Memories(Velarian=Privat)

T :: 20:32
S :: Skoven
O :: ingen at sse overhovedet andre end kajika
D :: irl
V :: Himlen er blå og det 23, gr varmt og ingen skyer men det ved at blive solnedgang
Udseende :: Shorts(jeans lysse blå) trøje hængende ned om skuldre men stram om kroppen sort
Bælte med 3 kæder i, hængende ned om røven. Blonde hvid hår



Kajika gik for sig selv hun havde ikke lyst til at være hjemme med alle minderne om hende og Zann bang. og mest af alt ville hun bare væk fra hele verden men hun ville nu først prøve at overleve lidt i Di morga. Hun sukkede stille i det hun opdagede hvor hun egenlig var kommet hen til det var nemlig Velarians lejr, men Velarian var ikke rigtig til at se nogen steder. Hun strøg sit hår til siden og flettede det i en fletning hen af den ene skuldre der hang lidt i det den var løs for oven og startede først med at flette sig ved nakken, hun så stille rundt i det hun sødt sagde"Velarian?? er du hjemme"

Han sad på en gren oppe i et træ. Det var derfor hun ikke havde lagt mærke til at han var der.
Han så ned på hende. *Hmm... mon hun er okay?* tænkte han.
Han bandt sin panfløjte fri af beltet og satte den for munden. Så spillede han nogle få toner, som en nysgerrig fugl der kvidrer.

Kajika hørte de liflige toner som første gang hun havde mødt Velarian undtagen disse toner var meget glader i det end den gang hun mødte ham. Hun så stille op af mod lyden i det hendes hår svang blidt med hende og gik elegant ud af fletningen og lod sig bølge ned på ryggen i det hendes blanke blå øjne blidt hvilede mod Velarian og hans ansigt i det hun ikke kunne lade vær med at smile når hun så ham. Hun gik stille hen mod ham elegant og sagde med blide ord og en lidt mere lykkelig tone nu"Hejsa Velarian gemmer du dig der oppe??... fra mig fjolle"

Han smilede.
"Ja, for du er farlig!" sagde han drillende og spillede igen et par liflige toner.
"Hvad bringer dig herud Kajika Guldhjerte?" spurgte han så og sendte hende et smil.

Kajika satte sig stille ned og lignede en lille katte killing der savnede en ejer i det hun stille sukkede og så op mod ham med de store blanke øjne der glimtede når solen ramte dem som om hun havde solen i øjnene eller for den sags skyld dirmandter i det hun bed sig let i underlæben og lød som om hun piv blidt og sagde"Jeg savner selvskab og savnede dig velarian"

Han stoppede med at spille på fløjten, og bandt den fast i sit bælte igen.
Han sprang ned foran hende, satte sig ned og prikkede hende på næsen.
"Jeg er her altid det ved du." sagde han og smilede til hende.
"Er du okay Kajika?"

kajika rødmede let da han prikkede hende på næsen men fik så et lille smil væk og roede sig stille i håret mens hun betragtede Velarian foran hende og sagde stille men dog lidt trist"øøøhmmm ikke rigtigt ?? det tror jeg ikke eller jo jeg tror måske mig og Zanns forhold er ved at smuldre men jeg ikke sikker" hun trak bene op under sig og lagde armene over og lagde hovedet ned på armene mens hun så uskyldigt og nuttede mod Velarian

Han så på hende.
"Men Kajika... Zann er jo... død..." sagde han. *Hvad foregår der dog?* tænkte han lidt bekymret.
Han lagde hænderne på hendes skuldre og så hende i øjnene.
"Hvad mener du søde?" spurgte han.

kajika så stille op og mærkede hans hænder blidt på hendes skuldre og rødmede med lethed i det hun så ham i øjnene og bed sig blidt i underlæben og lod sig sidde i skræder stilling nu og sagde med bllide dog varsomme ord i det hun ikke vidste om andre viste det eller om hun måtte sige det videre"nej ser du Zann er blevet et spøgelse.... jeg ?? jeg så ham for noget tid siden men han ?? jeg ved ikke han bliver nok aldrig en demon eller noget igen altså andet end spørgelse og jeg bange for at.... at vælge om jeg skal gå fra ham eller blive ved ham..." hun sukkede stille og så ham i øjnene i det hendes øjne glimtede helt fordi hun var ved at græde. men hun ville ikke græde denne gang denne gang ville hun bare kunne snakke med sin bedste ven

Han så tårerne i hendes øjne, og lagde armene om hende i et kram.
"Kajika... det er en styrke at kunne græde, ikke en svaghed."
Han strøg hende over håret, og han vidste godt hvad han skulle sige til hende.
"Lyt til dit hjerte Kajika... hvad siger det? Hvad det end siger, så gør det."
Hans stemme var opmuntrende og venlig.

