En mørk aften på legepladsen

Tid: 22:37
Sted: Legepladsen
Omgivelser: Der er rutsjebaner, vipper, gynger, legehuse and stuff like that? Og så er der ingen mennesker eller væsener i nærheden. Der er helt stille og.. ja, nærmest øde.
Vejr: Det er mørkt og koldt. Ikke engang månen skinner i aften.

Hvor var alle mennesker henne? Hvorfor var her så stille? Evangeline sad alene på en gynge. Gyngen sad i et gyngestativ sammen med to andre gynger, som var tomme, naturligvis. Vinden blæste lidt, og fik de to tomme gynger til at bevæge sig. Langsomt, som sad der to usynlige personer på dem. De tre gynger var ikke særlig vedligeholdt. De havde sikkert engang været postkasse-røde, men nu var mallingen skaldet næsten helt af, og det der var tilbage havde fået en kedelig brun farve.. En trist farve. Gyngestativet, som gyngerne sad fast i, var gammelt og truede med at brase sammen under Evangelines vægt. Der var adskillige hakker i en af de stammer, som holdt stativet stående. Det lignede at der havde siddet en, og ridset i stammen, som jo var lavet af træ, med en kniv - af ren kedsomhed. Udover hakkerne fra en kniv, var der rester af malling og grafitti på gyngestativet. Regn, blæst, sol og sne havde efterhånden gjort grafittien udtydelig og til at overse. Men den var der, og nogle steder var ordene tydelige. På stammen nær Evangeline, stod der fx. "M&V" indrammet af et hjerne, med en rød farve, som næsten var falmet til samme brune farve, som gyngerne var. Gyngen, som Evangeline sad på, knirkede en anelse, i takt med, at hun halvhjertet gyngede frem og tilbage. Hun gyngede ikke særlig højt, af frygt for at hele gyngestativet så ville brase sammen under hende, eller rettere: nedover hende. Hun lod sine fødder støtte mod jorden, da det også var dem, der gjorde at gyngen bevægede sig eller "gyngede". Vinden tog hendes hår, og lod det blæse henover hendes ene skulder.

Evangeline var iført et par hullede cowboybukser. Et par af hendes ynglings. På hendes overkrop havde hun en top, med skriften "Dead Silence", henover brystet. Toppen var sort, og skriften blod-rød. Udenover toppen havde hun sin elskede læderjakke, som både var gammel og slidt, men hendes allerkæreste eje. På hendes fødder var et par sorte højhælede støvler, som sluttede et lille stykke over anklen. De var løse, foldede i skaftet, og lavede en irriterende "klik-klak lyd" når hun gik, hvilket hun ikke var vant til at hendes fodtøj gjorde. Hun plejede altid at have sine slidte sorte converse på, men ikke idag. Evangelines hår var sat op i en pjusket hestehale, som det for det meste var. Det var pænt til hende, selvom håret hang udenfor hestehalen, og egentlig sad som det selv ville. Make-up havde hun næsten ingenting på af. Allerhøjest noget mascara, og en tynd, sort streg eyeliner rundt om hele øjet, som for at ramme det ind, og det klædte hende.

Evangeline lagde armene om sig selv, da et pludseligt vindstød, gjorde hende opmærksom på kulden. Hun frøs lidt, og var glad for, at hun ikke havde taget sine shorts på idag, som hun ellers havde være lige ved at gøre, da hun stod foran spejlet i morges. Hun lod sit blik løbe rundt på legepladsen imens. Som for at tjekke om hun var alene. Om hun var den eneste, der havde fået den skøre idé, at sætte sig hen på den faldefærdige legeplads på en kold og mørk aften.

I det ene hjørne af den faldefærdige dødsfælde af en legeplads, stod en skikkelse lænet op af et enligt træ. Hans hvide hus lyste op i natten, mens hans halv-lange sorte hår skjulte hans ansigt. Han havde lukket de røde øjne og lyttede ud i natten. Kun den ensomme knirken fra gyngerne, var at høre.
Perfekt.
Han rettede sig op fra træet og skred lydløst hen over de rådnende blade, der lå for hans fødder. Han havde set pigen for længe siden men havde endnu ikke været tæt nok, til at få færten af hendes blod. Han havde fuglt hende siden mørket faldt på, da han kom ud af sit skjult for dagslyset. Og nu var sulten ved at være for meget for ham. Han var først kommet til byen for ganske kort tid siden, men det var alligevel uger siden, han havde fået chancen for at smage det varme, søde blod fra en menneske hals. Han havde været nød til at nedlade sig, til at drikke dyreblod. Det ville han ikke gøre igen. Aldrig mere.
Han gik tavst bag om pigens ryg og droppede at skjule de røde øjne, som han ellers så tit gjorde. Hun ville alligevel ikke nå at se noget.
Han rystede på hovedet og bragte sin selvkontrol tilbage. Han kunne jo ikke bare springe på hende!
Istedet lænede han sig op af en af de tunge træstamme-stolper.
"Unge piger bør ikke gå alene ude om natten," sagde han lavmælt med en lettere forførende tone. Den, der havde sagt, man ikke måtte lege med maden, var jo komplet sindssyg! Legen var jo den sjoveste del af jagten.
"Du burde være hjemme." Han blev stående op af stolpen, uden at røre på sig og uden at give hende grund til at frygte ham.

