A Sweet Bedtime Story? //Asma//

Sted: Frankrig - Et sted nær Paris
Omgivelser: Skov så langt man kan se
Tid: Skumringen er nær - Tidligt på aftenen
Vejr: Nattekøligt


Der var efterhånden ikke mange bump på vejen længere. Det bekræftede vel sagtens blot at man ikke stadig befandt sig på de smalle landeveje. Terrænet var blevet mere glat, som var det nyt og vedligeholdt. Man kunne fra bilens pladser dog ikke se ud. Vinduerne var tildækket sorte lagener der var klistret fast til det kolde glas. Det var vel stadig under dagstimerne? Dog ikke. Skumringen var nær og solen takkede udenfor farvel bag de høje fyrretræer. Hvem ved hvor længe de havde kørt? Jean, som sad på forsædet sagde ingenting. Ind imellem kunne hans azurblå øjne dog skimmes imod Asmas plads i bakspejlet. Hans blik ville, bag de tynde briller, være observerende og stumt. En vis grad af uro kunne skimtes i den blonde vampyrs udtryk. Hvordan han bar sig ad med at lokalisere sig selv i bilen med de solbeskyttelse ruder var en gåde. Måske kendte han bare ruten så godt at den sad på rygraden? Den manglende trafik ville da også være et under. Dog ikke hvis man vidste at man allerede var nær palæets grunde. Der var praktisk talt ingen trafik i landsbyen, som de kørte igennem. Landsby var vel også så meget sagt. Dette var nærmere en glemt forstad til det store Paris.
Ved Asmas side ville han da ses. Den lange tynde hanvampyr sad lænet op ad bildøren med tindingen imod dennes øverste del. Hans ansigt var roligt og nærmest uskyldigt som han stadig sov dagen væk. Som han sad der virkede han slet ikke som et af natten væsener da hans monstrøse øjne og sigende tandsæt ikke var at se bag det lukkede underskønne ansigt, som ligeså var lettere tildækket af de lange sorte hårtotter, som for længst havde givet efter for tyngden, som hans bøjede nakke havde tvunget i kraft. Han havde praktisk talt ikke rørt sig siden han var faldet i søvn og det var efterhånden nogle gode timer siden han var faldet hen og det var ikke rigtigt til at sige om det havde været af de naturlige grunde, da tiden i bilen var svær at vurdere. Jean havde i ny og næ dog fisket et gyldent lommeur op ad en lomme i hans antræk. Det havde dog ikke været muligt at se tiden derpå fra bagsædernes plader.. Specielt ikke i en så lang bil som denne.
Et klik kom da Jean lukkede lommeuret igen. Galant placerede han det igen i lommen, hvorefter han med sin frie hånd og den anden på rettet, rettede op på bakspejlet, så det vendte i Asmas retning. Hans øjne ville være centrerede deri og stirrende afventende på hende. ”Du plejede at være i nærheden af den tolvtes anden blodbrud, gjorde du ikke?” Jean havde hun måske ikke mødt før, men han havde været på Point Du Lac i næsten længere tid end Lucifer havde år på sig. Han havde holdt øje med Lucy i ny og næ.. Set til hende som hun blev syg i slutningen af sit liv. Han havde dog ikke følt noget for hende. Hans hengivenhed lå hos en helt anden. De mørke blå øjne gled hen over deres herre derefter. Spejlet blev rettet med så Ahngel kunne ses tydeligt for den blonde vampyr. Hans blik hvilede derved i en tid, hvorefter spejlet igen blev rettet tilbage til sin originale retning og Jeans øjne rettede fremad. Da blev hans udtryk mere aflukket og usikkert af karakter. Guderne vide hvorfor.

Hun sad klistret fast til den solbeskyttet rude, ved hendes side. Hendes venstre kind var blevet kold, og rødlig i det, da hun havde siddet i denne stilling hele turen igennem. Derimod lyste hendes grålige øjne af iver. Hun prøvede at fange alt, bag ruden. Omgivelser og generelt det der bevægede sig.Men ret svært at se.
