Lost in your eyes angel - Asmamix(privat)

S: Domkirken
O: Når man kommer ind, opdager man tydeligvis en skeletdukke som ligger ved døren.
Og derefter en kæmpe klaver, midt i salen og nogle levende lys over alt.
På klavret er der en bunke røde roser. Der er ikke nogle sidde pladser, kun ved klavret er der en stol, også heller ikke mere. Der er også en kæmpe vindue længere ind i kirken.
Der sidder Lucia så..
V: Udenfor sner det voldsomt, nærmest som en tornado, bare af sne. Der er hundekoldt.
Det er også mørkt, men sneen lyser nærmest igennem mørket. Så, så mørkt er der heller ikke.
T: Kirke klokkerne er ved at ringe ind til midnat.
D: 27-11-00
********

”Lucia. Lucia. Mit navn, det er Lucia” en lille pige, som ikke var ældre end de seks år, sad på vindueskarmen og så ud imod sneen. Hendes øjne skimmede det hvide landskab, med irritation og fuldkommen opslugt af det. Lucia strakte sig lidt, og hoppede ned fra vindueskarmen. Hendes fine ravnsorte hår, som ikke nåede længere end hendes kinder, hoppede livligt glad op. Lucia lod sine små og rene barnehænder mærke på væggen, der nu omgav kirken. Alt var næsten sort på hende. Trøje, nederdel og ja, håret. Håret som ganske var unormalt sort. Mon hun havde hjulpet naturen på vej? Eller, nej. Hun var jo et barn, så hvorfor skulle hun egentlig bekymre sig om sit udseende. Lucia havde dog par enkelte røde sløjfer på håret. Sådan et menneske barn. Lucia fik øje på den store klaver. Ikke fordi hun ikke havde set den, men mere fordi at roserne ikke havde ligget der før. Ikke der hun kom, i hvert fald. Lucia løb stille derover, med sine små ballerinasko. Hun trådte på adskillige roser som i for vejen lå på gulvet. ”Bella” sagde hun, og klappede stille med sine hænder. I kirken gav det et lille klirgerlig lød. Underligt.
Lucia skubbede resten af roserne ned på jorden, og derefter satte sig op på klavret. Helt op på den, så hendes hun ja, sad på den. Lucia lod sine ben dingle frem og tilbage, mens hun nynnede for sig selv. Hendes blik var fokuseret på sin skeletdukke.

En høj, og yndig kvinde med rødt hår trådte ind i kirken. Hendes ansigt så ret livløst ud, og for ikke at tale om hendes øjne. Asma, som denne engel nu hed, havde hverken sko på, eller vanter. Dog havde hun gevaldig frakke på. Hendes røde hår, som ellers skinnede hele tiden, så ret mat ud. Stille gled hendes blik rundt og stoppede med dukken, skeletdukken, som bare lå for sig selv. En lille sødme duft ramte hendes næsebor, da hun lukkede døren efter sig, så sneen ikke skulle ødelægge det fine gulv, og puste alle stearinlysene ud. Asma tog langsom frakken af, mens sneen gled ned på gulvet og dannede en mindre sø. Hun sukkede lydløst, mens hendes blålige tære fik farve på. Asma var nu vandt til al det her. Hvad vil hendes liv være overhoved, hvis hun ikke havde al det her modgang? Faktisk kunne hun dårligt nok huske, de dage hvor alt gik rent ligeud. De der hvor hun havde medgang. Asma smilede skævt til sig selv, og rettede sig stille op, efter at have samlet dukken. Nej, duften var ikke kommet fra den. Asma så sig lidt omkring og opdagede endelig det lille væsen som sad på klavret med de mange roser rundt om sig. Asma lag hovedet på skrå og overvejede, om hun havde siddet der, da hun kom? Det havde hun nok, for der var altså kun en dør til kirken, og det var den dør hun vare kommet end af. Asma så lidt på dukken. Jep, den tilhørte hende helt klart. Men hvorfor mindede pigen hende om noget? Hvorfor sad den her pige, ikke ældre end.. ja de ti år? Eller var hun nu ikke end de fem? Hvad lavede hun her overhovedet?
Asma rystede på hovedet, da alle de spørgsmål bombarderede hende. Hun gik stille over til den lille pige på klavret. Ret besværligt egentlig. Hendes fødder havde åbenbart taget skade af, at vade rundt i sneen i flere timer. Hvad skulle hun overhovedet her? Bevares også.
”Godaften mit barn” sagde Asma, da hun var nået over til pigen. Hun holdte stadig dukken, og et lille morderlig smil kom frem på hendes læber. Hvordan bar hun sig egentlig ad? Man kunne godt se, at Asma var en der kæmpede med søvnen. Hun havde seriøst ikke sovet her på det sidste.
”Hvad laver du her?” hun rakte pigen dukken, mens hendes hånd kørte over pigens ravnsorte hår. Umenneskeligt sort.