Evangeline blev straks revet ud af hendes egne tanker, da en mand talte til hende, med en forførende stemme. Hun havde ikke set ham komme, og blev så overrasket over, at han var kommet så tæt på hende, uden at hun egentlig havde bemærket det, at hun fik overbalance på gyngen, og hurtigt måtte tage fat i en af de to snore, som holdt gyngen fast til gyngestativet. Hun grinede lidt over sin egen forbavselse, og vendte dernæst blikket mod manden, som stod ved siden af hende. Hun betragtede hans lyse hud, som med det samme fik hendes opmærksomhed. Dernæst hans sorte hår, som let bølgede i vinden.. Han var temmelig tiltrækkende. En køn ung mand. Eller ældre mand, skulle hun måske hellere sige. Han så ud til, at være en del ældre end hende. Hun smilede over den forførende tone i hans stemme, og rødmede svagt.
"Hvad skulle der kunne ske herude?" Evangeline smilede, velvidende at det ikke var helt ufarligt at være alene ude på en mørk aften, men hun regnede ikke ligefrem med, at en vampyr kom og bed halsen af hende, fordi hun sad alene på en legeplads..

Et teatralsk suk slap hans læber og han lænede hovedet tilbage mod stolpen og så op i himlen. Han gjorde et svagt skuldertræk og virkede betænkedelig før han med fast stemme svarede hende.
"Blive slået ned, røvet eller voldtaget. Men den fare genere dig måske ikke?" Han så på hende med et hævet bryn og et skævt, lokkende smil. Hans røde øjne måtte virke sorte i den sparsomme belysning, så han frygtede det ikke. "Faktisk er du meget heldig, der ikke er kommet nogen endnu." Hans stemme var selvsikker og hvert ord havde en forførende vikning. Det var endnu ikke faldet ham ind, at hun ikke var et almindeligt, gement menneske, så han fortsatte sit perfekte skuespil, for at få fingrene -eller rettere sagt tænderne- i hendes blod.
Han stod tavst og lod blikket glide ned over hendes ansigt, uden at stoppe ved hendes øjne, som så mange andre ville have gjort. Hun var smuk, som han havde troet. En egenskab, der bare fik ham til at hungre mere efter hendes blod. Hun så også ud til at være på alder med ham selv, så ingen ville se noget sært i, at de stod alene er. Hele situationen var vist perfekt. Næsten for oplagt.
"Bor du her i nærheden?" Spurgte han, efter kort tids tavshed. Han lød ikke, som så mange andre drenge, der sikkert bare ville i bukserne på hende. Han forsøgte bare at konversere og få hende til at føle sig tryk.

Evangeline smilede lidt af manden foran hende, og hans forsøg på at skræmme hende, som det - ifølge hende - helt sikkert var.
"Så stor er sandsynligheden da heller ikke, for at det sker" Hun lod langsomt, men forførende en hånd glide igennem sit lyse hår, imens hun betragtede ham. Hendes blik hvilede på han ansigt, som fascinerede hende, på en måde som intet havde fascineret hende før. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og smilede over den forførende tone i hans stemme. Hun var ikke bange for ham overhovedet - hun følte sig nærmere tiltrukket af ham. Hun fik følelsen af, at så længe hun var sammen med denne smukke, unge mand, ville intet ondt kunne ske hende. Hun reagerede ekstremt naivt. I det hele taget var hun bare naiv og uforsigtig, hvilket nok også var grunden til, at hun havde kunnet få sig selv til, at gå hen på denne faldefærdige legeplads så sent om aftenen.
"Jeg bor ikke så langt herfra" Hun smilede igen. Når hun var i nærheden af ham, kunne hun ikke andet. Hun anede ikke, hvorfor hun havde det sådan. Der var noget over ham.. noget specielt, som fik hende til at reagere på en anden måde, end hun ellers ville have gjort.

Han nikkede kort med et svagt smil.
"Jamen, okay så ... er er vel heller ingen grund til, at være bange, hvis du ikke har langt hjem." Han trak på skulderne og så lidt ud over legepladsen. "Men du burde alligevel være på vagt ... JEG kunne jo nemt snige mig ind på dig." Det var en tanke, der næsten kunne få ham til at grine. Han elskede når ofrene var så nemme, selvom forførelsen var den sjoveste del af jagten.
Han rettede sig op og gik et lille skridt mod hende, hvorefter han tog fat om den ene gynge-lænke/snor ... Han smilede skævt ned til hende. Han spillede rollen til perfektion, så hver en bevægelse og hvert et ord charmerede sig ind på hende. Tålmodigt ventede han på det rette øjeblik.
"Vil du have et skub? Eller sidder du bare ... " Hånden gled langsomt ned over lænken og lagde sig på hendes skulder i stedet. Han kunne mærke blodet susse i hendes åre, og blot det, var næsten berusende.
Det var ikke længe siden, han havde fået blod, men han længtes virkelig efter den vidunderlige smag. Og blod fra en ung piges hals var altid bedre.