kajika tog blidt om Velarian og sagde stille og nervøs"jamen jeg ved ikke mere hvad jeg vil Velarian jeg ved ikke hvad jeg føler og ikke føler eller hvad jeg vil eller ikke vil??" hun så stille på ham og sagde med lidt ubehag i stemmen" Hmmm det vist ikke til at forstå hva Velarian??" hun hentydet til det hun lige havde sagt og grinte lidt fjollede i det hun fik en lidt nysgerrig og tænksom grimasse på ansigtet og sagde"jeg aner ikke mere hvad jeg vil velarian"

*Jeg ved godt hvad jeg gerne vil...* tænkte han, og det gjorde han. Men han undlod at gøre det han gerne ville.
"Jeg forstår dig godt Kajika. Du har været igennem meget..."
Han strøg hende over håret.
"Jeg kan kun sige at du skal lytte til dit hjerte. DU, og kun du, kan beslutte det her." sagde han og smilede til hende.

//slettet//

//Kajika :P Altså! //

hun så på ham lidt undrende da han begyndte at tænke og få et tænkende udtryk som om han snakkede til sig selv inden i og strøg ham med blide finger strøg hen af kenden og så ham blidt i øjnene i det hun gjorde så han så på hende direkte og sagde med de blanke øjne dirrende af glæde over han var her"det ved jeg velarian og tak du er så meget for mig Velarian og du skal aldrig glemme hvor meget du virkelig betyder" hun tog med den anden hånd blidt om den halskæde han havde givet hende og smilede kært i det hun lagde hovedet let på skrå med lukkede øjne og smilede til ham og lod stille sin hånd blidt falde væk fra hans blide kind

Han smilede.
"Kajika Guldhjerte..." sagde han og nikkede.
"Jeg vil altid være din ven."
Selvom han mente det, mærkede han alligevel den forhadte følelse af at han gerne ville være mere end hendes ven.

Kajika over rødmede og tog om ham så de endte med at lægge ned i det hun krammede ham meget og sagde"Åååårh velarian hvor er jeg dog bare lykkelig over at se dig igen du så dejlig ! du er" hun græd stille og havde jo altid kunne stole på Velarian. da de lagde sig ned i krammet fløj bladene stille op i det de landet blødt og hun smilede kært til velarian i det hun satte sig halvvejs op med armene som støtte mod jorden så hun ikke endte med at lægge oven på hans brystkasse

Han blev liggende og kiggede på hende.
Han havde lyst til at sige at han elskede hende... der var intet han hellere ville. Men det var tydeligt at det ikke var det rette tidspunkt, og han vidste godt at det rete tidspunkt måske aldrig kom.
Han smilede til hende.
"Det er dig der er dejlig" sagde han så.

kajika grinte sødt i det hun uglede blidt hans hår ved at køre sine finger blidt igennem så hun ikke ramte nogen fildt totter så det ville gør ondt på ham og roede lidt rundt i hans hår og begav sig til at nusse en af hans hårlokker og sagde"har jeg nogen sinde sagt at jeg virkelig godt kan li dit hår Velarian og især farven elsker det hvide" hun grinte fordi vis man misforstod det lød det så kinky. Hun rødmede let og lagde sig ved siden af ham da hun slap hans hår blidt da det stod ud til alle sidere

"Mange tak søde. Og i lige måde!" Han begyndte kærligt at ugle hendes hår som hun havde gjort ved hans. Til sidst så det ud som om hun havde en høstak på hovedet. Han smilede bredt.
*Hvor ser hun egentlig nuttet ud!* tænkte han.
Han prikkede hende på næsen.

//Skulle sige at Edward har svaret på Iliyon //

//Okay ^^//

Kajika over rødmede i det hun havde den mega høstak af sit eget hår til at ugle sig op som en være fugle redde og prøvede at rette det men lignede bare et pindsvin nu og begyndte at over grine over sig selv mens hun stille rødmede utrolig meget over han prikkede hende direkte på næsen og tog sig blidt til kinden og så rigtig flovt væk fra ham mens hun rødmede mere og mere

Han grinede, og fik en idé.
"Du Kajika..." sagde han gavtyveagtigt.
"På en skala fra et til ti, hvor kilden er du så?"
Han gav hende ikke mulighed for at svare før han sprang på hende og begyndte at kilde hende helt vildt på siderne og på maven.

kajika så undrende mod ham i det hun vendte hovedet mod ham og smilede kært i det hun roede sig i det meget uglede bolle hår og sagde med en glad tone fyldt med liv"Ja velarian???" hun så på ham helt overrasket da han spurgte hende angående hvor kilden hun var og da hun lige skulle til at åbne munden og sige hvor kilden hun faktisk var, skrig hun af grin rigtig liflige toner og skrald grinte"HHAHAHAHAH!!! nej velarian!!! hahaha.... stooop!!! haha!!!"

Han kildede hende i et stykke tid, og lagde sig så ved siden af hende.
"Det er godt at du stadig kan smile og grine. Det klær dig søde" sagde han glad.
"Han løftede sin ene hånd, og prikkede hende lige midt i maven med pegefingeren. Bare for at drille.