Du er anderledes - Asmamix //Privat//

S: Sombre.
O: Ikke en levende sjæl, eller udøde.. Bare Stan.
V: Stjernerne skinner på himlen, men ellers er det køligt.
T: Det er omkring midnat.
D...
______________________________________________

Den langsomme kulde træk sig over Sombre. Det var det eneste sted, som væsnerne ikke havde ødelagt, det sted som dette skikkelse vandrede lydløst og usikkert. Skikkelsen tilhørte drengen Stan. Stan havde en trøje på som var hvid, og par cowboy bukser. Hans blod ruskede rundt i takt med det kølige vind. Denne nat var perfekte. Alt var lige, og det vil sige, ingen væsner ingen ødelagte natur eller det metalliserede blod lugt. Stan var et menneske og kendte alt mellem himmel og jord, men om han var interesseret i det.. Nej.
Han lod sine føre ned til et lille træ som lå i udkanten af parken Sombre. Han var allerede derover og satte sig langsomt ned, mens han lod albuerne hvile sig på hans knæhaser. Endnu en lille vind legede med hans blålige hår, mens han bar lukkede sin blå/lilla øjne. Stan elskede bare at mærke vinden som varmede hans indre kerne. Hans indre blod. Hvis folk havde kendt ham mere, vil de til sidst sige fra som hans venner. Stan havde sin egen tro, sin egen vej og sit eget mål. Når nu alt kom til alt, så var Stan sin egen maskot eller noget omkring det..
Efter kort tid i stilheden, åbnede han sine øjne og så på himlen. Himlen som var fyldt op med stjerner som glimtede fra det fjerne, men ingen måne. ¨
Stan lag hovedet en anelse på skrå, mens han kluklo for sig selv. Bare en lille vane han havde fået sig. Egentlig havde ingen minder der fik ham til at smile, eller i det mindste blødgøre hans hjerte. Han havde hørt fra en engang, at hans hjerte var af is. Det minde holdte han dog fast i, da det egentlig ikke var en kompliment, men snarere en fornærmelse. Men Stan tog det sådan set som en kompliment, sådan var det nu.

Timer gik og hans hjerteslag bankede i nattens dybe stilhed. Den rolige fornemmelse af at være alene, blev nu mere til kedsomhed. Stan havde ikke rigtig noget imod kedsomhed, men det her var langt over hans grænser. Stan skiftede siddestilling, da det blev for hårdt eller for anstrengende.
Selskab havde han i været fald ikke brug for. Det var nu ikke for at være ond, men selskab ødelæg alt stilheden, og et andet væsen ved siden af sig.. ja, det skabte bare ballade. For Stans vedkommende altså..

En hvid klædt kvinde med langt rødt hår kom løbende. Hendes vejrtrækning var så højt, at selv dem flere meter væk kunne høre det. Hendes hjerte slag kunne man bare ikke tælle, da det gik for hurtigt. Denne kvinde hed Asma, og hun var skam en engel. Noget af hendes røde hår sad fast på hendes læber, mens hun af og til skød blikket tilbage. Hendes venstre arm blødte kraftigt, mens hendes hvide øjne så imod himlens små blinkende stjerner. Hun smilte sørgmodigt til dem, mens hun kunne mærke en fast grund til sine nøgne fødder. Asma satte farten ned, da hun mærkede en slags aura. Dette var ikke et væsen eller jo, men.. på den anden måde. Asma opdagede en dreng under et træ, men betragtede ham ikke. Hun kunne kun skimme ham, for hun kiggede bag sig igen. Hendes hjerte hoppede igen, mens hun valgte at løbe over til denne fremmede dreng. Ukendt, aldrig set hans ansigt.
Asma holdte fast i sin arm som blødte. Blodet så ud til at lignede noget saftevand, mørkt og ret tykt saftevand. Asma så naturligvis ikke på det, men der var ingen tvivl med at hun var gennemblødt af sit eget blod. Asma var underligt nok over ved drengen. Han så større ud nu, ind lige før. Asma smilede og med et klappede hendes øjne samme, og hun faldt om. Hun mærkede ikke grunden, hvis hun nu havde ramt det. Hendes blødende arm lå over hendes bryst, mens hendes ansigt var fyldt med svedperler. Hun stønnede mens hendes tænder klappede, som om hun frys. Hendes krop blev slap i det, men hun træk vejret og underligt nok smilede hun.

