why do you run away(Velarian=Privat)

Tiden : Nær 22:43 og solen er næsten helt væk..

Omgivelserne : Er barske, stierne er næsten væk på grund af alt sommer væksten..

Vejr : Varmen er hed, fugtig, eksotisk 29 gr.

Sted : Skoven uden for Terra.


hendes åndedræt var ikke til at tage fejl af, hun var udmattet, hendes hænder var røde fra alle de grene hun havde taget faat i for at få det væk fra ansigtet, og undgå rifter og alverdens sår. Hun betragtede hendes omgivelser nøje, træer med store grønne kronblade, samt tør bark, blød muldet jord, samt grene her og der. Solen var næsten nede, og skovens mørke tog til, undtagen de små huller der var mulige at se, mellem bladene, der lod sollyset slippe igennem til den muldet jord bund. Kajika tog sig til hovedet og gik ned i knæ i det hun begyndte at tude.. Dråberne nået jorden med små regn dråbe lyde, og hendes åndedræt var nu hulkende og stønnende efter at få vejret. Hendes knæ mod jorden og hende selv i sit eget nederlag."Velarian hvor er du" hun strøg tårene væk i det hun stille løb videre og kom hen til hans lejr og sneg sig stille hen mod den...*er du her velarian...* hun håbede inderligt han var der så hun kunne fortælle hvor inderligt ked hun var.

Velarian havde hørt hende. Fornemmet hende. HAn havde fornemmet hendes sorg og han havde hørt hendes hulken.
Et eller andet sted var han ked af at hun havde det skidt, men hvad betød det? Hun havde kastet rundt med hans hjerte, som var det blot en bold. Et simpelt stykke legetøj, og da legetøjet så var brugt op, slidt ned... så smed hun det ud som betød det slet ingen ting.
Han sad på en gren i et af de træer der omkransede lysningen hvor hans lejr var.
Teltet var fjernet, og der var nu kun resterne af en bålplads tilbage.
Da hun kom ind i lysningen, kiggede han væk, men han var ret sikker på at hun vidste at han var der.

Hun kom gående med få skridt... hendes sorg var stor men hun skammet sig, hvordan skulle hun rette op på dette... hvordan skulle hun redde de raster de havde sammen. Hun lod tårene trille i det hun stille gik ned i knæ og sagde"Velarian jeg..." hun bed sig selv i underlæben og mærkede hadet til sig selv vokse, hun ønsket ligefrem at han skadet hende!... hun så på Velarian og sagde"jeg ved du ikke kan tilgive mig.. og alt det du sagde, altså, du havde ret, helt og igennem skindet ret.. jeg er et forfærdeligt menneske, det var ikke planlagt, barishan slog hovedet for få dage siden..... og jeg lod ham gå i den tro at vi var kærester fordi... fordi at han så mig med hans trøje på fordi han havde hjulpet mig med at få læ og et sted at bo indtil vagterne var væk fra mit hus... så en dag faldt en nærmest sten skål ned fra skabet.. han skubbede mig væk og fik hukommelses tab, jeg kunne se glæden i hans øjne og huske at han dagen før ville ønske han havde fået hukommelses tab fordi han fortalte mig det... så jeg endte med at gifte mig med ham om aften og ville anullere det dagen efter men i stedet... så endte vi sammen og jeg ville aldrig ha gift mig så hurtigt men nu når vi jo var det?" hun sukkede og knyttede sine næver og sagde"Velarian! jeg holder af dig for helved!... jeg vil ikke miste dig... jeg ked af alt det jeg har gjordt jeg kan ikke rette mine fejl, sig hvad som helst jeg skal gøre bare alt andet end at holde mig fra dig... jeg vil gøre hvad som helst for at du lægger dit blik mod mig igen velarian! vores venskab er for kostbart til blot at lade det ende sådan her!" hun rakte langsomt og nervøst rystende på hånden ud efter Velarian der kun var få cm fra hende.

Han rystede på hovedet, stadig uden at se på hende.
"Du har allerede mistet mig Kajika. Nogen ting kan ikke rettes op på... du har kylet rundt med mit hjerte og ladet mig dvæle ved drømmen om dig og mig sammen... og så gifter du dig med en anden. For derefter at fortælle mig at jeg ikke er en mand, og at du aldrig ville kunne holde ud at have et forhold med en som mig. Nej jeg kan ikke tilgive dig. Jeg har gjort alt for dig... og du har slået mig ned og trampet på mig. Og jeg er ikke den eneste." sagde han.
Endelig så han på hende.
Hans øjne var kolde og hårde, og det var tydeligt at han foragtede det hun havde gjort.
"Det du har gjort, er i mine øjne værre end det Zane gør mod Di Morga. Du har slået kærligheden ihjel."