Evangeline grinede kort, da han sagde, at han kunne snige sig ind på hende, hvilket hun godt vidste i forvejen. Det var jo det, han lige havde gjort, da han kom hen til hende. Men der havde hun også været utrolig uopmærksom, hvilket hun jo ikke altid var. Det var udelukkende når hun sad i sine egne tanker, at dette var muligt. Dette gjorde hun godt nok tit, men heller ikke tiere, end at chancen for, at en psykopatisk vampyr skulle komme forbi og slå hende ihjel, næsten - ifølge hende selv, selvfølgelig - var lig nul. Som om der var nogen der ville gøre hende noget! Og da slet ikke den smukke, unge mand, som stod ved hendes side. Sikke en latterlig tanke! At han af alle personer, ønskede at gøre hende ondt. Det var så usansynligt, at hun fandt det morsomt. Hendes latter var lys og smittende. Hun have en dejlig latter, som var ligeså glad og forførendes som hendes stemme.
"Du vil jo heller ikke gøre mig noget" Hun så på ham, med hendes store, grønne øjne, som lyste langt væk af tillid, glæde og naivitet. Evangeline kendte ganske vidst ikke manden foran hende, men hun var allerede faldet fuldstændigt for ham.

Evangeline smilede over den unge mands charme og forførende ord, som i den grad havde en virkning på hende. Hun rødmede svagt, da han tog fat i kæden i gyngen, og dernæst lod hans hånd glide ned på hendes skulder. Hun havde ikke lyst til at han skulle skubbe hende. Hun havde lyst til at han skulle tage hendes hånd og hjælpe hende op at stå, hvorefter han skulle lægge sine muskuløse arme omkring hende og lade hans læber møde hendes i et langt og inderligt kys...
Evangeline måtte blinke et par gange, for at forhindre at hun faldt hen i sine egne tanker endnu en gang. Tanker som kun omhandlede manden ved hendes side, og hvad hun ønskede han skulle gøre ved hende. Hun smilede forlegent til den unge mand, og så på ham med hendes smukke grønne øjne, som lyste langt væk af både lyst og forlegenhed. Hun nikkede til hans spørgsmål. Han måtte gerne skubbe hende. Der var så meget, hun hellere ville have at han gjorde, men det ønskede hun ikke at sige højt. Det ville virke for desperat, for.. underligt.

En charmerende og lokkende latter slap hans læber, da hun sagde, han ikke ville gøre hende noget ...
Han gik ind foran hende, tog fat i begge gynge-snore og lænede sig lidt mod ende mens smilet bredte sig på hans læber. Han var sikker på, hun kunne se at hans øjne var røde nu og han forvendtede halvt om halvt at hun ville udstøde et skrig.
Han ignorerede hendes nik og fokuserede bare på det, hun havde sagt.
"Er du sikker på, jeg ikke vil det?" Hviskede han forførende og smilede så hans hugtænder blev blottet. Han så ned på hendes varme hals. Han smilede svagt, da han læste hendes tanker, om alt, hvad hun ville have ham til. Det var sådan en lydig, drømmende pige han ville have som sin højre hånd, men han var sikker på, hun ville løbe sin vej, hvis hun fik chancen.
"Sikke en drømmer," hviskede han forførende. Hans krop begyndte at hede op ved tanken om hendes blod. "Hvor sødt." Hans blottede tænder begyndte at træde frem og han bøjede sig lidt ned over hende, så han næsten kunne røre hendes hals med tænderne.
"Ville sådan en sød, lille drømmer tilbyde lidt blod?" Han ville sikkert sætte tænderne i hende uanset hvad hun sagde, men det var sjovere at lege lidt med maden. Desuden var han nysgerrig efter hendes svar. Hun var jo tydeligvis langt væk i sin egen verden.

Evangeline rødmede, og smilede om muligt endnu mere, da han lænede sig hen mod hende. Nu skete det, nu ville han lægge armene om hende. Men hendes håb blev punkteret, som en nål i en ballon, da hun så hans røde øjne. Den første tanke der slog hende, var at det ikke var noget særligt. En bestemt øjenfarve, afgjorde vel ikke om personen var farlig eller ej. Hun valgte at ignorere det faktum, at vampyrer havde røde øjne. Det havde hvide kaniner jo også? De slog jo ikke nogen ihjel.. Et ekstremt latterligt eksempel, men det var det bedste hun havde, og hun overbeviste sig selv om, at han intet ondt ville gøre hende. Dog var virkeligheden begyndt at gå op for hende. Da han smilede sit forførende smil, og blottede sine hugtænder udstødte hun et skrig. Han var ikke ligefrem så ufarlig som en hvid kanin alligevel. Det havde hun heller ikke for alvor troet. Hun havde håbet. Et spinkelt håb, som nu var forgæves.
Evangeline tog sig selv i at være i tvivl om, om hun skulle forsøge at flygte. Han lænede sig jo hen mod hende.. De var så tætte. Så tætte, som hun ville have, at de skulle være. Og hvis han fik lidt blod ville han måske give hende det inderlige kys hun længtes så længe efter.. Hans duft og forførende måde at være på slørede hendes tanker. Svækkede hendes dømmekraft.
Han kaldte hende en drømmer - men hvorfor det? Hun så på ham. Direkte ind i hans røde, men dog stadig forførende vampyr-øjne. Og så slog en tanke ned i hende.
"Du kan læse mine tanker?" Hun hviskede det halvt, som om hun håbede, at han gav hende det svar, hun gerne ville have, hvis han næppe hørte spørgsmålet. Hvis han kunne læse hendes tanker, vidste han nu alt om den lyst hun havde til ham, hvilket gav ham endnu et våben mod hende.
Evangeline så på ham, da han spurgte hende. Og igen tog hun sig selv i, at overveje noget, hun burde have sagt bestemt nej til. Hvor meget blod ville han tage? Hvis det nu ikke skadede hende og ikke gjorde ondt eller gav nogen form for langvarige mén.. hvorfor var det så, så slemt? Hvis han nu fik sit blod, så ville han måske holde om hende, kysse hende. Gøre alt det ved hende, som hun så inderligt ønskede. Også selvom hun vidste, at han med lethed kunne slå hende ihjel. Uden at have tænkt tankerne til ende rystede hun blot på hovedet. Hun var for skræmt til at lade ham gøre det. For bange. Hun ville ikke mærke smerten eller risikere selv at blive vampyr. Men hun skubbede ham ikke væk. Hun kunne ikke. Han var så tæt på hende. Hun ønskede ikke, at dette skulle ændre sig.

