Just Another Wonderfull Night - Jake

S: I udkanten af skoven.
T: Irl.
D: 5 august.
V: Skyfrit, fuldmåne, blæsevejr :3
O: Ikke én sjæl.

Lennea havde fundet sig en dynet jakke, og slået den om sig, inden hun var gået beslutsomt ned mod skoven. Det var faktisk meningen hun skulle ligge snork sove, men hun var alt for rastløst til at falde til ro. Hun nåede hurtigt skovbrynet, og sukkede lettet, da de høje træer tårnede sig op omkring hende, og beskyttede hende fra den kolde vind. Hun havde ikke taget noget lys med ned - heller ikk fordi hun behøvede det - , så hun følte sig frem til det nærmeste træ, og lod sine hænder glide kærtegnene op af dets bark, mens hun langsomt sank ned på knæ, og lod sine fingere følge med ned, helt til de ramte den kolde jord. Hun lagde forsigtigt panden mod stammen, mens et lettet smil formede hendes læber, da hun kunne mærke skovens planter passede på hende, lovede at vinden ikke ville tage hende. Hun kyssede let træet, inden hun vendte sig om, satte ryggen mod det, og satte sig tungt ned. Smilet sad stadig om hendes læber, da hun lukkede øjnene og drog et lyksaligt suk.

Et par stilfærdige, dog raske skridt kunne lige høres. Blandede sig med den kølige aftens(eller natte)vind. Det var tydeligt, at denne person havde krus imod skoven. Efter noget tid kunne man også skimte en sort skikkelse. Sandsyneligvis en dreng, da der ikke var nogle synlige former at se på den sorte silhuet, der langsomt nærmede sig skovens store areal. Et svagt lys kunne også ses. Det var dog ikke fra en lommelygte eller lignende, der normalt blev brugt til at lyse mørket lidt op. Det matte lys kom fra dén skærm, der sad i vedkommendes iPod, som han havde taget frem og nu holdt i sin ene hånd. Jake, som denne menneskedreng hed, kneb sine øjne en lille smule sammen for bedre at kunne fokusere på den den tekst, der stod skrevet på skærmen. Selvom lyset ikke var særlig skarpt, skar det ham alligevel i øjnene. Sikkert fordi at det var så mørkt ellers. Faktisk var en lidt mørkeræd, men musik kunne altid få ham til at slappe mere af. Han trykkede på afspilningsknappen, inden han puttede iPod'en ned i sin ene bukselomme og rettede lidt på det headset, han havde siddende i ørerne. Dernæst trak han ærmerne på sin mørkelilla hættetrøje helt ned over hænderne og bed sig en smule nervøst i underlæben. Når først nattens mørke var faldet på, blev han altid lidt paranoid. Især når månen også var oppe. Den var med til at gøre det hele endnu mere uhyggeligt med den svage, gådefulde skær, der lyste nogle få buske og træer op i et mat lys.

Et ordenligt vindpust, fik træernes øverste blade til at rasle vildt ind i mellem hinanden, og Lennea rettede langsomt sit blik op mod den skjulte himmel. Det lød ikke som om vinden havde tænkt at lægge sig forløbigt; den forsatte ufortrudt med en voldsomhed der langsomt tog til. Lennea havde ellers håbet hun kunne finde ro her ude, blandet dyrens sovende sind, men hun havde dog hurtigt opgivet; pågrund af vinden. Hun pakkede sig længere ind i den varme jakke, forsøgte at tvinge sig selv til at sove. Hun var dog pludselig tændt, da hun hørte nogen nærme sig, hastigt. Hun vendte blikket ud mod det åbne stykke, hun selv lige havde ilet over, og forsøgte at få mørket til at afsløre den person, den gemte. Hun holdte sin trang til at sige noget tilbage ved at bide sig let i underlæben, mens hun langsomt vendte hele kroppen mod lyden af skridt. Et pludseligt svagt lys dukkede op af mørket, og Lennea knep let sine øjne sammen, og kunne nu se skikkelsen. En dreng, tydeligvis. Han så ikke ud til at ha' fået øje på hende. Pludselig forsvandt lyset, lige så brat som det var kommet, men nu kunne hun dog godt skelne skikkelsen, fra resten af mørket.

