Runing Away! ~Chase~

TidsPunktet: 17.23
Stedet: Sombre - Parken
Omgivelserne: Få mennesker, træer og buske samt en sø
Vejret: Lidt kølig vind men ellers fint

Op en lille råden træ bænk lidt fra de andre mennesker og væsner der havde haft den gode idé at komme til Sombre sad Natalie. Hun havde trukket begge sine ben op til sig på bænken og hendes arme var lagt om dem for at holde dem tæt ind til sig. Halvdelen af hendes ansigt var gemt i hendes knæ og hendes blik var rettet næsten ligefrem for sig men også lidt ned i jorden. Hun sagde ikk noget og rørte heller ikk på dig mere end lige at trække vejret og rykke lidt på sig for at sidde bedre. Hun var iført et par mørkeblå jeans, en lyserblå langærmet og tynd trøje med en sort top inden under og et par sorte balarinaer og lyserblå sokker for ikk at få kolde fødder i den kølige vind der legede lidt ned de løse totter af hendes rød-brune hår der ikk sad fast i en knold (Ava). Man kunne skimme en stor blodforsamling ved hendes ene side af hovedet. Mellem hendes øje og kind og helt inde ned hårets start. Det var der lussingen havde ramt hende. Hun rystede stadig lidt men syren i benene var så småt forsvundet efter at hun havde løbet hurtigt væk. Hun sukkedes svagt og støttede så sin pande mod sine knæ og hendes øjne var klemt hårdt sammen.

Hastige dog rolige skridt fra et par nedslidte, opsnørede militærstøvler kunne høres, og lydene fra de tykke skobunde der blev slæbt hen langs jorden blev tydeligere og højere for hvert skridt, der blev taget. Nærmede sig langsomt Sombre, Di Morgas park. Netop som vedkommende nåede til starten af Parkens areal, hørtes et højt 'kli-iing', da et eller andet bygget af metal landede på jorden. "Dammit!" blev der hvæset, inden den mørke skikkelse trådte ind i parken. Chase, som denne halvvampyr hed, havde nu et lidt bedre tag i sin store skruenøgle, så han ikke skulle risikere at tabe den endnu en gang. Med et dovent blik lod han sine øjne scanne området for folk, men da der ikke lige var noget, der faldt ham i øjnene i første forsøg, begav han sig bare lige så stille videre ind i Sombre. Så ind imellem ned på et par glemte ting, der lå spredt hist og her. Han standsede brat op, netop som han nåede hen til et tilfældigt træ, som han lidt åndsfraværende lænede sig op ad. Hans halvlange, sorte pandehår havde lagt en skygge for hans ansigt, så hans øjne ikke rigtig var til at se, men på hans hovedstilling kunne man se, at han stod og kiggede op i himlen. Et højt, melodramatisk suk undslap hans blege læber, hvorefter han begyndte at kaste sin svensknøgle op i luften for derefter at gribe den igen. Selvom dette ikke ligefrem var den mest fredfyldte by, så skete her fandme aldrig noget. I hvert fald ikke når man allermest havde brug for det. Han var træt af altid selv at skulle skabe lidt ravage, bare for at der skulle ske et eller andet, så han ikke ville falde om af kedsomhed.

