Alt på sin plads (Vanilin)

vandet begyndte at tale til ham at hun lå under et træ og blødte voldsomt, et lyn slog ned nær træet,
hun kunne ikke gøre noget, hun lå bare bevisløs
vandet prøvede at få ham til at hjælpe hende

Han kunne ikke tro, altid havde vandet bragt han skade, gjort ham bange, og nu ville det have ham til at hjælpe.
På den anden side kunne hun få det til at stoppe? ikke?
Tænk vis han kunne snakke med vand!
Han rystede sig og vente om, løb tilbage selv om han ikke ville, da han nåede stedet flyttede han hurtigt træstammen, tog blidt fat i hendes tøj med tænderne og løb så af sted igen, med hende hængende ved sin mund.
Efter lidt tid satte han hende ned igen, nu hade han hjulpet.

hun vågnede lidt efter, regnen stoppede igen, skyerne var væk igen, det nederste af hendes kjole var ind smurt i blod, hun kunne ikke bevæge sine ben.
hun en smule bange, men hun tog bare sin flaske frem og det vand igen, hun fik det til at heale hendes ben

Han så på himlen som om den pludselig var hans bedsteven, regnen var stoppet, dog var han stadig drivvåd.
Han rystede sig og igen fløj vand blandet med blod rundt til alle sider.
, han vidste det ville være værre vis han forvandlede sig tilbage, så derfor forblev han i hunde skikkelsen.
Han lagde sig rystende ned, selv om han enlig burde finde sin hytte.

hun kiggede på den meget store hund"en hund?"sagde hun til sig selv
hun var forvirret og hun viste ikke hvor hun var henne
hun kiggede rundt, men hun viste det ikke

Han sukkede lidt, rejste sig rystende og tog igen fat i hende, enden hun kunne nå at gøre noget var han løbet med hende.
Snart var de foran en hytte, han lagde hende ned og gik helt hen til hytten, enden han blev sig selv igen, forvandlet tilbage til menneske.
Han var drivvåd og det blødte flere steder.
Han brasede ind i hytten og en lugt af gammel blod slog ham i møde.
Han havde helt glemt blodet i hans seng og lidt på gulvet, samt et sæt hvid, eller rettere blodrødt, sæt tøj der lå der også.
Han gik hen til en kiste og tog udmattet noget rent tøj, han smed det andet og tog det på, det varmede straks.
Han tog et håndklæde og satte sig i en stol, træt, og prøvede at tørre sit hår lidt.

hun gik der ind, men hurtigt ud igen, det gav hende kvalme, hun blev udenfor
hun kunne ikke gå indenfor igen, hun ville helst ikke
så hun blev bare udenfor

Hans lange hår kunne umuligt blive helt tørt.
Han smed håndklædet midt på gulvet og rejste og gik hen i døren, hvor han så ud.
Han forstod godt vis hun ikke ville ind.
Han satte sig ned og lænede sig mod dørkarmen med lukkede øjne.

hun gik stille rundt udenfor, hun havde som altid ingen sko på
hun ville ikke havde dem på, hun kunne ikke lide at havde dem på
hun var som altid som en lille pige som ikke havde oplevet alt der var at opleve

Han begyndte at slappe mere af efterhånden som han fik varmen men også snart små smerter fra de skader han havde påført sig selv.
Han åbnede sukkende øjnene og så hen mod hende, men så på omgivelserne, overalt dryppede det med vand efter regnen.

//kan ikke finde på noget at skrive sorry//

//ja, indrømmer også det lød lidt ud....men så skilles vi jo bare for nu? Vi kan jo altid starte et nyt vis vi vil//

jeps//