I love the rain! - Maila

Man kunne høre hvordan regnen slog mod søens overflade, hvordan vinden rev i træerne. På himlen var der ikke anden at se, end sorte skyer. De hang tungt på himlen, og en masse vand strømmede ud af dem, som var det et kapløb. Duften af regnvand, gjorde stedet fredeligt, men dte fik alligevel en... på en måde lidt dyster stemning.
Det havde snart regnet hele dagen, og det ville blive ved til natten var omme. Det var meget sent... Klokken var nok deromkring klokken 1 om natten.
I sandet, der førte ud til søens vand, sad en pige. Hendes lange mørke hår var helt gennem blødt, og det samme med hendes tøj. Hun var iført en hvid top, så hendes armen var bare, et par mørkeblå bukser, der sad virkelig stramt om hendes ben, men selvfølgelig var det meningen. Hun havde også sine elskede hvide converse på. Hun havde armene lagt rundt om de våde ben og hendes hage hvilte på knæene. Hendes grønne øjne, nød at se hvordan regnen ramte søen, og hvordan et meget lille 'springvand' kom til syne.
Denne pige elskede regnen højere end noget andet, selvom det egentlig ikke rigtig kunne ses på hende, eller jo lieg nu kunne det godt, for et stort smil, var plantet på hendes læber. Regnen ramte hendes hud, hårdt og det dryppede lidt fra hendes næsetip.
Pigens navn var Jaqiuline. Hun var helt ny i byen, og havde kun mødt... En person indtil videre. Det var ikke lige frem dejligt ikke at have nogen venner, men hun måtte leve med det indtil videre.
Hendes smil blev fremme og hun sad som en statue. Det eneste der rigtig bevægede sig avr hendes øjenlåg, der en gang imellem gled ned over hendes skindene grønne øjne.
Stjernerne der rigtig skulle have været på himlen, var dækket af de sorte skyer, selvom man en gang imellem lige kunne skimte en glimtenede ting. Enten var det den store måne, eller en smuk stjerne. Et let suk kom fra hendes læber og hun kunne mærke hvordan kedsomheden egentlig steg i hende.
Jaqiuline kedede sig så nu! En af de første gange hun havde kedet sig, mens hun var i denne by, eller egentlig den, første gang hun havde kedet sig. Nu håbede hun bare på at der ville komme nogen at være sammen med, selvom der nok ikke ville det.

Med lette skridt tog en blond pige afsted ind i skoven, hendes brune øjne flakkede vidt omkring for at indsuge de mange dufte og vinden der tog fat i det kort hår, hun fandt det befriende, det føltes vidunderligt at hun kunne mærke hvordan den løsnede hovedbunden fra varme, og samtidig var regnen over hende, som et betryggende skjold der jog al bekymring bort, som skyllede hende ren fra livets dårlige stunder, hun smilede glad. Langsomt åbnede hun sine øjne, og tænkte på en sang ‘Let it Rain’ den var virkelig god efter hvad hun kunne huske, så snart hun kom hjem til lejligheden igen skulle hun hører det, ligemeget hvor mange gange hun end havde hørt den før, hun smilede skævt og sukkede glad over denne befrienhed. Hun bed sig langsomt i læben slap den så og kiggede rundt inden de spinkle ben førte hende hen til søens kant. Her var ingen, men det var jo også sent på aftenen. Hun mumlede lidt for sig, og lukkede sine øjne hårdt i inden hun vendte dem mod vandet og betragtede det uklarer spejlbilled af hende selv, hun så underlig ud, lignede faktisk en gammel mager heks, en hoved rysten tog sig i bevægelse over den skører fantasi hun havde fået ind i sig, tænk at sige sådan noget om sig selv, hvis man skulle elske andre skulle man os elske sig selv, kun på den måde kunne man virkelig vide hvad ordet elske var, dog var det jo til flere grænser dette elske ordet betød. Hun fugtede sin underlæbe, gid det ville, de der tanker, de var jo til ingen nytte, eller jo, men ikke altid, *ARG STOP SÅ!* Skreg hun inde i sig selv og satte sig hovedkluds ned i græsset og lod sig falde ned på ryggen så hun kunne se op på himlen, der stort set kun var bedækket af regnskyer, ikke en eneste stjerne så synlig ud, syntes hun selv, hun mumlede lidt, hvor når var noget egentlig synligt? Hun syntes altid at får hver en ting man tænkte over, så eller rørte, måske også sagde, fandt hun det som om der hang en let tågen hen over det, hun kunne ikke forstå hvorfor, måske var det os bare hende der var skør? Ikke til at vide, men ingen var jo helt raske så at sige.

