Skønhedsøvn- privat Leldorin

tid: tidlig morgen
sted: skoven
omgivelser: øhh naturen, de mange høje træer og de mange buske hvor få af dem har små bær på og så er der mange fugle i trærne og ja så vidre
vejr: solern er ikke stået op endnu men luften er lun og himlen er mørk
påklædning: som avatar

Denne tidlige morgen lå dyrene stadig og sov så her var dejligt fredligt, mørket lå stadig tykt hen over himlen som en dyne og månen skinne stadig klart på himlen, alt så normalt ud undtagen ved et højt tykt træ ku en skikkelse ses tydligt da en stråle fra mpånen ramte skikkelsens rustning så det gav små lysglimt, denne skikkelse var Seia enn fuldblods sort elver som lige nu lå og sov trygt lændt ind mod træets stamme, hun var høj og tyndt hendes hud var grå som aske og hendes øjne lige så men hendes hår der imod var kridhvit, lige nu lå hun og sov sin normale skønnhedsøvn som hun selv kaldte det hu ku ligne et nemt bytte men hun var dog hurtig så hun ku sagtens nå at træke sit elskede sværd, hun var smuk gude smuk og det var hun helt bevidst om.

"Man takker for deres venlighed" Leldorin nikkede til fører-ulven i ulvekoblet og fortsatte så alene ind mellem træerne. Det havde været en forfriskende jegt med ulvene, og han følte sine sanser skærpet og kroppen fyldt at jagtens energi.
En blå-grøn skygger svævede elegant ned på hans hånd. "Godmorgen, min ven", hilste han parredisfuglen som landede på hans hånd. Han havde kendt denne fugl så længe som han havde kendt sig selv. "Hvilket nyt bringer du?" Fuglen kvidrede oprømt mens han lyttede med rynkede bryn. "sover hun? er du vis på det?" fuglen tjippede fornærmet, "nå, ja, godt ord igen, min ven. Så vis da vej" Han sendte fuglen op i luften og fulgte hurtigt og lydløst efter den.
Han så ud over lysningen som fuglen havde ført ham til. Stille trådte han ud af skoven og stod gansk lydløst og betragtede den sovende pige. De flimrende natte-skyger fik hans bladgrønne kofte til at glide i et med baggrunden så han var svær at skelne klart.

Seia sov tungt efter at ha jagte og trænet så hun var lidt træt så derfor lå hun nu stille på en høj tyk gren og sov tungte man ku svagt høre hendes ånedræt, hun så næsten helt sød selvom hun var en af de kolde sorte elver, hun mumlede et eller andet om ild i søvnede og vendte sig om i søvne så han ku ku se hendes ansigt, hendes hår var sat op i en hestehalse så det ikke forstyrrede hendes søvn, hun var ikke altid til at stole på og man sku ikke løbe om hjørner med hende for hun gir ikke op og vil altid få sin hævn, på en gren tæt på hende sad en krage og betragte hende lidt.

Han rakte uvilkårligt hånden frem da hun vendte sig i frygt for hun skulle falde. "tåbelige pige-barn" mumlede han "hun kunne falde ned og brække halsen" Han gik nærmere og så på hende, "hvor her oser af selvopfattet skønhed" mumlede han sagte til fuglen på sin arm (se ava) Fuglen plirrede med øjnen til svar.

Seia snusse lidt luft ind imens hun sov men vågnede dog hurtigt op da hun opfange en fremme lugt*elever*tænkte hun hurtigt og slog øjne op, det tog ikke langtid at finde elvern for han stod nede på jorden og så? på hende*hvad*tænkte hun kort og satte sig op imlens hun så på ham "hvad har man så her?"spurgte hun let køligt imens hun greb fat i skaftet på sit sværd for en sikkerheds skyld, hun var dog ikke bange for at falde for hun ku hurtigt skabe en seng af flammer som ku rede hende.

Han lagde hovedet på skrå "En Sortelver med høje tanker om sig selv" svarede han rolig. "hvis frøkenen mente min egen eksistens... lige dele stjernelys, fuglesang og ingenting". Han strøg blidt paradisfuglen over ryggen og den rystede sig velbehageligt før den forsvandt i et vingesus mellem trakronerne.

Hun fnøs kort "det var ikke det jeg mente"sag hun kort"og har skabningen så et navn?"spurgt hun og slap grebet om sværdet før hun kastede sig ud i luften og snurrede rundt indtil hun lande med begge ben elegandt på jorden foran ham, nu ku man tydligt se hvor høj og tynd samt smuk hun var, hendes aske grå øjne var rette mod ham og hun lage hovdet på skrå.

Han hævede et øjenbryn let "èt navn, mange navne." han lod sig ikke mærke med hendes udseende, selv var han godt og vel et hoved højere end hende. "Navnet er sjælens dør, som øjnene er vinduet. Men du kan kalde mig Leldorin som alle andre." han smilede let

Hun fnøs kort af hans ord og lag armne over kors imens hun lænede sig opaf træets stamme "og du kan kalde mig Seia eller måske frøken"sag hun og betragte ham let, hun følte sig enligt ike tiltrukket afham da han ikke var hendes type eller var han man vidste andre hvad hun ku finde på, hun smilde køligt "hvad bringer dig hen til mig?"spurgte hun så oghævede detene øjnbryn.

"Den nys forduftede fjerbunke" han viftede skødesløst i den retning fuglen var fløjet. Han betragtede hende indgående, sortelver, konkluderede han, ganske afgjort. "Nå," han strakte sig velbehageligt. "jeg må hjem." Han drejede om på hælen og begyndte at gå ind mellem træerne. "flabet tøs!" mumlede han dæmpet

Seia så en smule koldt efter ham "hvor vover han"mumkede hun for sig selv og så lidt rundt før hun svang sig op i træet igen og satte sig til rette på en af de høje grene, hun ku tydligt holde øje med ham fra sin plads, hun sukke køligt men fnøs så.