Jake drog et knap hørligt suk og rettede sit blik lige frem. Hvad var det? Han kneb sine øjne en smule sammen og flyttede blikket over på et eller andet. Hvad det var, kunne han endnu ikke se. Det var bare en sort silhuet. Var det ... en person? Eftersom denne skikkelse havde stjålet alt hans opmærksomhed, - og uheldig som han altid var, - fik han sat sin ene fod ind under en rimelig stor gren, og faldt dernæst lige så lang han var ned på jorden. "Typisk," mumlede han med et lidt irritabelt tonefald, men rejste sig dog ikke op lige med det samme. Blev liggende i lidt tid og sundede sig, før han så endelig satte sig op. Han vendte sine håndflader op imod sit ansigt og pustede kort på dem. Super. Endnu flere skrabemærker end han allerede havde. Han fik stavret sig selv på benene igen og kastede igen et blik hen på den mørke skikkelse. Skulle han gå derhen? Han slog tøvende blikket ned mod jorden, inden han tog et par skridt i retning af, hvem det så end var..

Hun flugte afventende hans bevægelser, med et udtrykløst ansigt. Han fik pludselig øje på hende, mens hun forsøgte at gemme sig længere ind i sin store jakke. Hun fik hurtigt øje på grenen der lå få cm. fra hans fod, men hun nåede dog kun at række hånden ud mod ham og udestøde en underlig lyd, som nok skulle have lydt som 'pas på', men så var han faldet så lang han var. Hun kom let på benene, inden hun løb over mod ham med lange skridt. "Er.. Er du okay?" spurgte hun sagte. Inden hun var nået over til ham, havde han rejst sig, og hun forsøgte forsigtigt at fange hans blik, med et skævt smil. Vinden slog igen hårdt til, og bar nogen små regndråber med sig. Få skyer var ogs' begyndt at vise sig på den stjernefyldte himmel.

Jake stoppede brat op og stivnede, da skikkelsen rejste sig og løb hen til ham. Efter noget tid tøede han dog lidt op igen. Det var en pige. Det kunne han se, nu hvor hun var kommet hen til ham. Hvis han skulle gætte, ville han sige, at hun var på omkring samme alder som ham selv. Til hendes spørgsmål nikkede han kort og fik mumlet et lavt 'ja', før han så vendte sit ansigt væk fra hende, idet han mærkede varmen stige i hans kinder, selvom hun nok alligevel ikke ville kunne se det. Det var jo bælmørkt, men hans øjne var heldigvis lige så langsomt ved at vende sig til de mørke omgivelser. Han skuttede sig lidt, da et kraftigt vindstød passerede dem og slog dernæst hætten på sin trøje op. "Øv," mumlede han med en let rynken på næsen. Skulle det nu også til at begynde at regne? Han skævede kort til hende, før han fiskede sin iPod op af lommen, slukkede den og hev headsettet ud af ørerne, som han efterfølgende snoede rundt omkring iPod'en og lagde den på plads igen nede i den ene af hans forreste bukselommer. "Jeg hedder Jake forresten," præsenterede han sig endelig med et lavmælt toneleje og rakte sin ene hånd frem imod hende, inden han forsigtigt bed sig i underlæben og fæstnede sit blik på hendes ansigt.

Hun undersøgte ham forsigtigt med øjnene, men hun kunne ikke se nogen skrammer, så hun måtte tro hans ord. Hendes smil blev mere lettet, og øjne skjulte ikke hendes glæde for at han var kommet. Hun fulgte hans bevægelser, og fik således opklaret mystriet om 'det pludselig lys'. Hun så ned på iPod'en, og flugte den regndråbe der ramte dens lysende skærm, og derefter 'trillede' ned på hans fingere. Hun rystede let på hovedet, for at komme ud og trance, og smilet vendte friskt tilbage. Hun tog forsigtig hans hånd, og nikkede let, da hun nu vidste hvad denne skikkelse hed.. "Lennea" præstenterede hun sig stille, inden hun let klemte hans hånd, og derefter lod sin egen falde ned langs siden.

Jake trak lidt på smilebåndet, så et skævt smil dannede sig på hans blegrøde læber med de to blåsorte runge i, samt en enkelt sort kugle i overlæben. Efter hun havde trukket hendes hånd til sig, trak han ligeledes sin hånd til sig og begravede den dernæst i den lomme, der var foran på hans hættetrøje. Gad vide hvad hun lavede ude nu? Han vippede sit hovede på skrå til den ene side, før han sendte hende et venligsindet smil og lod sit blik køre ned og op af hende et par gange, men endte med at fæstne det på hans ansigt igen. "Det' hyggeligt at møde dig ..." startede han og bed sig endnu en gang i underlæben, inden han kort rømmede sig og glippede et par gange med øjnene. "Hvad laver du egentlig herude?" spurgte han efter en kort talepause og tog sin hånd op af lommen igen, hvorefter han med en hurtig og vant bevægelse strøg noget af hans mørke pandehår til side, så det ikke længere hang lige nede foran hans øjne og faktisk blokerede det meste af hans syn.

