Mørk Aften, Uden en ... Med en ... Skygge. //Monique//

Dato. irl
Tid. 00:33
Omgivelser. toge der er holdt for natten, den overdækkede Banegård, der er 'åben i siderne'.
Vejr. koldt, blæsende, en masse skyer på himlen, men ikke nok til, at månens stråler ikke kan trænge igennem.
påklæding: en sot hættetrøje, tramme jeans med huller og nitter samt et par slidte sorte converse.

En-To-Tre-Fire...En-To-Tre-Fire...En-To-Tre-Fire...En-To-Tre-Fire...En-To-Tre-Fire...En-To-Tre-Fire... rytmen i musikken fik April til at side og gynge lidt frem og tilbage på en bænk, midt på banegården. Hendes hørebøffer var helt tættere, så ingen andre end hende - selvom der dog ikke var andre lige nu - kunne høre det. Hun nynnede stille med og rettede lidt på sit pandehår, der sad perfekt, selvom hendes hørebøffer fyldte lidt.
Der sad hun så, med sin hætte trukket op, hørebøfferne på og med hænderne inde i hættetrøjen, der var en lille smule for stor. Hun sad helt stille nu, sang stille med på Paramore sangen, der spillede. Hendes ansigt var udtryksløst, kun de tordengråfarvede øjne afslørede hvordan hun havde det.

Monique havde været i området og var enlig på vej væk, da hun havde lagt mærke til en stille lyd, som ikke mange ville kunne høre. Det havde taget hendes opmærksom et øjeblik, derfor ville hun undersøge det. Hun var gået lydløst langs skinnerne, det eneste man kunne høre var, når hendes sværdskæfter gik mod hinanden, mens hun gik. Hun havde sin sorte tanktop på, som kun lige dækkede til navlen, så man lige kunne se hendes mærke (read more on profilteksten) og sine lange, tynde, sorte, løse bukser. Hun havde ingen sko på, men bar dog en mørkerød, åben håttetrøje.
Da Monique nåede banegården, hoppede hun op på perronen og kiggede sig omkring. hun fik øje på dæmonen, som hørte musik. Hun gjorde ikke andet, end at blive stående. Så det var denne dæmon, som havde fået hendes opmærksomhed.

April rettede straks blikket mod ... elveren. Det var første gang hun havde set en. Hun rejste sig fra bænken og stoppede musikken. Hun tog hørebøfferne ned og kiggede stadig i retningen af elveren.
April havde stadig sin hætte oppe, så stadig en smule ... dyster ud. Hendes blik var vigende, men samtidig nysgerrigt og søgende.

Monique blev bare stående, hverken hendes holding eller hendes øjne viste, hvad hun tænkte. Et vindpust tog fat i hendes hår, så det fløj ind foran hendes ansigt. Hun skubbede lettere håret tilbage over skulderne, det lavede nogle bølgende bevægelser, inden det landede på hendes ryg igen. Hun stod og betragtede dæmonen og holdte øje med hver bevægelse.
Monique smilte, dæmonen havde altså ikke mødt en elver før. Hun havde ellers oplevet, at der var rigtig mange, som havde set elvere. Men det, der havde fået hendes smil frem var, at denne dæmon ikke kunne bruge hendes evne mod hende.

April lagde hovedet lidt på skrå og rankede ryggen. Hendes blik kunne ikke læses, men dog var hun nysgerrig efter at vide, hvem denne elver var - og hvad hun var i stand til.
April rettede lidt på sit røde hår, da hang læst og bevægeligt ved hendes skuldre. Hendes hættetrøje holdt hende varm, og hun mærkede dybt inde i sig, hvordan hendes evner, havde lyst til at blive brugt. Hun slappede af, med et lille suk og kiggede hurtigt rundt - der var ingen andre omkring hende, ikke rigtigt.

Monique stod stille, man kunne næsten fejltage hende for at være en statue, som bare stod på det forkerte sted. Mange mennesker havde bare set hende, som en statue, fordi hun kunne stå så stille. Lidt som vampyre, som nok var lidt bedre til det, som hun var.
"Hvem er du?" spurgte Monique med en rolig, lidt kølig stemme. Stilheden havde trængt sig lidt for meget ind på hende, men den havde enlig ikke generet hende. Og så ville hun nu alligevel vide, hvem der stod over for hende, så hun vidste, hvor opmærksom hun skulle være.

"En skygge." svarede April, med sin lidt hæse stemme. Hendes øjne iagtog elveren foran hende, men ikke så hun stirrede. Ja, hvem var hun egentlig?
"Og du?" hun ventede venligt på svar, uden rigtig at kunne kræve det af elveren... som så ud til at kunne nyde livet i skoven.
April kiggede hurtigt på våbene, elveren havde med sig. Selv, kunne hun kontrolere mørket, tågen omkring hende. Et svagt sekund... og et liv - et levende væsen - kunne være væk for evigt.

Monique kiggede lidt skeptisk på dæmonen, men kunne dog intet gøre ved det, sådan var nogen, mystiske eller underlige. Dog skulle hun ikke gøre sig større fjende med dæmonen. Hun lukkede øjne et øjeblik, inden hun åbnede dem igen. hun havde nær mistet sin følelsesforladte udseende. Hun havde nær mistet den, fordi hun frygtede mørket, som dæmonen åbenbart beherskede. Hun havde altid af ukendte årsager været bange for det.
"Monique." svarede Monique bare, hun havde ikke lyst til at nævne hele sit navn.

"Glæder mig at møde dig." svarede April i samme tonefald som før. Hendes øjne iagtog Monique.
April's ansigt var udtryksløst, uden en mine overhovedet. Men sådan var hun altid, forhåbentlig kun indtil nogle ville finde hende og få hende tilbage til livet engang... igen.

Det kunne være, at det glædede dæmonen, men mødet glædede ikke Monique. Hun kunne huske, at hun havde været på vej et sted hen, men hun kunne nu ikke længere huske hvorhen. Hun nikkede dog for at vise sin venlighed. Hun tog fat i noget af sit hår og legede med det ved at sno det om den ene finger. Stilheden, den var så fredelig. Monique havde intet imod det, hun vidste nogenlunde, hvem hun stod overfor, og så alligevel ikke. Der var så meget mystik.