Stilheden.. (Alecia.)

Tid; 22:35
Sted; Skoven omkring en lille sø i udkantet af London.
Vejr; Sky frit, rimelig koldt.
Omgivelser; Skov, søen, Alecia?

Nu var hun nede ved Søen. Hun elskede at sidde der nede. Der var så fredfyldt. Hun kunne se de små ænder svømme ind imellem sivene og hører de sidste fugle pippe lidt i toppen af træerne. Hun satte sig ned, ved sit yndlings træ, foran søen. Hun elskede at sidde og tænke. Uden at nogen kunne forstyrre hende.

//Alecia din skønne pige! Du er i parken ^^//

//Ørh, okay.. xD Så er vi det.. xD Så skriv dog videre knægt! :D Btw, hvor gammel er du egentlig? IRL. :D//

//De 14 år ca. :P//

"Alecia!" lød en stemme bag hende og Mail overfaldte hende i et kram bagfra. "Hvad laver du herude alene?" Spurgte han hende lavt mens han trak sine goggles ned foran øjnene med en langsom bevægelse. Han havde selv bare gået rundt for at lave noget, der blev ikke vist nogle forestillinger i teatret så han havde fri for arbejde.

//Hvad er ca.? xD Og jeg er ogs' tekniskset 14! For jeg har fødselsdag om under 2 måneder! :D//

Alecia fik et chok, da Mail overfaldt hende bagfra. Hun begyndte at grine højt, og vendte sig så om. "Matt din dumme egoist!" Sagde hun grinende, og skubbede til ham.
"Jeg havde bare lyst til at gå en lille tur." Smilede hun.
"Jeg har savnet dig," sagde hun og kiggede genert ned i græsset. Hun kunne mærke hendes kinder bliver helt varme.

"Hm...respekt for det" smilte han og trak på skuldrene.
"Såå...hvad har du gået og lavet siden sidst vi så hinanden...og hvorfor er du så glad?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå.

"Hehe.. Jeg har bare skrevet lidt viderer på mine historier, og ja.. gjort det jeg plejer.. hehe.." Smilede hun og trak lidt på skuldrerne. "Hvad med dig?" Sagde hun og slog ham let på skulderen.. Hun var glad for at han ikke vidste hvordan hun havde det med ham.. At hun virkelig havde savnet ham.. Hun hadede sig selv for at være vild med Matt.. For han var hendes bedste ven.. Det var derfor hun ikke ville have han skulle vide noget.. Det hele skulle bare blive ved med at være normalt..

"Hmm...jeg har aftalt nogle specielle ting, med specielle personer, arbejdet...og den slags ting" han kløede sig lidt i nakken med et tænkende udtryk i ansigtet.
"Og det var stortset det" han grinte lidt og kørte stille en hånd gennem håret.

"Hehe." sagde hun, men var fjern. Hendes blik fulgte hver en bevægelse han lavede. Da han kørte en hånd igennem hans hår, bed hun sig selv i læben. Hun ville så gerne rører hans uglede hår. Hans ansigt. Holde hans hånd.
Pludselig vågnede hun op, og kiggede smilende på ham. "Nå, skal vi ikke finde en bænk?" sagde hun venligt, og begyndte stille at gå hen af den lille grussti.

//Sorry jeg skal gå.. :/ Men skal nok prøve at komme på imorgen! :i //

"Øhm...jo selvfølgelig" smilte han og fulgte stille efter. Endu engang stille!
Ligesom første gang de havde mødt hinanden... hvor irreterende! Han betragtede hende med et lille smil, uden at sige noget.

//Okai//

Hun så sig ikke over skulderen, men kunne hører hans stille skridt bag hende. Hun gik lidt længere og fandt en bænk under en lygtepæl. Det var allerede mørkt så den var tændt. Hun satte sig ned, og kiggede op på Matt.. Han så ud som om noget irriterede ham. Hun kiggede fortvivlet ned i gruset på sine fødder. *bare det ikke er mig* tænkte hun, og fik en stikkende fornemmelse i maven. Hun fnisede stille da hun hørte hvad han tænkte, *Stilheden* Tænkte hun. Matt havde aldrig kunne lide stilhed, det vidste hun. Men hun kunne godt lide det. Bare at sidde i stilhed og kigge på ham. Han var smuk, ikke som alle de andre mennesker der ligner hinanden. Hun havde kunne lide Matt siden første gang hun havde set ham, det var hans skæve smil der havde tiltalt hende. Han vidste ikke hvad hun var. Og han skulle ikke vide det.. Det var bedst at han troede hun var menneske ligesom ham. Det hele ville blive ødelagt hvis han kendte til sandheden om hende. Hvis han vidste hun havde dræbt mennesker før, og at hun kunne knuse ham så let som ingenting. Men det skæve smil, det havde redet ham. Det skæve smil, ville måske en dag komme til at betyde hans død...