Da hun skreg, lagde han hurtigt en hånd over hendes mund og rystede på hovedet med et varmt, charmerende smil.
"Shhhhyyyy," tyssede han på hende og så på hende med det mest forførende blik han kunne fremkalde.
"Ja,," hviskede han med et svagt smil og gik tættere på, mens gyngen blev skubbet bagud. Hun kunne ikke flygte. Han ville ikke lade hende. "Jeg kan læse tanker, min lille drømmer." Han så lidt ned af hende. Den skønhed. Et perfekt ansigt, en perfekt krop ... Omtrent på hans alder og en naiv drømmer. Hun var så tæt på den slags pige, han havde drømt om, da han var menneske - hvis det ikke var for det lyse hår. Han havde altid haft en svaghed for mørkhårede piger.
Hans hænder gled ned over gyngens snore og lagde sig blidt om hendes talje. Han vidste præcis hvad hun havde fantaseret om og selvom det var sødt, gjorde det hende stadig til et nemt offer.
"Ikke?" Hviskede han såret, da hun rystede på hovedet. "Ikke engang, hvis du får det kys du længtes sådan efter?" Han ville give hende, hvad hun ville have, hvis han bare fik hendes blod.
Han ville nemt kunne give hende alt hun fantaserede om og han ville med glæde gøre det. Måske ville hun alligevel være den rette at have ved sin side.
"Jeg lover dig, du dør ikke." Han kyssede hende på kinden og ned over halsen. "Du kan få, hvad du drømmer om ... Bare et par dråber." Hans stemme dirrede af begær og han var sikker på, han ikke var den eneste, der hedede op.

Evangeline tænkte på, at bide ham i hånden, og forsat skrige på hjælp. Redde sit liv, slippe væk fra denne farlige, men også charmerende og forførende vampyr. Hun kunne ikke lade vær' med at rødme svagt, da han kaldte hende "sin drømmer". Det var det hun ville. Hun ville være hans.. Hun var blevet bekræftet i, at han var fuldstændig klar over, hvad hun tænkte. Men hun var ligeglad. Lysten og begæret havde overskygget fornuften for længe siden. Alle hendes tanker om flugt forsvandt, som dug for solen, da hun så hans chamerende smil. Hun længtes sådan efter ham, og da han lænede sig hen mod hende, så gyngen blev skubbet bagud, smeltede hun fuldstændig. Han var så tæt på.. og han var hendes hvis hun blot gav ham lidt af hendes blod. Det der endeligt afgjorde Evangelines beslutning, var det løfte manden gav hende. Det kys hun længtes så meget efter, at det gjorde ondt. Det var så tæt på. Hvis hun bare sagde "ja". Et enkelt ord, og hendes største ønske ville blive opfyldt...

Evangeline stivnede, da hans kolde læber rørte hendes kind, og forsigtigt bevægede sig ned mod hendes hals. Hvis han dog bare ville ramme hendes mund. Lade sine dejlige læber møde hendes i et kys.. Det var så tæt på at ske, at det næsten gjorde ondt. Han var nogle få cm fra hendes mund, men hun ville aldrig få det kys, hvis hun ikke gik med til, at give ham sit blod. Det ville være så forfærdeligt at tænke på bagefter. Hvor tæt det var på at ske.. og at det sluttede, lige inden han ramte hendes mund, fordi hun sagde nej. Det var kun et par dråber.. Det ville ikke betyde det store. Det ville ingen forskel gøre. Hendes grønne øjne lyste langt væk af lyst og begær, til den mand som var foran hende, som hun var så tæt på at få, men som hun samtidigt også var så tæt på at miste.
"V-vil det komme til at gøre ondt?", det eneste der afholdt Evangeline for at sige ja, var angsten for smerten. Hvis hun ikke døde, og hvis det ikke gjorde ondt. Hvis der ikke skete hende noget.. Ville det så være så slemt? Hun ville jo få sit kys. Det hun længtes så inderligt efter ville ske. Det eneste hun skulle, var at lade ham drikke et par dråber af hendes blod..

