Night again - Daktarian

Tid :: Klokken 3 om natten
Sted :: Terre
Omgivelser :: Få træer, bænke, lukkede butikker..
Dato :: Øhm...
Vejr :: Meget koldt, skyfri himmel
Påklædning :: Gule converse, sort lang ærmet trøje, og hvide stramme bukser


Månen lyste den mørke himmel en smule op, og alle de smukke stjerner hjalp til. Vinden ruskede i de træer der stod rundt omkring på fortovet. En høj pige, med langt rødt hår, gik på fortorvet, med lette skridt. Hendes øjne var grønne. Hun havde en langærmet trøje på, der var sort, og ærmerne var trukket op til lidt under albuerne, et per hvide helt vildt stramme bukser, og sine elskede gule converse, der virkelig var slidte.
Hendes arme var lagt over kors, og hendes skidt var rolige, og hendes tempo, var ikke ret hurtigt.
Hun kom lige derhjemme fra og gik bare en lille tur, for at hygge sig. Hun kunne sagtens hygge sig hjemme i sin lejlighed, med TV'et, men hun foretrak nu en stille nattetur istedet.
*Det er dejligt at gå tur her om natten!* tænkte hun glad, med et smil.
Hun stoppede o, da hun syntes hun hørte en lyd. Men hun troede bare hun hørte nogle af dem der endnu ikke var gået i seng, i de lejligheder, der fylte meget af gaden.

//Sorry, har ikke ret meget krea -.-'//

// det er helt okay, jeg lider af det samme problem xD. No worries //


Skygger.. lange sorte og mørke skygger. Det mest komplekse og uforståede på denne jord. Og dog det mest dragende. Skygger levede og åndede som var de et andet levende væsen. men meget få væsener var klar over dette. Kun de væsener som levede deres liv i skygger synes at være klar over det. Daktarian var sådan et væsen. Han levede, og åndede i skyggernes mørke. Selv Natten var en skygge. en stor skygge som falder på den halvdel af jorden som solen måtte forlade for en kort stund.

Han nød at være ude i denne skygge, at føle den kølige luft mod sit ansigt mens han gik gennem natten. Havde han haft et levende hjerte ville dette have fået det til at overvældes med følelser. men med så mange andre var "følelser" noget meget sjældent. og selve ordet var efterhånden blevet til et svagt minde om noget fra før han blev et barn af natten.

Nu gik han gennem Terre's gader.. Hans lange sorte hår sat i et sølvspænde i en løs hestehale som hang ham ned af ryggen og et par lange totter hår hang ned og omkransede hans blege ansigt. Hans hår svajede let mens han gik og slog blidt imod ryggen på den sorte skjorte han havde på. Skjortens første 2 knapper var åbne så man kunne se lidt af hans bryst og så den halskæde han bar om halsen var synlig. vedhænget til sølvkæden lignede en flad rund plade hvorpå der var indgraveret hovedet af en hylende ulv. en lille mørkeblå safir gav det ud for ulvens aflange øje og rundt om den var der indgraveret noget der lignede slange-agtige mønstre, men som i virkeligheden var et ældgammelt og uddødt sprog.
Hans sorte sko lavede næsten ingen lyd mens han gik på fortorvet og hans hænder var placeret med tommelfingrene i lommerne på hans mørkeblå jeans.

Han var egentlig bare ude at gå.. havde ikke rigtig brug for føde. indtil hans næse opfangede lugten af noget interessant.. En pige.. en menneske pige som var udenfor.. Et let smil bredte sig på hans læber og så var han væk! Han udnyttede sin evne til at bøje tiden og løb gennem gaderne for at finde den person hvis fert han havde fanget. omsider nåede han hende!

han stoppede op inde i en lille gyde hvor gadens lygtepæle ikke kunne nå ind med deres lys. Han betragtede hende stille. Hans mørke næsten sorte øjne undersøgte hende mens hun gik. Hendes stil fik ham til at lette let på det ene øjenbryn men efter det smilte han. Hun var smuk.. hvertfald efter menneskenes målestok.. det her skulle nok blive sjovt.

Hendes øjne gled rundt idet hun stoppede op. Hun undersøgte hvert eneste sted der var synligt, men ingen kunne hun få øje på. Hun sukkede lydløst, og kiggede op mod i himlen. En gang imellem kunne det godt være lidt 'uhyggeligt', at gå ture om natten. Men hun kunne da bare gå hjem...? Eller nej! Det ville hun ikke! Hun ville blive udenfor indtil, hendes tur var ved at være forbi. Ihvertfald, af hvad hun selv syntes.
Hun gik hen til et vindue der førte ind til en lukket butik. Derinde var en masse smukke ting. Hun betragtede en smuk vase. Den var blå, med en lyserød rose med stilk på. Hun sukkede og kiggede så på prisen af den, mens hun overvejed at købe den en eller anden dag, men hvad i alverden skulle hun dog med sådan en vase? Hun havde ingen blomster, hun havde ikke noget hun kunnne bruge den til, andet end at lade den stå og pynte, men hvorfor? Hun fik aldrig gæster! Og hvis hun så endelig gjorde, endte det sikkert med et hun selv kom til at smadre den, og så var de penge spilt.
Hun gik lydløst videre, og kom så til en anden lukket butik, en antik-butik. Hun kiggede på nogle af tingene på skift, men blev enig med sig selv at de ting, ikke lige var hendes smag.
Lin fik så benene bevæget sig ud midt på fortorvet igen.
Hun kiggede sig omkring, mens hendes tanker fløj fra side til side i hendes hoved. Om hvem eller hvad det var der var på gaden, men som hun ikke kunne se, hvis der overhovedet var noget. Hun kunne dog fornemme at der var et eller andet.
Hun sukkede igen. Ingenting?

igen ville et smil brede sig over hans læber. hvad lavede sådan en lille en her ude midt om natten? han kunne ikke lade være med at undre sig over at et menneske, som levede i denne by, ikke havde taget i betragtning at der ville være farligt udenfor om natten.

Han sukkede let og lod sig igen blænde ind i skyggerne da hun kiggede rundt men da hun så vente sig mod butiks vinduerne ville han lydløst gå over mod hende. stadig med hænderne i lommerne og med en afslappet krops holdning. Da hun begyndte at gå igen var han kommet op bag hende. Et let smil var stadig på hans smalle blege læber og han så hvordan hun kiggede rundt. Hun havde allerede fornemmet ham? efter at have fulgt her lidt tid gik han helt op bag hende og sagde så med en lav men blid stemme.

"burde du ikke ligge der hjemme i din seng?"