//Var det en trussel? Haha xD//

Han satte sig stille ned ved siden af hende, stadig uden at sige noget. Billederne fra rummet kom igen og fik ham i et øjeblik til at se bekymret og bange ud.
Rummet var halvmørk, og med et par kasser stående rundt omkring. Ingen vinduer, et skrivebord med en tændt computer, en stol og en madrads. Stille...koldt!
Han trak vejret dybt ind og så på hende med et lille falskt smil. "Hvad skal vi så lave?" Spurgte han og lænte sig en smule fremad.

en høj, og slank skikkelse stod under et træs skygge. en stribe månelys ramte hendes lange hvide hår, og det glitrede som sølv.
hun drejer langsomt hovedet mod de to skikkelser på bænken, og bevæger sig derover med langsomme bevægelser. hun er klædt i en hellang sort frakke, som sidder meget tæt til hendes lange krop.
de spidseører stikker ud af det lange hår der ligger blødt ned over hendes skuldre, og hun smiler et koldt og ondt smil.

Hun kiggede på Matt.. Alle billederne gik igennem hovedet på hende, de billeder Matt tænkte på. Han tænkte meget på det. Rummet.. Hun fik det dårligt. Hun ville snakke med ham om det. Hun ville ikke have han skulle have det dårligt.. Men han ville ikke snakke om det.. Så hun nævnte det aldrig. Hvad skulle hun ogs' sige? 'Hey Matt, jeg er vampyr, og kan forresten læse dine tanker!' -Nej vel..?
Hun skubbede tanken væk, og lyttede til hvad han sagde.
"Det ved jeg sørme ikke." sagde hun med et venligt smil.
Det var der hun fik øje på den høje slanke skikkelse. Hun hvæste lavt. Hun havde hørt om at der rendte en Sortelver rundt i kvateret men havde aldrig set hende. Nu kom hun langsomt imod dem. *Matt!* Tænkte hun. Hun kiggede bekymret på ham. Hun kunne så let som ingenting knuse den forbandede Sortelver, men Matt skulle ikke vide noget. Han var bare et menneske.. Hun var ikke sikker på at han kunne klare det.
"Matt." Sagde hun roligt. Hun vidste ikke om han havde set Sortelveren endnu.
"Uanset hvad der sker, så skal du stole på mig. Er du med?" Sagde hun bestemt. Før han nåede at svare helt, tog hun hans hånd og begyndte at gå ned af stien igen, væk fra Sortelveren.

Sortelveren smilede stadigt, og man kunne se i hendes gyldne øjne der ikke havde en gnist af varme tilbage, at hun nød dette.. hun var rovdyret.. de var byttet. hun kunne godt se pigens reaktion, og hun sikrede sig at sine våben var klar til brug hvis det skulle blive nødvendigt. sin magi kendte hun ikke endnu.. det var en af grundene til at hun var blevet sendt her op..

Han fik et mindre chok da Alecia trak ham med. Han var både forvirret og bekymret mens han så på hende. "Alecia hvad har du gang i?" Spurgte han og satte fødderne i jorden så hans hånd gled ud af hendes og han stod helt stille.
"Hvorfor løber vi?" Spurgte han roligt.

Hun begyndte at blive uroglig. *Pis! Ikke nu Matt!!* Tænkte hun.
"Matt.. Uanset hvad. Så stol på mig!" Sagde hun og rakte ud mod hans hånd. Hun ventede på at han tog den.
Imens hun kiggede bekymret på Matt, kunne hun se skikkelsen nærme sig. Hun begundte at regne ud om de kunne nå væk, hvis hun løb med ham. Der var ret store chancer. Regnede hun sig frem til. Sortelvere, var ikke nær så hurtig som Vampyrer.
*Våben!* Tænkte hun, da hun hørte Sorleverens tanker.
Hun kunne sagtens skille sig af med den forbandende sortelver. Men ville det være det værd med hensyn til Matt? Han ville se hende som et uhyre. Hvis hun ville kunne rede hans liv. Ville det være det værd. Tænkte hun.

sortelveren satte i løb, og var hurtigt oppe på siden af dem. hun stillede sig lige mag matt.
- god dreng.. sådan at vente på mig..
hendes stemme emmede af ondskab, og sadisme. moral var tydeligvis en meget, meget lille del af hendes personlighed.
- så så pigebarn, jeg gør jer jo ikke noget..
det var en tyk og fed løgn. og hvis de ikke kunne gennemskue det, fortjente de at hun skadede dem.

//Omg, jeg staver dårligt idag! xD//

// jeg overlever;) //

Alecia fik et chok da sortelveren stod bag Matt. Hun væsede af hende.
"Hold dig fra drengen!" Råbte hun, og viste tænder af hende.
"Matt, kom her hen!" Sagde hun, og kiggede bekymret på Matt.
*Gud, lad der ikke ske ham noget!* Tænkte hun og så bange på ham.

Han vendte sig om da han hørte en stemme bag sig. Sjovt at det altid var ham som blev betragtet som den svage og forsvarsløse...
Han stirrede en smule overrasket på sortelveren uden at røre sig ud af stedet.

Hun væste af sortelveren igen.
"Matt!" Råbte hun kommanderende til ham.
"Kom, Her, Hen. Nu!" Sagde hun og kiggede på ham med skarpe øjne.

- nå nå.. vampyr... har man et svagt punkt..
et koldt blik, fyldt med afsky hvilede på vampyren. om hun forstod disse væsner. at vise sin svaghed så tydeligt. et suk forlod hendes læber, rystede på hovedet. afskyen i hende voksede, jo mere hun så på de to.