I Want Tea x3 - Ahngel [Privat]

T: Sén aften... Så det er mørkt xP
O: Butikker, caféer, restauranter, hoteller, osv.
V: Skyet, mørkt, køligt
S: Di Morga - Terre

Rens blå øjne skinnede i lyset fra gadelygterne da han bevægede sig ned ad en tilfældig gade. Gågaderne i Terre var fyldte med mennesker der skubbede og puffede for at komme igennem hinanden; Mange af dem havde travlt, og andre gik stille og roligt rundt og så ind gennem ruderne på de butikker der var ved at lukke. Ren stoppede så pludseligt op at, en mand med en masse kasser i hånden, var lige ved at gå ind i ham. Ren tog dog ikke notits af mandens skældsord, da manden banede sig vej uden om ham. Ren trak sit lommeur af guld op ad lommen og så på det. Om to-tre timer ville alle restauranterne i Terre lukke. Ren lagde hurtigt lommeuret i lommen igen, og begyndte raskt at gå videre. Han stoppede op ved alle de fine restauranter han kunne se og tjekkede menukortet; Kun kaffe, intet the! Hvad var dette for et sted? Ren havde ikke drukket noget the siden han kom til Vie La Mort og nu havde han virkelig brug for det, mente han og begyndte at traske videre. Da han var kommet hen til enden af gågaden så han at der lå en forfalden bygning. ”Kaffe, the, kage” Stod der på et skilt som åbenbart var menukortet. De gik op for Ren at denne forfaldne bygning var en café og selvom den var ret klam at se på valgte Ren at gå derhen, der var jo the derinde, ikke? Han kiggede ind ad vinduet. Der var helt mørkt derinde; mon der var lukket? Han tog i håndtaget og døren gik knirkene op.

Den gamle bygning havde i en tid været et udmærket opholdssted at lade natten begynde at tage sit tag i væsenerne.. Alene duftene af the rundtomkring gav et indtryk af hvad der endnu var der.. nu dog forfaldent og mere eller mindre urørt fra en kærlig hånd i form af rengøring eller lignende. På en af de lange sofaer ved bagvæggen sad en meget lang og mager skabning indhyldet i stoffet fra en sort frakke af groft stof og med langt sort hår dækkende ned over det avantgarde farvede havblå forfaldne møbel. Hans nakke var skødesløst lagt tilbage på ryglænet så ansigtet vendte opad.. Så imod træloftet med nagler og sprækker i fra det forfaldne træ.. Ar i plankerne der i sin tid nok var rene og lakerede, men nu, trods formen havde holdt, ældedes det.. gjorde sig selv uigenkendeligt, trods det skulle være evigtvarende. Der var ikke rigtigt nogle skikkelser udover det, blot en barist der rastløst gik rundt inde i baglokalet og famlede med nogle tallerkener eller lignende.. små klirrende lyde kom derfra. Området duftede stærkt af en sød aroma fra en blanding mellem den indiske udgave af Earl Grey og en let vaniliesmag, hvilket udentvivl kom fra de halvtomme dåser der stod omkring med pynt og de hele theblade der ligeså skulle skabe lidt stemning i hele herligheden.
Ahngels røde øjne lod sig opspærres lidt yderligere og tvang ham tilbage til virkeligheden, hvor han sad i den ældre og let kundeløse café. Han hørte døren gå op og kom med et kort heh-smil inden han rettede nakken og så hen imod denne person. Unge person.

