Everytime i look around - Todd

Sted :: Eau - Stor centeret
Tid :: hen af eftermiddagen
Vejr :: Det regner uden for stor centeret
Omgivelser :: En masse mennesker

Regnen stod ned i stive strømme, det var som om de ingen ende havde. En kvinde på de tyve banede sig vej igennem folkemængden så godt hun kunne. Hun hørte en masse banden og en mand der var så fræk at råbe efter hende at en luder som hende burde passe bedre på. Selvom at hun havde vendet sig til det. Dog var det stadig sårene og tårerne bankede bag hendes øjenlåg til de tomme og ikke senene øjne, der var så grønne som de nyde bøgeblade om foråret. Et suk gled igennem de fyldige læber, som hun kom ind i tørvejr. Hun lod langsomt hånden glide igennem håret og begyndte at gå ind i selve centeret og undgik de fleste folk, da hendes sjette sans fortalte hende hvem der kom imod hende og ikke. Dog var det nogen gange den svigtede hende. Hun tog langsomt sin pind frem og begyndte at bane sig vej igennem folke mængden. *hvad har du også rodet dig ud i* var hendes tanke, der slå ind i hende, da en ung fyr igen gik ind i hende og hun fik skylden. Hun sukkede stille og fandt sig en bænk hun satte sig på og mindes tilbage til den dag hvor hun havde kunne se.
For omkring 2 år siden var Maya blevet ramt af kræft i øjnene, som først havde svækket synes, og efterhånden var lyset blevet til mørke, og hun havde intet kunne se siden da. Det var hårdt at vide, at den verden man havde kendt før var forsvundet. Sammen med de venner hun troede hun havde haft. Kæresten havde også efter noget tid forsvundet, og det eneste hun havde tilbage var hendes bror. Et lille smil bredte sig på hendes læber mens hun stirrede tomt ud foran sig uden rigtigt at have noget at tage sig til.

Todd havde gået inde i stor centeret i et stykke tid, efter at han ikke gad at gå ud i regnen, ville vente med at tage hjem efter at det næsten ikke regnede mere, han hadet jo det når ens tøj blev vådt også det klistrede sig til en. Han bandede sig vej igennem menneske mængden og når det kom til stykket var han egentlig ikke særlig glad for at gå imellem alle disse mennesker, han fik bare følelsen af at dræbe nogen og sende dem til helvede med det samme. Selvom han ikke direkte kunne det. Letter forpustet satte han sig ned på en bænk, som han havde nærmet sig, uden at han havde lagt mærke til at der sad nogen på bænken, "Argh.. det er sidste gang jeg kommer i centeret, hvor der er så mange.." mumlede han inden at han så kiggede til den ene side, hvor kvinden sad, han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende, *Er hun blind..?* tænkte han nysgerrigt, men til ingen overraskelse, fandt han hurtigt ud af at hun var blind da han fik øje på pinden hun havde med sig. *Stakkels hende* tænkte han og undslap et lydløst suk, Todd vidste ikke om han skulle sige mere, eller generelt sige noget til hende som han ikke engang kendte?

Lægger benene over kors og sidder ellers bare og kigger tomt ud i luften som altid. Ikke rigtig fordi hun kunne så meget andet når det kom til stykket?
Bider sig lidt i læben, og vender så langsomt hoved da hun hører en sætte sig på bænken og mumle noget med mange mennesker, griner svagt og læner hoved for over "ja.. det er ikke altid lige så sjovt når der er mange mennesker.." sagde hun stille og bed sig i læben. Den følelse af at der var mange gange opstået hos hende. Mest af alt fordi at hun altid gik ind i folk selvom at hun prøvede at undgå dem så godt som overhoved muligt. Sjovt, hun havde altid været venlig mod blinde folk, men efter tiden fandt hun bare at folk var utrolig ubehøvlet over for dem. Eller var det bare hende? Hun lod igen hånden glide igennem håret og vente ansigtet mod den fremmede, og ville ønske at hun kunne se hans ansigt. Og kunne mærke hvordan de trak i hendes mundvige ned af. Tanken om aldrig at kunne se en persons ansigt mere, den var lammende, stadig selvom at der var gået så lang tid til at vende sig til det. Men igen, det var vel ikke noget man bare lige vendede sig til? Hun regnede i hvert fald ikke med at hun ville gøre det.
Hendes tomme øjne lå på ham, uden at kunne se ham. Bare en ren vane at kigge på folk som man talte til, eller fandt interessant.

Todd vendte igen blikket mod denne ukendte kvinde, som han intet kendte til overhovedet. Han nikkede så kort, til det som hun sagde. ”Nej.. det er det ikke” sagde han lavt med en lidt kølig tone i stemmen, ikke fordi hun skulle få et indtryk af at han var ond, for det var han som ikke, kom an på så meget, om han var ond eller ej. Rigtigt, så var han jo en dødsengel. Han gættede sig frem til at denne kvinde, var et menneske, imens at han kiggede ind i hendes øjne, ”..Vil intet ondt gøre dig.. men.. hvordan blev du blind?” spurgte han så stille, med en blid stemme, imens at han faktisk var pænt nysgerrig for at høre hendes historie omkring det. Og han kunne godt gætte sig frem til at det var ubehageligt at være blind, især for sådan en kvinde som hende. Todd kunne faktisk ikke helt forstå at blindheden havde ramt hende, han syntes at det var synd for hende og der var forskellige årsager til at en person blev blind, og han var interesseret i at høre hendes historie. Dog hvis kvinden ikke var villig til det eller ikke ønskede så meget at fortælle om det, så ville han selvfølgelig acceptere det. Han så lidt afventende på hende, selvom hun nok ikke ville kunne regne hans blik ud, Todd lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han betragtede kvinden, ”For resten.. jeg hedder Todd Gorgeous” præsenterede han sig, imens at han tog forsigtigt hendes ene hånd i sin, som han klemte blidt. Et skævt smil dukkede frem på hans læber, da han ventede spændt på hvad hun ville fortælle, en mand, som hun knap nok kendte. Hvor hun kun kendte navnet på ham. ”Og bare.. rolig, du kan stole på mig.. at der ikke sker dig noget.. ikke det mindste” , hans stemme lød høflig og var blid at høre på, imens at han mente disse ord, fuldt ud, det var ikke noget han pønsede på. Bestemt ikke.