Man kunne se, at hendes ånde havde nærmest fået ruden til at se hvid ud. Dug. Helt stille var der. Kun motoren fra bilen hørtes. Det var som om, at alt ude i natten var gået i stå. Nok var det nat, men paris? Plejede folk ikke at gå i myre flokke sammen? Stille lod hun sin hånd lægge sig på ruden. Hun lod derefter kort sine læber berøre ruden. Lod det kolde glas tage fat om læberne. Hun træk vejret dybt ind til sine lunger, og lænede sig tilbage på sædet. Så stille på ruden med hendes hånd og læbe – tryk. Hun lag hovedet lidt tilbage, mens pegefingeren langsomt skrev hendes navn allerøverst oppe på ruden. Svært at se, men det var der. Lod derefter sine øjne rette sig imod den sovende vampyr, med et trist mine, ved derefter at vende tilbage imod ruden. Hun lukkede sine øjne, og kunne mærke søvnen trænge ind.
Men inden hun nåde så langt, opfangede hendes øre et klik lyd. Hun fór halvt op, fra ruden.
Gav et mindre suk fra sig, mens hun igen lænede sig imod den. Frem og tilbage, ved hver eneste lille lyd. Hun var da ikke bange? Hun fugtede kort sine læber, mens hun igen mærkede Ole Lukøje banke på, bag hendes øjenlåg. Hun klappede dem sammen, mens hendes vejrtrækning blev stille og roligt. Lod tankerne flyve rundt, på den korte nat. Drømte så kaldt om et møde med vampyren Jean. Første og sidste?
Asma fløj op, ved lyden af hans stemme. Hun løsrev sig fra ruden, og gned sine øjne. Bøjede sig fremad, så hun kunne se hans nakke. Hun kiggede derefter kort op på bakspejlet, og lod hendes øjne ramme hans glas fra brillenserne. ”Ja!” sagde hun al for højt, med en slags rusten stemme. Hun rettede lidt på den sorte kjole, og kiggede op, mens hun rømmede sig. ”Ja, herre Jean. Men dog ikke i en al forfærdelig lang tid” klappede sig stille på låret, mens hun smilede skævt. Hun lænede sig mere roligt tilbage, mens hun sagde til sig selv, at hun skulle slappe af. Da Jean rettede spejlet imod Ahngel, smilede hun kort. Ærgerligt, at hun ikke kunne se Jeans ansigtsudtryk. ”Men Jean? Vil det så sige, at De kendte Lucy? For jeg mindes ikke, at se dig rundt omkring Point Du Lac?” hun lag kort hovedet på skrå, mens hendes hånd automatisk gled over imod Ahngels pande. I stedet for hendes velkendte prik, lod hun nu sin håndflade lægge sig under det ravn sorte hår. Lod håret glide tilbage, samt hendes hånd. Mærkede det marmor hvide hud imod sin håndflade. ”Jeg mener. Lucifer aldrig har talt om Dem, før nu” hun træk sin hånd til sig, mens det sorte hår læggede sig fint tilbage. Kiggede på bakspejlet, og prøvede at regne et eller andet kompliceret ud. Hun bed sig på pegefingeren, mes hun stille afventede Jeans forklaring. Ikke af det, at hun havde en helvedes masse af tid, takket været en hvis person. Men så igen. Spørgsmålet var nu, om hun kunne være i samme rum som Jean. Ikke af det, at hun var bange for ham. Det var hun nemlig ikke.
Men mere.. Se. Så meget kompliceret var det sgu. Hun kiggede kort ud af ruden igen, og lag mærke til, at hendes navn nu begyndte at smelte. Vandet der langsom drev ned fra A'et, og var på vej imod hendes læber, som nu var halvt forsvundet – så komisk ud. Alt så komisk ud, hvis man så det fra hendes perspektiv.

