et hyggeligt sted (Neo)

S: nains inn
o: væsner der hygger sig, men ikke så mange igen
v: blæsende
t: aften

Taisho trådte roligt ind af døren og så sig omkring.
Luften var lidt tyk, men dejlig varm efter som det pludselig var blæst op udenfor.
Vinden udenfor var kold og han havde besluttet sig for en gangs skyld at tjekke Nains inn ud.
De var jo også kendt for deres gode mjød.
Han fandt et træbord med stole, lidt henne i et hjørne hvor han satte sig og snart kom en tjener gående.
"Ja?"
"Jeres berømte mjød" snart fik han et krus og tjeneren gik igen.
Nogen kiggede på ham, helt van til dæmoner var de vidst ikke her.
Han smagte på mjøden, den var dejlig sød og lidt lun.
Virkelig god.
Han kunne smage humlen og en smule honning?

En lille sort kat, med hvide poter, hvid hage, hvidt bryst og hvid halespids lå nedenunder et bord. Den spindede tilfreds, da alle havde ladet den være, så den kunne have tid for sig selv. En lille flue fløj ned og satte sig på den lille killings næse, og den blev hurtigt klappet væk. Den lå bare og slappede af indtil han hørte to snakke. "...berømte mjød." var det eneste den lille killing opfattede. Det var åbenbart en dæmon der sad ved det bord, da katten tydeligt kunne dufte det. Han strakte sig, og blev liggende under bordet.

Han så lidt rundt på gæsterne, nogle dværge og nogle andre han ikke lige gad at placere, måske fordi han bare ville slappe af nu.
Han smilte lidt, hun havde åbentbart haft støre indtryk end han ville vide af.
Han rystede lidt på hoved og noget af hans lange hvide hår gled ned af stolen og hang lokkende ned af stolen.
Lige noget for en kat at lege med...

Den lille killing var ikke legesyg lige nu, bare træt, men for sjov kunne han da godt irritere dæmonen. Katten rejste sig langsomt, og gik hen mod det hvide hår, som killingen hurtigt bed fat i. Han rykkede det til sig, og fløj så ind under bordet igen. Bare han ikke var blevet opdaget, det var den eneste tanke der løb igennem hans hoved. Han lagde sig træt ned, og gled nu langsomt ind i søvnen igen.

Han mærkede noget hive ham i håret og han nærmest stivnede og sad helt stille.
Folk var holdt op med at glo på ham og bemærkede det derfor ikke.
Han trak håret til sig og så under bordet.
Lidt derfra lå en uskyldig lille killing og forstillede en der sov.
Han smilte lidt, bare en killing...eller hvad? En svag duft af...Animagus.

Han mærkede hvordan dæmonens blik hvilede på ham, hvilket gjorde det lidt besværligt at falde helt i søvn. Killingen blev bare liggende på den måde han nu gjorde. Men han rejste sig hurtigt og forsvandt ud af kroen. Han forvandlede sig til menneske, dog uden at nogen så ham. Han sad bare, Og sad. Hans hoved var tomt for tanker, og han kunne ikke rigtigt gøre det helt store. Han ville ikke ind på kroen igen, da kvinderne bare ville overfalde ham. Sidst han havde været derinde havde han ødelagt halvdelen af kroen, men det var ikke noget han kunne huske.

Han drak det meste af sin mjød og lagde nogle penge ved siden af kruset, enden han fulgte efter killingen ud.
Folk kiggede lidt da han lukkede døren efter sig.
Udenfor havde vinden lagt sig lidt og det var ikke lige så køligt.
Han så til sin side og fik øje på en dreng.
"Tænkte det nok" smilte han lidt, da han gættede han havde været killingen.

Neo kiggede op da han hørte dæmonen's stemme. Den var på en måde beroligende, men dog lidt skræmmende på samme tid.
"Hvad tænkte du?" spurgte han stille. Han havde hevet sine ben op til sin hage, og havde lagt armene om det. Neo rettede sit kønne ansigt mod gaden igen, og de brune øjne rettede sig mod bjergene der kunne ses et par km fremme. Han nynnede svagt, men man kunne ikke høre det. Nærmest som hvis han hørte en melodi inde i hovedet på sig selv.

"At du var animagus" hans blik fulgte hans og han så mod bjergene, han kom i tanke om en hytte fuld af lig, oppe i bjergene.
Han sukkede lidt og lænede sig op af væggen og så på himlen i stedet for.

Han trak på skuldrende. Nu vidste dæmonen hvad han var, og det gjorde ham ikke det store. "Smagte mjøden godt?" spurgte han stille. Han rejste sig op, og lænede sig op af gelænderet, der var mindre end en halv meter fra ham. Han satte sig op på det og undersøgte den hvidhårede dæmon. Hans hænder søgte sammen, og han lagde dem på sine lår. Den spinkle, undervægtige krop så lidt underlig ud, men det var på grund af måden han sad på.

Han så lidt på ham
"Faktisk ja" smilte han lidt
"Men det bliver nok aldrig bedre end lidt vand" han trak lidt på skuldrene og så op på himlen da en ørn kom flyvende over dem.
Ørne var smukke og altid opmærksomme, han havde engang kommet lidt for tæt på en ørne rede og det havde forældrene ikke været særlig glad for, men heldigvis var der ikke sket noget, selv om de havde skarpe kløer og næb.