Stilheden danner sig... (Dominic)

Tidspunkte:20.56
Området: Forêt - Skoven
Omgivelserne: Træer...
Vejrudsigten: Kølig vind(Ret kraftig) halvmåne og ingen stjerner

Stilheden der havde fundet sted i den halv mørke skov blev afbrydt af den ret kraftige og kølige vind der fik både træer og buske til at ruske i sig og give en raslende lyd. Ingen dyr havde rigtigt vovet sig ud i lige denne aften. Udover et. En menneske. Eller ikk rigtigt. En dæmon. En vampyr. En blanding. En pige. En ung kvinde. Kun sølle 17 år. Hun sad op af et af træerne med benene trykket tæt ind til sig. Hun sagde ikk noget som helst. Hendes brun-røde hår var sat op i den sædvanlige pjuskede knol i nakken og vinden havde gjorde de små løste totter helt uglede. Hendes smukke og krystalklare grå øjne var lukkede og et langt blink og blev derfor åbnet igen lidt efter for at se ned i jorden var en masse blade lå oven på hinanden. Hun var iført et par mørkeblå jeans som hun havde valgt at smørre lidt op så hendes lyserblå strømper også kunne ses. Samt de sorte balarinaer. På overkroppen havde hun valgt en lang sort tanktop der gik lidt ned over hendes røv og en langærmet og tynd lyserblå lynløstrøje over for at tage den værste vind. Hun havde siddet der ret længe men hun havde ikk helt tid på hvor længe præcist. Hendes let blege hud gjorde en stor blodforsamling mere syndlig. Det lignede lidt at en voldsom lussing havde placeret sig lige mellem hendes ene øje og hendes ene kind helt inde der hvor hendes hår startede. Hvilket der på en måde også havde gjort. Hendes kinder var ellers tørre og hun så ikk ud til at have grædt det mindre. Syren i hendes ben var faldet og hun rystede ikk helt særlig meget mere. Hendes vejrtrækninger var dog stadig lidt ureglmæssige som om at hun var forpustet. Det var hun også stadig. Efter at have løbet det lange stykke hjemmefra og hen til cirka midt i skoven i den fart havde taget godt af hendes energi.

Mørket havde lagt sig over Forêt, som den gjorde hver eneste aften. Sikker som amen i en kirke. Vinden tudede og rodede op i de nedfaldende blade og fik dem til at rasle tørt imod skovbunden. Langsomt syntes en rytme af knasende blade at tegne sig i skoven. Det var skridt. Regelmæssige og afbalancerede. Men bortset fra skridtene, så lød der endnu en lyd som matchede ind i rytmen. Lyden fra en stav - eller en formel stok - som i ny og næ blev fæstnet mod jorden. En skikkelse tegnede sig mellem træerne som en sort silhouet i det iscenesatte billede. Det var en utrolig høj skikkelse... Men det mest iøjenfaldende var dét brede og listige smil som sad fastgroet over drengens læber. En yngre herre - det var tydeligt. Han var iført et par sorte jeans, en jakke fra et jakkesæt som stod åben og gemte delvist for den røde t-shirt han havde på indenunder. Underlig sammenblanding af pop, street og klassisk formelt. Denne dreng gik under navnet Dominic og var et ukendt ansigt på disse kanter. Endnu... Men det ville der nok snart blive lavet om på.
Dominics blik fæstnede sig straks på den eneste skikkelse - udover ham selv - i området og stirrede på hende. Så hende undersøgende an for en stund. Nærmest vuderende og analyserende. Et gruopvækkende og skummelt smil gled ind over hans læber og han begyndte at vandre hen til hende. Stoppede kort op foran hende, strammede sit greb om slangehovedet på hans stav og prikkede hende på skulderen. Lgade hovedet svagt på skrå, hvorefter han sendte hende et dæmpet - men stadig skummelt smil. "Er det ikke lidt sent at vandre rundt i skovene?" Spurgte han og lod smilet vokse svagt. Hvorfor han selv var herude, var en anden historie.. Han trak staven til sig og fæstnede den mod jorden. Den var lige kort nok til at kunne bruges som en vandrestok, og det var bestemt ikke dét den var beregnet til. Hans lyse pegefinger strøg kobraens sølvhovede mildt og åndsfraværende som han ventede på pigens reaktion.

Natalie, som denne facinerende bladnding af koldblods jæger og dæmon så fint hed. Hendes navn var faktisk det eneste hun havde tilbage fra sine oprindelige forældre. De havde lige taget sig sammen og givet hende et navn inden at de efterlod hende på et åndsvag dør trin som om at de lige ville lege Harry Potter. Og som det skulle være løgn så var hendes plejefamilie en del værre end den familie i filmene og bøgerne. Men det tænkte hun ikk så meget på. Hun hadede virkelig de bøger som hun engang havde været helt opslugt i. Hun havde hverken opdaget eller hørt skridtende mod de visne blade. Eller hørt den rytmiske bevægelse skridtenes ejermand havde haft lyst til at lave. Hun sad helt i sine egne tanker. Tanken om sin pleje familie der havde givet hende blodforsamlingen på hendes ene kind. Efter den sungende lussing som ingen kunne lave den. Bare fordi at hun havde nægtet at lave mad den dag. Hun havde jo haft andre ting at lave. Først sagde de at hun skulle lave sine lektier færdige før at hun måtte spise og hun havde jo ikk engang nået at lave to af dem før at hun skulle lave aftensmad. Det var som om at de så hende som deres stuepige eller husholderske. Bare fordi at hun var anderledes. Hun kunne mærke hvordan at vreden steg op i hende og hvordan at lysten til at brække nakken på dem alle voksede.
Men så pludselig forsvandt det hele og et stort chok gik gennem hende da en prikken mod hendes ene skulder kunne mærkes og en stemme kom frem til hende. "Argh!" udbrød hun overrasket og hun nærmest sprang op og lidt til siden hvor efter ar hun rettede sit blik mod den fremmede dreng der havde valgt at forstyrre hende. Dog var hun glad for hvad han lige havde gjort. Hun ville helst ikk fryse et stykke af skoven ned. Igen. Hun så dog stadig utrolig overrasket ud og hendes øjne var spærret lidt op. Hun trak vejret i små gisp som hun altid fik efter sådan en forskrækkelse. hun havde ikk troet at der ville være andre end hende. Efter noget tid da hun så slappede mere af og hun fik taget en dyb indånding tog hun sig sammen til at svare på hans spørgsmål. "Øhm.. Ikk så vidt jeg ved.." svarede hun en smule forsigtigt men stadig også bestemt. Hun studerede ham roligt. Helt sikkert lidt ændre end hende.. Og en del højere end hende. Det kunne hun se bare nu. Men det var dog hans smil der fik mest af hendes opmærksomhed. Hvad mon han tænkte på lige nu? Det var måske en smule skræmmende men det virkede ikk rigtigt på hende. Jo en smule men det ville det sikkert på en hver.