Nata strammede grebet om sine ben og valgte så at se op så hendes øjnes smukke klare grå farve blev afslørret for omverden. En vrede voksede i hende og det kunne sagtens ses på hendes ansigts udtryk. Og hendes hænder blev knugede. Og hendes aura blev mere kraftig. Hvorfor skulle hun have en anden behandling end de andre i den forbandede familie. Bare fordi at hun var anderledes. Bare fordi at hun tilfældigvis ikk var menneske. Det havde jo ikk været hendes skyld at hendes forældre ikk havde været mennesker. Så kom det. Et pludselig og ret højt udbørd kom så fra hende. Ikk et smerte eller glædes udbrød men et..vredes udbrød. Hendes aura kraft steg en del og et isblåt lysskimt kom fra hende. OG da det lagde sig igen var det område i en radius af 7 meter fra hende dækket af is. Frosent vand. Der ikk smeltede i den lune tempratur. Men forblev..is. Natalie sad så igen bare stille og så udover det smukke islandskab hun havde skabt. Det havde hjulpet en smule en ikk meget. Hun havde kommet af med lidt af den vrede der havde boblet og syret i hendes krop.
Et svagt suk kom over hendes læber og hun slappede mere af dog forblev hun siddende helt sammenkrøllet. Folk havde været heldige at de holdt sig fra det område hun sad i. For elleres ville de have kunnet føle hvordan det ville være i en dybfrosser og hun havde ikk ville tø dem op igen.

Chase sænkede dovent sit blik fra den betrygnende, rolige himmel, da hans øjne opfangede et ellers andet lysglimt ikke så forfærdelig langt fra ham. Hans øjenbryn blev straks skudt i vejret ved synet af den pludselig opståede is, der nu fyldte et ret så stort stykke af parken. Hvor pokker kom dét nu fra? Han havde i hvert fald ikke gjort noget. Søgende lod han sit blik glide rundt i Sombre med et vågent øje, indtil det til allersidst landede på den - der muligvis - var kilden til alt dette. Hans ellers udtryksløse ansigt blev flækket i ét stort smil, hvornæst han med målrette skridt begav sig over imod den endnu ukendte pige, der sad henne på en af parkens bænke. Alene. Helt alene. Han stoppede dog en enkelt gang op, da han nåede hen til isen. Så undersøgende på den og lod sin ene fod med stålpladen på skosnuden sparke lidt til isen. Det var nok nu, at hans skateboard'færdigheder rigtig kom til nytte.
Han trådte prøvende ind på islaget og jokkede dernæst hen mod pigen med nærmest glidende skridt. Som hvis han havde haft skøjter på. Ved at sætte den en hæl imod isen glatte overflade, fik han på dén måde bremset sig selv. Lige nøjagtigt tids nok før han så ellers ville have ramlet ind i bænken. Pigen, han endnu ikke havde fået sat navn på, lignede godt nok ikke lige en, der ønskede selskab, men han skulle sgu nok få blødet hende lidt op. Om det så var nok at sende et par blødsødne ord i hovedet på hende, eller om det krævede lidt hjælp fra hans skruenøgle, måtte tiden jo vise. "Hey, cheer up, trunte ... ellers ender det bare med, at du får frosset hele parken ned." Han drejede en halv omgang rundt, dumpede ned på bænken ved siden af hende og fæstnede derefter sit blik på hendes ansigt. Eller det han kunne se af det. Hvilket faktisk ville sige overhovedet ikke noget. Så han endte med at rette sit blik imod hendes hår i stedet for.

Natalie forblev stille siddende helt sammen krøllet selv om at hun sagtens kunne høre glidende skridt hen over den nu islagte jord. Hun fulgte personen. En dreng eller måske en ung mand. Det kunne hun fornemme og høre. Skridtende var mere..hårde og bestemte end hvis det var et hunkønsvæsen. Hun pressede så sine ben endnu tættere ind til sig da han ikk så ud til at gå forbi hende men hen mod hende. Hvad ville han mon? Sikkert ikk noget bestemt. Bare se forfærdet på hende som om at hun var et misfoster. Men da han så stoppede op bevægede hun sig så lidt på sig. Men hun så ikk på ham. Forholdt sine grå øjne ned mod jorden lidt frem for sig. Mens at hendes mund var solidt lukket. Dog kunne hun skimme ham gennem øjenkrogen. Kun lige omridset og..han skruenøgle? Hun så lidt mere ned. Hvad fanden skulle han bruge den til? Og så i den størrelse? Men hun fik de tanker smidt om bag i da han så sagde noget til hende. Men hun reagede ikk på det.
Da hun så kunne mærke et bumb og mente at han nok havde sat sig på bænken ved siden af hende trak hun sine ben endnu mere ind til sig. Da han blik forblev på hende kunne hun ikk lade være med at dreje noget lidt. Hun så så op ham og den ret store blodforsamling der havde fundet sted kunne ses. Den var lidt mere synlig end hvis et menneske havde fået den. Det var på grund af hendes blege hud. Men den var heller ikk helt hvid men mere.. ja bare let bleg kunne man vel kalde det. Men hun gjorde ingen forsøg i at skjule det. Hun så lidt på ham inden at hun så ville åbne munden for at sige noget. Hun studerede ham. Så godt hun nu kunnde. Så så hun væk igen. "'Cheer up, trunte'? Ha.. Nåeh men kunne det egentligt ikk være ligemeget om parken blev til et stort islandskab?" lød det svagt fra hende men højt nok til at man kunne høre hende tydeligt.