Stilheden blev brudt da nogle skridt kunne høres. Hun løftede hovedet og kiggede hen mod en eller anden person. Hun kneb øjnene lidt sammen og fandt så ud af at det... Var en pige... En menneske pige. Pigen sad egentlig ikke mere end en meter fra Jaqiuline, men hun ville nødig sige noget, så hun sukkede bare og betragtede pigen.
Regnen blev ved og ved med at slå mod jorden, vandet og hendes hud. Det føltes som en hel... Jah... En hel bunke af lykke, skyllede ned over hende. Regnen var så dejlig og for hende var det... Som at en masse lykke uden grund kom over en, når man blev ramt af dråberne, om så dte var i håret eller på huden.
Hun strøg lidt af håret væk fra øjnene og så fortsat på pigen, i håb om at hun måske ville opdage hende.
Jaqiuline, smilte skævt til pigen uden at vide om hun egentlig så det.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre lige nu, men lagde bare hovedet på skrå og lukkede øjnene, mens hun nød den dejlige dugt af regn, og lyden af det.
Man kunne nogle gange høre nogle små blop, hvilket kom fra nogle bitte små fisk der hoppede i vandet. Det kunne nok også godt lide regnen. Det var jaqiuline på en måde helt sikkert på at de kunne, da de jo levede i vand...?
Hun sukke lydløst, stadig med øjnene lukkede og uden at sieg en lyd.

//Undskyld, har ikke så megt krea længere :3//

Hun kiggede ned i søen og tænkte stille for sig selv, men rettede så sit blik op imod himlen, hvor var den smuk, måske fordi regnen kom glimtende ned fra den og fik det til at følelse som et eventyr? Hun smilede skævt, men kiggede så rundt om sig, da hun ikke havde bemærket at der var en anden til stede, hendes blik faldt på en kvinde omtrent hendes egen alder. I et stykke tid sad hun bare og kiggede på hende, hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget, men besluttede sig så for det og rømmede sig allerførst “Hey…” sagde hun stille og smilede lidt til pigen, hun var nu lidt usikker på om personen mon overhovedet ville snakke med hende, men det kunne hun jo ikke helt gøre noget ved, hun måtte jo bare trække sig på skuldrende af det, hun fugtede langsomt sin underlæbe inden hun kiggede rundt og fortsatte så på sin efterladte hilsen “Hvad laver du så herude?” Hun vædede sin læbe igen som om hun var afhængig af det, nogle mennesker gjorde det når de var nervøse, men hun følte sig nu ikke specielt nervøs, men hvad pokker, det kunne være lige meget, hun trak sine ben til sig og kiggede frem for sig imens hun bed sig i læben, dog ikke så hårdt da de ikke skulle bløde, hun kiggede rundt omkring sig med nogle tænkende øjne, hvordan mon livet skulle være for forskellige mennesker, hvordan ville jordens ende være? Hun var ikke en der troede på gud ovs. Den fortælling fandt hun alt for urealistisk, hun sukkede lidt og kløede sig tænkende i håret imens hendes tanker fór rundt om hvad der kunne have fået nogen til at skrive omkring sådan noget, og var det overhovedet sandt at gud havde skabt jorden, hun sukkede stille og rystede så på hovedet idet hun kiggede ned i jorden, for at finde på noget andet at tænke på, noget der gav lidt mere mening, så at sige, men sådan noget var jo ikke lige let, eller jo sin grad var det men noget som man kunne undre sig over, noget som man ikke smed væk lige med det samme. Et lille suk gled ud af hendes læber og kiggede op på himlen som stadig græd i mørket, det var utrolig så meget denne regn kunne gøre ved en.