Dominic trådte instinktivt et lille skridt bagud i det pigen fór op, som havde han råbt 'bøh' og prøvet at forskrække hende. Han sendte hende et undrene blik som hun stod dér og lignede et panikslagent lille lam som var stødt på ulven. Hvilketi det hele taget nok passede meget godt. Hans smil vente langsomt men sikkert tilbage da hun endelig fik taget sig sammen il at svare på hans spørgsmål. Det var tydeligt at der var noget som havde ledt hendes tanker på andre veje... nogle dystre tanker, siden hun ikke opdagede ham nærme sig... Nej.. han var jo også ganske lydløs i sin gang... Men dét at hun var blevet skræmt fra vid og sans, og ikke mindst den måde hun så på ham, afslørede en smule af dét som var forgået inde i hendes hoved. Tjoh.. det var måske heller ikke helt så forventet at der ville være andre i skoven på dette tidspunkt af natten.
Smilet voksede svagt og blev en smule mere skævt og skummelt. Som viste det bare en smule af de tanker som langsomt voksede i hoved på ham. Lagde planer og speklulerede. Det blev svagt mere... legesygt. Han tog et skridt nærmere "Så... hvad laver du så herude?... på dette tidspunkt som åbentbart ikke er så sent?" spurgte han i et lavmælt og afbalanceret tonefald. Han lagde hoved svagt på skrå og så på hende. Åd hende med øjnene.. Dog ikke på den dyriske måde.. Men som så han direkte igennem hende med hans dybe mørke øjne. Smilet sad fortsat fæstnet på hans læber og lagde en ubehagelig stemning over ham. Han greb længere nede om sin stav og lagde slangehoved i sin anden hånd. Løftede dernæst staen og lod den atter falde ned i hans anden hånd, som planlagde han at banke hende synder og sammen med den. Dog ikke... endnu, i hvert fald.

Natalie nåede lige at kunne holde et lille fnis tilbage da hun så hvordan at han reagerede på hendes reation. Men hun var dog usikker på om han havde kunne se det på hende. Han så ikk helt ud til at være den mest venlige person men hun kunne forhåblig have taget fejl. Hun så roligt på ham med hendes smukke og klre grå øjne mens at hun hørte på havd han nu havde at sige. Hans stemme. Hans ord. Hans sætning. Og hans spørgsmål. Hun lod sig tænke lidt over det før at hun så valgte at svare på.
"Øhm.." Hun bed sig blidt i sin underlæbe så de sylespidse hjørnetænder kom til syne. Dog kun svagt så man lige kunne ane dem i mærket. "Jeg..Jeg..Ehm.. Prøver bare at få styr på mine tanker.. og sådan. Det har bare været en lidt hård dag og trængte til at være alene.." forklarede hun ham så med et lille skævt smil og et trak på skulderne. "Men det ser ud til at jeg ikk er så alene nu som jeg var før" Hun kløede sig lidt ved tindingen og strøg så en løs tot af det rølige hår.
Hun begyndte så at rejse sig op med lidt hjælp fra træet. Hun stod lidt usikkert i starten men fik dog hurtigt balancen igen. Hun havde måske siddet på den samme måde lidt for længe. Hun strakte sin ryg og strakte derefter ved at strakke sine arme op i luften. Hun så så over mod ham igen og lagde også selv sit hoved let på skrå. Hun smilte dog ikk lige som ham. Hun smilte slet ikk. Men hendes mundvie vendte heller ikk ned af så hun var heller ikk vred eller irriteret. "Nåeh men jeg må vel alligevel også til at komme hjem ad igen. Tak for lige at komme forbi og vække mig fra min egen drømmeverden" sagde hun helt roligt og begyndte at gå hen mod ham og videre forbi ham. "Pæn stav" nåede hun lige at sige til ham før at hun så roligt forsatte hen over de visne blade mod byen igen. Dog var hun ikk helt sikker på om det nu var den helt rigtige vej.

Dominic lod åndsfraværende men fuldt ud krontrolleret staven hæve, for derefter at lade den ramme hans åbne håndflade, imens han stirrede på hende. Stirrede på hende med sine mørke opslugende øjne, og sendte hende sit gruopvækkende brede smil. Det voksede blot ved hendes ord, selvom det syntes umuligt. Det var efter hans mening et smule underligt sted at vælge at være alene.. og da specielt midt om natten. Altså.. medmindre hun blev forfulgt af én eller anden stalker... så var det nok et ganske godt valg at gemme sig i en skov... medmindre man fór vild. Men han tvivlede dog på at dét var årsagen. Bare en flyvsk tanketråd af hans.
Han betragtede hende som hun rejste sig.. eller fik stavret sig selv på benene og kom derefter hurtigt med en undskyldning for at smutte, hvorefter hun vandrede forbi ham. Hendes såkaldte 'kompliment' til hans stav prællede af ham. Det var sikkert også ganske ironisk ment. Det var ikke ofte man så én i hans alder, vandre rundt med én af disse ældre og formelle stave som ellers kun var set i rigmænds hænder. Ak ja... Men man skal skam heller ikke skue hunden på hårene - som én af hans bekendte engang havde gjort ham opmærksom på.
Han snurrede rundt og så mod hendes ryg "Hvorfor så hurtig?" Spurgte han med en legesyg tone i stemmen. Han tog et par hastige skridt og trådte ind foran hende og spærrede på dén måde vejen for hende. "Jeg fik jo ikke engang fat i dit navn.." Sagde han roligere imens hans smil ændrede sig til et skævt og svagt listigt smil, som blot viste at der foregik ét eller andet 'ikke så godt' inde i hans hoved. I hans noget forskruede hoved.

Natalie så sig kort over skulderen da vinden fik ladet hende høre hans spørgsmål. Et kort sin kom frem på hendes læber og hun sænkede farten en smule. "Som du vist havde hentydet til så er det ikk helt så godt at være her ude på denne tid.. Selv ikk for en som mig" forklarede hun ham roligt og vendte igen sit blik ligefrem og satte igen op med farten mod den retning hun mente der var vejen mod byen igen. Hun kunne sagtens høre hans skridt komme mod hende. Hun faktisk talte hans skridt til at hun så kunne se op og ind i hans øjne. Hun spærrede dog alligevel sine øjne lidt overrasket op. Hun stoppede brat før at hun ville have gået ind i ham. Hun lagde sit hoved lidt på skrå af hans spørgsmål og hendes hår lod sig falde til den ene side og afsløre blodforsamlingen der ellers havde gemt sig for andre.
"Det gør jo heller ikk noget, vel.. Det er ikk rigtigt vigtigt" sagde hun så og hendes stemme lod denne gang mere svag og en smule 'nede' på en eller anden nåde. Så trådte hun et skridt til venstre og så igen ligefrem og forbi ham. Hun lod sit blik følge ham lidt før at hun så ligefrem igen. Hun prøvede så vidt muligt at være lidt mere sød eller hvad man nu kunen sige. Normalt havde hun bare svaret lige på og hårdt og ikk sådan venligt. Og hun ville ikk have kunnet sende ham et smil. Dog havde det ikk lige vist sig igen. Hun havde det nok heller ikk så godt sammen med andre folk i dette øjeblik. Men hun ville jo egentligt gerne kunne snakke ud om det men det så ud til at han havde andre tanker i hovedet. Han fik det til at løbe ned af ryggen på hende med hans smil. Men måske var det bare sådan han var. Men hun kunne ikk komme ind i hans tanker så det var umligt for hende at vide.
Hun stoppede så op igen og vendte sig halvt om mod ham. "Men siden du spurgte så pænt.. Så hedder jeg Natalie.. Natalie O'Krins"