Chase grinede lidt af hendes svar, inden han fjernede sit blik fra hende og lænede sig op ad bænkens ryglæn. Rettede øjnene op imod himlen igen, hvorefter et lydløst suk undslap hans læber, men det kunne dog tydeligt ses på hans brystkasse, der markant hævede sig, før den så atter blev sænket. "Har du ikke rigtig styr på dine kræfter, eller kan du bare godt lide at være sur og gnotten, og fryse ting til is?" Hans smil var efterhånden forsvundet, men kunne stadigvæk godt lige anes på hans blege læber, hvis man virkelig kiggede efter. Han løftede en smule skeptisk det ene øjenbryn og krydsede dernæst sine arme. Han havde ret. Hun havde vist ikke tænkt sig bare sådan at bløde op sådan lige med det samme. Men det skulle han nok få gjort noget ved. For var der noget, han aldrig gjorde, så var det at give op. Om hun så ville det eller ej, skulle han nok få hende til at smile. Se op. Bare gøre et eller andet. Selvom han godt selv vidste hvor dødirriterende det var, når man allerhelst ville være alene, og der så bare kom en eller anden åndsforladt spasser hen og forsøgte at få gang i en samtale. Han fiskede hurtigt en pibelignende ting op af lommen, der mest af alt mindede om et smalt rør, hvor der var proppet et eller andet hvidt ned i. Efter noget tids leden fandt han en lighter frem, bare fra den anden lomme, placerede pibens ene ende i sin mundvig og holdt den fast imellem læberne. "Har du et navn, eller vil du helst forblive anonym, stranger?" mumlede han med et halvt øje på hende, inden han trykkede antændings knappen på sin lighter ned, så der blev sat ild til gassen og et par gnister sprang op fra den og fik hans pibelignende rør til at gløde i den modsatte ende - dén ende der ikke lå og hvilede i hans mund. Han pakkede lighteren væk, tog et par hiv fra sin crackpipe og tog den dernæst ud af munden, holdt den lidt ud fra sig mellem pege- og langefingeren. Lod røgen fra den blive i sine lunger for en kort stund, før han sendte den ud igen som små røgringe, der langsomt stilnede af og forsvandt helt i den kølige aftens vind. "Jeg hedder Chase Terror, to your information," præsenterede han sig selv med et skråtstillet smil og skævede da til hende, men så dog hurtigt op på himlen igen.

