Alt på sin plads (Vanilin)

S: skoven
t: aften
v: lunt
o: skoven?

Taisho kom roligt gående hen af skovstien.
Hans lange, hvide hår bølgede let nå han gik, det var samlet i en hestehale i nakken, mens pandehåret hang løst ned om hans ansigt.
Ellers havde han sit sædvanlige hvide sæt tøj på, hvide bukser, hvid trøje.
Han så op mor trækronerne, mørket havde allerede sænket sig selv om solen næsten lige var forsvundet, stjernerne glintede klart sammen med månen.

Vanilin sad oppe i et træ, der havde hun siddet hele dagen, hun havde været i skygge for solen, hun havde bare sovet og nydt skyggen, hun var vågnet og hørte nogle gå i gennem skoven, hun kiggede lidt ned og så en gå rundt dernede, hun fik overbalance faldet ned på jorden, det gjorde meget ondt at ramme jorden og som altid var hun de der 1.60cm

Taisho hørte snart nogle grene knække og noget tungt der landede på jorden, det lød klodset og derfor gik han ud fra nogen var faldet ned af et træ.
Det viste sig at være rigtig, da han lidt efter kom til et træ hvor en pige lå på jorden.
Han så lidt på hende, men kunne ikke bedømme hvilken race hun var, da han ikke kendte lugten.

hun satte sig op"av"sagde hun, hun rejste sig op, hun tog en lille flaske frem og tog vandet ud i den, hun fik det til at heale de skaber hun havde fået, derefter puttede hun vandet i flasken igen og puttede flasken væk, hun kiggede på manden der var kommet hen til hende"goddag"sagde hun venligt, hun var glad og venlig hele tiden, men ikke når der var ildalfer i nærheden

"Hej" svarede han, mens han så på hende.
Ja, en trussel var hun i hvert fald ikke.
Han lænede sig op af et træ med armene over kors, mens han så på hende.

noget ild fløj ned foran hende, hun blev kastet tilbage, hun rejste sig op igen, hun tog igen flasken frem og vandet, hun stod klar, nogle ildalfer kom frem, de kastede igen ild efter hende, men hun satte vandet op om en mur og det virkede ilden gik ud når det ramte vandet, hun var i sikkerhed indtil videre

Han så lidt overrasket på hende og løftede sine øjnbryn sigende.
Det gik da godt nok vildt for sig lige pludseligt.

hun fik dem hurtigt slået ud, hun puttede vandet tilbage i flasken og puttede flasken væk igen, hun var ligeglad med om han så det, hun var sluppet uskadt fra det og det var ikke så tit det skete, så hun var rigtig glad for det, hun smilede lidt for sig selv

Han var stadig overbevidst om hun ikke var en trussel...For ham i hvert fald, selv om der havde været vand med.
Han havde aldrig mødt en som hende før, hendes race og det gjorde ham nysgerrig og den eneste grund til han ikke bare vente ryggen til hende og gik.

hun kiggede hen på ham, hun smilede som altid, hun grinede lidt, hun gik så lidt rundt, var lige som en som ikke kom fra land, hun lignede ellers et menneske, men hun kendte ikke alt på land, så hun var altid nys.

Faktisk synes han hun mindede om et barn, en ukendt race og et barn, som ikke kunne tage noget seriøst eller også viste hun det bare ikk.
Han stod bare lænet op af et træ mens han så på hende.

hun gik bare rundt og grinede lidt, hun så en lille hare, den flygtede ikke fra hende, hun satte sig ned til den, den satte sig halvt op i hendes skød, hun noget frem og gav den det, den kom til at se meget sundere ud, hun smilede bare til den, hun skubbede den så videre"så videre lille ven"sagde hun med et smil

"Hvem er du?" hans stemme virkede dyb og ru i forhold til hendes, ja, faktisk virkede alt hårdt ved ham i forhold til hende.
Bortset fra hans øjne...Der var noget specielt ved hans øjne, som om ordsproget, vinduet ind til sjælen, blev bogstavligt.

hun kiggede på ham"vanilin"sagde hun med et smil"og hvem er du?"spurgte hun
hun ville gerne vide det, hun virkede som et barn uden forældre,
det var hun osse

"Taisho" svarede han, pludselig trækkede det lidt op, vis aftnen kunne blive mørkere gjordede den det, stjernerne forsvandt bag nogle store skyer.
"Tror du det bliver uvejr?" sagde han mens han studerede himlen.

"ja med en masse regn"sagde hun glad, hun elskede regn og vand
hun ville være udenfor hele natten hvis det begyndte at regne
hun kiggede på ham"et lidt underlig navn, men det passer nok godt til dig siden du har fået det"sagde hun

Han så lidt på hende
"Det skal du ikke blande dig i" en svag knurren kom fra hans bryst.
Man kunne nu se at man nok skulle passe lidt på, at der bag venligheden også var en monster.
Han så op på himlen da en svag rumlen nærmede sig.
Han blev urolig, regn betød vand, han hade vand...var bange for vand.

hun gik lidt væk fra ham, hun blev bange, hun hoppede hurtigt op i et træ
hun stille og roligt i træet, hun ventede bare på regnen
hun elskede at være udenfor når det regnede

Tilsidst forsvandt de fleste af stjernerne og månen kunne svag anes gennem en sky.
Den svage rumlen af torden kom nærmere, måske skulle han bare fortsætte mod sin hytte? Han så sig omkring da hun hoppede op i et træ, han trak på skuldrene, og begyndte så at gå.
Selv om han ikke kendte hendes race...det irriterede han lidt.

hun fik det til at regn før det skulle, hun grinede, hun hoppede ned fra træet igen og stod midt i regnen, hun smilede og grinede glad imens hun dansede rundt i regnen, hun elskede det meget
hun var jo osse en vandalf

Da han mærkede de første dråber af vandet stivnede han som lammet.
Vand........
så skete det hele hurtigt, han forvandlede sig til en stor hund og løb af sted mod sin hytte.
Det begyndte at regne mere og mere og han løb så stærkt han kunne, hvilket ikke siger så lidt.
Hans pels begyndte at blive våd og han begyndte at blive panisk.

hun grinede bare og dansede rundt, hun stoppede og kiggede rundt efter ham, hun fulgte efter ham til sidst, hun kunne mærke hvor han var på hen via vandet, hun var som et med det, hun kunne mærke alt hvad det ramte og hvad/hvem der var i det

Vanviddet ramte ham, da han var ved at være helt våd, der var ikke langt til hytten, men alligevel for langt.
Det sagde bare klik for ham og han kunne måde gøre skade på sine omgivelser og sig selv nå det skete.
Han rystede, stoppede op, virkede først som en statue.
Så sprang han pludselig rundt som noget vildt.
Et lyn skød ned i et træ ikke langt derfra.
Han bed grene i stykker, kastede sig ind i træer og rullede rundt for at komme af med vandet, selv om det bare gjorde det hele værre.
snart blev hans hvide pels, langsomt, farvet rødt da han slog og til flere huller på sig selv.

et træ væltede ned over hende, hun gav et skrig fra sig, men det stoppede hurtigt da træet ramte jorden, hun var bevisløs,
hendes underkrop og ben lå mast under træet

Han rystede sig og en blanding mellem blod og vand fløj til alle sider.
Han så hende ikke, men begyndte bare at løbe som en sindsyg, med tungen langt ud af halsen.