In the Dark (Alvaro)

s: Legepladsen
k: midnat
o: ingen
v: koldt

Chez sad på en gynge og vippede langsomt frem og tilbage. Tilsidst valgte han at falde bagover, så han kiggede op på stjernerne og fuldmånen. Hans hugtænder var begyndt at vokse, fordi han var sulten så hele hans mund gjorder ondt. Det var også en måned siden han sidst havde fået 'noget' at spise. Chez havde blond hår , kridhvid hud og gyldene øjne som så lidt tomme ud. Han så nok ud til at være en af de personer som helst ville være alene med de tomme øjne men sådan var det ikke han elskede selvskab.

De jeux's knirkende låge blev slået op med en rolig og blid håndbevægelse, så en skinger lyd fra lågens rustne, pibende hænglser brød legepladsens stilhed. En tårnhøj, sort silhuet trådte dernæst ind på De jeux's areal og lod sit ulæselige blik vandre rundt i omgivelserne for bedre at kunne orientere sig, hvor det hurtigt landede på en lyshåret, ung dreng længere henne ved stedets gyngestativ. Alvaro, hvilket var den mørke skikkelses navn, indsnusede let lugten, der kom strømmende fra ham og kunne med det samme konkludere, at dette var en vampyr. Imens hans rolige blik betragtede denne ukendte, unge vampyr lod han sine to spidse hjørnetænder bide fat op underlæben, hvorefter han tog 3-4 skridt hen mod ham. Hans holdning var ualmindeligt rank, næsten som havde han haft et strygebræt bundet fast til ryggen, og hans sorte habit sad som malet på ham. De sorte ærmer smygede sig om hans arme og rundede ud i en spids kant ved skuldrene, så han kom til at se meget bredskuldret ud, hvilket passede enormt godt til hans slanke talje. Før han tog flere skridt i retning af drengen, måtte han lige stå og overveje om dette nu også var en god idé. Han udstrålede ikke ligefrem imødekommenhed, så mon han bare helst ville være i fred og ikke ville forstyrres? Alvaro slap sin underlæbe og fugtede kort sine blege læber ved hjælp af tungespidsen, før han fandt et venligt og samtidig gådefuldt smil frem på læberne og trak svagt på skuldrene, inden han bevægede sig over mod ham.

Chez ,som stadig lå ned, havde rettet blikket mere til siden og så en ung dreng/mand. Chez studerede ham, han havde en sort habid på og var meget rank. Chez blik ændrede sig og han smilte varmt/imødekommene til ham, nu kunne man godt se han enlig ikke havde noget imod selvskab. Lidt efter fangede Chez , den nyankommenes duft *en vampyr?* tænkte Chez men smilte stadig. Han satte sig op på gyngen igen med lidt besvær "Godaften" sagde han for at bryde tavsheden. Chez studerede vampyren meget grundigt.

//undskyld jeg skrev ikke lige så meget som dig xD //

//Det gør ikke noget :D//.

Alvaro stoppede op, i samme nu den ukendte vampyr fæstnede sit blik på ham. Derpå tippede han sit hovede på skrå og lod ligeledes sit blik studere hver eneste detalje på unge vampyr, hvis ansigt han endnu ikke havde fået sat et navn på. "Jeg vil nu ikke mene at godaften, er den korrekte hilsen længere," påpegede han med sin rolige og mystiske smil malet på sine læber og hentydede dermed til, at det var blevet midnat, og det derfor ikke længere var aften. Hans smil falmede svagt, idet han tog de sidste få skridt, der var hen mod ham og slog derefter ud med hånden ned mod gyngen ved siden af vampyren. "Er De interesseret i noget selskab?" tilbød/spurgte han og løftede kort det ene øjenbryn, hvornæst han blidt tog fat om gyngens ene kæde, der var med til at holde den oppe. Hans blik gled fortsat rundt på den fremmedes krop, men kørte så en smule højre op og naglede sig fast ved hans ansigt, hvorefter Alvaro trak lidt på smilebåndet, så et skævt smil dannede sig hen over hans blege læber.

"rigtig nok , man hvad skulle man ellers sige og ja vil jeg gerne jeg har ikke noget imod selvskab" sagde Chez og halvgrinte lidt "mit navn er.... Cheshire, Cheshire Alois Phantomhive" præsenterede Chez sig han havde tøvet før han sagde hans navn. Chez forventede han ville grine, Cheshire var navnet på katten fra alice i eventyrland. "og hvem er du?" spurte Chez imens han kiggede på vampyren. Han havde kodet vampyren ansigt ind i hans hukomelse nu manglede han kun hans navn. Hans mund gjorder stadig ondt men han smilte nu alligevel.

Alvaro smilede venligsindet til ham, da hans stemme atter lød, og han nu kunne konstatere, at denne unge vampyrs navn var Chesire, hvorefter han langsomt nikkede med hovedet og smagte lidt på navnet. Cheshire. Havde han ikke hørt det før? Mm, nej måske var det bare ham, der tog fejl. "Det glæder mig at møde Dem," sagde han i et sagte tonefald og lod den hånd, der holdt om gyngens snor, glide lidt ned, hvorefter han slog sig ned på den og tog nu også sin anden hånd i brug, da han tog fat i gyngens anden kædelignende snor. "Jeg hedder Alvaro Katsumi. Men jeg ville foretrække, hvis De blot kaldte mig ved mit første navn," præsenterede han sig med hovedet vippet på skrå og lukkede sine øjne halvt i, hvorpå et af hans mystiske smil fandt vej til hans læber. Selv var han nemlig ikke særlig meget for sit andet navn. Katsumi. Så derfor bad han altid folk om kun at kalde ham Alvaro. Han kunne naturligvis bare slette sit sidste navn, men det rummede så mange historier, så han nænnede faktisk ikke at skrotte det - og så havde han fået tilnavnet af en af hans tipoldefædre, så dét gav også navnet en hvis betydning og værdi.

"Alvaro" gentog Chez og kodet det ind i hans hukomelse med Alvaro's ansigt. " i lige måde, hyggeligt at møde dem " sagde Chez og bukkede med hovedet for at være lidt mere venlig. Han kalde aldrig folk ved deres efternavne eller mellemnavne. Vis Alvaro ikke ville ha Chez kalde ham Katsumi ville Chez heller ikke kalde ham det, sådan en person var Chez., flink næsten al for flink til at være en vampyr. Dog var chez heller ikke en normal vampyr, han var en fejl, et mislykket forsøg på at lave en vampyr, Chez havde stadig alle hans menneskelige følser og var imun overfor solen han kunne heller ikke heale hans egne sorg, men vampyr var han og det var han glad for. Det var Chez eget valg at blive en vampyr da han syndes mennesker var svage. Han havde ikke noget imod mennesker men han ville hellere være noget andet, noget stærkere. Det var vel en selvisk tanke men efter alt det han var gået igennem var det forståligt nok.