Lucia havde hørt at døren til kirken havde gået op. Hun tude bare ikke se op. Det var det hendes mor havde sagt: Kig aldrig på mennesket før det menneske har set dig. Sådan får du venner. Men problemet var nu bare, at halvdelen af befolkningen var forskellige væsner. Det havde hendes far fortalt hende. Det var derfor de var flyttet her til. Hendes far studerede nemlig, filosofi og væsner. Han vidste mere om væsner, end væsner vidste om sig selv. Engle, dæmoner, vampyrer, alfer, varulve og måske djævle. Lucia så op, da hun mærkede en slags varme. Hendes dukke. Hvem havde taget den op? Lucia tude stadig ikke at kigge op, uhøfligt og dumt hvis hun nu gjord det. Virkelig dumt. Hun lod sine ben dingle, mens hendes øjne lå på lur. Klar til at gå på angreb ligeså snart personen havde snakket med hende. Men der skete ikke noget. Personen havde ikke engang taget et skridt. Var personen bange? Nej. Hvem skulle også være bange for et barn? Lucia kom i tanker om en historie som hendes mor engang havde fortalt hende. En historie om en pige, der kunne gøre selv den sureste mand glad. Men hendes var havde en anden historie om den. Han sagde, at pigen var en engel. Hun var guddommelig smuk og et rent geni. Hun var kun et barn, men hun var en engel. Lucia mærkede at personen bevægede sig. Selvom personens skridt var lydløse, kunne hun stadig høre at stearinlysene rundt omkring blafrede og nogle enkelte røde roser løb forfjamskede rundt i ring. Lucia fik øje på nogle fødder. Nøgne? Hvordan kunne personen, som åbenbart havde kvinde fødder, vade rundt i sneen med dem? Lucia så op. Hun åbnede munden halvt, og svarede ikke til nogen af de spørgsmål, den rød håret kvinde havde stillet. Kvinden var død smuk, og hun var også ret høj. Hun så rimelig træt ud, efter hendes egen mening. Men smuk, det var hun. Lucia kom i tanke om det hendes far havde sagt. Det var faktisk ikke så lidt tid siden hun havde stillet den spørgsmål: Hvordan kan man vide, at en person er en engel og ikke et menneske?
Lucia lag hovedet lidt tilbage, da hun havde taget imod dukken. Hun så på den rød håret kvinde, som nu rørte hendes hår. Et: Personen stråler op.
Lucia gjord sine øjne store. Strålede hun op? Denne kvinde var smuk, men hun så træt ud. På den anden side, mærkede Lucia også en slags glæde. Hun vidste ikke hvorfor, men en ting var hun sikker på. Hun kunne sætte en flyveben, på den førte svar, hendes var havde givet hende. To: han/hun smiler uanset hvad. De skjuler altid deres følelser, eller det gøre de fleste engle.
Lucia lag hovedet på skrå. Hm, man kunne da se at denne kvinde gjord meget for at smile, så ind til videre tyder det på, at hun er en engel. Tre: Engle har vinger bag ryggen, og de fleste kan bestemme hvornår de skal have den fremme. Det vil så sige, at engle har to streger på ryggen, gennem blusen. Hvis det altså har været ude og flyve, eller for den sags skyld, brugt deres vinger.
Den sidste svar, var hendes far ikke så sikker på, men alligevel hoppede Lucia ned fra klavret, og løb bag kvinden. Nej. Hvem skulle også flyve i den her slags vejr? Lucia grinte stille, mens hun kravlede op på klavret. Hun satte sig til rette, mens hun holdte om sin dukke. ”Mit navn er Lucia, og jeg laver ikke noget” sagde hun, mens hun lod dukken ramme kvindes næsetip. ”Det er Skele. Han laver heller ikke noget. Hvem er du?” Lucias stemme lød som et barns. Eller hun var jo et barn, men en der var tre år gammel eller noget i den stil. ”Og hvad var nu det nu du hed?” Lucia lag dukken fra sig, mens hun rakte ud efter kvinden. En vane hun havde fået sig.

