Where is everyone?? [Chase]

Den gamle mørkeblå Maax kørte stille og roligt ind i den store garage lignende mekaniker. Lige ind mellem to andre biler der bare ventede på at blive repareret og så videre. Den stoppede det sted den skulle. Men man kunne vel godt se at denne person var en ny kører. Faktisk havde personen ingen kørekort endnu. Om hun gad bruge sin tid på det ville tiden nu vise. Efter noget tid der gik med at få stoppet bilens motor og slukket radioen rigtigt blev døren åbnet. Og med det samme som det første ben efterfulgt at det andet ud og satte sig fast på det hårde stengulv. Denne piges udseende kom så til syne i det noget skarpe lys der var inde i denne betons bygning. Hun skyggede lidt for det for lyset med sin ene hånd før at hun havde vænnet sig til det. Så sig så rundt. Der var egentligt meget plads. Og der var ufatteligt meget forskelligt værktøj. Væggene var kedelig grå og loftet med. Få små vinduer sendte en lille smule udendørs lys ind.
Natalie sukkede svagt for sig selv mens at hun strakte sine arme op over sit hoved og spændte så til et mindre knæk kunne mærkes fra hendes ryg. Hun hadede at sidde for meget ned men på et tidspunkt ville hun havde råd til lidt mere behagelige sæder. Hendes hår var ikke mere brunt med den rødlige glans men mere med en sort glans. Og det var blevet længere. Ikke sat op i den sædvanlige knold men faldt egentligt meget pænt med over hendes skuldre. Hendes klare grå øjne syntes at virke en smule dybere efter at de nu var omgivet af en sort make up. Noget der underligt nok klædte hende på et punkt. Et andet der var forandret fra hendes ansigt hud. Den var fin og havde en køn bleg farve. Ingen blodforsamlinger eller hudafskrabninger eller andre skader af en slags. Hendes udstråling virkede samtidig ikke helt anderledes. Stadig kølig og lettere afvisende. Hun var iført noget af det hun plejede. Udover at hendes slidte sorte jeans sad mere ind mod hendes ben og vidste deres form og hendes elskede lyseblå langærmede lynlås trøje var unzip så man kunne se den orange t-shirt med print af en Pikachu der sad og æd Ash’s hjerne. Lidt banalt men hun kunne lide den. Hendes blik løb igen rundt. Nu mere efter nogle andre arbejdende. Havde de kaffepause eller hvad?? Hun tog nogle skridt lidt længere rundt så man kunne hører hvordan at hendes ballerinaer blev nærmest slæbt hen over gulvet. ”Hello! Er her nogle eller er dette blevet lavet om til et forladt spøgelseshus??!” småråbte hun for at være sikker på at man ville kunne hører hende..

En skramlen – med hvad det så end måtte være – kunne knapt høres bag en hvidmalet dør, hvor det meste af malingen var skaldet af i hjørnerne, der stod en anelse på klem. Det var ikke mange, som var mødt op på arbejdet her i dag; der måtte være sygdom i omløb. Den næstsidste arbejder havde forladt stedet for godt en halv times tid siden. Fyraften. Hvor lang tid var der tilbage af ventetiden? Det føltes som om, at han havde tilbragt mere en nok tid her allerede. Den her dag lod til aldrig at få en ende. ”Chase, dit luddovne dyr! Tror du, at jeg betaler dig for at stå og lave ingenting? Kom så i gang igen!” Den dybe, rustne råben gav svagt genlyd i dét lokale, hvor reparationen af biler fandt sted, og som svar til dét svarede han blot igen med et ja, ja. Chase hev en kende op i hver fingerløse, slidte læderhandske, inden han drejede halvt om på hælen og sjokkede hen til døren, vis overflade han placerede sin ene hånd på og skubbede den op i en sløv bevægelse. Dernæst trak han lidt op i de løse, sorte arbejdsbukser, hvorpå han tørrede en af hænderne af i den hvide t-shirt med værkstedets navn printet på ryggen, der ellers allerede havde nok sorte streger på sig. Hans blik faldt straks hen på en kasse med værktøj, som belejligt nok var blevet anbragt ved siden af dørens åbning. Dovent bukkede han sig let forover og fiskede en skruetrækker op af den, som han følgende stak ned i dét arbejdsbælte, der var med til at holde hans bukser såvel som alle de andre værktøjer oppe. Han nynnede lidt fraværende melodien på en sang, som syntes at have brændt sig permanent fast i hans hoved, hvornæst han distræt slæbte sig hen imod et tykt træbord og samlede en snavset, hvid klud op, svang den senere hen over den ene skulder. ”It’s not about the money, money, money. We don’t need your money, money, money. We just wanna make the world dance – forget about the price tag. Ain’t about the cha-ching, cha-ching. Ain’t about the bl-bling, bl-bling. Wanna make the world dance – forget about the price tag”. Et smil syntes at forme sig på hans blege læber, hvor mundvige nu var blevet vendt en smule opad, og det var først, da han stoppede ved en stor, sølvgrå firehjulstrækker og kiggede op, at han fik gjort sig selv opmærksom på værkstedets nyankomne kunde. Hans øjne, der var blevet halvt mørklagt af hans tunge, sorte pandehår, søgte hen til personens ansigt, og straks kom hans hukommelse på arbejde. Det der ansigt virkede bekendt. Han gennemrodede sit kartotek af navne og væsner og forsøgte at sætte dét ansigt der sammen med et af de navne, der havde fået en plads i hans hukommelse. Hans smil blev en del større, da det lykkedes ham at finde et match, hvorefter han sjoskede hen til hende med hovedet tiltet lidt til den ene side. ”Natalie,” startede han ud med og blottede det meste af sit tandsæt i et skævt, drengerøvet smil. ”Hej …” hilste han og værdigede hende endnu et smil, før hans opmærksomhed for en kort stund blev vendt imod den mørkeblå Max. Han tørrede hurtigt begge hænder godt af i den hulede klud, der hang over hans skulder, inden han plantede en håndflade på bilens bagsmæk og lod blikket skøjte let henover dens tag og så tilbage igen, slog det dernæst han på hende igen. ”Bileftersyn, eller …?” Han rettede hovedet op og trak hånden til sig ved at lade den falde slap ned langs siden, og så afventede på hende med et svagt løftet øjenbryn.