En svag brummen kom bare fra hende fra starten ved hans første spørgsmål. Hun så måske lidt væk fra ham, Hvilket vil sige til den modsatte side. Hun løsnede sit greb om sine ben lidt så hun kunne trakke vejret lidt bedre. Selvom at hunv ar halv vampyr havde hun jo stadig sin halve dæmoniske side som gjorde at hun jo stadig var sådan nogennlunde rigtigt i live. "Jeg er hverken sur eller gnotten eller begge dele på en gang.. Og jeg kan sagtens styre min kraft men havde vel bare lige brug for at udtrykke min vrede for omverden.." mumlede hun så endelig og så igen ned i jorden. Hun ænsede ham ikk irgtigt noget blik. Hvorfor skulle hun? Hun var ikk ligefrem stolt af sine øjne. Den grå farve som normalt blev set ved folk med tomme øjne og så kom hun og havde helt klare grå øjne. Men det var også fordi at hun gerne ville være lidt alene. Og hun mente åbentbart at folk ville gå deres vej hvis hun ikk så på dem. Det lykkes af og til men måske ikk med ham her. Han virkede stædigt og som om at han havde sat et mål. Hvilket mål det vidste hun ikk. Hun sukkede opgivende og lukkede sine øjne i et langt blink da han andet spørgsmål nåede hende. Bej, han ville ikk bare sådan give op. Men den skuenøgle sad stadig fast i hendes tanker. Hvad skulle han med den? Og hvorfor havde han den fremme? Og så var der hans aura. Ikk menneske. Helt sikkert. Men mere tænkte hun ikk over det. Det kunne jo også være ligemeget da hun sikkert ikk ville møde ham igen efter denne meget korte samtale. Men hun ville faktisk gerne helst forblive anonym men da hun så hørte ham sige sit navn havde hun jo ikk rigtigt noget andet valg ind at fortælle ham det. Chase Terror. Terror. Hvilket mærkligt efternavn men der var vel nogen der var lidt heldige eller måske uheldige. Selv kunne hun godt lide hans efternavn. Hele hans navn men hun sagde det ikk. Så skilte hun sine læber for at sige noget og hun så stadig bare mod jorden. "Nat-Natalie.. O'Kirns. Natalie O'Kirns" præsenterede hun sig så for ham med en svag stemme.

Chase lod sine to, spidse hjørnetænder blive fremvist i et bredt tandsmil, idet hendes navn forlod hendes læber. "Hvorfor lade dine tåbelige, tøse frustrationer gå ud over alt andet? Har du lyst til at fortælle mig, hvorfor du er så muggen, putte?" Han løftede sit ene øjenbryn, der dog hurtigt sank på plads igen, hvorefter han atter satte crackpipe'n op i mundvigen. Lod den hænge og hvile lidt dér. Når han var gal på sig selv eller andet, lod han det altid gå ud over én bestemt person. Ikke sine omgivelser. Så udså han sig altid et eller andet uskyldigt offer, som han kunne banke fornuften ud af med sin svensknøgle, indtil han igen havde fået det bedre. Måske en lidt syg form for nedkølig, men så var det lige som om, at han havde det meget bedre bagefter. Efter at have smadret et eller andet kranie. Det var vel bare en eller anden måde at slippe af med sin indre vrede. Selvom alle hans læger, psykologer og polititet mente at det var fuldt ud sygt. Det kunne fandme bare rende ham et hvis sted, de ku'. Desuden var han sluppet ud af brummen igen, så det gad han slet ikke at bekymre sit lille hovede om mere. Nød bare hans frihed. Fri for at høre på de der klamme psykologers stemme, der blot var med til at gøre ham endnu mere skør i bolden. Snakkede kraftedme til ham med deres sukkersøde, forvrængne stemme som om han var en lille dreng på otte! Nej, han gad sgu da ikke fortælle dem om sit liv! Det var jo ligesom ikke lige fordi, at han rent faktisk syntes om at give andre del i sit skodliv.
Han kastede et par blik på hende nu og da, men sagde så ellers ikke andet. Men før eller senere skulle han nok få hende til at huske ham på en eller anden måde. Om det så skulle være et godt minde eller et knap så godt et, det måtte han vente og se. Hvad der lige faldt ham ind afhængig af, hvilken slags situation de var i. For var der én ting han altid huskede at sørge for ved nye bekendtskaber, så var det at få banket navnet 'Chase Terror' helt ind i deres hoveder, så de ville umuligt ville kunne glemme ham igen. Drukne ham i alle deres andre minder. Han ville huskes. Godt nok var det ikke hans rigtige navn. Kun Chase. Terror var noget selvopfundet noget. Hans oprindelige navn klingede ligesom ikke rigtigt. Det lød bare ... åndssvagt.