Dominic stod rank og ventede længe på at hun tog sig sammen til at svare på hans spørgsmål, men endte i sidste ende med at snige sig udenom. Han fyldte lungerne med en stor potion beroligende ilt, optog det, og pustede derefter ud. Han drejede sig om og så hen på hende - hvor hun imellemtiden var stoppet op. Hun havde åbentbart alligevel gjort sig klogt i at svare på hans spørgsmål. Et skævt og ikke specielt rart og varmt smil, gled ind over hans læber - alt imens han stirrede mod hende, som hun stod halvt drejet - halvt fra ham, halvt imod ham. "Sig mig Natalie O'Krins.." Begyndte han i et foruroligende mildt og afslappet toneleje, og nærmede sig langsomt. Han havde endnu ikke selv præsenteret sig, men fandt det skam heller ikke nødvendigt. Som hun selv havde sagt - det var ikke vigtigt- og hun havde desuden heller ikke selv forlangt at vide det - lagre det i sin hukommelse. Han placerede armene bag sig og holdt staven i en vandret linje, og holdt om den med begge hænder. Han trådte om bag hende og begyndte at kredse om hende - indtil han til sidst endnu engang stod med front imod hende. "Hvor skal du hen?.. Lille blomst" Det sidste var uden tvivl kun tilføjet for at genere hende. Lege lidt med hende. Måske endda sende et par ubehagelige kuldegysninger igennem hende. Han smilte for sig selv og betragtede hende åbenlyst. Studerede hver eneste detalje i hendes -ellers kønne - ansigt. Det var ikke helt forkert når han kaldte hende for en blomst. Han slap staven med sin ene hånd og løftede den med sin anden, som var fæstnet ved skaftet. Placerede den modsatte ende lige under hendes hage og vendte hendes ansigt let den ene vej, og derefter den anden - næsten som han havde stået og studeret noget fra en udstilling, og han var dommeren som skulle bedømme det. Han trak dernæst staven til sig - for ikke at pirre hende mere end hvad godt er - og smilede sagte og gådefuldt for sig selv, alt imens han afventede et svar.

//Undskyld jeg først svarer nu >.<''//

Natalie så ikke rigtigt nogen grund til at sige noget til det første han sagde. Han havde jo også bare sagt hendes navn og hvad så. Så meget var der da heller ikke ved det. Hun stod bare og så lidt ligegyldig ud med denne situation som hun hele tiden havde gjort. Hun havde alsitg været sådan som hun var nu. Eller ikke helt. Men hun havde vel bare fået denne dumme vane med at skubbe alle væk fra sig. Og ikke vente til personen ville kunne tø hende op. Hun stod lidt og ventede denne gang. På hvad han ellers havde at sige til hende. På den måde han før havde sagt. Og hvad han havde sagt havde hun med det samme forstået at han havde endnu et spørgsmål til hende.
Som han nok havde regnet ud fra starten blev hun lettere irriteret over det lille kælenavn han havde gået hende. Lille blomst. Nu måtte han da lige til at tage sig lidt sammen. Dog gjorde hun ikke særlig meget ved det. Han kunne egentligt kalde hende hvad han ville. Hun ville bare ikke altid tage det som en kompliment. Hun svarede heller ikke lige med det samme på hans spørgsmål. Det ragede da ikke ham. Dog holdt hun denne tænke for sig selv. Hun havde lært at holde sin mund. For det meste. Lyst til at sige sin mening der for hende var rigtig steg tit op i hende men hun holdt sig på nlød bund lidt endnu. Hun tog en dyb indånding og lod ham gå om hende. Hun havde ikke følt nogen større frygt ved at han nærmede sig hende. Hvad kunne han gøre hende? Sikkert en del men hvad så. Hendes arme hang stadig bare slapt ned langs hendes sider men hendes hænder var lidt spændte. Og hvis man rørte dem kunne man mærke hvordan at de havde en lavere tempretur ind resten af hendes krop. "Hvad jeg laver her ude?? Før cirka en time side løb jeg hjemmefra forat få lidt fred og for nok noget med 5-10 minutter var jeg på vej tilbage til byen for at finde et sted at sove.. Og nu står jeg og svare på et spørgsmål en eller anden dreng jeg ikke kender navnet på har stillet mig.." svarede hun ham så endelig og så ikke ud til at være bange for at sige dette. Hun havde også vist en del selvsikkerhed i stemmen og havde ikke tøvet ved nogen af ordene. Hun knugede sine hænder lidt da han begyndte at rykke rundt på hendes hoved med hjælp fra hans underlige stok. Hun slappede dog lidt mere af da han så fjernede den fra hendes hage. "Og hvad med dig?? Hvad laver sådan en som dig her ude??"

//Det er okay :3//

Dominic's smil voksede som hun svarede på hans spørgsmål.. Hvilket egentlig ikke var helt rigtigt. For han havde spurgt hvor hun skulle hen... Men han havde intet imod hendes ekstra information i hendes svar. Det var ganske informerende, men det interesserede ham ikke rigtigt. Han var temmelig kold over for hende. Hun ragede ham egentlig en skid. Men derfor, var det nok den mest interessante måde at spilde tiden på. Et drilsk og nget provokerende smil sad konstant på hans læber, alt imens hans blik hvilede på hende. Der gik ikke længe før hans spørgsmål blev kastet tilbage til ham selv, hvilket blot fik hans smil til at vokse. Der var mange måder han kunne svare på dét spørgsmål. Nok ikke mange dannet af sande ord, men en del der ville være noget sjovere.. for ham i hvert fald.. Men i sidste ende lod han dem ligge til senere. Lod morskaben dannes i hans baghoved, som han senere ville bringe frem, hvis det skulle blive kedeligt. "Tjoh.." Begyndte han i sit sædvanlige rolige og afbalancerede tonefald, som var ganske rart at høre på. "Jeg planlægger aftenen forud.." Lød det fra ham, hvorefter en perlerække af hvide tænder blev synliggjort i et bredt smil.
Vinden tog atter til i et kort øjeblik og hev i trætoppende som hviskede uhyggeligt. Vinden hylede og greb alt den kunne på sin vej igennem skoven. Blade blæste op, og Dominic og Natalies tøj og hår, virvlede i den legesyge vinds greb. Der gik ikke længe før den atter lagde sig, og efterlod skoven stille - som der burde og plejede at være om natten. En ugles tuden i ny og næ, var det eneste som afslørede tegn på natteliv... Og selvfølgelig deres stemmer i mørket. Det mørke som var så lyst som dagen i Dominic's øjne. Han lagde hoved svagt på skrå - hvilket gjorde at hans hår faldt skråt ned foran hans øjne, som følge af tyngdekræften - og synliggjorde en smule af hans øjne, som konstant stirrede på hende. "Jeg skal også ind til byen... vi kunne jo følges?" Foreslog han - velvidende - at det ikke rigtig var til at afslå. Uanset hvad hun gjorde eller sagde, ville han alligevel sørge for, at han fik det som han ville have det. "Man ved jo aldrig hvem.. eller hvad du støder ind i, på et tidspunkt som dette.." Afsluttede han smilende. Egentlig, kunne dén situation hun var stillet i, nok ikke blive ret meget værre. Tjoh.. det var lige hvis hun fik selvskab af endnu en psykopat - hvilket man nok ville betegne Dominic som - hvis han skulle have stillet en diagnose. Han kendte dog én som var på level med ham.. Det var egentlig længe siden sidst..
Han rettede sig atter op, og gjorde et kast med hoved, for at få pandehåret til siden og bedre kunne se, men det faldt kort efter ned igen og resulterede i, at hans øjne atter var delvist skjult bag de tjavsede totter. Var altid henlagt i skygge - hans øjne - som dårlig nok kunne blive meget mørkere, end de i forvejen var.