Natalie reagerede kort på en råben der nok kom omme bag fra. Hun kunne ikke høre ordene men lyde. Kunne ikke finde sammenhæng i sætningen men nu vidste hun at her var nogen. Hun så sig igen lidt rundt. Hendes opmærksomhed faldt så må en dør der blev åbnet med en knirkende lys. Trængte vel til olie. Hun sukkede svagt før at personen kom helt til syne. Hendes grå øjne blev mere synlige da hun åbnede dem mere op. det var da for fanden løgn. Arbejdede han? Det kom lidt bag på hende. Men så igen. Ikke altid skue hunden på hårene. Eller hvad man nu sagde. Det ragede hende ikke det mindste lige nu. Hun så væk før at han kunne nå at opdage hende helt. Knejsede med nakken. Knækkene var som en massage der gjorde det mere behageligt for hende. Hun røvede at forholde sig i ro. Der var jo intet at være nervøs over. Han var blot endnu en stodder hun havde stødt på lidt for mange gange. Hun tog en dum indånding og drejede sig så roligt mod ham da hun hørte han var nogenlunde tæt nok på. De sko han havde på afslørede det nemt. Hun lyttede til hans stemme. Tog sig ikke af hans smil. "..Hej" fik hun så selv frem. Køligt og ligegyldigt som sædvanligt.
Hun så selv mod sin bil. Hendes tegn på at hun nu sagten kunne klare sig selv. Det næste blev bare at finde en lejlighed og så var hun endelig for sig selv. "Ehm.. Ja. Tror nok det er det man kalder det." sagde hun så som om at det blot var en helt random person hun ikke kendte det meste til. Forretning vel. Som hvis nogen spurgte om man skulle hjælpe dem med at finde det man ledte efter. Hun så igen mod ham. Hans hud virkede knap så bleg i dette gule lys. Mens at hans tænder blot så mere hvide ud. Om de altid havde været sådan havde hun ingen anelse om. Hun huskede ikke så meget omkring hans udseende. Det var faktisk først nu hun lagde mærke til det som sådan. Hvordan hans hår ikke kun var sort. "Der overraskede du mig egentligt.. Fået et arbejde?" Hun havde ikke kunne holde det for sig selv. Det var blot et spørgsmål. Et almindeligt spørgsmål. Intet ydmygelse. Hun fik fik ført sin krave fra den lyseblå trøje ind i munden og gumlede som hun altid gjorde lidt på det tygge stof. Hun smilede stadig ikke. Og så heller ikke ud til at være tæt på det. Hun strøg noget af de hår væk fra ansigtet. Ikke om bag øret men bare væk. Mens at hun stadig så mod Chase. Den halvdæmon hun havde været uheldig at have mødt. Eller hvad? Han forstod ende vel godt på en eller anden mode langt langt væk. Eller var det bare hende. Sikkert..