Endnu en brummen kom fra hende. En lidt mere irriteret brummen. Hun gad ikk en gang svare ham. Kunne han da ikk bare tag og plage en der faktisk gerne ville snakke om tingene. Hun fugtede sine læber med tungespidsen. Ingen tegn på at hun ville svare og det var lidt som om at hun ikk havde hørt ham. Som om at hun helt havde lukket for hørelsen når han snakke. Men alligevel var hun nød til at høre på hans plapren. Det gjorde hende lidt ør i hovedet med alle disse tanker. Hun så lidt ned af sig selv og fik på en eller anden måde fat i hende trøjekrave med munden. Så begyndte hun så småt at gumle på den allerede ret mishandlede kante. Hun havde ikk evnen til at trakke sine unormale spidse hugtænder ind så de var som sagt hele tiden ude og helt synlige. Dog kunne de godt vokse lidt mere når hun var sulten. Men det var hun ikk nu. Overhoved. Hun havde fået en ordenligt middag på en af byens små japanske nuddel restaurant. Hun kunne stadig spise andet end blod og det var hun glad for. Den metaliske smag var ikk lige hende med mindre at det selvfølgelig kom fra en af de sindsyge der holdt til på 'Den lukkede afdeling'. Det var hendes favorit og hun kunne faktiske sætte tænderne i dem ret tit da de hele tiden valgte at flygte. Fjolser hele bundet. Men hun førte sig ikk det mindste sulten nu. Bare afslappet, vred, irriteret og en smule tydefærdig. Så tog hun en dyb indåning og rettede så endelig sine grå øjne mod ham. Hendes vejrtrækning lod ret så meget opgivende og hendes blik fortalte ikk meget mere end man allerede vidste. "Hør her! Jeg går sådan set hvad der passer mig og siden at du tilfædligvis ikk kom til tiden så jeg kunne banke det smil af dine læber så havde jeg jo intet andet valgt en af gøre noget af parken til en dybfryser.." svarede hun ham så efter ret lang tid. Det var meget sådan ligepå og hårdt og hun så ikk ud til at have tænkt sig så meget om før at hun havde sagt alt dette. Og hun havde også lyt ret meget sikker i sin sag. Og det havde ikk været fordi at hun havde vist han ville komme men bare for at understrege hvordan tingene lå. Hun sukkede så igen og rettede sit blik mod jorden igen og begyndte at gumle på sin trøjekant endnu en gang. Hun var ikk vred på Chase men måde bare en smule irriteret og så den vrede der lå mod sin plejefamilie gjorde det ikk ligefrem til at hun fik en bedre atitude.

//Skal logge nu og imorgen smutter jeg på ferie ^^" hehe.. Men vi skrives vel ved på fredag..eller måske først lørdag Z_Z Hej hej og nyd nu den sidste uge i sommerferien :3//