Hun trak sig en smule utilpas et skridt tilbage, da han kiggede op og ned af hende - hun kunne ikke så godt li' at blive 'betragtet'. Hun gav ham dog ogs' det blik, men fæstenede sit blik på hans ansigt, ligesom han gjorde med hende. Hun betragtede udtryksløst de to ringe i hans læbe, inden en kort undrende grimasse gled over hendes ansigt, inden hun rystede på hovedet og smilede stort. "I lige måde" sagde hun, nærmest stolt, mens hun kiggede efter noget - som ikke var der - bag ham. Hun løftede let på skulderne, inden hun igen kiggede på ham. "Øh.. Jeg kan godt li' at være i skoven" svarede hun tøvende, med et usikkert smil. Hun kneb kort øjnene sammen, inden hun rørte let ved hans arme, for at få ham til at gå efter hende. Hun smilede - igen - og gik med lange skridt over mod det sted hun lige havdet siddet.

Jake rynkede svagt sine øjenbryn, inden han drejede sit hovede og så sig over skulderen, da hun kiggede om bag ham. Eftersom der ikke var noget at se, flyttede han sit blik tilbage på hende og vendte sine mundvige op ad i et kordialt smil. Han stivnede lidt, idet hun berørte hans arme, men tøede dog hurtigt op og fulgte villigt med hende. "Det kan jeg også ... bare ikke når det er mørkt," fortalte han med et lille, forlegent smil og slog derefter sine amre omkring sig. Det var koldt. Hvorfor havde han været så dum at glemme sin jakke? Eller det var hans egen skyld, fordi han havde nemlig slet ikke villet tage den med. Havde bare kigget en smule skeptisk hen på den og så gået ud af døren. Helt stille selvfølgelig. Hans plejeforældre måtte nemlig helst ikke vide noget om, at han havde sneget sig ud. Jake rynkede en smule irriteret på næsen, da en voldsom vind slog imod hans ansigt og fik hans hætte til at falde ned, så den igen lå og hvilede imod det øverste af hans ryg.

Hun nåede hurtigt over til træet, hun havde siddet ved, og vendte sig derefter mod ham, stadig smilende. "Hm. Så vi nok to.. Men jeg kunne ikke sove, og skoven plejer at berolige mig".. Det sidste sagde hun med et let mummlen - dog kunne man sagtens hører det. Hun så at et ordenligt vindstød ramte ham - Hun var selv kommer i læ af skovens træer - og lod hans hætte falde tilbage. Hun smilede skævt, og lagde hovedet på skrå. Han måtte da fryse? Hun havde været heldig det var hendes vinter jakke, der havde hængt forresten på kangerækken, og ikke hendes sommer jakke.. Men hun skulle nu nok ha' fået varmen alligevel. Hun begyndte hurtigt at falde i staver, med sit blik rettede mod ham.

Jake smilede svagt til hende, før han kort nikkede af hendes ord og efterfølgende tog et par skridt hen imod hende, indtil det ikke var mere end omtrent ti centimeters luft, der skilte dem ad. "Jeg kunne heller ikke sove. Selvom jeg faktisk burde ... jeg skal nemlig tidligt op i morgen. Men jeg gad ikke prøve mere, så jeg tænkte, at lidt frisk luft måske ville hjælpe på det," sagde han med et forsigtigt smil i et forsøg på at få en samtale op at køre. Han lagde sit hovede en lille smule på skrå, da han bemærkede hendes fjerne blik. Hun måtte være faldet lidt i staver. Han forhindrede et lille grin i at slippe ud ved at bide sig i underlæben. Løftede dernæst sin ene hånd og viftede kort med den foran hendes øjne for at få hende bragt tilbage til den virkelige verden igen.