Natalie blev ret overrasket over hans lille forslag. Eller hun tog det i hvert faldt som et tidbud hun med lethed ville kunne afvise. Hun var ved at lade et grin komme fra sig men holdt det inde. Dog samlede en svag rødlig glød i hendes kinder da det skete. Men ellers kunne man ikke se på hende at hun prøvede at holde noget inde. Hun rødmede ikke fordi at der var noget der hverken var pinligt eller flovt men bare fordi at hun anstrengte sig om den ene ting efter den anden gang. Hun hadede det virkelig. Men selvom at hun kunne mærke varmen stige i hendes ellers kolde kinder gjorde hun ikke det helt store ved det. Hun var ikke deperat efter at skjule det som andre piger eller drenge ville gøre. Hun stod bare og så på ham med et blik der sagde noget lignene med at man lige så godt kunne glemme alt om det. Eller noget i den stil. Hun så nu mere afslappet du i hans selvskab og der gik ikke længe inden at et lille og mystisk men faktisk ægte smil voksede frem på hendes bløde læber. Dog var det ikke noget der vidste nogen stor imødekommenhed. "Nuuh..Ej, tror du virkelig ikke du kan finde ud af den her skov på egen hånd. Du kom da her ind eller er man lidt lige som 'Katten i træet'??" sagde hun så til hans foreslag og man kunne tydeligt se at hun ikke havde fundet ud af at han nok ikke lige havde ville tage et nej for en nej.
Hun sendte ham så et blik og hendes smil forsvandt før at hun så roligt vendte sig om mens at en kraftig vind kom direkte mod hende. Hendes meget løse elastik der havde siddet i hendes hår faldt så ud igen. Det havde næsten ingen hold mere og derfor faldt det ud så nemt. Men hun var ligeglad. Hun kunne vel bare få fat i et nyt. Det trangte hun også til. Hendes lange rødlige hår fåldede sig så ud i dets fulde længe og bølgerne blev tydelige for denne person hun stadig ingen navn havde. Hun lod vinden lege med hende hår mens at hun endnu en gang gik i den retning hun mente førte mod byen. Hvilket den nok også gjorde. Hun så sig ikke tilbage og havde ingen interesse i at vende sig om mod ham igen. Dog fik hun en ubehagelig følelse af at hun måske ahvde gjort et eller andet forkert. Hun vidste jo aldrig hvad der kunne ske nu. Nok var hun både vampyr og dæmon men stærk når det galt kamp eller sådan noget var noget hun ikke var. Hun sank en mindre klump og lod sig roligt forsætte. I et tempo der hverken der vidste at hun ventede på at han kom med eller et der sagde at hun abre ville væk hurtigst muligt for at beholde sit liv i god stand.

Dominic's smil voksede og han fnøs blot ved hendes ord, som nok skulle være ment som en fornærmelse. Og sådan ville han skam også sørge for at tage det. "Du tager fejl, Askepot" Begyndte han, i sit samme afbalancerede tonefald. Hans blik var fastlåst på hende og stirrede imod hendes ryg, da hun atter besluttede sig for at gøre et - ynkeligt - forsøg på at slippe af med ham. Men så let fik hun ikke lov til at slippe. Specielt ikke efter hendes næsvise spydighed. "Pas på hvem du vender ryggen til.." Sagde han med et tydeligt spor af fryd i stemmen. Han trådte efter hende og standsede hende ved at placere stokken foran hendes vandrende fødder, og på dén måde, spænde ben for hende. Han vidste at stokken ikke ville briste af dét. Den kunne tåle langt - langt - mere. Han greb fat i hendes udslåede hår - inden hun faldt - og trak hende ind til sig, så hendes ryg var lænet op ad hans front. "Du kender vel din egen historie, Askepot.." Han holdt hende an og sørgede for at hans greb var fast. "Fortryllelsen hæves ved midnat.." Hviskede han i hendes øre. Grinede lavmælt, da det hele morede ham. Hun var åbentbart ikke så kedelig endda.. man skulle bare.. hjælpe hende lidt på vej. Netop hvorfor han kendte disse eventyr var en anden sag. Havde han hørt noget én gang, huskede han det. Klokke klart. Lagrede det i én af sine mapper i de mange arkivskuffer i hans hoved... og det var nok ikke særlig svært at gætte sig til dét. Han var sikker på at alle tøser kendte dét eventyr, så derfor havde han valgt at bruge netop dét. Det passede også ganske godt på situationen. Det var ikke nogen lutters dans på roser - længere. Nu kunne tornene pludselig mærkes under fødderne.
"Nu håber jeg.. for sin egen skyld, at du har tænkt dig at opfører dig ordenligt.." Sagde han lavmælt og med sin sædvanlige rolige stemme i hendes øre. Trykkede kort sine læber imod hendes ørespids "Du ved hvordan det foregår.. Du er sød.. og så skal jeg nok også være det" Det sidste var sagt med tryk på og det kunne næsten høres hvordan et smil spillede indover hans læber.

Natalie gad til at starte med ikke at høre efter hvad han sagde. Om hun havde tgaet fejl eller ej var hun lidt ligeglad med. Hun kunne mærke hvordna at hendes ben fik hende til at bevæge sig hurtigere. Lige i det øjeblik at hun havde hørt hans skridt komme hen mod hende i en fart der kunne minde om en lunten. Hun så sig ikke tilbage men bare lige frem for sig hvilket vidste sig at være lidt af en dum ide. Hun nåede dog lige at se hvad der var der spændte ben for hende. Stokken! "Woaah!" lod det overasket for hende men det blev så stoppet af et skingert skrig da en smerte kunne mærkes i hendes hovedbund. Hun havde med det samme kunne mærke hvordna at han havde taget fat i hendes hår mens at hun faldt. Det gjorde afsindigt ondt men nok ikke nær så ondt hvis der skete de ting hun ahvde i hovedet. Alligevel havde hun ikke kunne holde sit skrig tilbage. Hun klemte sine øjne hårdt sammen og kunne så mærke din ryg blive mast ind mod hans front. Hun spændte lidt i sin krop af at han stadig trak i hendes hår. Hvorfor håret?! Hun åbnede så langsomt sine klare grå øjne en smule og så igen bare ligefrem for sig eller hvor hun nu kunne se hen. Hun prøvede dikret at komme fri igen. Hun græd ikke. Sådan en pivskid var hun heller ikke. Heldigvis. Dog havde en enkel tåre samlet sig i hendes øjenkrog men den kom aldrig sdåan rigtigt til syne. Hun trak vejret lidt i små gisp. Hvorfor havde hun ikke helt styr på. Hun lyttede til hans stemme. Askepot. Hvorfor fanden det eventyr? Så slappede hun så lidt mere af og hendes øjne lukkede sig lidt i igen. "Så er det vel bare sådan at.. Klokken ikke er midnat endnu, fladpande" Hun åbende så igen sine øjne og vendte sit hoved så hun nu kunne se på ham. Hans ansigt. Et svagt smil kom frem et kort øjeblik før at hun så så væk igen. Hun lod sig igen lytte til ham.. "Opføre mig ordentligt? Gør jeg måske ikke det i forvejen??" spurgte hun ham med en lidt svag stemme mens at hun prøvede at ignoere hans lber der havde presset sig mod hendes ørespids. Hun var faktisk ved at blive ret irriteret over at han havde sit greb om hendes hår stadig og skulle nok få gjort noget ved det. "Hmpf.. Så slip mig dog forhelved!" Hun hamrede så sin ene albue ind i hans mave og med lidt held fik hun sig fri. Hun trådte hurtigt en del skridt fra ham og så sig blot lidt over skulderen mens at hun underligt nok var blevet forpustet. Nok over chokket og forskrækkelsen.