Kajika så på Velarian og kraglede stille bagud i det tårene stille blev ved med at komme og hun ville åbne munden og sige noget men det eneste hun kunne få frem var"jeg... jeg mente det ikke jeg var blot sur.." hun rejste sig langsomt op og bed sig let i hånden i det hun sagde"jeg.... jeg slår op med barishan og anullere kontrakten eller dræber mig selv... ingen fortjener en som mig de fortjener bedre ... velarian du har ret.. jeg skulle blot ha forblevet død da din bror ... da din bror dræbte mig" hun vendte ryggen i det hun satte i løb mod den klippe hun døde ved... første gang!.. og os den første gang hun virkelig mærkede smerten i livet... Hun løb gennem grenene i det hun tænkte*undskyld Velarian jeg mente intet af det... du fortjener bedre, jeg vil ikke mere være nær dig, dit blik er være end da jeg forelsket mig i Ma´lakel, selv dit blik er være end Ma´lakels.... det første gang jeg ser dig virkelig som en mand... en mand der fortjente respekt... en mand der ikke skulle bedrages af så billig en tøs som mig!!! jeg hader mig selv* hun mærkede vinden fra den høje klippe i det hun lukkede øjnene og råbte"JEG HADER MIG SELV!"

Han sukkede. Selvom han hadede hende, kunne han ikke lade hende dræbe sig selv, så han løb efter hende. Da hun nåede ud på klippen, og råbte at hun hadede sig selv, trådte han frem mod hende.
"At dræbe dig selv er at flygte, Kajika. Det ville også knuse Barishan. Lev med det du har gjort, og lev med konsekvenserne." sagde han og lagde armene over kors. Han så på hende med det samme kolde blik som før.
"Lad være med at chicken out." sagde han så.

Hun havde så meget fart på at da hun fik stoppet lå hun der nær kanten foran Velarian.... næsten.. hendes hoved mod de kolde sten, og hendes arme stille forrevne. hun lod sig blidt skubbe halvt op med armene som armbøjninger, og mærkede skammen.. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet og sagde"nej jeg kan ikke leve med det... jeg kan ikke leve med det Velarian du hader mig ligesom alle andre nu og du har ellers altid støttet mig.. jeg ber dig lad mig blot dø igen her... hvor jeg døde første gang hvor hele mit liv og mine fejl burde forsvinde,....." hun så mod de rå bølger der kastede sig mod klippen voldeligt og kunne knuse knogler ved blot sammen stødet mellem klipperne... hun så stille op mod Velarian med tåre i øjnene og sagde"undskyld velarian du er en mand okay... men du blot ikke den slags jeg forelsker mig i, nok er du dejlig og rar og forstående men os piger, næsten alle har brug for en der til tider har lidt mere end blot godhed i sig, en der kan være vild... jeg undskylder af hele mit formørkede ikke eksisterende hjerte... jeg ikke noget guldhjerte jeg blot hjerteløs og burde os være loveless" hun lukkede øjnene i og rejste sig langsomt...

Han så hårdt på hende og rystede på hovedet.
"Gå din vej Kajika, og vov ikke at såre Barishan ved at dræbe dig selv. Vov ikke at stikke halen mellem benene på den måde. Find din styrke frem, og lev med hvad du har gjort... Hvis du dræber dig selv nu, vil jeg forbande dig langt væk resten af mit liv." sagde han alvorligt.
Han fattede ikke at hun opførte sig sådan. Forstod hun slet ikke at der var mere end Kajika og ham på spil? Barishan var blevet rodet ind i det her nu, og han havde ikke fortjent den smerte det ville påføre ham hvis Kajika døde.

Hun betragtede Velarian i det han var så alvorlig og sagde"nej det ville jeg aldrig gør! velarian men vis det såre dig så meget!! jeg vil ikke miste dig!... du forbander mig jo allerede! jeg kan intet rette op mere mit liv har nået sin ende og det eneste jeg har brug for er min velarian altså som ven" hun tog fat i hans ben og svang sine ben om hans ene ben og så op mod ham i mens hun holdte fast i hans bukser ved buskebenet og sagde"jeg gir ikke slip...." hun så stædigt på ham og sagde"jeg slipper aldrig ikke.... ikke før du siger du hader mig over alt på verden siger sandheden om mig... siger hvad du har inden i dig nu... siger det du vil sige... jeg slipper ikke før" hun holdte godt fast og ville ikke SLIPPPE!.