Han så hende rødme, han mærkede hvordan hendes hud hedede op under hans læber, han hørte hendes åndedrag og han lugtede hendes blod ... Jagten var virkelig en oplevelse for alle sanser ... Så fristende ... Det eneste han manglede nu, var at smage hendes blod. Så ville alle sanser være tilfredse.
Pludselig trak han hende op fra gyngen, så han ikke behøvede at være bøjet ned over hende. Han trak hende tæt ind til sig så deres kroppe pressedes mod hinanden. Han så hende dybt i øjnene og hans lokkende smil bredte sig stadig på hans læber.
"Smerte? ... Er du så bekymret for det?" Han sukkede svagt af hende og stod kun med sine læber en enkelt centimeter fra hendes. "Det gør ondt," hviskede hanforførende og lagde hovedet lidt på skrå. "Men det er en berusende smerte ... Det føltes godt." Hun var ikke den første pige, han havde fået til at smelte på den måde, og han nød det helt bestemt lige meget hver gang!
"Men hvis du ikke vil ... " Han begyndte svagt at løsne grebet om hende med et lokkende, drilsk smil ...

Han slap hende og trådte et skridt tilbage. Hvis pigen virkelig var sådan en drømmer, ville hun stoppe ham. Hvis ikke ... Så ville han vende om og tage hendes blod med magt.
"Men så farvel da, hvis du virkelig er så bange for smerten." Han smilede trist til hende da han vendte om og begyndte at gå ...
Selvølgelig ville hun stoppe ham. Smilet bredte sig og blev ondskabsfuldt.

Evangeline gispede, da han løftede hende op fra gyngen, og pressede hans vidunderlige krop ind mod hendes. Hun gispede både af overraskelse, nervøsitet, glæde og selvfølgelig lyst. Hvis han dog bare ville kysse hende. Længe og inderligt. Hun ville ikke vente længere, hun ville have ham nu! Det var så dejligt, men samtidigt så deprimerende at hun var så tæt på ham, men alligevel ikke tæt nok. Hendes læber, hendes hjerte, ja, hele hendes krop skreg efter ham. Hun vidste ikke hvem denne mand var, men hun ville være i hans arme. Hun ville være ved hans side. Hun ville være hans. Hun tænkte slet ikke over hvor farligt, det hun var i gang med, egentlig var. For det var farligt. Livsfarligt. Men Evangeline havde slet ikke tænkt over det faktum, at han var vampyr. At han uden den store kraftanstrengelse, kunne slå hende ihjel, som var hun ikke andet end en flue. De fornuftige tanker var for længst forsvundet fra Evangelines hoved. Så længe den vidunderlige mand som stod foran hende, var i nærheden, ville de ikke komme igen. Fornuften var erstattet af lysten.. begæret, efter denne unaturligt smukke, unge mand.

Evangeline var lige ved at få tårer i øjnene, da han løsnede sit greb om hende. Han måtte ikke slippe hende.. de var så tæt på. Da manden tog et skridt tilbage, væk fra hende, var det næsten for meget for hende. Hun ville have ham hos hende, han måtte ikke gå.. Det var næsten ikke til at bære, at han sagde "farvel" til hende, og skulle til at gå.
"Jeg er ikke bange.. kom tilbage, vil du ikke nok?" Evangelines stemme var bedende og desperat. Han måtte ikke gå fra hende, hun ville have ham til at blive ved hendes side.. hun ville have sit kys..
"Du må ikke gå.. du.." Evangeline tøvede en anelse. Hun skulle til at sige, at han måtte tage det blod han havde brug for, men hvis det nu slog hende ihjel? Hun besluttede at ændre sin måde, at sige det på.. lidt.
".. du må tage det blod, du skal bruge, men det må ikke slå mig ihjel.." Hun så på den unge mand, som stod med ryggen til hende. Hvis hun døde, så fik hun ikke den nydelse han havde lovet hende til gengæld. Det var derfor, hun ville sikre sig, at hun overlevede. Det var det eneste hun havde i hovedet ligenu. Ham, hans krop, hans læber.. det hele ville blive hendes, så snart han havde taget det, han gerne ville have. Og så slemt ville det hellere ikke blive. Han havde jo sagt, at smerten ville blive.. berusende? Hun stolede blindt på ham, og håbede så inderligt at han ville vende sig om mod hende og holde hende i hans arme, som han havde gjort for lidt siden..

Legepladsen henlå i fuldkommen stilhed, da ekkoet af hans skridt tilsidst tonede ud. Han blev stående med ryggen til hende, mens han med hemmelighedsfuld mine overvejede sit næste træk.
"Så du er villig til at tage den chance for et kys?" En svag, førførende latter slap ham og han vendte sig mod hende igen. "Du ved vel, at du måske aldrig kommer til at se mig igen."
Han gik mod hende, uden at vendte på hendes svar - selvom hans fantasi nu også var startet, og han forstillede sig hrordan hun ville holde sig fast til ham og tigge og be om at tage med ham. Måske ville hun endda kunne hjælpe ham i ly for solens stårler. Hun sagde jo, hun boede tæt på.
Blidt lagde han armene om hende. Han pressede hendes krop mod hans egen og smilede svagt af den pludselige varme mod hans egen kolde hud. Han lænede sig svagt mod hende, mens han så hende i øjnene.
Et øjebliks tøven ofør han pressede sine læber mod hendes og lukkede øjnene i. Hans arme, der lagde let omkring hendes talje, skubbede hende tæt ind mog ham, så der ikke var den mindste plads mellem dem.
At være så tæt på hende, at kunne lugte det varme blod, det var så fristende at han knap kunne holde det ud.
Han havde allerede set i hendes tanker, at hun ønskede at være ved hans side. Det var han virkelig tilfreds med.
Efter et langt kys, slap hans læber hendes og han smilede skævt til hende. Uden et ord kyssede ham ned over halsen og lod langsomt de fremtrædende hugtænder glide gennem hendes hud.
Smagen af blod var utrolig og han stønnede svagt ned i hendes hals. Blodet dryppede ned i hans mund og hans sult blev langsomt stillet.