Asma så på pigen. Hun smilede mens hun rystede på hovedet. Var pigen bange for hende, eller var det bare hende? Det lignede at pigen tænkte en del. Hvad hun tænkte, anede Asma naturligvis ikke, men sådan var det. Asma træk sin hånd til sig, da pigen ikke sagde noget, men studerede hende. Det gjord heller ikke noget. Hun var et menneske, det er ret normalt. Ja, så tænker man. Hvordan i alverden vidste hun, at denne lille pige, var et menneske? Klart. Asma havde altid brugt udlukkes metoder. Hvis pigen var vampyr, havde hun været kold og havde haft røde øjne eller noget i den stil. Dæmon kunne hun nu heller ikke være, da Asma rent fysisk kan mærke dæmoner, da de jo er det modsatte af hende. Så menneske, det var faktisk det bedste mulighed. Asma betragtede ligeså nysgerrigt pigen og hendes dukke, som hun nu havde taget fra hende. Børn. Nogle fascinerende væsner. Yndige og engle i sig selv. Uskyldige og flittige. Sådan var de fleste nok.. ikke. Altså det hele afhænger jo af barndommen, rent biologisk set. Asma løftede det ene øjenbryn da den lille pige hoppede ned fra klavret og derefter rundt om hende. Hvad var der så interessant bag hendes ryg? Asma skulle lige vende sig imod den lille pige, da hun havde hurtigt satte sig op på klavret igen. Og begyndte og snakke. Hendes stemme var så lille og skrøbelig, lige til at spise faktisk.
Lucia huh? Og ja, Skele også. Navnet mindede hende ikke om noget. Eller måske. Asma så stille imod døren. Hun fornemmede et eller andet, men var nu ikke så sikker. Da hun vendte blikket imod Lucia, smilede hun kærligt og løftede hende op. Vejede ikke noget. Let som en fjer, hvis man så må sige. Asma så på hende, mens hun grinte stille. ”Mit navn er Asma” sagde hun, og mindes tydelig at hun ikke havde nævnt sit navn for Lucia.
Mens Lucia var oppe i hendes arme skød en tanke forbi hende. Hun havde altid haft en svaghed for børn, men faktisk havde hun aldrig overvejet selv at få et. Var børn ikke lavet af.. kærlighed? Disse væsner, som altid hoppede rundt i mudder og ikke havde et eneste problem. Disse væsner som senere hen vokser og blive enten det gode eller onde? En lille mørk skygge gled over Asma. Hun havde seriøst aldrig tænkt så langt. Tænk hvis hun snart døde. Hvem skulle så føre hendes generation videre? Også igen. Kærlighed. Hvad betød egentlig dette begreb? Dette fænomen?