Stan havde aldrig været god til at hører, men i aften var hans sanser fuldt udviklet på en underlig måde. Han havde åbenbart bestemt sig at lukke sine øjne, og indfange denne lille lyd. Lyden af nogen der løbe.. eller tog han fejl? Nej, det kunne umuligt forveksles med noget andet, da man også stile kunne hører en vejrtrækning. Stan åbnede sine øjne, og en lille glimt af nysgerrighed lyste op i ham. Inderligt skete der noget, måske noget han aldrig ville glemme?
Og rigtig nok kom en rødhåret kvinde.. eller det så mere ud til at være en pige. Hendes hvide tøj mindede hurtigt om sne. Stan elskede farven hvid.
Stan lag hovedet på skrå, da han lag mærke til at kvinden var såret, eller var hun nu det? Hendes blik som vendte sig tilbage for være skridt hun tog, mindede om nogen der jagtede hende.
Stans øjne blev halv runde i det, da hun stod foran ham, med et smilende og ret træt ansigtsudtryk. Hvad var da sket med hende, så længe at hun blødte på armen? Stan åbnede munden for at hentydede til hendes arm, men inden han nåde så langt mærkede han hende i sine arme. Han havde noget reageret på hendes fald, for han greb hende inden hun nåede jorden. Hendes røde hår på hans blege hud, lignede noget blod.. ligesom på hendes arm. Stan så forvirret på denne lyse kvinde, som stadig smilte med blod over det hele.
Han lod sin hånd lægge sig på hendes pande, mens han ikke rigtig kunne afgøre om at hun var varm eller kold. Hans isblå øjne så på hende, ret sørgmodigt. Hun var egentlig smuk, blod klædte hende vældigt godt.
Hun så ret skrøbelig ud. Hendes godtroende ansigt fik ham til at føle skyld. Stan rystede på hovedet. Hvorfor overhoved tage sig af hende? Han kendte hende ikke.. så hvorfor?
Men han kunne ikke få sig selv til at gå væk fra hende.

”Hey” sagde han stille, mens han ruskede i hende. Milde bevægelser.

Asma mærkede intet, ikke det mindste. Det sidste hun kunne huske var denne blå håret dreng, som sad under et træ og så ret doven ud. Hvorfor skulle hun også være den nære grånende engel? Man spørger om hjælp, og det ender med at man mister sin hånd. Var det ikke bare typisk hende?
Faktisk var det en gåde at hun ikke var dø endnu. De fleste engle levede ikke så længe, da de var truet af vampyr var alle sider. Men her kom det underlige så. Asma var ikke rent ligeud truet af vampyr, der var egentlig kunne noget problemer med dem. Det var snarer dødsengle og dæmoner. Asma havde regnet med at dødsengle var ligesom dem, godhjertet og ja.. engle. Men nej, sådan var det nu ikke. Asma var faktisk ikke rent hjertet når alt kom til alt. Hendes store ego gjord bare de hele værre, og hvis der var en der generede hende, ja så fik de sgu noget tilbage.
Men her lå hun så, sammen med dette væsen, som mindede noget ret ukendeligt ind til videre.
Hun kunne hører, meget lidt, træernes balde som ruskede i takt med den milde vind.
Asmas læber stoppede med at klappe sammen, og hendes farve på læberne var blevet blålige i det. Rolig og uskyldig lå hun der. Forbandet, det havde hun været, lige siden tidernes morgen. Asma lærte aldrig på lektien, nej, hun gjord det bare værre ind det er.
Hendes indre lå så meget, at hun i et kort sekund var sikker på at hendes krop rystede. Drengen som sikkert betragtede hende, eller måske.. var gået, ville sikkert havde spørgsmålet oppe i sit hoved. Spørgsmålet om hvad der var sket, eller hvordan det var sket, det der nu var sket. Asma blev med et forvirret over sine egne tanker, som om det ikke tilhørte hende. Underlige tankegang.
En lille rød lys skød foran hendes øjne. Noget dryppede ned på jorden, og gengav et slag evig lyd i hendes hoved.