Som Asma kom med sin første kommentar udtrykte Jean et kort: ”Det tænkte jeg nok..” for derefter at sætte bilen ned i gear. Dens langsommere hastighed kunne stærkt mærkes som vejen virkede glattere og mere lige. Hans højre hånd fandt til instrumentbrættet imens den anden endnu holdt om rettet. Han trykkede en tast ind og lyden af strøm der blev slukket kunne høres. Han havde med denne lille tast slukket for alle lysende på bilen. Et klart bevis for at de ny bevægede sig i vampyrområdet. De lange forlygters rækkevidde blev til det endeløse mørke og de røde baglygter, samt bremselygter døde ligeså hen. Der var ikke længere trafik at tage hensyn til og de skulle helst være diskrete som de bevægede sig i dette område. Ikke at der ville ske noget.. Aldrig, men Ahngel havde før ydret til Jean at han ikke magtede at have vampyrer omkring sig når han steg ud efter rejser. Den blonde vampyr lod en stilhed regere imens han kort lokaliserede sig selv uden at man vidste hvordan. Endnu engang mødte de azurblå øjne Asmas refleksion. Hans øjne var neutrale og havde denne samme dragende glød, som Ahngel havde. Man skulle ikke undre sig hvis man fik at vide at de var beslægtede med et blik der var så ens, men dog ikke. Jean var slet ikke af samme blod og var end ikke født vampyr. Hans alder gjorde det dog op. Han var meget magtfuld af en psykisk genre. Han kunne ligesågodt være af fuldblod.
”Jeg kendte hende ikke direkte.” Svarede han først og begyndte igen at ’holde øje’ med vejen, trods ruderne var sorte. ”Jeg observerede hende de få gange jeg kunne, samt var jeg notar under hendes sygdom. Mon sauvage (Hvilket er de franske vampyrers form for at sige ’hans majestæt’ .. Denne gang stærkt refereret til den nuværende regent, som er Ahngel) var ikke på palæet i den periode og den trettende (Refereret til Ahngels far) syntes ikke at bekymre sig om sin blodbruds velbefindende.” Han holdt en ganske kort pause. ”De har ikke set mig, da De selvfølgelig er et dagsaktivt væsen, hvilket de forhåbentligt er indforstået at jeg ikke er. Kun Mon Sauvage kunne i sine unge dage udholde at være vågen i dagstimerne.” Jean rettede blikket imod den stadigt sovende alfahan. ”Det er han vel vokset fra.” Jean gav et kort smil fra sig ved tanken om en ung Ahngel, som nægtede at gå i seng blot fordi at han nægtede at gøre som de andre vampyrer. Han ville efter kort tid falde i søvn som han sad.
Endnu en pause opstod som vampyren koncentrerede sig om vejen, som drejede. Han rømmede sig kort og klargjorde halsen, så han kunne bevare en formel tone. ”Som barn var Lucif..” Han stoppede op og syntes at fugte læberne med sin rødlige spytmasse. ”..Mon sauvage ganske rebelsk. Hans interesse lå så sjældent omkring hans hjem eller stamtavle. Han har meget vel intet nævnt om nogen i staben for Dem… Men mademoiselle.. vi er mange.” Han nikkede. ”Palæet er og har altid været fyldt med stabsfolk. Det er trods alt et kongehus.”..
Da tav Jean og kørslen blev endelig det vigtigste. Da ville en hånd fra Asmas side bevæge sig over hendes skulder og halvt omfavne hende, som Ahngel rettede sig op og så frem for sig. Hans blik var tyst og mørkt, som var han ikke fuldkommen vågen. ”Skræmmer du mine gæster… Jean?” Hvislede han langsomt med en mørk undertone. Hans blik glødede op. Morgenperson… Det var han bestemt ikke.
”Au contraire, Mon sauvage..” hviskede Jean og bøjede kort nakken undskyldende. ”Hun tilspurgte mig og jeg svarede blot.” Ahngel gav et nik fra sig og lænede sig tilbage i sædet, vendte blikket imod Asma. Kort lod han sine lange fingre stryge over hendes nakke, let fangende hendes lange røde hår med et observerende udtryk, nærmest som var hun en kat han kort gav sig tid til at kæle for. ”Har du fået sovet?” sagde han roligt og lagde hovedet lidt på skrå.