Dominic holdt hende fortsat fast og lyttede til hendes stemme, som begyndte at gå ham noget på. Dumme pigebarn. Var hun virkelig SÅ dum?! "Der må være noget galt med dig.. Du kender måske ikke almen opførsel?" Spurgte han med en let pirrelig stemme. Egentlig, var det ham der burde opdrages - hvis der skulle være tale om dét. De ting han havde udrettet i sin tid... var ikke just pæne. Det hun var begyndt på.. ville føre hen ad dén vej, som ille føre noget grimt med sig. I hvert fald hvis hun fortsatte, og ikke stoppede op. Gik tilbage til dén vej hun var startet af i starten. Pludselig, vred hun sig fri ved at jorde en albue i maven på ham. Hun kunne lige så godt have risikeret at han havde revet alt hendes hår af, som refleks ved smerten. Han bøjede sig forover og så efter hende. Placerede den ene hånd dér, hvor hendes albue havde boret sig ind. Han så op imod hende.. Underligt nok, var det et bredt og gruopvækkende smil, som sad på hans læber og en voksende latter lød fra ham. "Uhada?.." Han hostede kort, og rettede sig op. Vendte atter sin fulde opmærksomhed imod hende. " Blomsten har torne?.." Spurgte han med et skummelt smil. Han så ikke ud til at tage sig af stødet længere. Smerte påvirkede ham ikke. Han havde i hvert fald ikke noget imod smerte.. Hverken hos ham selv, eller hos andre. Han førte sin frie hånd op til sit hår, og førte det til siden. Han slog et par klik'lyde med tungen, som man plejede at gøre når nogen havde gjort noget forkert. "Natalie.."Begyndte han og trådte langsomt nærmere. "Du har vidst misforstået noget her.." Fortsatte han og havde atter genvundet sin kontrollerede stemme. "Eller.." Han hævede svagt det ene øjenbryn og så skeptisk på hende. "Du vil måske gerne være uvenner med mig?.." Spurgte han og lod smilet vokse. "Det kan måske være du hører dårligt?.." Han stoppede op en meter fra hende og hævede staven. Holdt den, så den var lænet op ad hans højre bryst og skulder. "Nu opfører du dig pænt, medmindre du vil have røven på komedie.." Sagde han og denne gang var der kun alvor i hans stemme og blik. Hans ansigt var også fuldstændig koldt og smilet var forsvundet fra hans læber. Hans døde og golde stirrede mod hendes. Nu havde hun bare at fatte det.. for han gentog det ikke endnu engang.

Natalie spærrede sine øjne lidt op da hun hørte hans latter. Den var jo syg! Som om at han virkelig elskede den smerte det gav når nogen gjorde skade på ham. Nok var hun ikke god til sin magi men den normale forsvarstenkik havde fået lige ind hjernen på hende. Hun var faktisk lidt skræmt for hvad der ville have sket for hende hvis hun ikke havde opført sig ordetnligt. Men lysten til at slå ham og bare få sit hår fri igen havde overvundet den frygt. Hun var så dum nok til at vende sig helt om mod ham så de nu stod front mod front.. Hun trak stadig vejret i svage gisp og det kunne ses på ehndes brystkasse der markant bevægede sig op og ned. Hun havde dog stadig det ligegyldige ansigts udtryk, Hun lyttede til hans stemme da han igen snakkede. Hun havde vidste virkelig gjort noget ufatteligt dumt. Men hvad kunne hun gøre nu. Han havde ikke ligefrem gavet hende en ny chance. Eller hvad? Og hvis han havde kunne det vel være ligemeget.
Hun kunne mærke en ubehagelig følelse stige i hendes krop jo nærmere han kom på hende. Hun fik lyst til at gå tilbage men lod sig stå fast. Lidt endnu. Hun sagde intet men lyttede bare til ahns små og korte ordstrømme der bare strøg ud af hans mund. Hun så hvordan at hans læber hele tiden bevægede sig. Hun havde egentligt ingen anelse over hvad han ville gøre hende hvis han fik ordentlig chance får at gøre noget. Det som lige nu fyldte mest i hendes hoved var at han hele tiden sagde at hun skulle opføre sig ordentligt. Havde han måske ikke set på sig selv? Han havde forfanden næsten revet hendes hår ud. Og gud ved om der ikke var røget en lille bitte smule af de mest slidte hår. Nåeh men det kunne heldigvis ikke ses. Man da han så næsten var en meter fra hende lod hun sig gå baglæns. Endnu en dum ide. Hun kendte jo intet til hvad hun skulle gøre når sdåan noget skete for hende. Hun havde oplevet noget lignene men der havde hun været utrolig forsvarslsø. Der havde personen blot spurget på hende og hamret hend ind i et eller andet træ. Gjort hende svagere. Og kun efter 5-7 skridt snublede hun over en rod der havde vandret sig over jorden. Hun havde godt set den flere gange men nu hvor hun allermest skulle have set sig for var den bare i vejen. Hun sad lidt og ømmede sig og glemte helt at der faktisk var en form for psykopat foran hende. "Av.." mumlede hun svagt for sig selv og blev siddende eller halvt liggende på jorden ved at holde sig oppe med albuerne. Så så hun igen op på ham og så fik hun ellers travlt med at komme op og stå igen. Uden held. Eller det gik i hvert faldt ikke så godt.

Dominic fulgte nøje, hver eneste bevægelse hun gjorde sig og langsomt, vendte hans smil tilbage. Han lod hende bakke.. Vidste at hvis det var som hun prøvede at flygte, var der ingen steder hun kunne flygte hen. Tjoh.. hun kunne rent faktisk godt flygte.. men hun kunne ikke gemme sig. Han lagde staven bag nakken, så den lå vandret over begge hans skuldrer og holdt på den, i hver ende. Han lagde hoved let på skrå og betragtede hende. Hendes vejrtrækning og udtryk. Analyserede hende. Det var hvad han gjorde. Han anede roden - som hun snart ville snuble over - i øjenkrogen, men gav den ikke mere opmærksomhed end dét. Ellers ville dens eksistens være afsløret, og hun ville derfor ikke have faldet over den, som hun gjorde. Et lavmælt grin lød fra ham, og han trådte langsomt efter hende "Hova.. se hvor du træder.. Du skulle jo nødig komme til skade.." Sagde han, med sin uhyggelig rolige stemme som var så blød og rar at hører på. Han havde ellers regnet med, at han blot ville have ladet hende være, og fulgt hende ind til byen. Ikke tænkt sig at lege mere med hende - lige på nuværende tidspunkt.. Men som hun lå dér. Forsvarsløs, og så ynkeligt forsøgte at komme op og stå igen, kunne han simpelthen bare ikke dy sig. Hn fortsatte helt hen til hende, så han til sidst stod over hende, med en fod placeret på jorden, på hver side af hende. Han satte sig dernæst ned på knæende - uden at lægge for meget vægt i hende. "Bliv endelig liggende.." Lød det fra ham og lod smilet vokse. Nu måtte han se, om hun overholdt hvad han havde bedt hende om. Eller rådet hende til. Ellers, ville det gå værst udover hende selv. Dybest set, ville det bare more ham, hvis han fik lov til at udfolde sig... "Så sig mig, Natalie.." Han slap stokken i den ene ende, så han kun holdt om slangens hoved, som udgjorde dets 'håndtag', og holdt den som soldater ville holde deres gevær, når de går vagt. Han lænede sig en smule længere ned imod hende og lod smilet falme "Hvorfor løb du hjemmefra?" Spurgte han med sænket tonefald og stirrede på hende, bag det halvlange pandehår. Lænede sig tættere på hende, så hans pangehår ikke længere rørte panden, men hang ud i luften over hende, som følge af tyngdekraften. "Var far slem ved dig?" Spurgte han og lod et djævelsk smil glide indover hans læber.

