Starten på en lang nat.. - Åben

Omgivelser: På banegården i nærheden af en paron, hvor toget er nordgående. Der er meget lidt mennesker til stede, pågrund af tiden. Kun en flok fulde drenge, der gik frem og tilbage og larmede.

Sted: De Ferme

Tid: 11.00

Vejr: Overskyget.


Belafont stod lænet op ad en pæl, og kiggede ned på togbanen. Han havde egentligt ikke megen grund til at være der, men han ville prøve og tage et af togene fra denne station. Han havde spurgt sig selv et par gange, men rystet det fra sig, da han ikke rigtig kendte en grund selv. Måske ville han bare dyber ind i byen... Måske ind på diskoteket senere? Men Belafont var holdt op med at prøve at finde en grund. En gruppe unge drenge, gik og larmede, kastede med dåser, og lavede balade på denne lørdag nat. De hvade indtilvidre ladet Belafont være, så han ignorerede dem bare. Og håbede at de ville lade ham være. Han klikkede sin tommelfinger negl imod hans pegerfinger negl, og sukkede af kedsomhed.

Mikala gik på parongen . Hun hade en nedrinen kjole på og sin taske hun gik og sang hun skulle med toget tilbage til hendes fødeby og til hendes mormor som bor der hun skulle hjem til hende i nogen dage men hun skulle det til for at komme sig lidt

Belafont fortsatte med at klikke sine negle imod hindanen, og kiggede hen imod de unge drenge. De kiggede alle over på ham, og begyndte så at grine, og gå hen imod ham. Han sukkede dybt, kiggede ned, og rystede hovedet. Da drengene var kommet hen til ham, gik de bare forbi ham. Han lyftede øjnbrynet, og kiggede efter dem. Han kunne nu ikke se hvor de skulle hen, da de fire drenge fgik så tæt. Han smalede sine øjne en smule, og gjorde sine negle skarpe, satte dem i pælen lidt over hans hovede, og lyftede sig lidt op, så han kunne se hen over dem. Han så en pige lidt længere hen af parongen, og sukkede igen. Han gav slip, og fulgte så efter drengene, uvis om hvad de havde i tankerne, men regnede ikke med det var noget possitivt, deres opførsel taget i betragtning.

Mikala tog sin jakke på . Hun så bange men træt ud hun så på drengen da de komme i mod hende hun tark sin jakke godt omkring sig hun så ned hendes hænden hun var meget stille og sagde næsten ingen ting og det linde hende ikke

Belafont knurede en smule da han læste de unge drenges tanker, hvis Mikala gjorde det samme, ville hun straks hører at det bestemt ikke var venligtsindede. Han satte i et sprindt, og løb et stykke væk, forbi dem uden de kunne nå at ligge mærke til det, da de bare var mennesker, og så hen bag en søgle i nærheden af Mikala. Han gik derefter helt naturligt som om intet var hent, hen ved siden af Mikala, og lagde en hånd rundt om hendes talje, og kiggede lige frem. Han håbede at drengene ignorerede ham af en bestem grund, så hans tilstedeværelse var nok til at få dem til at ombestemme sig.
"Bare lad som ingen ting, hvis du kan.. Måske vil de ignorere os.. Og så slipper vi for en konfrontation." Belafont snakkede meget stille, for at drengene ikke kunne hører ham.

Mikala så forskærget ud . Mikala nikke og inoret dem men hun hade det skidt hun var nød til at sætte sig ned , inden hun vile falde sammen hun satte sig ned hun ryste en smule og hendes tog var forsinket med 2 timer og 5 minuter

Belafont kiggede langsomt hen imod drengene, som stoppede da de så ham. De snakkede sammen i et stykke tid, og blev så stående der. De begyndte at larme og drikke igen, men blev ved med at kigge over på Belafont og Mikala. Belafont sukkede en smule, og kiggede ned på Mikala.
"Du ser ud til at have det skidt.. Er der noget jeg kan gører for at hjælpe?" Spørger Belafont venligt, inden han knæler ned ved siden af Mikala, og kigger lidt halv bekymret på hende.

2 nej det skal nok gå bare de ikke ville larme så meget det gøre ondti mine øre " adge Mikala og lænde sig tilbag på binken hun tog en flaske med vand op og drak af den hun sukke vis nu bare hun kunne holdt sin sygdom i skrak ind til hun var hos sin mormor

Belafont lagde en beroligende hånd på hendes hovede, og kiggede så op på drengene. Han knurede en smule, og løb forbi Mikala. Han løb hen til dem, og slog en af dem hårdt på skulderen for at provokere, hvorefter han løb forbi dem, og op af en trappe til vejen oven over. Drengende råbte of fulgte efter ham så hurtigt de kunne. Da de var kommet op af trapperne, og et par minuter senere, kommer en Ravn flyvende ned af trappen, og hen ved siden af bænken. Den forsvandt i en lille sort sky, og Belafont rejste sig ud af den.
"Sådan.. Kunne jeg vel lige så godt have gjordt fra starten... Men vidste ikke de havde et problem med larmen. Er jeg ked af frk." Han snakkede stille, for ikke at larme for meget, da han jo ved det gør ondt på hende.