Hun smilede lykkeligt, da han vendte sig mod hende igen. Hun kunne ikke lade vær' med at smile, da hun nikkede. Hun var villig til at gøre det, for et kys. For at mærke hans læber mod hendes i et inderligt kys, som hun vidste kun han kunne give hende.

Evangeline stivnede et øjeblik, da han lagde armene om hende, og nød følelsen, af hans kolde muskuløse arme mod hendes varme hud. Hun mødte hans blik, og så ham i øjnene. Hendes øjne lyste lang væk af begær. Hun så forventningsfuldt på vampyren foran hende, og ventede på det kys, hun vidste hun ville få. Hun lukkede hendes øjne, da hans perfekte ansigt, nærmede sig hendes. Hendes arme gled op omkring vampyrens nakke, da han lod sine læber mødes hendes, i det inderlige kys, hun havde længtes så meget efter. Det var om muligt endnu mere fantastisk at kysse ham, end hun havde turdet håbe på, og hun kyssede ivrigt med, og nød følelsen af, at han holdt hende tættere ind til sig.

Da det lange kys var overstået, var det eneste Evangeline tænkte på, ham og hans læber. Hun ville have mere, han måtte ikke slippe hende nu. Hun åbnede øjnene et kort øjeblik, og mærkede hans kolde læber mod hendes hals. Hun skreg højt og hjerteskærende, da hans tænder ramte hendes hals og borede sig ind i hendes hud. Det gjorde ondt.. Nej, det var en underdrivelse, at det gjorde ondt. Smerten ved at brænde op, var ingenting i forhold til den her. Evangeline skreg, indtil det gjorde for ondt, til at hun kunne koncentrere sig om at skrige. Hun stirrede blot ligefrem for sig, imens vampyren drak hendes blod. Fuldstændig hjælpeløs og ude af stand til at gøre den mindste modstand.

Fraværende slog han en hånd over hendes mund for at dæmpe hende. Det evindelige skrigeri ødelagde den vidunderlige smag. Han havde aldrig hørt et af hans ofre skrige så højt før og det irriterede ham. Så slem huskede han ikke smerten til, da han selv blev forvandlet. Faktisk havde han ønsket, at vampyren blev ved med at drikke ... Og det gjorde den. Vampyren havde tømt ham fuldstændig og selv da hjertet kæmpede for at pumpe det ikke-eksisterende blod rundt, og smerten var på det højeste, skreg han ikke.
Men alt det lå så fjernt nu. Det, han huskede tydeligst, var da vampyren flængede sit håndled og lod ham drikke ... En vampyrs blod ... Såmeget mere vidunderligt end et gement menneske, men ikke noget, man kunne leve på.
Alligevel havde han været så dum, at ...
Nej.
Han skubbede hurtigt tankerne væk. Der var ikke tid til at dvæle ved fortiden. Han koncentrerede sig fukdstændigt om den lyshårede piges blod. Efter at have drukket, til pigen næsten var i livfare, slap han hende.
Han smilede skævt til hende og slikkede blodet væk fra læberne.
"Du bør tage hjem," hviskede han lokkende, mens han slap hendes talje. "Jeg skal finde ly for dagen ... Du ved vel, hvad der sker for min slags om dagen." Han var sikker på, hun ville bede ham tage med. Sådan en dejlig lydig drømmer. Han miledekort til hende før han begyndte at gå igen. Han havde fået, hvad han ville have. Hendes blod. Mere behøvede han vel ikke.

Evangeline lagde en hånd på sin hals, der hvor han havde bidt hende. Hun rystede svagt og nikkede til det han sagde. Hun tøvede, men at se ham gå væk fra hende, var nok til at hun tog en hurtig beslutning, uden at tænke først, selvfølgelig.
"V-vil du med mig? Med mig hjem? Du kan blive til solen går ned igen.." Hendes stemmede rystede en anelse. Hun var lidt i chok over det, der lige var sket, men ikke mere, end at hun vidste hvor meget hun ønskede denne vampyr ved sin side. Hun tvang et smil frem, og hvis hun kunne ville hun gå hen til ham, men hun kunne ikke få sine ben til at reagere. Hun vaklede en anelse, men fik så kontrol over sin krop igen. Hun så afventende på ham, og håbede inderligt at han ville tage imod hendes tilbud, og tage med hende hjem.