”Huh?” en stille stemme kom fra hende. Hendes vide øjne stod på hvidt gab, som om hun havde mistet livet, men var det ikke for smilet, ja, hvem ved? Asma så ind på drengens isblå øjne. Menneske! Det var sgu det hun havde ledt efter hele dagen. Hun så ned på hans hånd, så var omsvøbet med hendes dejlige røde blod.. tsk.
”Undskyld herre” sagde hun og stønnede da hun kom op og sidde. Hendes uskyldige og blege øjne så på drengen. Hun prøvede ihærdigt at tørre blodet af hans arm, men det gik ligesom ikke. Hun gjord det faktisk værre. Hendes egen blod var størknet og det var egentlig ret normalt ”For satan” hun bandede lavmælt, mens hun brugte begge sine til at tørre blodet af. Hendes hår skød frem og tilbage, mens hendes tænder var sammenbidte. Det ellers så glade smil var forsvundet, og nu var det kun fustrationen tilbage. ”Undskyld, undskyld” blev hun ved, mens vandet fra hendes øjne rente ned af hendes kinder, som om det var et kapløb, om hvem der kom først. Hun var en underlig type, sådan var det med hende. Hun er glad, og derefter den ulykkeligste kvinde på jorden.

Stan sad her nu og betragtede dette røde væsen. Han anede ikke rigtig hvad han skulle gøre, og hvad han overhoved kunne gøre. Stan virkede rolig i forhold til at han burde reagere på en anden måde. Han nød det. Underligt nok gav hende her en varm følelse. En følelse der ikke havde ramt ham i lang tid. Stan lag hoved på skrå, mens han bøjede sit hoved langsom ned til hende. Noget af hans blå hår ramte hendes røde. Underligt at nogen kunne have så rødt hår, og gå med hvidt tøj. Det lignende som om at der var nogen der havde blødt på hende, eller i været fald plettet hende til med blod. Hendes rolige ansigt fik ham til at føle endnu mere skyldig. Hvem kunne have gjort dette imod hende? Hun så da ikke ud til at have et dårligt liv, så hun kunne umuligt prøve at begå selvmord.
Stan løftede sit hoved op, da han mærkede hvordan hans hjerte hoppede med et. Ingen havde nærmet sig på den måde som hun havde. Han kendte hende ikke, så hvorfor været så oprørt? Han træk vejret helt ned til brystet, mens han lod en hånd hvile på hendes pande. Han træk den dog hurtigt væk, da blodet havde gennemblødt hans ene bukseben. Han havde faktisk ikke noget imod det, slet ikke.

Stans isblå øjne fokuserede på den rødhårede person, som med et farede op. Han øjne så nærmest overrasket ud, og det var endda ham der ellers aldrig blev overrasket. Han rakte stille sine hænder ud for at hjælpe, men da han begyndte at snakke og gøre ting, som han seriøst ikke kunne opfange. Han isblå øjne var faktisk kun rettet imod hendes hvide. Det så faktisk ret uhyggeligt ud efter hans mening. Med ét mærkede han at hun begyndte at tørre blodet af hans arm af. Stan rystede stille på hovedet, mens han så hvordan tårne løb ned af hendes kinder. Stan fik stille fat i hendes ene håndled. Han betragtede hendes kort, inden han løftede sin frie hånd imod hendes ene kind, og tørrede det ene tåre væk. ”Hey” sagde han, mens hans stamme lød rolig og ret mild.
”Rolig nu” han lod sin hånd fra hendes kind glide ned til hendes anden håndled. Han tog fat om den, mens han lod hendes hænder føre sig foran dem begge. ”Lad os tage det roligt..” han lukkede sine øjne, og smilede skævt, bare for at berolige hende, ikke andet. ”Først hvad er dit navn?” hans hænder var strammet godt om hendes hænders håndled, så det var umuligt for hende at rive sig ud. Bare for en sikkerheds skyld skulle han jo være sikker.
Stan åbnede så sine øjne, og betragtede hende med fuldopmærksomhed.

