Englenes vingeslag, Asma og andre

S: på den brolagte plads foran domkirken
O: mørkebygninger og enkelte gadelygter ude i mørket
T: kort før midnat
V: stjerneklart og stille
P: lyse bukser, grøn kofte og læderstøvler

Leldorin trådte ud fra den mørke gade og så op på domkirkens kontur der hævede sig over ham, så sort som døden mod den stjernestrøede himmel. Snart ville den stor klokke falde i slag og forkynde midnatstimens komme. Det var stille overalt, det virkede somom hele byen sov. Han stivnede kort da en kat sprang over pladsen og forsvandt i en smal gyde på den modsatte side af torvet.
han skævede op mod himmelen, men månen var intet steds at se, stjernerne lyste hvide og blege på den dybblå himmel over de mørke huse. Forsigtigt gik han hen over brostenene mod domkirkens vældige porte.

Asma kom gående lidt længere væk, med sine hende lydløse skridt. Hendes røde hår, som efterhånden nåede helt til numsen, svajede let med den brise der nu var. Hun havde en alt for lang hvid trøje på, med en kæmpe sløjfe om detaljen. Hun havde også sin røde nederdel på, med små sorte halvmåner. Hendes blik var vent nedad, for hun betragtede næsten aldrig sine omgivelser. Det var mere om aften, ar hun var så blank og tåget, for der plejede aldrig at være noget her. Og når der endelig var noget her, ja.. så var de der på en måde ikke.
Asma gik og gik bare, vel viden, at her ingen var.

Han stoppede op da han fik øje på noget rødt og hvidt henne ved kirken. Han spidsede øre og lidt efter var han ikke i tvivl om at han kendte denne engel. "Asmamix" han nærmest hviskede, mens hans stemme lød alligevel som et råb. Han så sig hurtigt om for at se om andre havde hørt ham, men alt var så stille som graven *hvad bestiller jeg i grunden her* tænkte han med en gysen.

Asmas nøgne tære skulle lige til at sparke en lille sten, mens hun hørte en stemme. Ret velkendt faktisk. Hun så straks op, mens hendes hår fulgte med. Hendes ret hvide øjne, så imod stemmen. Med et lag hun mærke til stjernerne over dem, selvom hun på en måde ikke kunne se, personen som havde kaldt på hende. Asma bøjede ryggen, mens hun så for sig. ”Engel?” spurgte hun forvirret tilbage. Hun vidste godt at det ikke var en engel. Men så igen.. måske var det hendes engel?

Han så bekymret på hende og rakte hånden frem mens han hurtigt gik hen mod hende, "Nej, det er mig, Leldorin" hans stemme havde en bekymret klang, "er der noget galt?" Han havde svært ved at skelne hende tydeligt i nattemørket. Højt over dem begyndte den store klokke at slå midnatsslagene i den stille luft.

Asma spærrede øjnene op. Denne mand som så småt begyndte at gå imod hende, fik hendes hjerne til at gå i stå. ”Leldorin?” Asma rakte lige ledes sin hånd imod ham, og fik fat i hans. Hun så på ham, mens lyden af klokkende fik hendes hjerte til at hoppe engang, for hun fik et mindre chok. ”Der er intet glat” hun så stadig på ham. Meget betragtende, for hun troede ikke på, at det var ham. Leldorin. ”Leldorin. Det er seriøst dig”

Han skævede op mod kirken og gav hendes hånd et beroligende klem. "Nej det er mit spøgelse" han grinede skævt så hans tænder lyste hvidt i mørket. "er det så underligt at jeg er her?" Han så nøje på hende, "er du sikke på du ikke fejler noget?" han syntes hun virkede meget kold og svarede somom hun ikke rigtig hørte efter...

Asma lag hovedet på skrå, mens hun betragtede ham lidt. Hun træk sin hånd til sig, mens hun smilede stille tilbage. Hvad skulle det her egentlig forstille sig? Han virkede så rolig, mens hendes hjerne var på fuld tryg. ”Faktisk er det her ret.. akavet” sagde hun stille, mens hun lo stille. Hun hævede sne øjenbryn, mens hun tænkte over sit svar. ”Der er seriøst intet galt. Hvad er det da?” hun så på ham, mens hendes hvide øjne søgte over alt ved ham.

Han rynkede brynene ufordtående, "akavet?" han følte sig utroligt dum, men han forstod hende ikke. "Hvorfor akavet?" Han følte hendes blik på sig, men vidste ikke hvad hun forventede af ham.