Hun hørte ham næsten ikke, da hun - underligt nok - begyndte at tænke på de drømme hun havde drømt her de seneste par dage - ikke fordi de betød noget specielt?. Hun drømte at hun gik igennem en meget frodig blomster eng, med masser af forskellige blomster, der nærmest lyste med alle deres farve. Hun mærkede dem på sine bare ben, og på sine fingere spidser, da hun lod hænderne løbe igennem med. Men pludselig, ud af det blå, voksede der den smukkeste røde rose, af alle i heeeeeele den vide verden. Hun spærrede øjnene vidt op og med en høj lykkelig latter sprang hun frem med den. Hun stoppede få centimeter fra den, og rakte ud efter dens stilk. Hun kunne dufte dens smukke duft, og hun lukkede forsigtigt fingerne om den og.. Hun blev vækket af sine tanker, da Jakes hånd viftede foran hendes ansigt. Hendes kæben hang, og fik hendes mund til at danne et 'O'. Hun rystede let på hovedet og smilede undskyldende.. "Øh, jeg fik vidst ikke lige fat i hvad det var du sagde"..

Jake sukkede opgivende, idet han trak sin hånd til sig, men kunne dog ikke lade være med at grine lidt af hende. "Det er også ligemeget ..." mumlede han blot og slog ud med den ene hånd, inden han satte hænderne i siden. Stod i noget tid og så tænksomt ud i luften, før han atter rettede sit blik hen på Lennea. Dét, at hun måske var noget andet end blot et almindeligt menneske, havde endnu ikke strejfet ham. Men indtil videre kendte han også kun til vampyrer og engle. Hun lignede ikke en vampyr. Eller hvad? Han smilede ubekymret til hende, inden han så skævede ned til sine sko og begyndte kort efter at vippe frem og tilbage. Stod skiftevis på tæerne og hælene, samtidig med at han svingede lidt med armene. Fordi han ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige, - eller om han overhovedet skulle sig noget i det hele taget, - så lod han være og holdt bare sin mund. Der var jo ingen grund til at lukke et eller andet ligegyldigt ud?

Hun blev hurtig skuffet over sig selv. Se?! Nu er han jo blevet.. Stille? Hun rettede forkuserede hurtigt på ham, undersøgte hans ansigt. Hun mærkede tydeligt at han ikke havde noget at sige, og hun syntes hurtig stilheden blev akavet. Hun smilede skævt til ham, inden hun forsigtigt satte sig ned, med ryggen mod træet. Hun så op på ham, og følte sig -tilfældigvis - meget lille. Hun sukkede, og tog sig i at tænkte igen. Hun klappede let på græsset ved siden af sig, og håbede han opdagede det, og tog det som en hentydning til at sætte sig. Hun blev dog pludselig en smule vagtsom, men da hun mærkede træet usynlige arme 'låse' sig omkring hende, som en beskyttende krammer, sukkede hun letttet, og smilede bredt op til Jake.

Jake glippede lidt med øjnene, inden han fulgte hende med øjnene, da hun dumpede ned på jorden og satte sig dér. Et svagt smil fandt vej til hans læber, idet hun bad ham om at sætte sig. Eller ikke mundtligt men ved at klappe på græsset ved siden af hende. Hans blik flakkede hurtigt rundt i området, før han med et næsten lydløst suk slog sig ned ved hendes ene side og drejede dernæst sin overkrop en smule, så han bedre kunne se hende uden at skulle dreje sit hovede også. Han lod hovedet falde på skrå, hvorpå han forsigtigt bed sig i underlæben og sendte hende et skævt, lidt forlegent smil, efter han atter havde sluppet den. "Bor du her i nærheden?" spurgte han med et løftet øjenbryn og så spørgende på hende, inden han trak benene op til sig og lagde sine arme rundt omkring dem, hvorefter han satte sin hage imod det ene knæ. Han måtte prøve at få en samtale igang, så den ret akavede, pinlige tavshed ikke skulle brede sig alt for meget, og gøre det hele endnu mere underligt.

Hun fulgte ham smilende med øjnene, og vendte sig ligeledes med front mod ham, mens hun hurtigt satte sig i skræderstilling, og placerede albuerne på sine knæ, og støttede hovedet på sine hænder. Hun sank rimlig meget sammen i den stilling, så hun måtte se lidt op, for at fange hans blik. "Jeg bor i Terre" svarede hun forsigtigt, selvom det ikke helt var det han havdfe spurgt om, men han måtte selv bedømme om det var langt væk..
Hun fornemmede hvordan regnvejret var blevet værre, men dog havde vinden stilnet lidt af. Hun sukkede lettet, og kiggede kort ud i mørket, bag Jake, mens hun lyttede til regnen, der hårdt ramte træernes blade, og fik den til at bøje sig under dets vægt. En lille forsigtig regndråbe havde fundet vej ned mellem bladende, og lanede lige på Lenneas næsetip. Hun fnøs let, over den kulde den havde bragt med sig, med hun lod den dog side.