Asma anede ikke hvad der var med hende. Hun plejede slet ikke at være sådan, overhoved ikke. Mon ikke det var fordi at hun aldrig vidste sine følelser for nogen, og denne dreng selvfølgelig skulle se hende sådan? Asma slå bare til ude at tænke på at det måtte gøre ondt på ham. Han var ikke en vampyr, det kunne hun forsikre sig om. For da hun mærkede grebet om hendes håndled så hun på ham. Lod ikke til at have noget imod hendes røde hår havde valgt at klistre sig op på hendes tårer fyldte kinder. Drenges hånd imod hendes kind, gav hende en slags kulde. Ingen havde rørt hende på den måde, eller jo, men ingen ud over ´den´person. Asma genvandte sit rolige ´jeg´ mens en lille suk kom frem. Hvor dum var hun egentlig? Hvorfor havde hun reageret sådan? Asma sukkede og sank sin hoved ned, mens grebet om hendes håndled var let at mærke. ”Jeg hedder Asma” sagde hun stille og lod meget flov. Hendes røde hår skjulte heldigvis hendes ansigt, så man ikke kunne se hendes røde kinder. ”De må undskylde” sagde hun så og så op på drengen.

Hun havde naturligvis løftet sit hoved og smilede sin dejlige milde smil. ”Hvad er Deres navn herre?” spurgte hun så. Sådan var engle hun engang. Eller det var Ama i været fald. Hun skulle ikke havde den tid af at nyde at folk skulle være bekymret for hende. Næ nej.

Stan smilede skævt da han endelig mærkede at hun slappede af. Han havde seriøst troet at hun ville slå ud efter ham bagefter. Stan træk vejret roligt, mens han tyggede på hendes navn. Asma? Han kunne nu godt lide navnet, hvem kunne ikke det? Stan betragtede hende med sine isblå øjne, mens han rystede stille på hovedet da hun undskyldte. Han lod sin tag om hendes håndled løsne lidt. ”Mit navn er Stan Cold, og De skal skam ikke undskylde frøken” prøvede Stans sig frem til. Hvis man skulle være høflig, så måtte man være det. Ret underligt at Stan kunne tage det så roligt.
Han slap nu helt taget om hendes håndled og kløede sig derefter på nakken. Han vil ikke spørge hende mere, det lovede han sig selv. Havde hun overhoved flygtet fra noget eller var det ham der bildte sig ind? Stan træk på skulderene mens han gav et nik til hende. ”Kender jeg dig?” spurgte han et kort tid efter. Hans ansigtsudtryk så ligegyldigt ud. Koldt og forladt faktisk.

//Srry kort svar//

Asma havde vendt blikket borte. Hendes smil var forsvundet og kun den triste mine var tilbage. Hun så dog op, da drengen sagde noget. Hun smilede hurtigt, mens hun nikkede. ”Stan” mumlede hun, bare for at se om navnet nu klingede til hendes læber. Skøret var det nu. Asma lag hovedet på skrå, da han løsnede grebet om hendes håndled. Det føltes rart, for før føltes det som om hendes håndled var ved at blive kvalt. ”Jeg undskylder nu” sagde hun, og mærkede endelig at han slap hende helt. Hun lod sine hænder sænke sig, mens den dejlige kolde brise ramte dem som pisk. Hun fugtede sine læber, mens hun betragtede Stan. ”Om du kender mig?” spurgte Asma da hun først opfangede hans spørgen. Hun træk på skuldrene. ”Alle kender mig, så det vil ikke undre mig” hun lo, nu vidste han da hun havde sort humor.

//Me to >.