Stilheden danner sig (Todd)

Tidspunkte:20.56
Området: Forêt - Skoven
Omgivelserne: Træer...
Vejrudsigten: Kølig vind(Ret kraftig) halvmåne og ingen stjerner

Stilheden der havde fundet sted i den halv mørke skov blev afbrydt af den ret kraftige og kølige vind der fik både træer og buske til at ruske i sig og give en raslende lyd. Ingen dyr havde rigtigt vovet sig ud i lige denne aften. Udover et. En menneske. Eller ikk rigtigt. En dæmon. En vampyr. En blanding. En pige. En ung kvinde. Kun sølle 17 år. Hun sad op af et af træerne med benene trykket tæt ind til sig. Hun sagde ikk noget som helst. Hendes brun-røde hår var sat op i den sædvanlige pjuskede knol i nakken og vinden havde gjorde de små løste totter helt uglede. Hendes smukke og krystalklare grå øjne var lukkede og et langt blink og blev derfor åbnet igen lidt efter for at se ned i jorden var en masse blade lå oven på hinanden. Hun var iført et par mørkeblå jeans som hun havde valgt at smørre lidt op så hendes lyserblå strømper også kunne ses. Samt de sorte balarinaer. På overkroppen havde hun valgt en lang sort tanktop der gik lidt ned over hendes røv og en langærmet og tynd lyserblå lynløstrøje over for at tage den værste vind. Hun havde siddet der ret længe men hun havde ikk helt tid på hvor længe præcist. Hendes let blege hud gjorde en stor blodforsamling mere syndlig. Det lignede lidt at en voldsom lussing havde placeret sig lige mellem hendes ene øje og hendes ene kind helt inde der hvor hendes hår startede. Hvilket der på en måde også havde gjort. Hendes kinder var ellers tørre og hun så ikk ud til at have grædt det mindre. Syren i hendes ben var faldet og hun rystede ikk helt særlig meget mere. Hendes vejrtrækninger var dog stadig lidt ureglmæssige som om at hun var forpustet. Det var hun også stadig. Efter at have løbet det lange stykke hjemmefra og hen til cirka midt i skoven i den fart havde taget godt af hendes energi.

En skikkelse af en engel. Også kaldt dødsengel fløj hen over skoven, hvor hans store sorte vinger barskede af sted, han fløj i en let hurtig fart. Dog ikke så hurtigt igen, når man kiggede op mod himlen og stod i skoven, kunne man godt se ham, og sikkert også hører ham alligevel, når han sådan kom flyvende forbi. - Denne skikkelse, var en sølle dreng på 17 år. Ved navn Todd Gorgeous. Han var en speciel dødsengel og han havde stadig ikke fundet ud af hvordan han skulle gøre det at vække folk til live? Hvad der skulle være hans specielle tegn, på at han netop havde genoplivet det og det væsen. En masse tanker gled igennem ham, men alligevel kunne han ikke finde på noget, så det eneste han bare udnyttede var hans magi til at dræbe folk når han fik lysten til det. - Som dødsengel kunne han egentlig gøre hvad det passede ham, men der var noget som holdte ham tilbage. Det lignede ikke ham som dødsengel at blive venner med nogen. Også specielt et menneske. Men dette menneske han så knap var ved at blive venner med, betød meget for ham. Han fugtede let sine læber, imens at han lod sit blik glide udover skoven. Med de store, høje træer, som havde en masse unikke blade på sig. Blæsten tog lidt fat i hans hår, imens at han fløj. Todd havde ikke lagt mærke at der var nogen til stede og meningen var at han havde sat kursen på vej hjem til sin lejlighed, hver gang at han var på vej hjem, flød tankerne tilbage på hans familie, som han ikke længere havde, hans forældre som døde i en ulykke.. hans bror som dræbte deres søster.. fordi han blot blev forvandlet til en vampyr, hvor Todd senere dræbte sin bror.. og dernæst begik selvmord. Derfor var han en dødsengel i dag. Fordi han skulle tage straffen for at have dræbt sig selv. Folk som hørte om hans historie og om hvorfor at han var en dødsengel, ville ikke forstå det. De ville syntes at det var for indviklet. Et suk undslap fra hans læber, imens at han nød at flyve imod vinden.

Natalie, som var navnet på denne blanding, havde ikk opdaget noget. Hun lyttede ikk efter noget og hun så heller ikk mod den let mørke himmel. Der var jo heller intet spændende der oppe. Mente hun. Hun anede heller ikk hvad hun faktisk lavede her ude i skoven. Hun ville jo ikk kunne finde ud igen. Hun havde en endendig stedsans og hun løb for det meste bare et eller andet sted hen når hun var sur, trist eller bare irriteret på grund af sin familie. Eller plejefamilie. Hun kunne igen mærke hvordan hendes vrede steg op i hende. Gik gennem hendes blod. Hun kunne mærke hvordan at hun bare fik den største lyst til at dræbe dem. Dem alle. Bare for at få fred. Men så manglede hun selvfølgelig en der ville kunne tø hende op. Give hende en grund til at smile igen. Men det var stort set umuligt havde hun indset.
Hun strammede sit greb om sine ben og gemte sit ansigt mens at hun hårdt klemte sine øjne sammen. Så skete det. Hun kunne ikk holde vrede inde meget mere. "AAAARGH!!!" Et højt og lidt skigert vredes udbrød eller skrig. Et meget skarpt og isblåt lys skød ud fra hende som dækkede et stort omrøde af skoven og op mod himlen. Et islandskab havde brægt sig med en ufattelig fat og det lignede lidt en form for kupel hun havde lavet om hende. Hun kunne vel bare ikk styre sin evne så godt når hun var vred. Det var ikk lige det bedste men hun følte sig mere lettet nu. Men dog kun i et kort øjeblik. Men hun slappede mere af. Hun løsnede sit greb om sine ben og hendes blik blev igen rettet mod den nu isbelagte jord. Hun mente nok at det var en god ide at gøre det i skoven langt væk fra andre folk. Hun skilte sine læber i et lavmælt og opgivende suk.

//srry tiden men ser en mega grinern film så jeg prøver så vidt muligt at koncentre mig om filmen nu og det vil sige at jeg logger nu xD skrives ved imorgen//