Asma rystede stille tanken væk fra sig. Hun så på Lucia, og gik stille hen til den lille stol ved klavret. Hun satte sig ned, mens hun stille legede med den ene røde sløjfe bånd Lucia havde på. ”Hvorfor tager du ikke hjem? Hvor er din mor og far?” spurgte Asma, og var egentlig ret bange for svaret. Hvis svaret nu var det, hun troede var. Angsten for hendes svar, om man så på må sige. Tænk hvis hendes forældre var døde? Asma var yngre end hende, da hele hendes familie rent var forlod hende. Eller, hvis man sådan bortser fra hendes far, som nu har været død i ca. et halvt år, eller der omkring. Det måtte være de fleste skæbne, altså hendes skæbne. Asma lukkede træt sine øjne. Hun kunne bare ikke skjule noget mere. Var hun ved at blive gammel? Eller det var hun jo sådan set. Gammel, altså. Selvom hun var omkring tyveriende, så bliver engle ikke så gamle. Det var egentlig ret synd. For når man bliver engel, så sent som Asma, så bliver man faktisk vant til det i løbet af nul komma fem. Men inden man.. ser sig om, opdager man til sin store overraskelse at tiden er løbet fra en. At man faktisk er unødvendig her i verden. Og at, man ikke engang har fundet .. sit livs lys eller hvad det nu er man kalder det. Kærligheden.
Asma lukkede gav et lille suk, mens hun langsom lag sin pande imod Lucias ene skulder. Hun træk vejret dybt, og lod sine øjne forblive lukket. ”Undskyld mit barn” mumlede hun stille. ”Jeg vil så gerne lege med dig, men jeg er så forfærdelig træt, at jeg ikke engang kan holdte mig oprejst. Tilgiv mig, min kære. Men det har været en lang dag for mig” det var nu rigtig. Lange dage, faktisk. Og uden så meget som at lukke øjnene. Mennesker som havde brug for hjælp. Venner som man skulle snakke med. og grave man skulle besøge, og for ikke at tale om, et hjem at passe. Og til sin bonus, for man ikke en skid søvn, på grund af, at der ikke noget der hedder drømme i Asmas hoved. Kun mareridt efter mareridt. Og mareridt var bare ikke mareridt. Næ nej, de samme hver eneste dag, og det faktum, at der er en der, dør hver dag. Halvtreds personer og du er en af dem. Du synker i en grotte og bank! Så er man et tal mindre. Det uhyggelige er, at Asma nu er op på tyve personer. Tyve personer!! Hvad vil da sker hvis hun dør? Ville hun så dø? Men det værste er dog, at de personer der dør.. er hendes venner. Dem hun godt nok ikke taler med så meget, men så igen. Det er ligesom at der er tre skaler udenom. Yderst er der de venner, der knap er venner, men så alligevel er der. Så i midten er der de hun taler med, men så ikke mere. Også tæt på kernen, er der dem der har fået plads i hendes hjerte. Og kernen, er hende. En lille rød - mørk kerne som blinker faretruende hver evige eneste dag. Før i tiden var den faktisk uskyldig hvid. Men for hver dag der dør personer, jo mørker bliver den. Derfor har den 'drøm' udviklet sig til mareridt.. derfor tørre hun ikke sove dybt. Bare .. derfor.

