Silent night (Vlad, privat ^^)

S ~ Allées
T ~ Det er aften, solen har været væk i lidt tid.
O ~ Ingen, de er mere i bygningerne.
V ~ Det er lidt køligt, men en typsik sommer aften.
P ~ En Hvid hættetrøje, med nogle grå bukser.

Keela gik igennem en gyde, hun var nødt til at tage en genvej for at nå hjem. Hun skulle ikk nå noget, men hun gad bare ikk at tage den lange vej hjem. Så hun valgte genvejen, men hun havde dog lidt besvær med at skulle kravle over nogle ting. Hun kiggede rundt da hun synes at høre noget, hun rystede på hovedet og gik videre. Hun gik igennem en vej og videre til den næste gyde. Hun stoppede op igen, hun lugtede lidt. "Er her nogen?" spurgte hun og kiggede rundt. Det var som om der var nogen, men hun kunne ikk se nogen. Hendes hår var samlet i en knob bag på hovedet og var gemt i hætten. Hun ville nemlig ikk til at ordne sit hår når hun så endelig kom hjem.

Der var helt stille da Keela havde stoppet for, at spørge om der var nogen, og det ville nok ikke virke somom at der var. Men nede fra kloarkerne, var der en basken af vinger, og så pludselig et højt og skingert skrig. Dette kom fra en stor flagermus, der var på vej op imod et deksel lidt længere hende af den gyde som Keela befandt sig på. Der kom så en kaskade af skrig, og en sort røg kom op igennem dækslets huller, og så lød der et højt brag, og dækslet fløj ud af dens bolte, og fløj væk. Der kom så en hel flok af flagermuse op fra dækslet, og en sort røg omfavnede dem. Efter få sekunder inde i røgen fløj de alle ud fra denne, og tilbage stod en mørk skikkelse, som slog ud efter noget af Flagermusene, med en hvæsen. Ski8kkelsen havde en brun frakke, og grønne army jeans. Han havde en mørk hætte ove rhans hoved, så hans ansigt var dækket af mørke. Skikkelsen hvæsede så igen, og kiggede nu hen imod Keela. Den stod nu bare stille, og stirede imod hende, og en lav knurren kunne høres fra den.

Hun kiggede rundt, hun hørte lyde. Vinger? Det var vinger, men hvor kom de fra... Der var så mange, men der var intet at se på himlen. Hun kiggede ned, på et dæksel til kloakerne. Hun gik forsigtigt tættere på, lyden kom dernede fra. Hun hørte et skingert skrig og hun veg forskrækket tilbage. Hun kiggede lidt bange over den sorte røg der kom derfra. Hun gik lidt tilbage igen, det kunne ikk være godt tegn at der kom sort røg. Hun stod stille da hun så boltene begyndte at falde af og dækslet mistet sit fæste og fløj op i luften. Hun faldt ned at sidde med et bump over alle de flagermuse, hun var ikk bange for dem. Men hun havde aldrig set så mange på én gang. Hun så en skikkelse, en dreng, eller rettere ung mand. Han stod der, med en hætte for ansigtet så man ikk kunne se ansigtet. Men en vampyr var det da. Hun rejste sig og kiggede forsigtigt på ham. Han var vist ikk venligt sindet. Men hun ville ikk vise frygt.

Denne skikkelse var Vladimir, og han havde endnu ikke fået sit føde for denne nat. Hans jagt var kun lige begyndt. Han knurrede lavt, imens han stirede imod denne kvinde, og han hvæsede lavt. Han knyttede sine næver et kort øjeblik, og lod så sine lange fingre folde sig ud igen, og han smilede bredt.
"God.. Aften.. Min lille.. Ven... Ville lige.. Spørge dig..." Knurrede han lavt, med hans rug og hæse stemme, og pegede på Keela med en af hans lange fingre.
"Kender du.. En hvis.. Samuel?" Spurgte han, med en lav og hakkende stemme, og hans smile blev bredere, dette dog gemt bag skyggerne fra hans hætte. Han knugede så sine hænder til næver igen, og han strakte sine skuldre kort.