Natalie var som stivnet da han så ikke efter særlig lang tid var over hende. Og så lidt efter igen satta han sig på hende eller havd man kunne kaldte det. Hun prøvede kort at vride sig fri og det lykkedes hende lidt men ikke nok til at få særlig meget af sin krop med sig ud. Så hun valgte bare at blive liggende. Som han havde sagt. Hvad fanden ville han overhoved kunne gøre hende? Hvorfor var hun egentligt så skræmt over ham? Hun fik på denne måde løst sin frygt og den fløj stille og roligt ud af hende som en blæst. Hun lå stadig væk ikke helt ned men holdt sig oppe ved hjælp af sine albuer. Hun kunne mærke hvordan at det spændte i hendes muskler der befandt sig i hendes overarme. Og hvordan at syren spredte sig. Hun ahvde sådan en lyst ti at bare at lægge sig helt ned og bare slappe af. Men hun forholdt sig oppe lidt endnu. Hun tog sig ikke mere af at han nærmede sig hende. Hun lyttede til hans spørgsmål men havde med det samme valgt ikke at svare med det samme. Han måtte vente på sit svar når det gjalt hende. Sdåan avr det stort set altid. Ikke fordi at hun tænkte over sit svar men mere for at forsøg på irritation. Dog ikke med vijle. Hun bevægede sig heller ikke særlig meget da han endnu en gang nærmede sig hende og hans øjne kom til syne hvorefter at deres blikke et kort øjeblik mødtes. Dog gjorde hun ikke det helt store nummer ud af at se væk. Hun lod bare som om at det var ingenting mens at hun lyttede til hans næste spørgsmål. Som svar muligheder til det andet. Bah! Kunne folk nu aldrig vente på et ordentligt svar eller skulle de altid gøre det til et ja/nej spørgsmål? Hun tog en dyb indånding så hendes brystkasse markant rejste sig. "Som sagt løb jeg hjemmefra da jeg havde brug for fred og hvad der er mellem mig og min far eller hvem fanden der ellers er rager ikke dig en bønnestage" sagde hun stille og roligt med en afslappet stemme. Som om at det var noget af de mest naturlige at sige. Så kunne hun ikke holde ud at holde sig oppe med albuerne mere. Hun lagde sig dog langsomt og blidt ned på jorden helt. Hendes arme blev lagt ud til siden og hendes hoved lå som i en pude mens at hendes øjne blev lukket med et lavmælt men også lettet suk. "Nåeh men nu ligger jeg stille.. Vil du så rejse sig fra mig igen??" Hun ænsede ham stadig intet blik men lå abre som før. Kun hendes læber og alt muligt andet i hendes krop bevægede sig.

Dominic lagde hoved svagt på skrå og studerede hende. Eller så hende mest af alt blot nysgerrigt an, som en kat kunne finde på at gøre ved en fugl i trætoppene. Få en trang til at nærme sig og få fat i det lille skrøbelige væsen. Efter dét ønske var opfyldt kom det næste. At lege med det lille forvirrede dyr. å.. hvorfor ikke? Helt kedeligt skulle det vel ikke være.. Men til hendes uheld var det ikke til at vide netop hvad der foregik inde i Dominics -noget forskruede - hoved. Det eneste der kunne give et prej om det, var hans skødesløse og uhyggelige smil som oftes satte rødder over hans læber. Lagde hans ansigt i en dyster og grupvækkende grimasse, og fik hans øjne til at virke som to sorte opslugende huller.. Men lige nu, nøjes han med at betragte hende med et spejlblankt ansigtsudtryk. Lyttede da hun endelig besluttede ig for at svare på hans spørgsmål. Det var dog først dér et svagt smil gled ind over hans læber - som han ihærdigt forsøgte at holde så godt på plads som muligt. Især da hun bad ham om at flytte sig, efter at have opgivet at holde sig oprejst, så hun nu lå helt ned. "Jamen nu ved jeg jo hvor jeg har dig, lille lærke.." Sagde han med et svagt og dog hånligt smil. Men det var skam sandt hvad han sagde. Hvis han blev siddende og hun forholdt sig roligt, ville hun ikke løbe nogle vegne.. Om hun så valgte at gøre dét eller ej - forholde sig roligt - var jo op til hende selv. Dog var hans temperament ikke altid til at regne med. Ligesom lyn fra en skyfri himmel.
Han hævede svagt det ene øjenbryn og så fortsat på hende "Nå?... Brug for fred?.." Han rettede sig en smule op, så han fik et bedre kig over hende. "Den fred du søger, så noget påtrængt ud - sådan som du så ud til at have styrtet afsted... næsten om som fanden havde været i hælene på dig?" Sagde han med sin rolige og velafbalancerede stemme som næsten var lidt for behagelig at lytte til.

Natalie forholdt sig stadig rolig. Hun havde fået det svar som hun havde forventet. Men man havde jo altid lov til at håbe lidt. "Hmpf.." En irriteret brummen kom fra hende og hun lukkede sine øjne mens at et suk kom fra hende. Hun sagde ikke noget efter det. Ikke med det samme. Så han vidste nu hvor han havde hende? Ja det havde han jo egentligt korrekt ved. Men det var faktisk mest alle de kælenavne eller hvad det så end var han hele tiden kaldte hende. Nu var det eå Lærke. Hun var swu ingen fulg! Men hun sagde ikke noget til det. Hun gad ikke at bruge sin energi på det. Hun havde lidt svært ved at trække vejret da han sad på hendes mave men ikke sådan at det var alvorligt.
"Vil du ikke bare holde sin kæft!.." hvislede hun lettere irriteret og havde stadig lukkede øjne. Hun trak vejret gennem munden og hendes ånde forvandlede sig nogle gange sig til en tåget dis da der var begyndte at blive ret så koldt. Men hun frøs ikke. Hun havde jo en kødklump formet som en dreng siddende oven på sig som hun lod sine tanker være på. Hun åbnede så endelig sine klare grå øjne og så op på ham. Hendes hoved lagde hun lidt på skrå. Og underligt nok kom der noget lidt uventet frem. Et smil. Ikke sådan et varmt og sødt eller sådan noget men blot et ulæseligt og svagt smil som forsvandt igen. Som om at hun ikke selv havde opdaget det. "Hmm.. Nu jeg tænker over det så.. ligger jeg faktisk ad helved til.." sagde hun så lidt efter og så så mod himlen. Hun vidste ikke havd hun ellers skulle gøre. Hun kunne jo ikke komme fri igen. Ikke nu hvor at hendes adrenalin var på det høje level. Sådan var det bare. Ret øv men hun måtte vel bare tage sig af det der kom. Hun så så igen mod ham. I hans øjne og fik et kort øjeblik kuldegysninger. Hun kunne ikke finde ud af hvad der foregik i hans hoved. Men hun vidste at det nok ikke var noget hun skulle glæde sig til. Hun bed sig i sin underlæbe. Måske lidt for hårdt da hendes sylespidse hjørnetænder så valgt at spide ned ned i kødet på hendes læbe og hun trak hurtigt dem væk. Men hun ahvde allerede bid hul og blodet sivede roligt ned over hendes hage på en eller anden mærkelig møde. *Shit! Ikke igen!* Hun førte sin hånd op mod hendes læbe og tørrede hurtigt det værste blod væk. Men det kom var igen.