//Husk at sige hvis det bliver al for overdrevet//

//Det fint. Er i gang med at svare :D//

Lucias mørke korte hår lag sig til den ene side, da Asma tog hende op. Hun lag begge sine arme om hendes hals, mens hun også så imod døren, da Asma kiggede derover. Lucia smilede stille og puttede sig ind til Asma, da hun løftede hende. Hun så nu ikke al for rask ud. Selvom Lucia ikke var særlig gammel så kunne hun altså se, at Asma så syg ud. Lucia lag hovedet skævt, da Asma spurgte hende om noget. ”Vi bor lige i nærheden, og far har tænk sig at hente mig. Min mor er syg” sagde Lucia og løftede sine hænder. ”Jeg er også syg, men ikke som mor. Men hun bliver rask en dag, også kan jeg lege med hende igen!” Lucia var typen der så på de lyse sider. Måske fordi hun ikke havde gået igennem rigtig ild endnu? Lucia betragtede bare Asma som legede med hendes sløjfe. Faktisk var det rart at sidde med hende. Hun virkede træt men alligevel. Lucia krammede Asma, da hun begyndte at undskylde. Så var hun altså træt. Det var også til at se. Lucia rejste sig fra hende, mens hun tog sin bamse. Hun lag den på Asmas skød, og kravlede op på klavrets bræt. Hun kiggede på hende, mens hun smilede stille. ”Skal jeg hente noget til dig? Der er ikke så langt at løbe her” men det regnede. Lucia var lige glad, hun vil gerne hjælpe sin nye ven. ”Men bare rolig. Skele og jeg er her! Vi passe altid godt på vores venner” Lucia smilede, mens hun alligevel følte med Asma. ”Når min far er træt. Så bliver han nogen gange sur. Så må jeg få alt, bare jeg forlade ham. Men jeg vil ikke forlade dig, selvom jeg må få alt” Lucia kravlede ned, mens hun satte sig på gulvet, og lignede en der overvovede Asma. ”Skal jeg fortælle dig en historie?”

Asma havde lukket sine øjne da Lucia begyndte at tale, og flytte sig de forskellige steder.
Hun kunne stadig mærke pigens kram imod hendes hals. Hun smilede skævt til sig selv. Lucia fyldte tanker i hende. Mindede ikke så lidt om dengang hun selv var så lille. Hun stoppede dog med at smile, da hun kom i tanke om sygdom. Det havde hun selv oplevet. Ikke rart egentlig. Asma rettede sig op, mens hun lod albuen støtte sig til klavret. Hun kiggede ned til Lucia, mens hun kort rystede på hovedet. ”Du behøver ikke at hente noget, kære barn. Men tak fordi du vil blive os mig” egentlig lød Asma drillende nu. Lucia var et barn. Hvad mere skulle man dog give sig til at sige?
Hun løsrev sig stille fra klavret, mens hun satte sig på hug foran Lucia. Bamsen Skele gled ned fra hendes skød uden, at hun lag mærke til det. Hun lod sin hånd ae Lucias hår, og smilte kort. ”Du ligner en af mine små venner. Han hedder Noah. Godt nok ældre end dig, men han er virkelig sød. Ligesom dig. Hans far er død, og hans mor er syg. De er mange børn i den familie, så han passe rigtig godt på dem. Du arbejder også på en måde for din mor” Asma tvang sig selv til at smile mildt. Uden den trætte blik, som alligevel sneg sig ind. Asma satte sig helt ned. Hun lod et ben stå oprejst så hun kunne støtte sin albue imod det. Hun prøvede at holde hovedet oprejst. ”Du er en sej lille en, Lucia” lo Asma. Kirken var egentlig stille, men dog ødelag regnen det. Piskede imod de små ruder rundt omkring. Og dog. Det var da hyggeligt.

//Jeg smutter nu. Men den kan godt være, at jeg kommer på senere på dagen. Så svare jeg :D//

//Oka//

//Og lige en ting til. Køre vi stadig på den der historie? Lucy er stået af, og jeg ved ikke med de andre tre? Jeg venter nemlig mega lang tid på det//

//A' hvad?//

//Har Stan og de andre ikke fortalt dig det? Vi havde tænkt os og lave den der mine gruppe. Du ved til ære for Dehvil? Det var ham der startede det//

//Ha ha.. næ nej! Jeg har talt med dem alle fire og jeg sagde til dem, at de skulle droppe det. Stan og Lucy kom alligevel ikke godt ud med hinanden, da de ikke kunne finde ud af de. Dehvil.. ham har jeg seriøst talt med og Matt er forsvundet, og du er her.. af og til. Det er nu ikke kun derfor. Jeg orker seriøst ikke sådan en bande efter mig. Du ved, det bliver al for forstyrende//

//Ja det kan jeg godt regne ud. Så du har droppet det eller hvad?//

//Det kan du da se jeg har ;)//

//Hihi.. Fint nok! :D//

//Skriv over PM hvis der er noget andet//

//Ja og farvel :D//