Chase lagde for en kort stund sin skruenøgle fra sig på bænken, inden han lænede sig helt ind mod ryglænet og hurtigt rettede lidt på sine sorte handsker med de afklippede/manglende fingerdele og et par nitter sat henover knoerne. Derefter tog han igen fat i sin svensknøgle og pustede noget røg ud i luften, før han automatisk vendte sit blik imod hende, da hendes stemme lød. "Mmh," mumlede han blot med et lidt apatisk tonefald og sendte hende bare et smil, der dog kom til at se ret så bøvet ud på grund af piben i hans mundvig. Han drog et svagt suk, der førte noget af den grålige røg med ud, inden han flyttede sit blik ned imod bænken, som han kort efter begyndte at slå på med skruehovedet på sin svensknøgle. Efter noget tid stoppede han, da et rimelig stor fli røg af bænken. Han gled lidt ned ad bænken, så han nu lå på den end sad. Derpå tog han et langt og stor hiv af sin crackpipe, hvilket - begrundet af al den røg der dermed blev ført ned i hans lunger - fik ham til at hoste. Han satte sig ordentligt op igen, vendte sit ansigt væk fra hende og hostede dæmpet et par gange, efter han først havde taget det pibelignende rør ud af munden. For helvede da også. Han satte sin tommelfinger over det hul, der sad midt på den, - der hvor gløderne var - og frøs lige det stykke til is, før han totalt hensynsløst smed den over skulderen. Dernæst førte han sin frie hånd op til hovedet og lagde håndfladen mod panden, inden han kneb sine øjne en smule sammen. Efter at have indtaget en større del af dét der, blev han altid så frygtelig svimmel; men det havde samtidig også en hvis afslappende effekt. Var med til at få døset ham lidt hen, - og efter virkningen var aftaget fik han det altid så utrolig dårligt, - og så havde man ikke lyst til at være i nærheden af ham. Måske burde han overveje at stoppe med alt dét ... nah. Yeah right. Han fjernede sin hånd fra hovedet og lukkede i stedet for dén hånds fingre rundt om sin skruenøgle, så han nu holdt om den med to hænder. Mere gjorde han ikke. Stilheden imellem dem generede ham ikke. Hvis hun ikke var interesseret i at starte en samtale, måtte hun satma' også selv om det.

Natalie kunne mærke hvordan at han slog hans svensknøgle ned i bænken. Hun kunne fornemme en følelse af skræk men hun ville ikk erkende det. Hun begyndte så småt at løsne sit greb om sine ben endnu mere og til sidst blev den ene fod plantet på jorden mens den anden stadig var på bænken. Hun gumlede stadig på sin trøjekant og så ikk helt ud til at ville stoppe lige med det samme. Hendes arme var nu kun slap rundt om det ene af hendes ben. Hendes blik var stadig rettet mod den tilfrosne jord men så begyndte hun meget langsomt at dreje sit hoved. Og så blev ehndes smukke og klare grå øjne rettet mod ham mens at hun stadig havde sat tænderne ned i sin trøje. Hun scanede ham med et roligt blik. Hun vidste ikk helt hvad hun nu skulle gøre. Hun havde altid faktisk lidt svært ved at smile. Kun på grund af tre sølle mennesker. Tre mennsker hun så gerne ville have drabt eller faktisk helst selv dræbe men så ville hun var alene igen. Hun ville måske mistet håbet igen. Hvis bare der kunne være én person der kunne få hende til at smile igen. Tø hende op fra den måde hun selv frys sig ned. Men det var alligevel stort set muligt. Hun havde dog stadig et lille håb om at det ville ske.
Hun så så væk fra ham. Han så ud til at have en lyst til bare at smadre hende med den svensknøgle. Men hun ville ikk vise den frygt. Hun satte så lidt efter sin anden fød ned hvor efter at hun satte sine hænder ned i bånken. Hun rejste sig derefter op. Stod lidt for at få balancen på den glatte is hun dog selv havde lavet. Hun stoppede med at bide i sin trøjekant og så mod himlen hvor at der forlængst var blevet en del mørkt og der var ingen stjerne. Hun sagde ikk noget. Hvad skulle hun også sige?