Asma kløede sig på nakken, mens hun så lidt skævt på ham. Hun havde aldrig regnet med at møde ham her, slet ikke. ”Jo..” hun træk lidt på sin ´jo´, mens hun bed sig på underlæben. Hun så stadig på ham, mens hendes hoved rystede en anelse. ”Akavet. Altså, jeg havde seriøst ikke regnet med at møde dig her” hun lod sin hånd hænge dovent ned, langs siden. Hun smilte mildt til ham, og lag hovedet på skrå. ”Du ved ikke hvor glad jeg er” tilføjede hun efter en lang pause.

Han smilede skævt, en anelse ironisk. "Sikker på at du er glad?" han så sig nærmest skødesløst omkring, "var der et andet sted det behagede frøkenen mere at møde mig" hans stemme havde en syrlig klang som kun næsten skjulte hvor såret han var blevet. Han trak hårdt på skuldrene og begyndte at marcherer over mog kirken med håret som en hvid bølge efter sig.

Asmas smil blev på en måde sænket. Hun så på Leldorin, mens hendes blik så ud til at blive tåget igen. Hans ord havde ramt hende de særeste steder, som om det var en underlig pisk. En pisk som piskede hende. Asma rystede på hovedet, og lag først mærke til at Leldorin begyndte at gå. Hans hvide hår fik hende til at se lyset på en måde. Asma sukkede lidt. ”Lelo!” råbte hun, mens hun køb over til ham.

Han vendte sig om mod hende, og hans ansigt virkede hårdt og lukket, men for dem der kendte ham var det let at se at den hårde facade kun dækkede over hans sorg og smerte. "Hvorfor gør du het her?" hans stemme rystede let, "hvad har jeg gjort dig siden du afviser mig på denne måde?" Han sparkede til en småsten, hårde end han havde tænkt sig, "Jeg havde ikke regnet med at møde dig her. Ved du hvad det lyder som? Det lyder som Jeg havde håbet ikke at møde dig her!" Han stirrede stift på konturen af et træ lidt borte for at skjule sine øjne for hende.

Asma standsede foran ham. Hendes blik så sørgmodigt på ham. Han havde ret. Det lød egentlig helt forkert, langt ude i skoven. Asma holdte sine hænder om hinanden, mens hendes blik så ned denne her gang. Hvorfor? Hun mente jo det hun sagde, hun havde ikke regnet med at møde ham her, men det betød åbenbart at hun ikke ville møde ham. At hun egentlig var lige glad med ham. Asma så op og så på ham. Lige så stift, som han nu gjord, imod noget andet. ”Leldorin. Jeg..” hun tøvede og lod sine hænder hænge dovnet ned af siden. Hun lukkede øjnene. ”Jeg er da glad for at se dig, men jeg havde ikke regnet med det. Jeg ved at jeg ikke skulle forlade dig uden et ord, det var ret dumt af mig. Men at du lige pludselig kommer her..” Asma holdte en lille pause. ”Det er da normalt måde at reagere på..”

Han trak på skuldrene og så stille på hende, "det er det vel.." sagde han endelig lavt, "men hvad laver du egentlig her midt om natten, har engle som dig ikke meget at se til?" Han gjorde en håndbevægelse mod hendes vinger. De stod lidt i tavshed, endelig spurgte han "er du vred på mig?" det var et dybt ulogisk spørgsmål, men han havde bare brug for at hører svaret.

Asma så på ham. Denne her gang lang væk fra nervøs. Hun sukkede stille, mens hun lod sin hånd hvile sig på hendes pande. Godt nok havde hun ikke forventet et bedre svar fra ham, men så igen. Hvad ville hun egentlig hører? Hun smilte skævt over hans anden bemærkning. ”Ikke denne her engel” sagde hun og kløede sig på nakken, men sænkede den dog ned efter hans sidste bemærkning. ”Nej Leldorin. Jeg er skam ikke vred på dig” hun sagde det stille og lo kort tid efter. ”Hvorfor? Hvorfor skulle jeg være vred på dig?” hun så på ham, mens hun lag sit hoved en anelse på skrå.

"jeg ved det ikke" han trak på skuldrene med en bekymret mine "det... det var bare en mistanke jeg fik, jeg vad faktisk ikke hvor den kom fra" han smilede fåret til hende. Der var begyndt at komme andre lyde fra den mørke by, men hele tide kunne han hører de fine sprøde klokketoner fra stjernerne i sine øre.

Asma så på ham. Hendes blik var som altid rolig, og ret sørgeligt i det. Hun gik, tætter på ham, og mens hendes røde hår åbenbart legede med den lille og dejlige, brise. Hun lod sin tynde og varme hånd placere hans kind, med et sørgmodigt blik. ”Jeg er glad for at du er her Leldorin” hun lukkede kort øjnene, mens vinden tog fat i deres hår. Hun åbnede kort tid efter sine hvide øjne, med det underlige røde skær. Hun smilte skævt, mens hun sænkede sin hånd fra hans kind. ”Velkommen til” tilføjede hun og lo stille.