Dominic - som havde et knæ placeret på hver side af hende, så han sad overskævs på hende- smilte sagte ved lyden af hendes irriterede brummen. Han havde egentlig regnet hende for at have en kortere lunte, end dén som ikke var nået den tikkende bombe endnu. Interessant.. Muligheder begyndte at dannes inde i Dominics hoved, og udformede sig langsomt som små idéer og planer til senere tider. Han så stille til som hendes øjne langsomt gled i som et suk drog fra hende. En anden og meget alternativ måde på at lukke af - samle tankerne. Dog forbavsede hendes irriterede udfald ham overhoedet ikke. Det var der faktisk intet der gjorde. Det meste morede ham.. Han havde til gengæld også en meget syg humor. Smilet voksede endnu engang. "Hvorfor skulle jeg?... Hvad får jeg måske for det?" Spurgte han med en pirrende klang i den ellers hidtil rolige stemmeføring. Det var tydeligt hvor meget han generede hende og hvordan hvert ord han sagde ramte hende.
Han så stille til som hun atter åbnede sine øjne og lod et hemmelighedsfuldt smil glide ind over hendes læber. Om det havde noget i sig, eller bare var tomt, vidste han -naturligvis- ikke men var også pænt ligeglad. Det var han med praktisk talt alt. Der var ikke noget der generede eller påvirkede ham synderligt. Hendes sagte stemme og ord lod sig lyde i den stille nat, hvorefter han bemærkede hvordan hendes blik for en stund blev vendt imod den delvist skjulte himmel. Der gik et øjeblik, hvorefter hendes blik strejfede hans. Netop hvordan det påvirkede hende - at stirre ind i 'hans sjæls vunduer' - anede han ikke. Men havde en pæn fornemmelse af det. Sjælens vinduer.. ha'! Der var ikke andet en den nattesorte dunkle intethed som opslugte alt udefra, som prøvede at trænge derind. Dét var hvad han rummede. Skygge.. Skygge var noget som var henlagt i mørke. Et sted hvor solen ikke kunne trænge igennem og oplyse området. Der var ingen dag.. men evig nat.
Han løftede sig en brøkdel, ved at hæve sig en smule fra jroden - strække lårene - så hans ben formede en ret vinkel. Hans blik veg ikke ét øjeblik fra hende og derfor så han hele den noget klodsede handling hun foretog sig. Førte et smil henover hans læber og synliggjorde en perlerække af hvide tænder. "Jamen dog.. Pas på du skrøbelige.. du skulle nødig komme til skade" Sagde han i et roligt tonefald, men der var samtidig ingen medlidenhed at spore. Bare tom høflighed. Hans smil voksede som hun hurtigt forsøgte at tørre blodet væk fra hagen. Det var næsten for godt til at være sandt. Det var simpelthen for dumt til at være et uheld.. Næsten som om det var udført med vilje - men det tvivlede han på "Lad mig hjælpe dig" Sagde han lidt for blidt og greb med sin ene hånd om hendes kæbe. Han lænede sig ned over hende og lod tungen glide fra hagespidsen og op til hendes underlæbe hvor såret var og slikkede på dén måde hende fri for blod. En skam han ikke var vampyr.. Men det anede hun jo ikke. Men det var vel ikke helt umuligt at gætte sig til.. Han rettede sig derefter op og så ned på hende med et skummelt smil lagt i en dyster grimasse af skødesløshed. "Bare rolig.. jeg skal nok passe på dig" sagde han lavmælt.. Men han så overhovedet ikke spor kærlig og blid ud. Nej.. Han så mere ud til at kunne bryde ud i en sindsforladt latter hvert øjeblik, men han forholdt sig dog tavs og rolig.. Ikke til at hitte ud af.

Natalie lå allerede sin stivnet da hans hånd berørte hendes kæbe og lod hans fingre lukke sig rundt om den. Det var ikke ligefrem nænsomt efter hendes mening. Hun vidste godt hvad han havde i tankerne nu. Det havde hun vidst lige siden hans lettere lamme men stadig skræmmende sætning. ’Lad mig hjælpe dig’. Nok ville han gøre det men hun ville ikke sådan se det som nogen større hjælp. Sårene ville jo alligevel hele af sig selv på et tidspunkt. Hun stirrede både skræmt og irriteret på ham da han nærmede sig hende. Og hun prøvede at trække sig længere væk fra ham men det gjorde jorden det ikke umuligt at gøre. Hun klemte hårdt hendes klare grå øjne sammen og spændte i hele hende spinkle men stadig formede krop lige så snart at hun så kunne mærke hans ånde mod hendes ansigt. Og det blev ikke bedre da hun sagtens kunne mærke hans tungespids’ vej fra hendes hage og op over hendes læber for at få det meste af blodet væk. Hun knyttede hendes hænder sammen og havde en stor lyst til at smadre ham en bare for at få ham væk men holdt sig alligevel på god bund. Hun ville dreje sit hoved væk fra ham men på en eller anden måde kunne hun ikke komme til det. Om det var hendes underbevidsthed eller om det var hans hånd der var i vejen kunne hun ikke helt finde sit svar til. Hun mente dog selv at det var hans hånd. Siden at hun spændte så meget bøjede hun automatisk i ryggen så hun fik lavet en buge over jorden så hendes mave næsten snittede hans. Hendes læber var stramt lukkede så de næsten lignede en lige streg for frygten for at han skulle finde på at stikke sin tunge helt ind i hendes mund.
Hun slappede heller ikke særlig meget mere af da han så igen trak sig tilbage. Eller hendes krop spændte ikke så meget mere. Hun åbnede langsomt sine øjne og så en smule forarget på ham som om at han havde gjort noget uforskammet noget. Det havde vel bare været fordi at hun ikke var vant til at folk berørte hendes læber eller hvad der så ellers kunne findes på hende. Hun gad ikke en gang at sig noget til ham. Hvad kunne hun i det hele taget svare på det han sagde til hende. Hun var heller ikke bange for om han var en vampyr. Hun var selv en halv en af slagsen. Lige som at hun også var halv dæmon. Hun var lidt ligeglad med om at han ville sætte sine tænder i hendes hals. Om han så var vampyr eller ej. Men hun vidste dog godt at han ikke var det. Ikke en gang halvt. Eller kvart. Den måde han så ud i efter at havde slikket hendes blod væk. Nok var den en smule nydende men ikke sådan som vampyrer ville have det. De ville få et grådigt skimt i øjnene og et stort smil på læben der ville afsløre at han ville have mere. Men det så hun ikke på ham. Og hun var heller ikke bange for det. Det hun var mest bange for var den nærhed som denne dreng eller unge mand havde begyndt. Efter noget tid fik hun så taget kræfter til sig og kunne nu slå fra sig. ”Det skulle du ikke have gjort” sagde hun inden at en syngende lussing kom hen mod ham. Og ikke kun det sendte hun også frost gennem sin hånd så den isnende kulde ramte hans kind sammen med hånden. Hvis altså den ville ramme ham. Og nu ville man så måske kunne opdage noget der var lidt anderledes ved hende. En rødmen havde steget op i hendes kinder og fik hende til at se lidt yngre og en smule mere uskyldigt. Hun vidste at hun nok havde gjort noget forkert men det havde været en form for refleks efter at hun havde vågnet ordentligt op. Hun kunne godt ligne en 14 årig tøs der lige havde fået sit første kys. Hun hadede dette men hun kunne ikke stoppe det.

