In the most sacred of places - Asma

T: Sen eftermiddag
S: I katerkomberne under den større af kirkegårdene
O: Rotter, væsener og anden ligegyldig aktivitet.
V: Udenfor stormer det, tordner og lyner det.

Dråberne føg om ørerne på ham, hans hætte flagrede så meget at den dårligt holdt sig på hans hoved, og ikke rev sig af, for at lade den skarlagensrøde manke blive gennemblødt ligesom resten af dæmon drengens krop. De korte shorts syntes ikke at give megen varme fra sig, og på denne årstid modtog han tit undrende blikke, når han gik rundt i dem. Han havde ikke desto mindre ikke noget bedre, og måtte klare sig med dem. På overkroppen havde han redet sig en stor varm hættetrøje, hvis kant gik ned og næsten dækkede over de korte shorts. Hans bare ben var fuldstændig glatte, og bar en mørk farve, som kom han fra syden.
Over skulderen hang som altid hans enorme skuldertaske, der syntes altid at være ved hans side. Et mindre foråd, om man ville sige, af hans nuværende ejendele.
Hans fødder plaskede mod de våde sten, som han løb hen over kirkegården. Det eneste læ for regnen han kunne huske lige for øjeblikket, var indgangen til katakomberne. To store statuer af to engle, der stod side om side, med løftede arme, krydsende to sværd over hinanden markerede indgangen for disse katakomber, og lige bagved, var der et mindre halvtag, inden der kom en smal trappe førende ned til de egentlig katakomber.
Itarians hvæsende åndredræt hang i halsen på ham, mens han tog tilløb, hoppede over et par grave, og spænede mod denne indgang.
Bag ham piskede hans ca. 2 meter lange hale efter ham, højt løftet for ikke at skrabe mod jorden, mens han spottede indgangen længere fremme.
Et let smil af lettelsen fandt sin plads på hans ansigt, da han satte farten op.

Små klinge lyde hørtes svagt igennem tordenen, efter fulgt af noget stof der skræppede imod det våde grusjord. Eftermiddagens kedelige vejr, førte dets forestilling frem for denne kolde verden. De høje brummende lyde og lysglimtet bagefter, fik ens nakkehår til at rejse sig. Ikke på grund af lyden eller lyset, men mere omgivelserne. Det var ikke særligt specielt uhyggeligt, men man fornemmer det bare. En rødhåret kvinde, med en ligeså rød kjole, bevægede sig af sted. Tydeligvis ikke berørt af regnen, velvidne, at hendes lange røde hår sad klistret fast til hendes kinder. Hendes grålige øjne var alt for grå, at det var lige før, at de blev hvide. Hun havde små fine juleklokker på siden af kjolen. Kjolen var faktisk vinrød rokoko i to nuancer med detaljer i guld. Her med et stort skørt og tournure og en matchende halsbånd, med en lille, nærmest usynlig, klokke. Hun var vel så kaldt en omvandrende lille klinge en?
Langsomt træk hun op i den vinrøde kjole, mens hun spejdede efter et tørt sted. Det var nu ikke særligt rart, med al det vand over sig. Hun kneb sine øjne sammen, da endnu et tordenbrag lød bag hende. Og femten sekunder efter kom lysglimtet. Hun sukkede, mens hun opdagede de to engle, der stod siden om side med hinanden. Hun var så betragtet af dem, at hun ikke lag mærke til katakomben. Hun gik stille imod de to statuer, og stod foran dem. Hun missede kort derop til, mens regnen sled ned over hende. Asma som denne engel nu hed, så halvt sorgmodigt op på den ene af englene, som så græd færdig ud. På grund af regnen. Selvom de stod der, og viste indgangen til katakomben med deres sværd, lå der noget gemt bag den lille facade. Hun stod længe og betragtede det syn. Blev mere våd og klistret, at hun dårligt nok kunne bevæge sig. Men hun gjord ikke et forsøg. Hun stod bare, og stirrede med sine små grålige øjne. Fraværende egentlig. Hun slap stille taget om kjolen, og lod nu hænderne køre op til hendes hår. Holdte det røde hår i hestehale, imens hun vred det til, så at vandet kunne slide ned. Og det gjord det så. Et kort suk forlod hendes rosa læber, og en lang spydig tunge fugtede dem kort tid efter. Hun kiggede ned, mens hun stille bevægede sig ind i katakomben. Ikke lige frem lydløst, da de små klokker på siden og den om halsen begyndte at klingre igen. Pling, pling, pliiiiiing. Ekkoet kunne høre, da hun endeligt fik tag over hovedet. Hun satte sig med det samme ned, og træk benene ind til sig. Hun støttet sig på væggen, mens hun stille prøvede at få varmen. Hun så sig ikke om, kiggede hverken op eller ned. Stirrede bare på den modsatte væk, mens hun underligt nok træk vejret forpustet. Og hver gang hendes brystkasse bevægede sig op og ned, så kunne de små klokker om hendes hals høre, og derfor forsvandt ekkoet ikke. Kun hvis der kom tordenbrag altså. Men så brummede det bare inde i katakomben?