" det er okey " sagde Mikala hun så ned på sine sko hun ryste en smule hun frøs lidt da det var en smule kold for hende

Belafont vendte sig, og skulle til at gå, men lagde mærke til at hun frøs. Han sukkede meget stille, og vendte sig om imod hende igen. Han tog sin jakke af, imens han gik hen til hende, og lagde den venligt over hendes skuldre, og sørgede for at den kom rundt om hende ordentligt. Efter han havde gjordt det, rejste han sig, og blev stående ved siden af bænken, imens han kiggede ned på hende.
"Hvordan kan det være at du sider her på den her tid af natten?" Spurgte han.

" jeg skal med toget ud til min mormor og være en uge for at komme mig efter jeg har været syg i nogen uger " sagde mikala hun hade haft feber i flere dage og det var ille over endnu det bliv være og være

Belafont nikkede en enkelt gang, og kiggede frem og tilbage over banerne, så ned på hende igen.
"Hvornår kommer dit tog så? Virker som et mærkeligt tidspunkt at tage et tog på. Specielt med lårkårt på..." Han nikkede ned imod Mikalas lår en enkelt gang, og kiggede væk med et enkelt grin.

" den skulle være komme om nogen minuter nu " sagde mikala og tog sit tæppe på hun frøs så meget at hun ikke kunne falde til ro nu hvor hun skulle

Belafont kiggede ned på Mikala igen. Han havde ikke andet han kunne tilbyde, end den jakke han allerede havde lagt over hende, da han nu kun stod tilbage i hans læder dragt. Han kiggede imod syd igen.
"Hm. Er der noget andet jeg kan gøre?" Belafont kigger ned på Mikala igen, stadig en smule bekymret.

2 næ der er ikke noget du mere kan gøre jo en ting vil du siden til vis du dere toget nr 5 for så vil jeg lige tag en lur " sgae Mikala hun skulle nemlig med toget nr 5 som kørte ud til hendes mormors gård hendes mormor og morfar hade ikke bor sammen side Mikala var meget lille

Belafont smilede og nikkede en enkelt gang.
"Kan jeg godt. Havde ikke nogen planer for i aften alligevel, og du ser ud til at have behov for søvn. Så læg du dig bare til at sove." Belafont kiggede ned af sporet, og lagde armende over kors.

Mikala faldt ret hurtig i søven og nynne stille i søven det gjore hende så glad og stille men også rolig hun hade det ike alt for godt

Belafont kiggede ned på Mikala, stadig en kene bekymret. Da hendes tæppe og hans jakke faldt en smule af hende efter hun var faldet i søvn, skyndte han sig at hurtigt putte det omkring hende igen, så hun ikke ville fryse mere end hun allerede gjorde. Da han havde gjordt det, rejste han sig, og holdt øje med om toget kom.

Mikala sov og hade det meget beder igen . Hun hade ikke sovet i flere dage på grund af hendes morfar og 2 fætter hade bruget hende som bokseboldt og blodbank hun hade midste en del blod i de dag hun hade sover hjemme ved dem

Belafont opfangede nogen af hendes tanker uviljet og rystede en smule. Han havde svært ved at forestille sig hvorfor man kunne te sig som et dyr overfor en pige som hende. Han kiggede ned på Mikala i et stykke tid, så rystede han hovedet og kiggede imod den retning at toget skulle komme, igen. Han sukkede blidt og rystede op hovedet igen. Så kunne han se et tog komme imod parongen. Han kiggede efter og så at det var det tog som Mikala skulle med. Han gik hen til hende og knælede ned ved hendes side. Han lagde en blid hånd på hendes skulder.
"Frk.. Frk dit tog kommer nu.. Er ked af at du ikke kan nå og få mere søvn, men det ankommer nu." Sagde han lavt, for at vågne hende så blidt som muligt.

Mikala vånger og så på ham og så på toget hun rejste sig og pakke tæppe sammen og gav ham hans jakke igen " tak skal du har og tak for lån af din jakke 2 sagde mikala og gik til toget men hun måtte ikke kom ombord da de ikke ville ha hende med men hun fik til stdst lov til at komme ombord hun vinke til ham 2 farvel og tak for hjælpen vi ses nok igen 2 sgade mikala i det toget kørte

Belafont grinte og vinkede til hende, og lagde sp henderne i lommen.
"Damn... Det var det tog jeg skulle med..." Hviskede Belafont. Han rystede så hovedet og sprintede efter det. Han kom op på siden af det med sin høje fart, og så hoppede han op og tog fast i kanten af det, og fik sig hevet op og stå oven på det. Han gad ikke til at finde en vej ind, så han blev bare der. Han dukkede sig hver gang der kom noget i hans højde, og holdt balancen perfect.

Mikala sad på et sæde for sig selv . Hun sad og skrev i en bog hun hade med sg for uden den kunne hun ikke vide hvor når hun hade fat et anfalde , eller ej hun sad bare og snakke ikke med nogen som helst