Hun så han knyttede næver og han gjorde sig klar til at hvis han ville gøre hende noget. Hun så dog at han slappede af i hænderne igen og de foldede sig ud. Hun bed sig let i læben, hun stod stille og viste ingen frygt. Hun satte hovedet lidt på skrå, 2Hvad ville du spørge om?" spurgte hun let og kiggede på ham. Var han hæs? Eller måske var det bare sådan han talte. Hun rystede blidt på hovedet, "Nej, jeg kender ikk Samuel...? Var det det du sagde?" hun kløede sig på hovedet. "Skal du da bruge personen til noget?" spurgte hun let til ham.

Vladimir smilede, og rystede så en smule på hovedet. Han tog et skridt hen imod Keela, og hans klør begyndte langsomt at gro ud af hans fingre.
"Nej.. Neej, det.. Skal jeg.. Egentligt.. Ikke... Ville bare.. Vide.. Om de måske.. Var en del.. Af denne..." Hanlavede et par fakter med sin en hånd. "Ja, de kalder sig.. 'Modstandsbevægelse'... Noget være.. Pjat... Men.. Hvis at du.. Nu havde.. Været en del af denne... Havde du jo også.. Været mere hver..." Sagde han med en dyster stemme, imens han fortsatte imod Keela. Et smil blev endnu bredere over hans læber, og han hvæsede lavt. "Mere hver.. End føde..." Sagde han så, og der kom et par lyde, som godt kunne minde om grin, men det var svært at sige. Vladimir hvæsede så højt, og holdt hans klør ud til hans sider, og hans hætte faldt bag over, så hans vansirede ansigt og matte hvide øjne, kunne ses..

Hun kiggede på ham, var han ude på noget? Hun kiggede lidt på ham, "Mere værd?" snerrede hun lavt. "Jeg er det værd jeg selv vil være!" råbte hun. "Jeg synes heller ikk jeg er meget værd, men det vil jeg ihvertfald ikk høre fra en psykotisk syg vampyr som dig!" sagde hun vredt. Hun så han gik tættere og tættere på ham. Hun gik et lille skridt tilbage da han sagde ordet... "Føde" hun rystede på hovedet, hun skulle da ikk til at blive spist af sådan en... ting... Hun stod dog stille igen og havde føderne solidt på jorden. Hun kiggede vredt på ham og gjorde klar til at forsvare sig selv. "Du skal ikk grine, bare fordi du kun tør tage efter dem der ser svagere ud end dig...!" fnøs hun. Hun så hans hvide øjne, en underlig farve. Men de mindede blot om hendes lilla øjne. De lyste lidt under den hætte hun havde over hovedet. Man kunne sagtens se hendes ansigt.

Vladimir kneb sine øjne sammen, og smilte så bredt, og slikkede sine tænder. Han hvæsede lavt, og grinede så igen.
"Jeg.. Går ikke.. Efter dig, fordi.. Du ser.. Svag ud.. Men fordi.. Du.. Er den første.. Jeg mødte... I aften.." Sagde han, og hvæsede højt, og tordnede imod Keela. Han sparkede til en skraldespand på vejen, så den fløj med høj fart imod Keela, og derefter hoppede han ud efter hende, og rev imod hende med sin højre hånds, lange negle.
"De svage.. Er til føde.. De stærke.. Er til føde! Survival.. Of the fitest!" Hvæste han højt, og holdt sin anden hånd klar til at beskytte sig imod hendes potentielle modangreb, så denne ikke ville gå ind.

Hun kiggede på ham, hendes lille øjne havde et lidt vredt udtryk. Hun undrende, "Så jeg skal bare dræbes fordi du ikk har andet at tage dig til?" sagde hun opgivende og sukked elet. Han var da ikk meget bedre end mange andre hun havde mødt der burde være mere skabt til at dræbe end ham. Hun så han styrtede mod hende, hun dykkede sig for skraldespanden og undveg ham hurtigt. Hun nåede det ogs kun lige fordi han havde sparket skraldespanden efter hende. Hun kiggede på ham og var lidt langt fra ham. Hun åndede lettet ud, hun troede hun skulle til at angribe ham for at klarer det. Hun kiggede på ham og grinede let, "Survival of the fittest, my ass! Vi er ikk dyr."

