Gemmeleg I Mørket? (Alvaro)

Tiden?: 01.23
Steder?; De Ferme - Banegården
Omgivelserne?: En tom Banegård
Vejret?; Mørkt og kølig vind

De skilte og bånd der var for at spærre vejen ned til den 'ubrugelige' del af benegården var væltede og man kunne sagtens se at nogen havde passeret. Og person var der stadig. Nede i mørket som kun blev oplyst af månens blege lys kunne man finde det gamle væltede tog. Og så kunne kan lige ane en skikkelse sidde på det. Det var en pige ville man kunne se på hendes kropform og det lange ´silkehvide hår kunne skimmes i det lys der havde fundet vej der ned. Hendes ben dinglede stille og svagt under hende og hendes blik var rettet mod jorden. Men deres røde farve kunne stadig ses i mørket. Hun sagde ikk noget og hendes aura fortælte heller ingenting om hendes humør. Men alligevel ville man straks kunne fornemme hvem hun var hvis altså man var en kender. Blodtørst var nemlig ikk nem at tage fejl.

En mørk silhuet kom stilfærdigt spadserende iblandt de mange skygger, der mørklagde De Ferme, byens banegård. Skyggerne kastede sig nærmest over ham, som om de hvert sekund kunne finde på at spise ham, men samtidig heller ikke var helt sikker på, om han var en trussel eller ej. Dette var tydeligvis en ny i byen, man kunne godt se på hans skridt og nysgerrige blik, at han ikke havde været her før. Så godt som i dag var han flyttet hertil, eftersom hans onkel fornyligt døde og havde efterladt sin fæstning til ham, hvor han nu havde bosat sig. Hans krop bevægede sig yderst elegant, og man kunne se, at han var meget påpasselig med, hvor han vovede at sætte sine fødder. Alvaro, som var navnet på denne vampyr, standsede op, idet noget interessant fangede hans gule øjne, der på dette tidspunkt var syrligt brungule. Blot ved hjælp af en enkelt indsnusning, kunne han konkludere, at han ikke var den eneste vampyr, der befandt sig her på denne ellers forladte banegård, hvor togene til daglig kom rullende ind på de rustne spor. Hans ulæselige og døde blik hvilede på den unge vampyr, der ikke sad mere end fire meter fra ham. Et svagt vindpust fik hans mørke hår til at suse op i luften, hvorefter det atter lagde sig ned, da vinden havde passeret forbi. Gad vide om hun var til at snakke med? Han lod sit årvågne blik vandre rundt på hendes krop og det silkehvide hår, som han fandt temmelig fascinerende. Med en let håndbevægelse og en vis elegance strøg han noget hår væk fra øjnene og vendte den ene mundvig op ad i et skråt og gådefuldt smil.

Macha sad stadig bare stille og roligt i den afslappende stilling. Uden en eneste lyd. Men så var det som om at et eller anden ahvde fået hende til at 'vågne' fra hende trance eller tur til drømmeverden eller noget helt trejde. Hun rettede med et set sit hoved op og så nu ligefrem for sig. Hun havde pludsleig kunne fornemme en andens tilværelse og var derfor på vagt. Hun havde holdt sig hernede de sidste nætter da hun for tredje-fjerde gang havde undsluppet hospitalet. Hun havde siddet inde på den lukkede afdeling i et godt stykke tid og hun ahvde så igen bare sådan pludsleig fået nok. Det store runde sår ned hendes pulsåre avde healet fint og der var så endelig kommet en skorpe på. Hun havde altid haft svært ved at få healet de sår. Hver gang hun blev indlagt havde hun fået en lang men tynd gummislange ind som ahvde snørret sig ind igennem hendes store pulsåre. Det ahdve selvfølgelig gjort afsindigt ondt men det var ikk det var der det værste. Hver 12 time fik hun sprøjtet en mærkelig form for sølvvækse ind i sig hvilket ahvde svæget hende og givet hende store smerter i længere tid. Nu nød hun bare hun nu hverdige frihed. Så da hun kunne mærke et par øjne der så på hende drejede hun roligt sit hoved og rettede sit blik direkte mod drengder ikk stod så langt fra hende. Hendes øjne var helt kystalklare, lidt dybe og havde en utrolig smuk blodrød farve der stod godt til hendes let blege hud. Hun var ikk bare vampyr men også en af de måske lidt sjælne albino piger. Det var det der gav hende det silkehvide hår og de røde øjne samt hendes vampyrgen.