Chase løftede kort et øjenbryn og skævede dernæst til hende, inden han flyttede sine øjnes opmærksomhed op på himlen. Hans hoved føltes utrolig tungt, efter han havde indhaleret alt det røg fra dét rør, han før havde haft fremme. Fik det til at sløre hans syn en anelse, hvilket blot øgede hans svimmelhed. Hans blik blev automatisk vendt imod hende, netop som hun rejste sig fra bænken og kom op at stå. Betragtede hende tavst for en kort stund, før han langsomt løsnede sin ene hånds greb om skruenøglen, som han efterfølgende begravede i en af lommerne på hans sorte, læderlignende bukser. Satte en hånd på mod bænken på hver side af sig selv, hvornæst han skubbede sig selv op at stå. Nåede lige at oprette sin balance, da han nær havde skvattet, ved at kuple sin hånd på den ene af hendes skuldre. Slap den dog hurtigt igen og bevægede sig lidt væk fra hende. Skøjtede afsted på sine opsnørede støvler med stålpladerne under skoenes bunde og måtte i ny og næ fægte lidt med armene for ikke at få overbalance og falde; hvilket gik rimelig godt, indtil han nåede omkring halvanden meter væk fra hende, hvor han så faldt på røven. Han havde ellers normalt en utrolig god balance, men takket været den døsende effekt fra hans crackpipe, så var dét talent blevet nedsat lidt. "Wups," mumlede han blot efterfulgt af et åndsfraværende grin og et endnu mere bøvet smil. Han fæstnede sine håndflader på det glatte islag og prøvede at rejse sig op, hvilket først lykkedes efter utallige forsøg. Forsigtigt kom han op på benene og stod i noget tid med armene slået ud til siden. Forsøgte at finde balancen igen og rettede, da han atter havde fået styr på den, sit blik hen på Natalie. Han fik med en del besvær vendt sig om og gled derefter hen til hende, hvorpå han straks tog fat i en af hendes arme. Stod bare og smilede enormt smøret til hende med et godt tag i hendes arm. Havde fæstnet sit blik på hendes ansigt, som han nu var i gang med at studere ned til mindste detalje.

Natalie så lidt overrasket hen mod ham da han rejste sig op. Hvad ville han nu? Hun var selv tæt på at sætte sig på bænken igen da han lagde sin hånd mod hendes skulder med en pludselig og måske lidt hård bevægelse. Men ellers hadve hun en fantastisk balance. Da han så skøjtede lidt ud på isen tog hun blikket fra ham. Hun begyndte så selv at gå hen mod slutningen af hendes islandskab. Hun vidste ikk helt men hun havde ikk helt så meget lyst til at være der mere. Og så var der Chase. Han var faktisk utroliog skræmmende og udlæselig. Hun kunne ikk finde hans tanker ud. Men det var ikk helt kun derfor. Hun frøs. Underligt nok. Hun hadede det. Og hvor var det egentligt flovt for sådan en som hende at fryse. Hun var en frostdæmon og så var der hendes koldblodsside med vampyren. Men alligevel havde hun et normalt menneskes kropsvarme. Ret irriterende. Hun blev derfor også nemt syg. Og hvad hun ikk havde lyst til nu var at ligge syg.
Hun lod sig så roligt stoppe op og se sig over skulderen og over mod ham. Hun spærrede sine smukek grå øjne lidt op ved synet af hans forsøg på at holde balancen og ikk få overbalance. Det ligende mere et form for klovnenummer. Hun vendte sig så halvt om mod ham og studerede hans bevægelser. Eller rettere betragede dem på en måde. Et meget lille smil kunne så anes på hendes læber. Og lidt effter kunne hun ikk holde et sødt og meget svagt fnis inde i sig selv. Han så virkelig idiotisk ud på den måde. Det var lidt mærkelig for hende at grine over sådan en lille ting. Men denne følelse forsvandt dog igen da kulden kom hende imøde ved tankene. Hun lukekde sine øjne lidt og hendes krop rystede i et form for stød. Så så hun så op igen så hun hvordan at Chase kom skøjtende mod hende. For tæt på til at hun kunne nå at gå videre. Hun så lidt over mod hans hånd der havde taget hårdt og godt fat i hendes overarm. Hun vidste ikk rigtigt noget syn på smerte men det ahdve givet et meget kort jag gennem hendes krop. "Øhm.. Kunne du måske have en tanke om at slippe mig igen??" lød det fra hende og så så op på ham. Blev forvirret over hans store..nej enorme smørrede smil. Hvad nu?