Han stoppede op og så positivt overrasket ud, da han så på hende igen. Et falsk smil spillede på hans læber. Han havde hende præcis hvor han ville have hende, og han elskede det!
"Jotak ... " Han rynkede brynene lidt, da han så hvor hun rystede. Han gik roligt mod hende og lagde en arm om hende. "Har du brug for lidt støtte?" Han så bekymret på hende men det forførende og lokkende var stadig i hans bevægelser.
Han kyssede blidt hendes hals og slikkede lidt blod væk, der var på vej ned over hendes skulder. Såret begyndte svagt at lukke sig og han var sikker på, hun ville komme ovenpå igen snart.
"Rolig," hviskede han til hende, mens han kæligt trak hende ind i sin favn. "Jeg drak ikke så meget ... Du klare dig." Han smilede bredt og sejrrigt.
Kort og blidt pressede han sine læber mod hendes.
"Hvilken vej?" Hun havde jo sagt, hun boede i nærheden, men han havde ikke set hvor i hendes tanker.

Evangeline lyste op i et stort smil, da han sagde ja til hendes tilbud. Hun havde lyst til at løbe ham i møde, da han gik hen til hende, men hun blev blot stående, og nød følelsen af hans arm omkring hende.
"Tak.." Evangeline smilede og slappede mere af, hvilket resulterede i, at hun langsomt stoppede med at ryste. Foruden den forførende effekt som han havde på hende, kunne han også berolige hende, som ingen andre kunne.
Hun stivnede da hans mund nærmede sig hendes hals, men slappede af, da han blot slikkede blodet af, uden at bide igen..
Evangeline smilede til hans beoligende ord. Hun så ingen grund til at tvivle på ham. Hun stolede blindt på ham, og alt det han sagde. Han kunne bilde hende ind, at han havde set en flyvende ko, og hun ville stadig tro ham. Hendes arme lagde sig igen langsomt om hans nakke, da han kyssede hende, selvom det kun var kort. Hun slap ham modvilligt og tog i stedet hans hånd, hvorefter hun begyndte at gå.
"Det er den her vej.." Hun smilede, og nød at have hans kolde hånd i sin.

Stadig med det charmerende, falske smil på sine læber, fuglte han med hende, i den vej hun trak ham. Han overvejede lidt om han skulle tage hånd om situationene. Det ville være så let at misbruge en naiv pige som hende.
Han fuglte nøje med i hendes tanker. Hvis hun havde flere af den slags fantasier, skulle han vide det ... Han skulle have et våben mod hende og hun gav ham det allerede alt for villigt.
Som menneske ville han have haft ondt af hende og forsøgt at beskytte hende af alle kræfter, men det var så mange år siden og nu var han selv blevet et af de manipulerende svin han havde hadet en gang.
Han trak hende blidt ind til sig, så de gik side om side.
"Hvad hedder du?" Spurgte han med et svagt smil på læberne. Hun havde ikke engang spurgt om hans navn før hun drømte om at kaste sig i armene på ham. Det var ærligt talt lidt komisk ... Han greb sig selv i at overveje, om hun var sådan på grund af hans udseende eller om hun bare var desperat. Han ville nu helst tro på det første.
Han skubbede alle de tanker væk og fokuserede på hendes istedet. Hvis han blev for ufokuseret var det næsten umuligt at høre andres tanker ...

Evangeline betragtede jorden foran hende, imens hun gik. Nu hvor hun ikke blev forblændet af den smukke, unge mands perfekte udseende og forførende personlighed, var det nemmere at tænke klart, og derfor kom tvivlen frem i hendes tanker, for første gang den aften. Hun var fuldstændig væk i en vidunderlig og smuk vampyr, som havde drukket hendes blod... Måske havde han ikke de samme følelser for hende? Måske.. udnyttede han hende bare, for få, hvad han ønskede?

Hun nåede kun lige at tænkte tanken til ende, før han lagde en arm om hende og holdt hende ind til sig, hvilket fik tvivlen på afstand. Lang afstand. Hun lod ham holde om hende og nød følelsen, og straks var hendes tanker præcist som de var før - uden det mindste tegn på tvivl. De omhandlede kun de ting, hun ønskede at den smukke vampyr skulle gøre mod hende. Hun ønskede inderligt, at kysse ham endnu engang. Den følelse af lykke, som fløj igennem hendes krop, når hun mærkede hans læber mod hendes, ville hun opleve igen.. mange gange igen. Hun længtes efter ham, og hun var villig til det meste i selskab med ham. Han var jo så smuk, så vidunderlig, så.. perfekt. Sådan havde hun ikke følt det for andre før ham. Eller jo, det havde hun nok. Men de havde såret hende, udnyttet hende.. Det var hun overbevist om, at denne vidunderlige mand aldrig ville gøre.

"Evangeline.." Hun svarede på hans spørgsmål, og kom så pludselig i tanke om, at hun ikke kendte hans navn.
"Og dig?" Hun smilede, og betragtede ham lidt med hovedet på skrå, imens hun ventede på sit svar.

Smilet bredte sig en smule på hans læber, mens han holdt fokus på hendes tanker. Hvor kært, at hun stolede så meget på ham ... Han fandt det næsten helt absurd.
For let ... For perfekt ... Men han ville ikke klage. Lykkens gudinde havde tilsmilet ham og sådan et held skulle man jo ikke se negativt på.
"Evangeline," hviskede han med en charmerende, mystisk men dog fraværende tone ... "Sikke et smukt navn." Han trak hende blidt lindt tættere ind til sig og kyssede hende på kinden.
"Diego," præsenterede han sig hurtigt med et skævt smil. Sådan set hed han Ciel, man hans skaber havde kaldt ham Diego, da han blev forvandlet, og han havde taget det til sig uden at tænke nærmere over det.