Ren så rundt i rummet; Han havde aldrig i sit liv set sådan et usselt rum nogensinde og det overraskede ham at der overhovedet var nogen herinde. En skiggelse henne i hjørnet på en nedslidt sofa og baristen bag baren var de eneste herinde ud over Ren, men det var mange i forhold til caféens kvalitet, mente han. Han overvejede om han skulle gå ud igen, men så så at skiggelsen ved bagvæggen var en han havde mødt før. Han følte sig dårligt tilpas, men trådte alligevel helt ind i rummet. Han slap døren og den smækkede så hårdt i at et billede som hang på vækken med et brag faldt ned og knustes på jorden. "Undskyld" Mumlede Ren, samlede billedet og glasskårene og aflevede dem oppe ved baren. "Jeg vil gerne bestille..." Han vendte kort blikket imod vampyren på sofaen inden han igen så på baristen. "...En kop english breakfast tea." Han ventede oppe ved baren imens baristen lavede the'en, og da baristen var færdig rakte han den over til Ren. Ren takkede og betalte og tog så imod the'en inden han langsomt vendte sig om og begyndte at gå hen imod vampyren

Ahngel lagde nakken stille tilbage imod ryglænet idet denne person med et stænk af aristokrat over sig gik op imod disken og bestilte en the. Det undrede ham ikke for at være ærlig over hans valg eller lignende. En the der var foretrukket af rigmand. Han rettede sig dog lidt op og lagde benen over kors idet hans blik kort blev distraheret af en ganske ligegyldig edderkop der kort bevægede sig i den venstre loftgavl. Han mærkede øjne på sig og vendte igen blikket. Hen imod denne unge nobelmand, der akkurat havde bestilt. Duften af den nybryggede the syntes at fylde den let tørre luft der allerede herskede i den indelukkede lille virksomhed.
"Sjældent at se en med sans for kvalitet.." sagde han så stille.. lod sinn stemme gennembryde stilheden imellem dem og lod det kort fremføres med et let, dog ulmende smil, som var det blot et skalkeskjul eller lignende. Han kiggede kort på theen og lod de ret så dragende øjne dvæle derved i en tid. Adskilte varme og kulde med øjnene, men fornemmede det uden den mindste kropslige føling.

Ren så roligt på vampyren. Stemningen var ikke så trykket mere, nu hvor vampyren havde brudt stilheden mellem dem, og han havde det allerede meget bedre, skønt det stadig gjorde ham lidt nervøs at møde denne… skabning igen. ”Kvalitet, ja.” Konstaterede han og satte koppen ned på bordet vampyren sad ved. Derefter satte han sig ned foran vampyren, uden at være blevet bedt om at tage plads, og rørte langsomt rundt i theen med den lille sølvske der lå deri. Han så meget optaget ned på koppen med the og så først op på vampyren igen efter at han havde drukket en slurk af den. Han satte theen på bordet, og betragtede ham. ”Goddag hr.” Sagde han, en smule køligt, men alligevel så høfligt at man ikke kunne klage over det. "Rart at møde dig... Igen..." Man kunne ikke høre på hans stemme om han virkelig mente det eller ej. Han løftede igen theen op til munden.

Ahngel lagde hovedet stille på skrå og betragtede den lille animagus imens han kom tættere på.. bevægede sig længere ind på Ahngels ret så omfattende rækkevide. Allerede her ville det være let som en leg så at sige, men han gjorde nu ikke noget. Han sad som han nu engang gjorde og skænkede ham et stille nik idet han talte til ham igen og kom med den lidt sene hilsen.
"Bonjour.." sagde han stille og betragtede Ren i en god rum tid uden egentlig at sige noget allerførst. Han lugtede, efter Ahngels mening, langt væk af aristokrat og det finere selskab. Ikke noget man så særlig meget til i denne snuskede by.
"Og i lige måde." sagde han så og lod de røde øjne dvæle på animagussen endnu engang og ganske ublufærdigt. Øjenkontakt gjorde ham intet og han var sådan set ligeglad om folk fandt det stødende at han selv havde for vane med at glo ret længe på folk sådan uden videre.. men så igen. De fleste der han kom fra ønskede gerne den form for opmærksomhed fra ham.