//Beklager at det er lidt kort, men når det er dialog er det lidt svært at opretholde fylden :D//

Det skæve smil formede sig stille på hendes fyldige røde læber. Hun kørte en hånd gennem det røde hår, mens hendes øjne så på bagspejlet. Hun lag kort hovedet på skrå, mens hun langsomt lænede sig frem, da lyden af strømmen blev slukket. Det føltes virkeligt rart. Som om noget tungt lettede fra hendes øre. Det var nu ikke fordi hun havde lagt mærke til lyden før, men nu da den ikke var til at høre.. ja så var det rart. Hun kørte sin lille tunge over læberne, og lod sine albuer støtte sig imod de to sæder foran, så hun på den måde kunne trække sig tætter på Jean. Da han begyndte at tale, lod hun sine øjne betragte med fuldkommen opmærksomhed. Selv da han holdte pause, veg blikket ikke fra Jeans side. Da hans øjne ramte hendes lod et 'klik' lyd slå igennem hendes hjerne. Hun satte sig stille tilbage, mens hun rettede kort på den sorte kjole, med det hvide sjal. Koldt var det skam lidt. Hun holdte sig selv på hænderne, mens hun så tænksomt ud af ruden. Det var egentlig ikke Ahngel eller Lucy, hun gerne ville vide noget om, men af og til var det vel svært at holde fingrene for sig selv? Da Jean sagde Mon sauvage, rettede hun blikket imod ham. Nikkede kort, mens hun førte pegefingeren op til læberne. Ahngel var jo deres 'konge' af en art, ikke? Han var jo den så kaldte, Alfahan. Men stadig så forbandet svært at tro! Ahngel... Mon sauvage?!
Asma træk pegefingeren ud af munden, da hun havde bidt sig selv for hårdt. Hun rynkede næsen, mens hun skød et blik på Ahngel. Betragtede kort hans lukkede øjne, mens hjertet stille stak. Så tæt på, men alligevel så langt væk, huh? ”De har ret” smilede hun fraværende. Selvfølgelig havde hun ikke set Jean, da hun kun var der i dagstimerne. Hun lo kort, da han hentydede til, at Ahngel så ikke sov på de tidspunkter. ”Det er han vel” kort lod hun en pegefinger ramme Ahngels side. Hun træk den dog hurtigt over til sig, og sukkede stille med et sorgmodigt undertone. Det hørtes dog ikke. Lod bare blikket glide over til den mørke rude, som for hver gang synes, at blive mørkere og mørkere. Hun mærkede, at bilen stille drejede, og hun lod automatisk blikket glide over til Jean. Hun smilede skævt, mens hun nikkede kort. Nej, han havde ikke nævnt noget. Men havde hun spurgt ind til det? Nej, vel.
Et kongehus. Det havde hun altid overvejet det var. Men hun havde aldrig nået længere end stuen og Rahmielles og Lucys værelse. Men vejen derhen var et syn hun aldrig ville glemme, selvom det trods alt var børneøjnene der så det. Menneske øjne. Hun var vel pedantisk når alt kom til alt. Men hun skulle nok komme efter det, stablen altså. Måske skulle hun ændre sin vej? Altså, Ahngel var jo ikke en fattig dreng, som kom og legede med hende. Han var ikke den seje ridder med den hvide hest. Hun behandlede ham vel... Hun rystede kort på hovedet, mens hun åbnede sine læber, for at svare Jean, da han tav. Men mærkede hurtigt den kolde hånd imod hendes skulder, som halvt omfavnede hende. Hun vendte sig i slowmotion imod Ahngel, mens hendes øjenbryn sørgmodigt røg op, og hun smilede kort. Jean, skræmme hende? Asma kiggede imod Jean, som ihærdigt svarede tilbage, uden den mindste tøven. Hun rystede stille på hovedet, og mærkede hans hånd på hendes nakke. Hun lukkede kort øjnene, da kulde ramte hende. Hun lænede hovedet tilbage, så hun på en måde vil presse hans hånd imellem hendes hoved ryg og nakke. Hun rettede sig dog op, da han spurgte hende ad. Hun kiggede imod ham med sine grålige øjne. Bevægede sin krop imod ham, og lod hendes pande støde ind i hans, så det røde hår vil blande sig sammen med det ravnsorte. Hendes næsetip ramte hans, mens hendes læber kort smilede skævt. ”Nej” halvt hviskede hun. ”Jeg har sovet forrygende, Mon sauvage”. Hun træk sig tilbage på sædet, med et kækt smil. Hun prikkede ham kort på panden, men mere for at fjerne det sorte hår. ”Er vi der snart Jean?” rømmede hun sig, og så imod bagspejlet.