Et kort øjeblik greb han sig selv i at tænke på at tage mere end hendes blod, men han rystede det hurtigt af sig. Han var for god til at misbrugeen ung pige ... Ogås selvom, han ikke vidste hvad hun var. Hun var ikke menneske, det kunne han smage i hendes blod, men det betød intet ... Han måtte have mere af denne skønne nektar ... Og hun kunne give det.
Og hvis hun frivilligt ville give ham, hvad han ønskede ... De kunne nemt begge blive tilfredse ...
Et kort sekund blev hans smil ondskabsfuldt, men det blev hurtigt lokkende igen.

Evangeline kunne ikke lade vær' med at rødme, da han komplimenterede hendes navn. Hun blev en smule overrasket, da han trak hende ind til sig og kyssede hende. Hun ønskede ikke, at han skulle slippe hende igen. Hun ville have at han holdt om hende, kyssede hende. Hun var næsten ligeglad med hvad han gjorde ved hende. Bare han var tæt på hende. Hun nød det mere end noget andet. Det var en helt fantastisk følelse at have ham hos hende. Så tæt på hende. Hun ville være hans. Kun hans..

"Diego" Hun vidste ikke hvorfor, men hun elskede hans navn. Det var perfekt. Præcis, som han var. Hun følte sig så lykkelig i denne vidunderlige skabnings arme.

Efterhånden nåede de ind i byen, hvor alle lejlighederne var. Evangeline gik hen mod et af husene, hvor der var tre etager i. Hun åbnede hoveddøren og gik ind, hvorefter hun forsatte op af trappen. Hun låste døren til sin lejlighed op, og lod Diego gå ind først. Hun smilede og låste døren efter dem... så de ikke blev forstyrret..

Diego fuglte med op i hendes lejlighed uden rigtig at tænke nærmere over, hvor det var. Han var kun opslugt af hendes tanker. Og da hun låste døren var hendes tanker ret så tiltalende. Han smilede skævt og så sig lidt omkring. Der så ud til at være vinduer i alle rum, så de måtte dække et vindue til, hvis han ikke skulle brænde op inden solnedgang.
"Kært lille sted ... Bor du alene?" Det ville være ret så akavet, hvis hun pludselig fik forældre randende. De ville sikkert kaste ham direkte ud i solen ... Han gøs ved tanken.
Ærligt talt ville han nu gerne se, hvordan verden så ud om dagen. Selvom han huskede fra sit menneskeliv, at natten var langt smukkere, var han stadig så godt som født nysgerrig. Men det var vel normalt at et barn var nysgerrig og han havde aldrig haft chancen for at vokse rigtigt op.
Til sidst satte han sig ned i sofaen og så på hende med et skævt smil. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilet bliv hurtigt forførende. Der var jo stadig lidt tid inden solen stod op og man sagde jo at natten altid var ung. Det kunne ligeså godt udnyttes ...
Det grumme glimt i hans øje var næsten ikke til at se, men det var der.

Evangeline smilede og gik hen og trak gardinerne for vinduerne i stuen, så ingen kunne se dem, og så brændte han jo heller ikke op.
"Jeg bor alene" Hun smilede, og smeltede fuldstændigt over det forførende blik i hans øjne. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham. Hun kunne ikke lade vær' med at se på den vidunderlige mand, som sad i hendes sofa. HENDES sofa. I HENDES lejlighed. Det var næsten for godt til at være sandt. Hun smilede og betragtede sig selv i spejlet, hvor et sår var tydeligt på hendes hals. Den ene skulder på hende trøje var plettet af blod. Hendes smil blegnede og hun berørte forsigtigt såret på sin hals. Hun blinkede et par gange, begyndte at snakke, dog uden at se på Diego.
"Jeg.. jeg må nok hellere skifte trøje.." Hun forsvandt ud af stuen og ind på soveværelset, hvor hun for en sikkerheds skyld også trak gardinerne for vinduet. Hun åbnede sit skab og fandt en løs kjole frem. Den var måske lidt for kort, og fremhævede mere end den skjulte, men hun kunne tage den på, uden at tage den over hovedet, da hun ikke ville røre såret mere end allerhøjest nødvendigt. Desuden var hun enormt tiltrækkende i denne kjole.. og det var hun sikker på at Diego ville give hende ret i.

Hun havde glemt at lukke døren ind til soveværelset, så den stod åben, og man kunne sådan set se, direkte ind i soveværelset ovre fra sofaen af. Hun sine sko af, og stilte dem ved siden af skabet. Derefter trak langsomt t-shirten af, så den næsten ikke ramte såret. Derefter tog hun sine shorts af, også langsomt, hvorefter hun iførte sig kjolen. Den var meget enkel, men stadig pæn. Hun kastede et blik på sig selv, i spejlet på væggen i soveværelset, og samtidigt så hun døren ud af øjenkrogen. Og opdagede at den havde været åben..