. Selvom jeg ikke rigtig tror på det med balance i livet. At når en person dør, er der en anden der bliver født. Ligeledes tror jeg heller ikke på det med Det Gode og Det Onde. Ingen er fuldstændig onde helt ind til knoglerne. Der er heller ikke nogen, der kun har godt i sinde. Man fødes hverken som god eller ond. Når en nyfødt kommer til verden, har den kun én speciel ting at følge - sit overlevelsesinstinkt. Godhed er noget, man opbygger med tiden - ligeså med det onde. Man vælger selv sine valg i livet - og alle kan fejle. Man kan ikke altid være hundred procent godhjertet -- for ingen er perfekte," sagde han med et af sine gådefulde smil og så på hende med sine udtryksløse, dog alligevel ualmindeligt blide og rolige øjne og lagde hovedet en anelse på skrå.

Hun så på ham med en tankefuld mine, hendes grå'violette øjne var blevet meget tågede, hun gav et par nik, gennem hans historie, med et lyttende smil, "Wakkanai? hmm." , hun tyggede på navnet, men intet kom til hendes hukommelse, hun rystede på hovedet med et let smil, "Der har jeg ikke været endnu, jeg kommer selv fra Kansai-provinsen", hun nikkede med et sarkastisk stolt smil, der viste hendes venstre smilhul. Hun strakte sig kort, og lod så sit hoved hvile mod sine knor, mens hendes øjne hvilte på ham, "tror du da han blev myrdet?", et nysgerrigt glimt løb hen over hendes øjne, før hun satte hovedet på skrå med let rynken på næsen. Hun så imod himmlen, "Byen oser ikke ligefrem af sammenhold og enighed", hun sukkede, med et trist dog smule sarkastisk blik.
Hun så ned på rosen mellem sine fingre, mens hun forsigtigt en efter en plukkede dens smukke blade, hun smilte med et nik og rettede sit fordybne blik mod ham, hun tyggede på hans ord, "Det", hun smilte en smule bredt, før hun plukkede det sidste blad, "du lige sagde, giver en hel del mere mening end de digte jeg konstant læser", hun grinte, da de var hendes flugt fra alt kaoset, inderst inde troede hun dem heller ikke, men det hjalp at tænke på tingene sådan.