Ahngels røde øjne lå på hende for den stund. De lange hvide fingre tog let fat i en af de lange røde totter og lod stille fingrene slippe den igen, blot for at se hvordan faldet lå. Hendes svar dertil gav et problempræget udtryk over Ahngels ansigt. Mon sauvage? Hans øjne bevægede sig til et hjørne og hen imod Jeans skuldre. Hendes pande imod hans og hendes næse imod hans. Det var efterhånden en stilling de måtte være vant til?.. Trods det ikke just fjernede det mærkværdige udtryk på vampyrherrens ansigt. Hans øjne gled fra Jean og til hende igen. Kiggede man, ville man se Jeans blik i bakspejlet.. Plantet på dem. Det ene øjenbryn var skudt i vejret og det var skam forståeligt hvorfor. Kvindelige ledsagersker havde aldrig været på den måde omkring alfahannen i Jeans opsyn. Dette virkede så meget mere for den naive Jean, som kun havde set sin herre håndkysse som mest nærgående handling i de finere selskaber. Selvfølgelig lignede det for ham en elsker? En tilkommende og netop dette gav det samme slags udtryk over den blonde vampyrs ansigt. Det huede ham ikke, som det ej heller huede Ahngel, der var klar over at dette var ricikapelt. Denne nærhed. Han sagde dog intet og lod Jean tage sig tid til at besvare hendes spørgsmål.
”Ganske få minutter.” svarede han kortfattet. Hans stemme var siden Ahngel vågnede blevet lavere af en eller anden grund. Underdanighed? Ærefrygt? Affektion? Han rømmede sig og skiftede gear, samt rettede på bakspejlets glas. Nu var det kun hans kæbe, som kunne ses fra Asmas vinkel og ligeså havde han ikke udsyn til dem mere. Ahngel følte en form for indeklemt lettelse over at jeans øjne ikke var på dem længere. Han ville egentlig ønske at han selv havde eskorteret hende i den tid så han kunne få de basale ting på plads inden hun mødte hans stab. For sent. Nu kunne han kun bevæge sig indenfor rammerne igen, og Asma vidste ikke hvor disse rammer lå. Ahngel rettede sig op og lænede sig atter tilbage i sædet.. fjernede efter lidt tid panden fra Asmas og så frem for sig, som tydeligt nok bare var ud i ingenting, da hans øjne ikke kunne overvinde de sorte ruder. Havde han overhovedet en ide om hvor de var henne eller var det kun Jean der havde den fornemmelse af lokaliseringen af den aflange bil. Noget syntes at fange Ahngels opmærksomhed da og han vendte ansigtet imod ruden ved hans side. Fået øje på noget? Næppe, men han begyndte at høre stemmerne fra de opvågnede vampyrer. De hviskede… hvislede om hans tilbagekomst. En indestemt ængstelighed begyndte langsomt at dominere, men den kom aldrig op til overfladen. Den lagde sig aldrig over hans hud og i den ydre verden, ville det blot se ud som om han observerede igennem de aflukkede ruder. Da åbnede Ahngel munden og henvendte sig til Jean, som med det samme rettede sig op som der blev talt til ham. Ahngel gav ham anvisninger. Det var alt man kunne tolke fra den vampyriske franske dialekt, som de førte. Den var anderledes fra det byfranske.. det parisiske. Dette var præget af et ældre sprog, som de fleste franskmænd også selv skulle tage specielt hensyn til for at forstå. Jean gav et nik efter sig som Ahngel havde opremset. Man ville i hans hurtige tale kunne finkæmme små ledende ord ud, som højre og venstre og ects.
De røde knitrende øjne bevægedes atter imod Asma med et spørgende blik. Han sagde dog ikke noget. Bilen tog da hurtigt en ny drejning og den dystre hvislen fra bilens ydre side forsvandt som de kom væk fra boligerne. Atter var der stille. Et krageskrig hørtes i baggrunden. De røde øjne trak sig sammen og rettede sig imod den kørende Jean, der ligeså syntes at have reageret. Jean mumlede noget. Det lød mere uformelt og Ahngel kom blot med et forstående nik som svar. Pokkers til sorte fugle.