Han fløjtede mens han gik gennem det tidlige morgenlys. Han var ikke så glad som for blot kort tid siden, den tåbelige sortelver havde virkelig sat en stopper for hans vellykkede nat. Med et irreteret falsk fløjt stoppede han for at betragte to råbukke som græssede i en lysning i underskoven.

Seia sendte ham et koldt blik før hun så lidt rundt dasulten meldte sin ankomst igen, lidt efter fik hun øje på en hjort som stod under stræet hun smilde sultent og tig sit sværd op hvorefter hun kastede sig ned fra træet så hurtigt at hun nåde at skære halsen over på den skrigne hjort hvorefter hun satte sig ned og skar et stykke kød fra som hun spidste tilfreds*nemt*tænkte hun kort.

Det gav et gib i ham og han stod som forstenet. Hjortens skrig gjaldede gennem hans hoved skønt han var uden for naturlig hørervide. I et øjeblik stod alt stille, så gik en umærkelig sitrend gennem skoven. Leldorin krummede sig sammen som en kat på spring og kastede sig afsted gennem den filtrede underskov med en hastighed som normalt var forbeholdt de hurtigste kattedyr.
Længere fremme kunne han se elvertøsen sidde bøjet over den døde hjort og blodet glinsede på hendes sværd. Med læberne trukket tilbage fra tænderne som en vild snærren og raseriet lysende ud af øjnene, sprang han det sidste stykke hen til seia og slog hende så hårdt han kunne i ansigtet med bagsiden af hånden.
Han stirrede på hende med lynende øjne og hans stemme var forvrænget af raseri. "Hvad har du gjort!"
Raseriet den nærmest lynede fra ham fik al lethed, sårbarhed og uskyldighed til at forsvinde. Han knyttede hånden mod hende og det hvide hår stod som flammer om hans hoved.

Seia skar endnu et stykke kød af og spiste det langsomt uden at se eller lugte ham før hun kom springne mod hende, hun nåde ikke en gang at dukke hovdet før hun ramte hende hårdt, hun serre iskoldt og skubbe hjorten til side med det ene ben"hvad fanden laver du nu"snerre hun iskoldt"jeg spiser hvad tror du ellers?"spurgt hun koldt og løftede trune sit sværd.

Han stirrede på hende vild af raseri. "Du dræber et dyr som havde mange år endnu at leve!" hvæsede han, "har du ikke øjne i hovedet, tøs" Han trådte truende frem uden at ense hendes sværd. "Du har dræbt en drægtig då, hun skulle have haft tvillinge-kid om mindre end en uge!" Hans stemme sitrede af vrede og foragt

Seia rejste sig hurtigt op og gjord klar til at forsvare sig vis han sku gå amok over et dødt dyr, hun sendte ham et iskoldt blik"jeg er sku lige glad jeg skal da os ha mad jeg har sku ikke tid til at se om dyret er drægtigt eller ejg"sag hun koldt og rette sværdet mod ham"og hvor vover du at tale sådan til en fuldbods"tilføj hun koldt.

Det var dråben, hun krænkede alle skovens regler og stod der og kroede sig af sit blod som en oppustet hanekylling. "Ti tøs" hvislede han, "kender du ikke din plads? Tror du at du kan imponerer mig med dit 'fuldblod'?" Han stirrede gennemborende på hende med et blik så skarpt og koldt som istapper, "du kender ikke min herkomst!" Med et rasende fnys hvirvlede han et stort, lysende tohåndssværd mod hende i en lynsnar serie af hug og finter.

seia fnøsd iskoldt og satte sit sværd på pladsen hvorefter hun lavde små¨håndtegn og mumlede uforståligt*pas nu på lys elever*sag hun koldt i hans tanker og nåde lynhurtigt da sværdet kom mod hende og lave et skjold af ild hvorefter hun sendte tre ildkugler mod ham med hø'j far*elsker den kræft*tænkte hun kort før hun sendte tre mer afsted mod ham med lynets hast, hun snerre iskoldt og lod sig omringe af en kugle af ild.

Han smilede koldt de ildkuglerne ramte en usynlig mur der omgav ham. "Blændværker kan godt være massive" forklarede han venligt. Sværdet flimrede og forsvandt og han stod ganske roligt og betragtede hende med armene over kors omgivet af sin massive skal.

Seia senerre koldt igen hun var stadig omringet af en stor ildkugle der beskytte hende"hmm"fnøs hun koldt og betragte ham let hun lod sin ene hånd forme en rimlig stor kugle af ild som hun stod og formede lidt mere så den tilsidst lignede en lille kniv af røde flammer.

"Drop det!" Han lod sin vilje slå ud mod ild-kniven så den splintredes. Han stirrede irreteret på hende

hun sendte ham et iskoldt blik Ingen sku ødlægge hendes ildkniv kun en person ville hun tilgive en person hun elskede"hvad vil du?"spurgt hun og løftede et øjnbryn imens hun holdt et skarpt øje med ham og hans bevægelser, hun så kort hen på hjorten og igen hen på ham.

"At du aldrig vover at gøre det igen" selvom han virkede rolig var raseriet lige under overfladen. "Opfør dig som en elver og ikke et afstumpet menneske... og ALDRIG jag på mit område igen!"

Seia fnøs iskoldt*hvad er det lige han tror*tænkte hun koldt og fnøs igen før hun lod ildkuglen forsvinde om hende og lage armn over kors imens hun så koldt på ham"jeg laver af kød så jeg lover intet"sagh hun iskoldt"dit? område du ejer ikke skoven og jeg jager hvor det passer mig!"sag hun snerrene.