Hun smilede et lettere bedrøvet smil, da han spurgte hende hvordan hun var blevet blind. Det var ikke noget unormalt spørgsmål, og folk plejede egentlig altid at spørger hende om det. Men for det meste, på en meget ubehagelig måde, som om at det var hendes skyld at hun havde dette handikap. Sådan var manden, hvad hun gik ud fra han var, eller måske var det mere en dreng, der var ved at blive til en mand? Hendes mund fortrak sig i en tænkende minde. Sådan var det med hende, mange folk så det i folks øjne når de tænkte, men ikke May. Nej hendes mund fik altid nogle rynker rundt omkring læberne, fordi at hun trak den ene mundvige ind i kinden, lidt lige som når man bed i den. "hm.. det er .. en historie som gør ondt.." svarede hun blot med det første og fandt det måske lidt underligt, at en fremmede sad her og spurgte hende som det første, hvorfor hun var blevet blind. Men igen, hun forstod ham, det måtte være en nysgerrighed der plagede alle, om hvorfor at der var nogen mennesker, nogen mennesker som var så uheldige at blive ramt af så slemt et handikap. Men så igen, der var så mange andre ting der var mere forfærdelige, end lige at miste synet. Hun havde jo stadig livet i behold, og hun levede glad og frisk. Sådan da. Hun smilede dog stille til ham, mere for at vise at det ikke gjorde hende noget at han havde spurgt "Maylana.." sagde hun stille og det gav et sæt i hende, da han tog hendes hånd og gav den et klem. Hendes mund åbnede sig i et lille o, mens hun ikke rigtig fattede hvorfor han gjorde det. Hun var ikke blevet rørt ved, i ret lang tid af fremmede. "oh.. tilgiv mig." mumlede hun forlegent og vente hoved mod gulvet, mens munden blev lukket "er ikke vand til at .. folk rører mig.." mærker hvordan noget mundvand langsomt bevæger sig op i sin mund, og bliver sunket ret hurtigt. Igen vente hun hoved mod ham og nikkede så til hans ord og sukkede "måske.. jeg kunne byde på en kop et eller andet? Vi kunne finde et ikke så menneskefyldt sted.. snakke..? Så kunne jeg måske overtales til at fortælle hvorfor at jeg er som jeg er i dag." med det hentydet hun jo selvfølgelig til hendes øjne, og et lille smil bredte sig på sine læber. Der var et eller andet over drengen, noget der ikke virkede helt menneskeligt. Men, var det muligt? Hun sukkede lidt og rystede på hoved, nej hun måtte slå de barnelige tanker, og håb ud om, at der faktisk fandtes magiske væsner. Vampyrer, engle. Alle de savn som hendes mormor havde fortalt hende som lille. Smilet på de fyldige læber blev forstøret og hun ventede afventende på ham, om han havde lyst til at joine hende for en kort stund. Da hun måtte indrømme, at selvskab, det ville være rigtig dejligt lige nu, ikke noget af det hun havde mest af fortiden.

Maylana? Han syntes at det var et pænt navn. Han tyggede lidt på det. Inden at han kiggede på hende igen, da han lagde mærke til at hun ikke var så meget for at han havde rørt ved hendes hånd som sådan. ”Det gør ikke noget… du behøver ikke at bede efter tilgivelse” sagde han og nikkede så kort, ”Du har en god grund til at du reagerede som du gjorde, så” smilede han skævt, inden at han fugtede let sine læber, og så sig engang omkring sig rundt i centeret, det så alligevel også ud til at de fleste mennesker var på vej hjem, efter at de havde købt deres ting og sager. Han rettede sit blik mod Maylana igen, og hævede nysgerrigt det ene bryn, da hun faktisk inviterede ham med til et sted, hvor de kunne snakke? Todd tænkte lidt over det, inden at han svarede hende; ”Jo, det vil jeg gerne, kender du et sted?” spurgte han og bed sig diskret i underlæben, han syntes stadigvæk at det var meget synd for et menneske som hende, at hun var blevet blind, det måtte være en slem lidelse at gå rundt med, selvom det nok ikke som sådan gjorde ondt på den måde. Måske kunne han komme ind på at spørge hende.. og det at give hende et tilbud, om det fristede hende at få synet igen.. men at han så havde fået tilladelse at dræbe hende, fordi får at hun skulle få synet igen, måtte han dræbe hende. Men endelig så kunne han også bare dræbe hende, uden at få tilladelsen, fordi han var en dødsengel, Todd ville blot dog lige snakke med hende og høre om hvordan hun bl.a. havde det med at være blind også videre. Hvis hun stadigvæk hadet så grusomt for at være den hun var, så ville han gerne gøre noget ved det. Men stadig, det kunne være at hun havde skiftet mening, med at hun gerne ville beholde sit liv, som det nu var, kunne være at hun virkelig havde vænnet sig til det. Todd ville se tiden an og se om hvad der ville ske. Første gang at han er blevet inviteret til at gå ud med en kvinde. Hm. Ikke dårligt, efter at han kun havde været i Vie La Mort et par gange?