Hendes øjne så søgende imod Jeans, da hendes hoved løftede sig langsomt op. Hendes mund åbnede sig automatisk, da hun var helt rolig. Sådan havde det altid været. Det var ligesom at se en film hvor alt var i slowmotion. Sådan var hendes bevægelser nu. Selv da hun løftede hånden for at klø sig på kinden. Hvordan hendes øjne lukkede sig, og derefter rettede sig imod Jean igen. Hans svar.. kom det overhovede? Hun træk vejret ned til lungerne, og gav et mærkværdig lyd fra sig. Hun støtte begge sine hænder på sædet, og rykkede sig selv op. Asma kiggede straks op, da Jeans stemme endelig slog igennem. Hendes røde pandehår lag sig over hendes øjenvipper, og hun pustede det irriteret væk. Nikkede kort, mens hun så stille imod Ahngel. Ja, hun havde lagt mærke til den måde Jean lige pludselig var. Som om han passede på ikke at sige det forkerte? Hun rystede kort på hovedet, mens hun kiggede skiftevis på det to mænd. Følte sig meget fortabt nu. Hun forstod intet af det der foregik foran hende. Derfor nøjes hun med at rette på sit sjal. Bøjede sig et stykke tid ned, og træk den sorte silke kjole op, så hendes lyse ben kom til syne. Hun lod sin lange fangearm lede efter de røde sko som lå ved siden af hende. Da hun fik fat på dem bøjede hun sig længere ned, og tog dem på. Hun træk sig træt op, mens hun lod kjolen glide ned. Da hun vil kigge over imod Ahngel, fangede hun hans røde øjne. Langsomt gled hendes mund endnu engang op, så hendes fortænder var til at se. Alle de ansigts udtryk der vil komme fra hende, vil bare være forvirret og ivrigt. Staben. Hun skulle møde staben, på slottet. Hun havde aldrig drømt sig om, at der skulle være væsner udover Lucifer og Ahngel. Altså at der kun var de to, af deres .. slags. Så dårligt tilpas kunne man føle sig. Asma borerede nærmest sine korte negle imod sædet, da de drejede. Hun træk vejret hurtigere end hun plejede, og hendes brystkasse sænkede sig op og ned, som om hun prøvede en vild karrusel. Men hun drejede dog hovedet hurtigt imod ruden ved hendes side, da kragerne skreg. Ikke at hun kunne se noget derud, men man kunne vel forstille sig? Op og ned. Sådan hendes krop sig. Nu vil en person sikkert analysere at hun var bange. Tværtimod. Hun var bare... overrasket. Ivrig! Nu skulle hun ikke længer sætte sine tænder i citronen. Hun bed sig på underlæben, mens hun blev ved med at se ud på ruden. Hun kunne smage sit hår, og hun bevægede sig ikke engang for at fjerne det. Nu var tiden inde. Det aller bedste ville nok havde været, at stå face to face med Lucifer selv. Men nu måtte hun vel tage det som det kom. Med et eneste ønske. Om at komme i live ud. Altså hvad regnede man med. En engel blandt … ja gud ved hvor mange vampyrer. Jo mere jeg ser, jo mere vil jeg forstå, men jo mere jeg forstår - jo mindre vil jeg se. Citatet ramte hendes hoved. Ikke af det hun tænkte på den, men den bloppede bare op. Nej. Hun havde hørt den. Ved.. Hun kiggede imod Ahngel som lige akkurat nikkede. Stille, uden at fjerne blikket fra ham, lod hun sin pegefinger fjerne det røde hår fra underlæben.

Ahngels arm, som i en tid havde hvilet på ryglænet bag Asma gled ligeså stille ned og lagde sig om hendes skulder i en næsten øm bevægelse, som tog han om sit hjertes udkårne. Hånden tog roligt om hendes skulder. Imod den var hånden stor. Lange hvide fingre og mørke lange negle ligeså. Udover disse enkelte træk der virkede monstrøse, havde vampyren egentlig ganske smukke og feminine hænder til trods for de veludviklede knoer og de ar der dukkede op nu længere man bevægede sig op af håndleddet. Et kort ’heh’ syntes at kunne høres fra Ahngel inden han bukkede nakken længere imod hende og lod hans venstre kind hvile imod hendes højre med sin tale klar for hendes øre. ”Her sættes stopuret.” Hviskede han sagte og rettede sig op igen. Man kunne ane Jean fjerne blikket fra dem. Fra hans synsvinkel havde han nok blot set det som noget så simpelt som et kindkys? Et kærtegn? Ahngel rettede sig samtidigt op og så imod ham. Jean havde ikke lyttet heller. Ikke at han ikke havde været i stand til det. Han var ældre end Ahngel selv og havde nemt kræfterne til at udføre det, men han gjorde det ikke. Af respekt? Af underdanighed og ærefrygt? … Af skyldfølelse? Ahngel før bløde øjne havde gjort sig kolde og aflukkede. Ganske god timing. Den effekt havde hans hjemkomster altid på ham.