Vladimir grinede højt, med sine hænder ud til siderne, og hans klør imod himlen. Han kiggede så tilbage på hende, og gjorde sig klar til at angribe igen.
"Du.. Er måske ikke.. Men jeg! Er!" Hvæsede han højt og løb imod Keela igen, og rev ud efter hende med sin højre hånd igen, og holdt endnu engang sin venstre klar til et modangreb.
"Raargh! Ikke.. Fordi.. Jeg intet andet har.. At lave.. Fordi.. Jeg.. Er sulten!" Hvæsede han, og rev ud efter hende igen, hvis at hun stadigt var tæt nok på. "Og du... Er den første.. Jeg finder..."

Hun kiggede på ham, "Mere psykisk syg end dyr...!" snerrede hun lidt og så han ville angribe. Hun undveg ham, men denne gang ramte han hende lidt. Hun fik lidt sår på sin højre arm og trøjen gik i stykker. Hun bed sig i læben og kiggede på det. Det var ikk så slemt, men det gjorde dog ondt. "Kan du ikk lade mig være psykopat!" råbte hun vredt. "Jeg vil ikk til at angribe dig selv!" hun kiggede på ham. "Hvorfor skal jeg ligefrem dø for at du skal kunne få noget at spise?" snerrede hun. Han havde sin venstre hånd lidt hårdt på sit sår for at det ikk skulle bløde for meget og størkne hurtigere.

Vladimir hvæsede højt, og badede med glæde, i lugten af Keelas blod, der nu var endnu tydeligere. Han hvæsede med en hakkende hæs latter, og slikkede noget af hendes blod, fra hans klo. Da hun stillede det sidste spørgsmål, knurrede han i stede lavt, dog stadigt med et bredt smil.
"Hvorfor. En anden.. End dig? Hvorfor.. Skulle jeg dø.. FOr.. At i kan leve?" Spurgte han, og holdt sine hænder lidt ud til hans sider, og hvæsede med et bredt smil.
"Du.. Og alle andre.. Må bekæmpe mig.. FOr at leve.. Jeg. Må bekæmpe jer..." Sagde han, og grinede med et hvæs, i det han rev et stykke metal af fra en af trappeopgangende, og kastede dette metal hårdt efter Keela.
"Survival! Of the fittest!" Hvæsede han højt, nu med en sur mine.

Hun så på ham, han slikkede hendes blod af sine klør. Var det for at gøre dem renere til næste gang? Hun knurrede lavt af ham, "Hvorfor skulle nogen af os dø?" spurgte hun roligt og kiggede på ham. Hun rystede på hovedet, "jeg har altid ment at kamp og krig er en illusion for vores forskelle..." sagde hun let og kiggede på ham. "Du kan leve og jeg kan leve, du kunne bare tage noget blod uden at tage det hele. Selvom du måske skal flere gange end en, så er det da bedre end at slå ihjel!" råbte hun. Hun så han rev noget metal fri og kastede det mod hende. Hun gjorde en stilling klar. Selvom den kom hurtigt kunne hun stadig gøre noget. Hun fik en hånd under den og en anden over den. Hun drejede en enkelt gang og metallet fløj med. Hun ændrede dens retning, så den ville styrte imod ham denne gang. "Survival of the fittest er en trøst for dem der føler sig stærke."

Vladimir havde ikke regnet med hendes modangreb, og metalet ramte ham hård på hans højre arm, men han knurrede blot, og trådte et skridt til siden. Han kneb så sine øjne sammen, og bed smerten i sig, da kastet var rimeligt hårdt. Han hvæsede så lavt, og viftede en smule med sine klør, ned af hans side.
"Jeg.. Kan ikke.. Nøjes.. Med blod.. Jeg skal bruge andres kød.. Hvis ikke.. Jeg indtager... Dette.. Vil jeg.. Dø... Hvorfor skulle andre leve, når jeg ikke skal?!" Hvæsede han lavt, og løb imod Keela igen, og rev ud efter hende, med sin højre hånd.
"Hraargh! Jeg behøver ingen trøst!!" Råbte han vredt, og rev også ud efter hende med sin venstre hånd.