Alvaro tippede hovedet på skrå til den ene side, da det lod til, at han havde fanget den fremmede vampyrs opmærksomhed. Endnu en vind slog til og blæste hans halvlange pandehår op i luften, så hans øjne blev mere synliggjorte, eftersom det mørke hår ikke længere var der til at skjule dem. I længere tid stod han blot helt tavs og betragtede hende med en enorm stor nysgerrighed i blikket. Hans gule øjne scannede hver detalje på hendes krop og gemte det i hans store kartotek af kendte ansigter, kroppe og navne et sted inde i hukommelsen. Han kørte to hårstrå væk fra underlæben med en af sine lange, tynde pianistfingre og lod lige så stille sit smil falme, hvornæst han varsomt begav sig afsted over mod hende. Hans holdning var utrolig rank, hvilket var med til at give ham et royalt look sammen med hans beklædning, der denne dag bestod af en sort habit, der var lidt gothisk af udseende med en hvid stribe, der løb fra hans skuldre ned til håndledene, hvor jakkeærmerne stoppede og på hans brede krave med de to store hak i. Han satte let og forsigtigt den ene fod foran den anden igen og igen, indtil han nåede hen til den rødøjede, unge pige, hvor hans skridt stoppede, og han foldede derpå sine hænder omme bag ryggen. "Godaften," hilste han først og sendte hende et venligsindet smil efterfulgt af et kort nik. "Eller det er måske ikke det korrekte ord længere. Vi er vist nået til den anden side af midnat, ikke sandt?" spurgte han med sin tydelige og klare stemme, inden han kastede et blik hen på det store ur, der stod placeret midt på banegården og spottede hurtigt klokkens to urvisere, hvor han med det samme kunne bekræfte, at klokken var godt halv to midt om natten.

Macha både betragede ham da han elegant gik hen mod hende. Sikker et fjols. En hver person i denne by ville ikk rigtigt have turdet nærme sig ehnde men alligevel var hun ret glad for det. Han var åbentbart ny her. Selv havde hun været i byen i godt 50 år nu. Hun sukkede lavmælt. Ja næsten lydløst. Så så hun igen ligefrem for sig. Mod udgangen. Eller måske mere lige mod den tomme billetkabine. Hun var ikk sådan lige iført det mest varme tøj men alligevel så hun ikk ud til at fryse det mindste. Den korte mørkelilla nederdel der gik ehnde lige til over knæerne og man ville kunne have haft et godt udsyn hvis hun drejede rundt om sig selv. Hvis altså man var til den slags. Hun havde også en form for en mellem ting mellem en sweatshirt og en jakke i en mat sort farve men den havde også et lille gråligt skær da den var lidt forvasket. Mærket der sad i den ene side lidt over hendes bryst var så småt ved at falde af og man kunne tydeligt se at hun havde sylet det fast mange gange. Dette mærke afslørrede så at det hun havde på nu faktisk bare var en af de gamle skoleuniformer fra High School Di Morga. Slipset sad også stadig fint. Måske lidt løst men det gjorde jo ikk noget. Det fik hende bare til at få det der mere afslappede og godt nok lidt ligeglad-med-regler looket. På hendes fødder havde hun så dog for en gangs skyld et par sko på. Hun havde det altid bedst i bare fødder men af og til havde hun da lov til at have sko på. Det var et par sort/brune hyttesko af en slags eller måske også lidt laksko agtige. "Du skulle ikk komme for tæt på mig.. Jeg er lidt tyde af kontrol..." Det store ur ekploderede så lige pludselig. "...hvis du for står" forklarde hun sig så lidt svagt med en overraskende blide og rolig stemme.