Bilen tog et sving og sænkede farten til kort at gibbe et lille ryk igennem sig, som den stoppede op. Hånden over Asmas skulder blev hintende fjernet og han rettede ryggen, vendte blikket imod det sorte vindue og ventede på den lille lovgivning. Jean drejede nøglen om og placerede den i højre inderlomme i sin sorte habit. Han vendte kort nakken.. Lod de blå øjne glide over både Asma og hans herre. Han nikkede kort og tog endelig i bildøren der gav sig og åbnede med et hægtende klik. Ahngel ventede ikke på den royale behandling ved at få døren åbnet for sig. Det vidste Jean sandsynligvis allerede. Hvis Asma ikke allerede gik ud af bilen ville Jean, efter at ha trådt ud, rettet på tøjet og brillerne, gå om køretøjet og åbne døren for Asma med endnu et bekræftende nik. Ahngel ville se til imens han kort selv rettede på skjortekraven. Små antydninger blod fra aftenen før var at finde.
De befandt sig i en kæmpemæssig forhave i en rundskåret indkørsel, som drejede i formen af et nålehoved og blev ét igen med en hovedvej ud fra haven. Den ville munde ud ved en stor port en hundrede meter fra dem. Stor og sorttremmet mur i et gotisk fransk design. Op af den voksede der vildt med tommelange torne og alskens upraktiske og ugæstfrie planteliv. Praktisk talt hele dette haveareal var dækket af disse vilde planter og stort set så haven ud til at passe sig selv. Piletræer og bregner hovedsageligt med ganske få ornamenter rundt omkring i sort sten eller metal. Ikke en have der normalt ville tænkes for et kongehus. Så man ned af den vej de vendte kunne man se dette kæmpemæssig palæ skygge for resten af den mørke nattehimmel. Månen derbag gav det en ekstra mørk effekt, hvorimod et hvidt omrids af hele bygningen prydede det. Seks etager mindst, hvor man ikke medkalkulerede kældrene, som meget vel kunne fylde hele grunden og ikke blot bygningens areal. Gråsten var selve palæet bygget af. En stensort der virkede trist og aldrende, som havde stenene engang været fantastisk skinnende og hvide, men nu, som en enkes blonde hårmanke, var blevet grå.. næsten sort af årene. Tagstenene var sorte og blanke som vandslåede strandsten og overalt var der store versaillesvinduer der ikke alene gjorde rede for de mange etager, men også satte et ekstra præg om hvordan renoveringen af stedet havde fundet sted i solkongens tid. Vinduerne var ikke at finde indhold i. Alt var formørket. Enten var gardiner flået over dem, eller også var der intet lys at finde derinde. Balkoner sås på 5. etage. To af dem hvilede på bygningens sider og dannede denne en elegant profil med udsyn til resten af haven. Og hvilken have der lå ved palæets fod. Roser. Sorte blanke roser overalt. Deres efterladne eller opgivende blade fyldte hele området, som var der sort sne i vinden. Så man efter i mørket kunne man på palæets side skimte en enkelt kontrast i farverne. En enkelt rød rose stod der.. voksende af noget af sten, som var det et lille naturligt alter.
En stor hoveddør ville da falde i øjnene. To etager ville den fylde og dens kant lavet af solidt sten, indbygget i selve bygningen. Døren af mørk træ med to store døre, der hver bar en kopi af kongefamiliens våbenmærke. Ravnen og Rosen.
”Lang tid siden du sidst var her.” Ahngel smilede stilfærdigt og bittert. Så man ikke på ham kunne man høre det i stemmens mørke tone, som konspirerede de imod palæet. Som palæet var en fjende. Som palæet var en lang tids undgået nemesis.