Han følte sig truet, og så alligevel ikke. ”Du...” Han afbrød sig selv og så direkte på vampyren. Han brød sig ikke om vampyrer, især ikke denne. Han skulle ligesom trække ordene ud af ham, at have en samtale med vampyren var svære end han havde regnet med. Især at starte den. ”Du...” Han prøvede endnu engang men det lykkedes ikke. Det var ikke fordi han stammede, men fordi han gav op efter blot dette ord: ”Du”. Han vidste ikke hvad skulle sige. Han havde ikke mere at sige. Denne vampyr gjorde ham utryg, ikke bange, men utryg. Bare utryg. Han så hen mod bartenderen, som ikke lagde mærke til noget. Han stod bare og tørrede et ølkrus af, med en beskidt klud. Gad vide hvordan manden ville reagere hvis han vidste der var en vampyr herinde? Mon manden blev vampyrens næste måltid? Ren væmmedes ved tanken. Det var ikke fordi han havde sympati for manden på nogen punkter, men det at suge blod... Ulækkert! Han fik en grim smag i munden, men skyllede den ned med noget mere the. Han så lige ind i vampyrens blanke øjne. ”Du... Kunne du tænke dig noget the?”

blanke røde*

Langsomt tippedes vampyrens ansigt imens de røde øjne så afventende på denne lille fine skrøbelige animagus. Den stammede? Den var stum? Begge øjenbryn hævede sig og understregede endnu et afventende og tæt på opgivende udtryk. Dette var selvfølgelig en pålagt maske, da man i hans øjne fandt en umådelig morende tone. Modig kunne man vel sagtens kalde den lille skabning? Et smil prydede endelig vampyrens ansigt. Lutter morskab måske imens drengen syntes at have sværere og sværere ved at galpe op. Drengen kiggede imod bartenderen. Søgte han hjælp? Stikord? En manusoplæser? Beklager lille ven.. Her skal der improviseres og du har allerede mistet din troværdighed. Endelig afsluttede den lille sin sætning. Sikken skam. Smilet sad dog stadig ved som han med vilje søgte drengens øjne, og hvis denne kiggede tilbage, ville denne føle den trækkende fornemmelse, som syntes at strømme som en løbsk strøm fra vampyrens brændende dragende øjne. Tråde om ens fingerspidser ville mærkes som de var magnetiske til vampyren.. Omgivelser blive en smule mere ubetydelige, samt den stol han sad på og den luft, som den lille indåndede. Langsomt.. uden at fjerne øjnene fra drengen ville vampyren læne sig fremad over bordet, søgende med den højre hånd, som med sin egentlige overraskende længe ville få fat i drengens hals.. ’nænsomt’ som et seduktivt kæl. Hurtigt smøg den sig opad og fik fat i drengens kæbe, stadig gentil, dog hvis drengen brød den lille kontakt.. eller nærmere forsøgte på det, ville Ahngels hånd tage et mere fast greb derom, så denne ikke ville kunne slippe uden at skulle bruge mere drastiske bevægelser, som nok ikke ville falde en rigmand naturligt.
”The… er lidt for banalt for min smag.” Tommelfingeren gled langsomt over drengens hage og den skarpe negl ville kunne mærkes prikkende og pirrende imod huden, dog uden at lave hul. ”Samt er det ikke tilfredsstillende for mine sanser. Lugten er for fyldt med falskt liv.” Hånden bevægede sig ned over halsen igen og mærkede på selve halsbenet og det spirende adamsæble, som han antog stadig ikke var fuldt fremtrådt. ”Samt giver det ingen varme til min hals.” Hans stemme hvislende og hans øjne endnu nære og uden at vige et sekund. Smilet syntes at dø hen til noget mindre og mere formelt, trods hans krop handlede ligeså skandaløst som før. ”Jeg husker ikke at vi er gjort dus. Burde en af finere afstemning ikke have mere respekt for sine klassefælder og højere?” Han lænede sig frem så deres ansigter blot var få centimeter fra hinanden. Et enkelt halsstræk mere fra vampyren og han kunne stjæle et kys hvis han ønskede eller bide en lap af barnets kind af.
”Hm?”