Hun kiggede på ham, "Jeg advarede dig om det!" sagde hun let og så på hans skade. Hun ville hjælpe ham med den, men så måtte hun nok hellere slå ham ud eller noget først. Men hun ville gøre det i forsvar, ikk for at vinde over ham. Hun kiggede let da han fortalte hans overlevelses metode, "Du er da fuldkommen syg i låget! Du er den første vampyr jeg nogensinde har hørt skulle spise andres kød for at overleve." sagde hun let og pegede på sit hoved. "Er du sikker på du ikk bare er vant til at spise andres kød og derfor tror det er den måde du overlever på." sagde hun opgivende. Hun opdagede han ville angribe hende igen. Hun kiggede og stod stille. Da han rev ud efter hende med begge hænder, fandt hun ingen løsning ud over kænguruen. Hun fik på et sekund ryggen ned og havde fat i begge hans håndled så han ikk ville angribe hende. Hun lagde sine fødder på hans brystkasse og 'hoppede' så han ville flyve lidt højt, men havde samme fart. Hun kom hurtigt op igen og havde sluppet ham på så kort tid. Hun smilede let til ham, "Vil du fortsætte?"

Vladimir hvæsede højt af Keela da han blev revet væk, og forsvandt i en sort røg i midten af luften, og en flagermus fløj ud af denne. Flagermusen fløj ned over luften, og forsvandt nu igen i en sort røg, og Vladimir faldt til jorden, med føderne først, og gik ud af røgen, så hans rasende ansigt kunne ses. Hans sammenknebne øjne var fikseret directe på Keela, og han knurrede højt. Han hvæsede så højt, og pegede på hans vansierede ansigt.
"Hraargh! Har du set.. Vampyrer.. Der ser.. Sådan.. Ud!? NEJ! For vi! Er udøde! Netop.. Fordi folk.. Ikke.. Kan leve.. Med 'vores' måde.. At leve med... De andre.. 'Fine' Vampyrer... Er heeelt fint.. For de... Behøves ikke at.. Dræbe.. Men os? NEJ!! Vi passer.. Ikke ind.. I jeres.. Fine.. Lysserøde.. Vreden!" Hvæsede han højt, og greb fat i en container ved hans side, og kastede den igennem luften, imod Keela. Han rev så halvdelen af en trappeopgang ned fra en mur, og kastede denne, i hendes retning samtidigt, og hvæsede så højt.
"HVORFOR! Skal folk! Altid! Leje! Med... Hvad man bare... Burde løbe.. Fra!! Ingen! Kan holde.. Deres KÆFT! I disse tider! Raargh" Hvøsede han, og løb nu efter de ting han havde kastet, og rev efter Keela med den ene hånd, men holdt den anden klar, til hvad end hun ville gøre, hvis ikke hun hoppede væk.

Hun kiggede på flagermusen, hun så den blev normal igen. Eller rettere, blev til ham igen... Hun sukkede let og kiggede på ham, "Jeg er da ligeglad,det kan være lige meget hvordan dit ansigt ser ud, det gør dig ikk til kødæder på den måde." sagde hun let og lagde armene over kors. Hun stod stille og så på containeren han nu havde kastet mod hende. Hun hørte noget bagfra, havde han kastet noget andet? Hun kunne ikk se det. Han begyndte at løbe frem mod containeren. Hun dukkede sig og gled lidt videre hen af jorden. Hun så metallet bag containeren og blev nede så den ogs ville flyve videre. Hun kunne gøre sig så lille hun ville, uden at skrumpe. Hun så ham der var bagved det hele lidt efter. Hun peb lidt fordi hun ikk kunne gøre særlig meget. Hun tog fat i hans anden hånd så han ikk kunne slå hende ihjel med den. Hans hånd ramte hende ved halsen. Hun havde undveget så godt hun kunne. Det var kun overfladiske sår. Hun tog fat i hans håndled med den anden hånd og rystede lidt over smerten der spredte sig over sin hals skade. Hun kiggede på ham og fik hurtigt benet op og sparkede ham så hårdt hun kunne i skridtet på ham.

