The forest beauty

S: skoven
T: 14.00 ca
O: Skovens dyr, træer og en masse solskin
V: solskin og blid vind
D: en gang i sommer månederne


_________________________________________________________________________

Skoven var smuk i denne tid, blomsterne bloster, fugle sang og passede deres unger, mens alt gik sin gang i skoven , henne i en åbning i skoven, hvor solen skinne lige gennem var der en smuk lille græs plads, men masser af blomster og nogle få bier... græsset var højt efter og inden i mellem kom en lille rød ræv unge til syne som hopper på og ned i det høje græs, man kunne tydeligt se den legede og havde det sjovt..... Dens pels var meget smuk og skinne i sollyset, dens røde pels var meget ren af en ræve at være.... ungen kom nu ikke frem og lod på luer , klar til at spring på en bi, pludselig kom den frem fra det høje græs og sprang lige på bien, dumt valg til byttede da bien bliv sur og begyndte at flyve efter den lille ræve unge, men ræve var lige glad og havde det vildt sjovt, den løb bare rundt i en cirkel men en bi efter sig

En kvasende lyd kunne svagt høres bag denne smukke røde ræv. Der fløj nu ingen bi rundt. Ikk en levende i hvert fald. Men nu stod der bare en høj og flot dreng på omrking de 18 år. Eller det lignede han da en på. Han var af en spinkel bygning men alligevel kunne han da godt være en smule muskelløs. Hans hår var halv langt, pjusket og kridvidt som det fineste og nyfaldende sne på en juleaften. Og han øjne var dybe og havde en vidunderlig rød/brun farve der stod godt til hans let blege hud. Han var iført et par sorte cowboy bukser som ikk sad for stram eller for løst på hans ben og den hvide skjorte hang bare løst ned over dem. Hans støvler lignede sådan nogle nogen for militæret gik med. Sådan nogle solide læder støvler med en masse metal pladser placeret på dem. Han gik roligt hen til denne ræv hvor at han sætte sig på hug og aede den forsigtigt og blidt dens hoved. "Hva' så, lille ven"

Ræven vendt sig elegant rundt og så på ham med overraskende øjne, det havde den ikke forvente men den bliv stående da han vil aede den , den gik langsomt tætter på så han kunne aede den og den nyd det , den lang røde pels var varm men også blød og smuk... Den så op mod ham med blå øjne og man kunne se den hvid streng over panden på den , det lignede at den bare et pandesmykke eller noget i den stil .... Den kravlede nu helt indtil ham og stod med siden mod han ben og nussede sig op af dem.... Melinia var i virkeligheden denne rød ræv, men vidste han nok ikke... *Hvad bringer en dæmon her ud i skoven* tænkte hun nygerrige

Seiji, som var navnet på denne dæmon, lod stadig sin hånd blidt glide gennem dens smukke røde pels. Han havde tit mødt ræve ude i skoven og vidste jo godt hvilke det var de 'rigtige' og hvem der var de 'falske'. Og den her var da falsk men alligevel kunne man da godt behandle den som en rigtig. Han rejste sig så roligt op og stak sine hænder ned i sine lommer og så så ned på denne røde ræv. Et smil voksede sp frem på hans smalle læber. Et mystisk og lumsk smil som på nogle også kunne virke forførrende eller bare tiltrækkende. "Jeg kan jo spørge dig det samme.." sagde han så og hans smil voksede. Hans stemme var rolig men stadig kølig. Han havde ikk hørt hendes tanker men set dem i hendes øjne.

Ræven gik baglæns væk fra ham *fedt en til som har gennemskue mig* tænkte Melinia og så mod ham , ræven vendt nu ryggen til og begyndte at gå lidt væk fra ham og den gik langsom, ikke noget med frygt eller noget bare af høflighed at gå væk fra person.... Ræven så mod ham og sukkede dybt ,det lignede et fnøs på ræven.... Derefter skiftede ræven form, og voksent , blev menneske og tilsidst stod der en pige foran ham med blåt smukt hår , guldende hud og blå øjne som var helt rolige, hun bære et pandesmykke og en armbånd øverste på armene , hun var ret smuk, hun så mod ham "kommer det enligt dem ved , om jeg må spørger" spurgte hun forsigtig og roligt ... det var os det klogest ved sådan nogle væsner som ham vel ... men hun havde lært at man ikke skal bedrags har ydre og racer

Seiji's smil voksede lidt da hun begyndte at gå væk fra ham. Han havde inderligt bare haft lyst til at gå hen mod den i to til tre skridt og tage hende op i nakkeskindet. Men det forsvandt med det samme da hun forvandlede sig til et menneske. Det havde hun ikk behøvet men nu kunne han da i det mindste se hende rigtige form som nærmest udstrålede en skønhed kun hun kunne have. Lige som ham selv. Det facinerede ham lidt. Han stod bare helt afslappet med hænderne i sine lommer og med sin overkrop let foroverbøjet ind til at hn så lænede sig mere bagud for at kunne studere hende bedre med det så kaldte 'Elevator blik'. "Uh ha nej da.. Jeg gør vel bare det sammen som Dem, min lille ræveunge" sagde han med et måske lidt sakastisk toneleje. Han virkede både lidt skræmmende men samtigdig også utrolig tiltrækkende og forførende. Bare ved at stå der og være sig selv. Han var alt andet en falsk. "Jeg kom bare her ud for at nyde skoven"

"Så nyd den bare sir" sagde hun og så kiggede på ham , med rolige øjne, hendes stemmende var og sådan , hun virkede overhovedet ikke påvirket af hans væsnet , hun virkede ikke tiltrukket eller bange for ham, hun stod bare der , helt som før ... hun opdagede hans blik på sig selv og sukkede dybt "Er ikke særlig lille" påpegede hun bare og så hans skønhed helt klart var sand, sådan så han ud, ved den tanke , gik hun et skridt tilbage igen og så væk fra ham, kunne være dumt at gøre... men var hun lige glad med heller det end at se på ham... dette kunne opfanges som en fornemmelse , at hun ikke kunne klar hans udseende over ... at han kunne virke falske , *Du lever på deres ydre , fy , kan ikke se på dem* tænkt hun og vil se om ham kunne læse tænker