Alvaro kørte sit rolige blik hen på hende og lyttede til hendes stemme, der susede ind i hans øregange og op til den korrekte hjernedel, hvor lydene blev lagret og forstået. Da den afslørende lyd kom henne fra uret, var han sikker på, at det var hende, der var skyld i urets eksploderen, så han skævede kun kort til det nu ødelagte ur, hvorefter han atter kiggede ned på hende. "Jeg er sikker på, at jeg nok skal klare mig alligevel." Svarede han med sin lidt højtidelige og stadigvæk helt rolige stemme, der nærmest snoede sig om en, som var det en stor, lang kæde, der kom ud af hans mund. Han satte pegefingeren og langefingeren mod hagen, hvornæst et af hans ulæselige og en smule hemmelighedsfulde smil fandt vej til hans læber. "Medmindre det er en hentydning til, at De ønsker, at jeg skal gå?" sagde han som en tilføjelse til hans tidligere svar og lod et af hans mørke, kantede øjenbryn ryge i vejret. Hans hår klamrede sig næsten helt ind til hans pande og kindben, som var det bange for pludselig at ryge af, idet han bøjede hovedet en smule ned ad og smilede sagte til hende. Med stor tålmodighed afventede han hendes svar og reaktion på det, han selv havde sagt og fjernede lidt efter sin to fingre fra hagen.

Macha nikkede roligt og langsomt og næsten usynligt voksede et smil frem på hendes bløde og let lyserøde læber. Endnu en undring da de fleste vampyr af hunkønet stort set altid havde røde læber. Eller måske var det bare det stas til læbestift eller lip gloss. Men hendes smil var også kendt af beboerne i byen. Sådan da. Det var iskold og sadistisk et kort øjeblik før at det så blev både roligt, lidt mystik og undersøgende på en mærkelig men alligevel tiltrækkende måde. Så satte hun forsigtigt af med hænderne på togvognet og hoppede derfor ned fra den. Hun landede elegant og blødt på det hårde stengulv om lidt efter hendes perfekte landing blev knust en smule. Dettet skete ikk fordi at hun landede hårdt men mest fordi at hendes aura lige voksede en del i det øjeblik. "Nej nej..Blev da endelig. Det er jo altid dejligt med selvskab" Den kolde aura forsvandt plduselig og en varm og ligefrem imødekommen aura kom om hende. "..ikk?" sagde hun spørgende og så op på ham med et både sødt, varmt og nuttet smil som fik hende til at ligne en helt uskyldig lille pige der ikk kunne være det mindste ondt eller sådan noget. Hun lagde sit hoved let på skrå og samlede sine hænder på ryggen og hendes brystkasse blev automatisk skudt lidt frem. "Så sig mig..Hvad laver du så her nede? Jeg ser du er ny så måske udforsker du bare tingene lidt"

Alvaros mystiske smil voksede en anelse for så derefter at forsvinde helt og atter efterlade hans ansigt fuldstændig udtryksløst. "Bestemt," svarede han til det første, hun sagde og nikkede samstemmigt. Han fulgte hendes bevægelser med de gulbrune øjne, da hun hoppede ned fra togvognen og landede på gulvet. Dernæst fandt han endnu et smil frem fra skuffen og klistrede det på sine blege læber, imens han opmærksomt lyttede til hvert ord, hun sagde. "Mm ja, det er fuldstændig korrekt - og som De selv så fint siger, så er jeg ny her i byen .. og jeg må jo hellere lære de nye omgivelser at kende," fortalte han som en besvarelse på hendes spørgsmål og nikkede igen stille for sig selv. Lidt efter fæstnede han sit blik på hendes marmor hvide ansigt, som alle vampyrer besad, hvilket blot gav dem endnu mere elegance og gjorde dem mere yndige og lidt skrøbelige at se på. "Hvad med Dem selv? Sidder De og nyder stilheden?" spurgte han med et venligt smil i et lavmælt toneleje og trådte et lille skridt frem mod hende. Ganske vist var stilheden ikke længere til at finde, eftersom han havde kommet og brudt den med sin stemme og tilstedeværelse. Derpå rettede han sit hovede op, som ellers havde været lagt på skrå og lod sine to spidse hjørnetænder bide forsigtigt i underlæben.

//Jeg skal snart logge og jeg tror ikk at jeg kan nå at svare så jeg svare bare imorgen ^^'' Skrives!//