På vejen imod Keela, var Vladimirs blod begyndt at stige i temperatur, og han var langsomt begyndt at gå berserk, pågrund af Keelas provokeringer. Hans smerteterskel blev presset til det yderste, og alt hvad Keela gjorde ved ham nu, ville han først mærke senere. Da hun fik fat i hans håndled, hvæsede han af hende. Hendes spark fik ham til at træde et par skridt tilbage, men han blev ikke incapasiteret af smerten. Han hvæsede derefter højt, og greb ud efter Keelas strube.
"Hraargh! Det... Kommer til.. At gøre ondt.. Senere! Din.. Forbandede.. Kvinde!" Hvæsede han, og hvis han havde fået fat i hendes strube, kastede han hende ind i vægen ved hans side. Hvis ikke, så greb han ud efter hende igen, og forsøgte at kaste hende ind i en anden væk, med et vredt hvæs.
"Raargh! Hvor mange.. Gange.. Skal jeg.. Slå det.. Ind i hovedet.. På dig! Jeg! Er ikke! En almindelig.. Vampyr! Jeg.. Er en.. Nosferatu!! Jeg skal bruge.. Kød.. For.. At overleve! Find en bog om.. Min race! Og så kom.. TIlbage! Og sig.. Jeg ikke.. Har behov... FOr kød!" Hvæsede han, og løb imod Keela, og rev ud efter hendes ben, og holdt sin anden hånd klar til at beskytte sigselv.

Hun kiggede på ham. Hun peb lavt over at han fik fat i hendes hals. Men hun nåede at gøre han ikk fik et særlig godt greb om den. Hun kiggede stille på ham og mærkede væggen mod sin ryg. "Lad mig være!" råbte hun vredt og kiggede på ham. Hun vred sig lidt, hun lyttede dog til det han sagde. Hun kiggede på ham, "Jeg kan være ligeglad hvad du er! Du skal ikk spise mit kød!" råbte hun vredt og mærkede han gik efter hendes ben. Hun undveg det dog. Selvom han holdte hende oppe havde hun nærmest en slangekrop. Hun ville ikk komme til skade så let.

Vladimir kneb sine øjne sammen, og lagde så sine lange klør, og hans ene hånd, så de pegede imod Keelas hals, og hvad der skulle til, var bare at presse frem, så ville de rive sig ind i hendes hals, men dette gjorde han ikke, men stirede bare inderligt på hende, med sine døde, tomme øjne.
"Hvorfor.. SKulle jeg.. Lade dig leve... Og ikke den næste.. Jeg møde?" Spurgte han, og det var tydeligt at han håbede på et bestemt svar. Han knurrede lavt, og tillod hende ikke at svare.
"Survival! Of the fittest! Du.. Kan kæmpe imod.. Måske enda slippe væk... Måske besejre mig? Det! Kan den næste ikke! Da denne måske er et menneske... Den stærkeste.. Overlever..." Sagde han så lavt, for at proove hans point. Han slap så Keelas hals, og gik et par skridt tilbage, stadigt med hans klør ude, og klar til et angreb fra hende, skulle hun finde på det, og holdt sine hænder lidt ud.
"Hvad så.. Nu? Dræbe mig.. Og ende mit 'liv'? Og så rede mange liv? Eller lade mig.. Leve.. Og lade nogen andre.. Dø?" Sagde han med en knurrende stemme, og udbrød højt, med en hvæsende stemme: "Hvorfor! Skal jeg dø! For at de kan leve!? Fortæl... Mig det! Og sig.. At jeg er.. Et monster.. Som argument!" Han lød sin stemme slappe af, og hviskede næsten det sidste. "Og du er.. Lige så 'ond'.. SOm alle andre.. I Di Morga.. Di Morga.. Handler.. Om overlevelse..." Sagde han med et hvæs, og blev ved med at stire på Keela.

Hun vred sig videre og kiggede på ham. Hun så han var klar til at ende det, men hun ville ikk dø sådan. Hun kiggede på ham og sukkede let. Hun hostede lidt da han slap hendes hals. Hun sad på jorden. Hun gned sin hals lidt og kiggede op på ham. Hvorfor slap han hende? Hun rejste sig forsigtigt op og støttede sig lidt til væggen. Hun kiggede på ham, hun rystede på hovedet og stod lidt mere fast. "nej, jeg vil ikk kæmpe, men hvis det er i forsvar. Så gør jeg det." sagde hun let til ham. Hun kiggede på ham og sukkede lidt. Hun gik forsigtigt hen til ham og klagde blidt armene om ham. Hun lagde hovedet ind til hans brystkasse. "Jeg vil ikk dræbe dig, eller have du skal dræbe andre..." sagde hun let til ham. "Må jeg prøve noget? Det minder meget om menneske kød, men er det ikk." sagde hun og kiggede op på ham. Hun slap ham lidt efter, "Jeg kan ikk love det virker, men må jeg prøve om det gør?" spurgte hun og satte hovedet lidt på skrå. "Du kan godt blive her, jeg bor ikk så langt væk. Hvis du altså ikk kan holde til at skal gå for meget fordi du er så sulten.".sagde hun forsigtigt og kiggede på ham. Hun håbede han ville lade hende prøve det, men hun ville ikk sige hvad det var før at det ville vise sig om det virkede eller ej. Hun håbede det virkede da det var meget som menneskekød på en måde."Jeg vil ikk have nogen skal dø hvis der findes en anden løsning."