Dominic's smil syntes ikke at ville forlade hans læber. Den måde hele hendes krop havde forvandlet sig til én muskelknude. Hendes ansigtsudtryk. Det var herligt og mon snart han ikke fik endnu et plus som forventet?.. Det kunne ikke vare længe. Hans ansigt forblev flækket i et modbydeligt smil, selv da hun atter talte. Ikke engang da hun løftede sin hånd og sendte en ualmindelig hård lussing mod ham. Hvorfor fjerne sig? Hvorfor stritte imod? Han lod hendes hånd ramme hans kind og mærkede den iskolde hånd imod hans hud i et smertefuldt stød. Hans ansigt blev vendt til siden og han så ned imod jorden. Hans ansigt var gemt væk bag det lidt for lange hår, som nok burde være klippet for længe siden for at opretholde sin oprindelige frisure. Som om han gik op i det. Man skulle tro at han ville bryde ud i vrede.. overfalde hende og smadre hende nådesløst..Men tvært imod. Et lavmælt grin lød fra ham. Svagt og hånligt men dog velmærket. Han drejede atter hoved så hans ansigt var vendt imod hende. En svag antydning havde formet sig på hans kind som havde fået en smule mere rødlig farve efter hendes slag - men det ville snart forsvinde. "Så det er altså ikke et tilfælde at du er så skide kold i røven?" Spurgte han med et grin. Hans ansigt var fortrukket i én syg grimasse af et frydefuldt og lidt for psykotisk smil. Han nød det, hvilket på sin vis var heldigt. Hvis han var blevet vred, havde det udløst fatale konsekvenser, men han morede sig blot ved hendes vrede. Hans billed som han konstant tilføjede mere og mere på af hende, begyndte at forme sig som et rigtigt maleri, og ikke blot et par tankestreger på en blok papir... "Hvilket held.." Sagde han lavmælt og lod smilet falme en smule, så hans tænder ikke længere var synlige. Han så på hende med sine mørke øjne som før havde været forvredet i sindsygt fryd, men som nu kun udstrålede en gådefuld intethed. Han betragtede hendes udtryk. Dét udtryk som fortalte så uendeligt meget. "Jamen dog.. Tilgiv mig" Sagde han smilende og slap endelig hans tag fra hendes kæbe, og lod hånden glide op på hendes kind med en ufattelig nænsomed som ikke havde syntes mulig fra hans side. Lod sine fingerspidser glide op ad hendes kæbe og op på hendes syrrealistiske iskolde kind, som føltes endnu koldere imod hans lidt for varme hånd "Fornærmede jeg dig?.. det var ikke min mening" Sagde han lavmælt og så endnu engang til at storgrine indeni. Man kunne tydelig høre ironien i hvert eneste ord han udtalte. Hele situationen som udfoldede sig som en spøg i hans hoved. Kunne fornemme hvordan han tilbageholdt ét eller andet i at ske. Noget.. grumt som truede med at bryde ud fra ham. Ligesom dén latter han så ud til at holde tilbage som hans ansigt konstant var flækket i et forfærdeligt smil. Et som man ikke burde smile.. nogensinde.. Ét som ikke syntes muligt.

Natalie kunne ikke lide dette. Hvordan kunne han blot smile og grine over dette. Men på en eller anden måde var det også en lettelse. Han var ikke gået amok på hende. Det så bare ud til more ham endnu mere. Skræmmende. Hun spærrede sine øjne lidt op da hans smil nåede hende hjerneområde hvor hendes syn sad til. "Hvad fanden snakker du om??!" spurgte hun så i et hårdt tonefald. Hun forstod ikke helt hvad man mente med at det ikke var et tilfælde at hun var kold i røven. Nok var hun var men sådan havde hun været siden hun var.. cirka de 12 år. Det havde bare kommet så pludseligt for hende at hun ikke helt kendte til svaret. Eller rettere andre kendte ikke til svare siden at hun holdt det helt for sig selv. Hun havde ikke fortalt nogen om det men der var vist nogen der kunne fornemme hvorfor. Hun trak vejret i små gisp da hendes adrenalin var steget markant da hun havde slået ham. Det havde godt nok føltes godt at gøre det men nu skræmte han hende en del mere. Hvordan fanden kunne han bare sidde der og smile som en eller anden psykopat? Det forstod hun ikke. Hun prøvede så småt at vride sig fri igen men siden at han sad på hende kunne hun ikke. Og så var det ikke nemt på grund af den ujævne jord hun lå på. Og så kom det der 'Sikke et held'.
"Hvorfor skulle jeg tilgive dig??" Hun lagde sit hoved lidt på skrå så godt hun nu kunne men opgav det så og rettede sig ordentligt. Hun rødmede stadig og prøvede at få det til at gå væk. Men det gjorde bare at hun rødmede mere. Argh! "Kan du ikke bare.. Hmpf!" Hun gad ikke mere. Men hvad kunne hun gøre. Hun lå nu lidt mere afslappet og lagde sin ene arm over hendes øjne og så igen lidt anderledes ud. Mere afslappet og...nuttet? Hun blev så bare liggende sådan som om at hun skulle til at sove. Hun sagde intet. Hvad skulle hun sige. Hun var helt tom for ord nu. Hun tog en dyb indånding så hendes brystkasse hævede sig markant og hun pustede så luften ud i et lavmælt suk. Hun begyndte så bare at fløjte svagt for sig selv men det foregik kun et 2 sekunder eller sådan noget. Hun fjernede så sin arm fra sine øjne og så op på ham. Hun tog en stor mundfyld luft og så kom der noget nok uforventet. Hun pustede ham blidt i ansigtet. Hun måtte vel prøve alt der nu faldt hende ind.
Hun stivnede så igen da hans fingrespidser begyndte at krætegne hendes ansigt. "Du skal ikke røre mig!" sagde hun bestemt og så pludselig begyndte hun igen at sætte sig op. Med et ret hårdt skub så det kende skulle ende med at hun sad oven på ham. Altså så det blev omvendt. Men hun havde ikke den samme plan som han måske havde. Hun knyttede sine hænder og slå så mod ham. Hun slå ikke mere end tre gang før at hun så et sekund stopper og begyndte at rejse sig op og gik lidt væk med lidt klodsede bevægelser. Hun var ikke ligefrem vant til det og hun kendte ikke følelsen af stærk adrenalin der svømmede rundt i hendes krop.