Jake vendte sine mundvige op ad i et halvstort smil, da hun fortalte ham, hvor hun boede. "Hey, det gør jeg også!" meddelte han og nikkede efterfølgende for at bekræfte det. Godt nok boede han langt fra midt inde i centrum. Hans hus lå sådan næsten lige i starten af byen. Det var faktisk lidt surt, for hvis han bare lige skulle ned og hente noget i en kiosk eller noget, så skulle han heeele vejen derhen. Der var måske ikke så langt igen ... Han glippede et par gange med øjnene, eftersom han lige så stille var ved at falde ind i sin egen lille verden, men kom straks tilbage til virkeligheden efter at have rystet lidt på hovedet. "Hvorfor skal det også altid regne så meget! Vi er jo i august måned, og så skal det altså være godt vejr, nåh!" mumlede han ret misfornøjet, men kunne ikke tilbageholde et smil, selv ikke når han bed sig i underlæben for at forhindre det i at komme frem - som det så alligevel gjorde. Normalt kunne han faktisk godt lide regn. Men så skulle han også sidde indenfor, hvor man kunne sidde og se på det uden at blive våd.

Hun smilede stort, og rettede sig op, så hun bedre kunne se ham. Hun lyttede til hans spørgsmål, og kunne ikke la' vær med at fnise lidt, over hans misfornøjede tone. "Hm, det vil jeg nok gi' dig ret i.. Men planterne har godt af det" Det sidste tilføjede hun næsten hviskende, da hun ikke vidste om han så kunne gætte hvad hun var? Det var sq' da en smule underligt at sidde her i skoven midt om natten! Hun prustede let ved tanken, inden hun glippede med de lange øjnvipper, og forkuserede på ham igen; hun ville ikke falder i staver igen. Flere rengdråber ramte hendes ansigt, og hun fnøs irritret, inden hun lydløst, og uden at bevæge en muskel, fik træernes øverste grene til at lukke sig tætter sammen over dem. Hun smilede muntert til ham, og håbede han ikke havde opdaget det, selvom grenene havde knirket en smule..

Jake trak lidt på smilebåndet af hendes ord og nikkede derefter. "Ja, det er rigtigt nok - og vi har brug for planter, så de kan lave ilt, og vi kan trække vejret," svarede han med et lille smil og trak skuldrene en smule op om ørerne, før han glippede et par gange med øjnene og sendte hende et sagte smil. Han spidsede ører, da det træ de sad under gav en mærkelig lyd fra sig. Som når træet i ens hus om sommeren knirker, - fordi sollyset udvider det. Med et løftet øjenbryn vendte han undrende sit blik op mod træet, men rystede så bare på hovedet og rettede hurtige sine øjne mod Lennea igen. Det var nok blot træet, der efterhånden var ved at være gammelt. Bare det ikke havde tænkt sig at knække midt over, nu hvor de sad her. Dén tanke fik ham af en eller anden grund til at smile, men han holdt det for sig selv. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte han med et skråtstillet smil og hovedet lagt en smule på skrå, imens han bedømmende lod blikket skøjte rundt på hende. En seksten - sytten år måske? Nej, det vidste han ikke. Han plejede at være ret dårlig til at gætte sådan noget, så han valgte at tie stille og vente på, at han fik et svar fra hende.

Hun grinede let ved hans ord; sande var de joh. Planter og mennesker var teknisk set forbundet med hinanden; de behøvede hinanden for leve. Hun smilede bredt ved tanken, og lod sine fingre løben igennem græsset, der bøjede sig under hendes berøing.
Hm, han havde vidst hørt det knirke, det havde ogs' været ret højt.. Men han sagde ikke noget, det var jo meget heldigt?.. Eller? hun ville på en måde gerne fortælle ham hendes 'evner', hvad hun var. Hun længtes nærmest, det gjorde hun med alt og alle. Men alligvel holdte hun sin trang igen, da hun ikke havde stolet nok på nogen til at fortælle dem.. Det hele.
Hun smilede skævt - udfordrende - ved hans spørgsmål, og hendes lilla øjne betragtede hans ansigt. "Du kan jo gætte..?" Spurgte hun langsomt, og hævede let det ene øjnbryn.