Normalt ville denne berøring få hende til at smile, eller støde panden imod hans. Men denne her gang sad hun fuldkommen stille, mens hendes øjne kiggede på hans, dog indtil de forsvandt fra hendes synsfelt. Dog kunne hun lige antyde hans lange negle. Underligt nok følte hun ikke sig truet af dem, velvidne at de sikkert havde dræbt mange. Blodet som gled af dem, og derefter hans tunge slikke det. Hun kunne forstille sig det. Hendes øjne åbnede sig, som om hun fik stød igennem sig, da hans kind berørte hendes. Stille kunne man se hendes fortænder, som smilede halvt. Her sætte stopuret, huh? Hun vidste hvad han mente, men så vidste hun det alligevel ikke. Da han rettede sig op, lod hun hovedet vende sig imod det mørke rude. Kunne stadig mærke hans hånd på hendes skulder. Ret beroligende faktisk. Hun var her snart. De var her snart. Point Du Lac. Hun vil gennemleve det hele. Starte tiden forfra, og bruge stopuret med forsigtighed. Denne her gang skulle intet nydes. Intet gemmes borte i støvet. Tværtimod skulle alt gennemleves igen. Hvad gik galt den dag hun forlod stedet? Hvorfor havde Lucifer ikke angrebet hende da hun var der. Han vidste udmærket godt, at hun var der. Og hvordan var det lige, at Ahngel mistede hukommelsen? Og hvorfor? Der var så meget mere hun skulle vide. Så mange huller der skulle udfyldes, og så lidt tid. Da bilen tog sig et sving, og Ahngels hånd forsvandt vidste hun, at de var der. Glæden var erstattet af vagtsomhed. Hun træk vejret ind til lungerne, mens hendes øjne lukkede sig og derefter op igen. Hun havde fanget de blå øjne ved bagspejlet. Hun nikkede kort til sig selv, da Ahngel allerede sussede ud. Hun fugtede sine læber, og ventede til at døren blev åbnet for hende. Egentlig ville hun havde åbnet døren ligesom Ahngel. Men nej. Hun skulle tage sig sammen. Alt skulle gå langsomt. De havde denne nat, og i morgen. Ikke andet. Hun kunne ikke bare tille rundt. Ikke nok tid.
Da døren gik op, smilede Asma stort til sig selv, mens hun klappede på sædet. Hendes hår sad allerede så det ikke irriterede. Hun lod højre ben komme frem, og mærkede allerede brisen imod den. Hendes kjole gled lidt op, men hun var tydeligvis ikke berørt af det. Derefter kom det andet ben, og hendes hoved og krop. Langsomt kiggede hun op på himlen, mens hendes hånd stadig var placeret ved bilens tag. Hun slog kort til den, mens hun trådte usikkert ved siden af Ahngel. Her var de så. Igen. Igen. Igen. Men denne her gang skulle vidst være sidste gang. Hun regnede med at få alt at vide, løse de ting hun skulle, og dø i fred. Hendes øjne gled imod Ahngels øre og derefter på hans kind. Han vidste intet, gjord han vel? Her havde hun stået sammen med kvinden som hun aldrig vil glemme. Så lille og spinkel. Dengang havde huset virket så dyster, ikke af det ikke gjord nu, men mere på den al al for uhyggelige måde. Forhaven. Det smukke sted, som hun stadig kunne huske. Hun vil nu ikke kalde stedet et hus. Men mere et slot. Det var det jo. Et palæ. Alt. Hvordan mon der vil se ud her, når solen skinnede ned på al det her? Hun måtte indrømme, at hun intet kunne huske, da solen skinnede her. Hun kiggede ligeud og opdagede det stor og storttremmet mur. Og der. Asma rettede kort på kjolen, mens hendes øjne fangede roserne. Der. Det første ledetråd. Hun lag hovedet let på skrå. Den røde rose i blandt de sorte. Det mindede sjovt nok om hende.. nu. En engel blandt vampyrerne. Hun lod stille sin varme hånd glide langs Ahngels håndryg, og derefter tage fat, efter hans ord var sluppet ud, og det bittre smil. Hun kunne høre undertonen i det, og hun kendte trods Ahngel og hans forhold til palæet. Så det overraskede hende ikke. Måske lidt. Hun havde regnet med, at han havde vokset fra det. ”Længe siden” sagde hun, mens hun gav hans hånd et klem, uden at se på ham. Hvis han mærkede efter, ville han kunne mærke, at hun rystede. Stille. Som en der frys. Ahngel. Ahngel. Ahngel … Lucifer.