My gold - Asmamix//Privat//

S: Skoven.
O: Vilde planter hist og pist, men ellers intet udover det normale?
V: Himlen er mørk, da det er aften. Men månen er oppe.
T: Aften.
D..
_____________________________________________

Tunge skridt hørtes ved stien. Egentlig var det ikke nogen sti, men mere en lille mini skov. For her var de vilde planter til syne, og viste en lille sti/vej, ned til åen. Åen var meget smuk om aften, i sær på den månelys nat. Her gik denne lange skikkelse gennem den fugtige jord, da det havde regnet hele morgenen. Matt hed han. Han havde sit typiske tøj på, som bestod af, sin hue med brillerne, og sin trøje af en art, og lange bukser. Han rettede på sine briller, mens hans blik var rettet imod den runde måne. Han satte sig ved en lille bænk, som planterne havde overtaget. Han fjernede dem, med bare hænder, selvom man skulle tro at torne på de vilde roser ville stikke ham. Men Matt så ikke ud til at tage det hårdt. Efter par minutter, satte hans sig ned og hørte på naturens underlige lyde. Han så faktisk at, det var yderst interessant, med de forskellige lyde fra de forskellige steder. Matt rettede på brillerne igen, da han nærmest gjord det hele tiden. Uafbrudt faktisk. Hans læber var i en lang tynd streg, mens hans hænder folede sig sammen som en lille kule. Hvad ventede der på ham i nat? Noget beskriveligt denne her gang? Men han kunne mærke noget.. noget uventet ville ske, den her aften. Han sukkede stille, for ikke at virke høflig, selvom der egentlig ikke var nogen her. Han rejste sig op, og rettede på sine briller. Han strakte sig lidt, så nogle af hans knogler gav efter. Hvad ville en elleve år dreng lave her? Intet vil? ”So nila” sagde han stille og satte sig ned. Lukkede øjnene og lod den ligegyldige brise kærtegne hans kinder og hans hår. Han rettede igen og igen på brillerne, mens han lænede sig tilbage på bænken. ”Nila”

Asma fløj sin raske tur gennem skoven. Egentlig havde hun ikke noget at tage sig til, så hvorfor ikke flyve? Hun lod sig bærer af vinden, som fangede hende i sin blide favn. Hun sukkede stille og nød det faktisk. Den dejlige brise som kærtegnede alt på sin vej. Så rolig og så.. dejligt! Asma åbnede sine øjne brat, da hun kunne fornemme en vampyr. Hun var faktisk lettet over at det kun var en vampyr, da hun frygtede at møde endnu en dæmon et eller andet sted. Hun elskede dæmoner, det var nu ikke derfor, men mere noget andet.. Hun landede stille, ikke så langt fra denne skikkelse som hun ikke kunne sætte fingeren på. Skikkelsen så ikke ud til at ligne en voksen, men derimod et barn.
Hun lag hovedet på skrå, mens hendes ben førte automatisk over til den ukendte person. Da Asma trådte i lysningen, da den store måne nærmest lyste på et bestemt sted i skoven. Det var den dreng, og han sagde noget. Egentlig så hun mere på hans hue med brillerne ind hans ansigt. Han rettede nemlig hele tiden på den. ”Vær hilst” sagde hun og lod til at vinke stille. Hendes stemme lød ikke højt, men det kunne alligevel høres som et ekko, fra et eller andet.

Matt åbnede ikke sine øjne, da en slags sødme ramte han næsebor. Han kunne fornemme at dette væsen var renhjertet, da han havde og kunne mærke det fra begyndelsen af. Han var nu ikke sikker, men dog.. stemmen var jo ikke til at tage fejl af. Matt lænede sig frem, og rettede på sine briller. ”Godaften” sagde han ret skummelt. Egentlig var Matt en fredelig vampyr, men lige nu, så var han mere en dreng ind vampyr. Han åbnede sine kedelige grå øjne, mens en pige i hvidt gik frem imod ham. Ingen kunne tag fejl af det smukke ansigt. Engel. Han rejste sig op og bukkede høfligt. Tvivlede hun? Matt så lidt på hende, mens han imødekom hende. ”Matt” sagde han, og rakte sin ikke så blege hånd imod hende. Det var det Matt var kendt som. Den ikke så lyse vampyr. Han lag hovedet på skrå, og afventede hendes hånd.

Asma øjne fulgte drengens. Han så ikke ud til at jage, men mere slappede af. Asma gav et nik fra sig da han hilste. Da han derefter gik imod hende, smilede hun for sig selv. Tænk lige på, at Asma kunne kende vampyr uden at.. vide noget først. Hun var faktisk ret stolt af det. Asma så lidt på hans hånd, men tog smilende imod den. ”Herligt at møde dig Matt” sagde hun og bøjede sig ned i knæ, for hun var faktisk høj. ”Mit navn er Asma” sagde hun og træk sin hånd til sig. Hun lag den i stedet hånden på hans hoved. ”Hvad laver sådan en dreng herude?” spurgte hun, mens hun kunne mærke hans briller og huen.

Matt så på hende med sine underlige øjne. Hans læber var stadig fortrukket i en tynd lang streg. Han mærkede hendes hånd imod hans. Da hun bøjede sig ned, så det var på øjenhøjde lag Matt sit hoved på skrå. Hendes hånd lå derefter på hans hoved, der hvor brillerne sad. Matt sagde ikke noget i første omgang, men betragtede denne smukke væsen. Hendes røde hår fik ham til at tænke på noget der ellers aldrig berøre ham. Matt træk stille på sien skulder, mens han på en måde smilte med hans øjne. ”Ikke noget Asma, jeg betragtede bare himlen” hans stemme lød barnagtig, og det gjord ikke noget når han var et barn. Han tog begge hans hænder om til hendes arm, så han stille sænkede den, så hun ikke holdte hans hoved. Han slap hendes hænder, mens han trådte tætter på hende, lod sine kolde hænder mødes hendes kinder. Han så på hende, mens en lille brise tog fat. Hans hænder lå som sagt på begge af hendes kinder, mens han også lige kunne mærke hendes silkebløde hår.
Matts øjne så sørgmodigt på dette væsen. Denne Asma.

Asmas øjne havde allerede betragtet Matt i lang tid. Hun havde egentlig ikke noget at sige i første omgang, kun at hans kolde hænder og ret små, virkede beroligende af en art. Asma bed sig på underlæben som hun plejer, mens et stort tandsmil bredte sig på hendes ansigt. ”Det er jeg da glad for at hører lille ven” hun prikkede ham på stille på panden, mens hun lo stille. Matt mindede hende om et eller andet. Hun rystede stille på hovedet, men det var ikke sådan noget man lag mærke til det. Hun fjernede stille hans hænder fra hendes kinder, mens hendes øjne søgte efter svar. Hans blik så ikke just glad ud, men så igen.. ”Når Matt. Hvor gammel er du så?” Asma havde ikke regnet med at hører et uendeligt tal fra ham, for hvis han var blevet bidt så lille.. det kunne næsten ikke passe. Tænk hvis han var fra en rigtig vampyr familie? Asma lo stille..