En stille dag i skoven... Eller? - Bleedingangel privat

Sted: Skoven
Tid: 14:05
Vejr: Overskyet
Omgivelser: Man kan høre en der kæmper imod noget der lyder som vilde dyr.



Det kunne høre et godt stykke væk, inde i skoven et sted var der en person der forsvarede sig selv. Der kunne høres lyde fra en klinge og nogle brøl. Inde i skoven var Cricker stødt på nogle varulve. Der var nogle stykker af dem, alt for mange til at han kunne klare dem alene. Man kunne se at han var blevet såret, man kunne se at hans arm blødte, men han kunne sagtens kæmpe endnu, men ikke så godt som han ville i fuld helbredt tilstand. "Smag den her bæst!" Idet Cricker sagde det, kom der en rod op fra jorden, og den slog varulven nogle meter tilbage. Med en arm hængende ned af siden og et samurai sværd i den anden stod Cricker ansigt til ansigt med hvad der måske var hans død.

Damian vandrede rundt i skoven i sin ulveform, som han så tit gjorde når vejret ellers var til det.
Ikke søgende bare, stille og roligt. Damian havde fået stillet sin tørst efter blod aftenen forinden. Det havde givet ham alle hans kræfter tilbage. Han havde ellers været svag, af mangel på blod.
Han vandrede rundt i sine egne tanker om aftenen forinden, da han pludselig lagde mærke til lyden af kamp.
Han stopper op og kigger sig omkring. Han fulgte lyden, igennem skoven helt lydløst indtil han så hvad der havde skabt larmen. En enkelt mand, med såret arm og et katana i den anden hånd mod nogle varulve. Hvor mange der var kunne han ikke se, men der var flere end manden kunne klare på egen hånd. Damian havde absolut alt imod varulve så han tøvede ikke længe med at angribe den nærmeste. I sin ulveform, sprang han, i voldsom fart i struben på den nærmeste og flåede den op.
Manden var ikke længere alene.

Cricker kiggede forundret på ulven der lige var kommet hoppende frem, han stod helt målløs, var det et trick eller var ulven virkelig på hans side. Der var ikke tid til at tænke på det nu. En varulv kom løbende imod Cricker. Han kiggede på sin sårede arm og kom med et smil. Han løb derefter hen imod den selv samme varulv, men et par meter fra den kastede han sit katana, det sad fast i maven på ulven. Cricker hoppede op så han stod på den side af klingen der ikke var skarp (Hvilket også var den side der vendte opad) Han tog fat i sværdet, lavede en halv salto i luften og skar ryggen op på varulven så den døde med det samme. Det tog tydeligvis hårdt på ham da han har brugt en masse energi til også at lave magi til at dræbe dem. Han så nu endnu en varulv der kom løbende. Han satte sig ned og knælede. Han havde ikke mange kræfter tilbage.

Damian var overrasket over måden, manden havde dræbt varulven på. Så præcist og dog så voldsomt!
En varulv kom stormende mod den kvæstede mand, og damian vidste at han nok ikke ville have meget chance mod udyret, så han gik i endu et spring, og denne gang sad han i ansigtet på ulven. Dens brøl kunne høres langt ude i skoven, men Damian gav ikke slip. Han bed til ind til den langsomt mistede livsgnisten. Damian kiggede sig omkring. Var der mon flere?

Cricker kiggede sig også omkring, der var ikke flere lige nu, men det brøl havde sikkert tiltrukket flere. Så de var nok på vej. Cricker kom op og stå igen og kiggede på ulven. "Tak for hjælpen.. Ugh.. Vi må.. Vi må se at.. Komme væk" Det var tydeligt at Crickers arm var meget skadet, hvor meget vidste han ikke, men der var ikke tid til at finde ud af det nu, de skulle finde et sted at gemme sig så Cricker kunne slappe af og få kigget på såret. "Forresten, inden du spørger.. Nej jeg bliver ikke en varulv selv, jeg forklarer når vi har fundet et sted at gemme os, men det skal være hurtigt" Cricker kunne ikke få sine vinger frem. Og hvis han kunne så havde han ikke kræfter til at flyve.

//out, Svare om et kvarters tid//

//Aww xD så i orden :P //