Vladimir kneb sine øjne sammen da hun kom imod ham, og da hun var helt tæt, holdt han sine hænder ud til siderne, og hvæsede højt, som om han skulle til at angribe, men da hun så lagde sine arme omkring han, stopede han, og rejste et øjnbryn. Han knurrede stadigt lidt, og kiggede ned på Keela. Han havde regnet med, at hun ville stifte ham, som alle andre, og så gøre det. Han havde jo egentligt ikke tænkt sig at lade hende skade ham, men det passede ham fint, hvis hun troede det. Han blev ved med at knurrer lidt da hun gav sit forslag, og kneb sine øjne sammen, og stirede ned på hende. Han så afvigende ud, men nikkede så en enkelt gang.
"Hvis.. Du så desperat.. Vil prøve det... Men.. Kan ikke.. Følge med.. Min. .Tilstand.. Bliver om kort.. Tid.. Svækket.. Og.. Så sparkede du.. Mig... Det. .Vil jeg også.. Snart mærke..." Sagde han med en halvvred stemme, og fnøs en enkelt gang. Han kunne allerede mærke at han blev svækket, og han blev svag i benene, men holdt sig stadigt stående, og stirede ned på Keela med sine døde, kolde øjne.

Hun var lidt ligeglad med at han havde knurret af hende og stadig gjorde det. Han kunne sagtens skade hende, men han lod hende jo stå der med armene om ham og hovedet ind til hans brystkasse. Hun smilede lidt, selvom han var kold. Gav det hende lidt varme at holde om ham da de lige havde slås for livet begge to. Hun slap ham efter lidt tid og smilede let. Hun så han blev svækket og slap i benene. Hun fik ham til at sætte sig ned roligt og smielde let. "Det er ok, jeg skal nok hente det. Men vil du helst have det råt?" spurgte hun roligt og kiggede på ham. Hun vidste godt at det ville han nok sige ja til. Men hvis det skulle tilberedes lidt kunne hun det sagtens. Hun smilede til ham og ventede på svar, "Sådan noget kan hurtigt tilberedes men så skal du bare vente liiidt længere." sagde hun let.

Vladimir kæmpede ikke imod at blive sat ned, og begyndte at trække vejret lidt hurtigere, da han var på vej ud over kanten, til at det var farligt blod, og kød mangel. Han havde stikkende smerter over sin brystkasse, og nu kom smerten i skridtet også, og han pressede sine øjne let sammen, og begyndte at knurrer lidt højere.
"Nnh.. Kune.. DU ikke.. Have skåret.. Mig.. I stedet... Gerh... Ja.. Rådt..." Han bankede sit hoved imod vægen bag ham, og pressede sine øjne hårdt sammen, og hvæsede. Hans smerter var meget støre end de normalt ville have været, nettop pågrund af manglen af kød. Og samtidigt gjorde manglen af blod ham svagere.

Hun kiggede på ham. Hun aede hans hoved blidt, "Undskyld, men du angreb altså mig så det var rent forsvar..." sagde hun. Hun begyndte at løbe da han fortalte hvad det skulle være. Hun skyndte sig så meget hun kunne, hun var hurtigt hjemme og rodede lidt rundt i sit køleskab. Hun fandt en pose med en lidt stor klump kød. Hun smilede let og løb ud igen. Hun lagde posen med kød på jorden og forvandlede sig til en ulv. Hun ville være mere smidig og hurtigere på den måde. Hun var hurtigt ved ham igen og lagde blidt posen ved hans skød. Hun forvandlede sig til et menneske og sad ved ham. Hun smielde let. "her er det.2