Brag, lyn, torden, sekunder. Itarians øjne og ører opfangede alt, mens hans hjerne regnede sig frem til hvor længe der ville gå inden stormens hjerte ville være lige over dem. Han hoppede over endnu en gravsten, endnu en igen.
Hans hår var stadig halvt beskyttet af hætten, og der var den! Katakombens indgang!
Hans mentale smil, nåede hele vejen ud til hans facade, og prydede hans ansigt indtil han stoppede brat op. Han havde kun lige akkurat nået at opfange den, en lille lyd af en bjælde. Han anstrengte sine ører, men hans gned sine forfrosne og våde hænder.
Katakomben. Det var det eneste sted det kunne være kommet fra, afgjorde han hermed med sig selv, og satte atter i løb. Han nåede katakomb-indgang en lille tid efter, og standsede prustende op indenfor. Hivende efter vejret, gennemblødt til skindet, og udvidende om at han ikke var alene længere.
Han havde lukke øjnene, og lod halen synke ned på jorden, hvorefter resten af kroppen fulgte trop.
Hans unge skikkelse virkede mager i mørket, hans skarlagensrøde hår var dulmet til en dyb vinrød. Hans bryst hævede og sænkede sig i en uendelighed. Op og ned. Op og ned. Sug ind sug ud. Ilt til kroppen.
Han stivnede da han endelig havde fået sit hjerte så meget i ro at han var i stand til at overhøre det, og lytte efter andre lyde. Han havde, uden at vide det, placeret direkte overfor et andet væsen, vel omkring 5 år ældre end ham selv af udseende, og .. ikke menneskelig.
Han stivnede da endnu et pling fra en bjælde borede sig ind i hans øregang, endnu et. Endnu et. Endnu et. Han havde lukket øjnene da han var kommet ind, men nu åbnedes de langsomt, og afslørede et forvirret, forskræmt og lettere nysgerrige par brune øjne, der stirrede lige frem for sig, med munden formet som et dumt udseende 'O'.
Han trak omgående fødderne til sig, men kom i mellemtiden til at hive halen til sig også, så den endte med at ligge i en underligt absurd stilling oven på hans hoved. Var der andre der kendte til dette sted? Havde det ikke været hans skjulested lige siden han var kommet til byen? PÅ en måde forbandede han sig selv over at havde brugt et så nemt fremkommeligt sted som dette, men det var frygtet og respekteret, og ikke mange færdedes her, men af en eller anden grund lod de forskellige gespenster ikke til at ville ham noget, de holdt sig for sig selv, og sådan var de kommet til en indbyrdes aftale om ikke at forstyrre hinanden.
"Øh... Hej" Mumlede han, og gjorde alt hvad han kunne for at presse sig endnu mere sammen, det var et under at han endnu ikke var flygtet.

Hun sad musestille. Ikke et muskel, udover hjertet, bevægede sig. Hendes vejrtrækning blev underligt nok ikke .. normalt. Hun blev ved med at køre den samme rytme. Forpustet. Hun havde åbnet munden, for at trække mere luft igennem. Det var som om, at hvis hun træk vejret igennem næsen. Ja, så vil hun besvime. Kort lod hun sin pegefinger på venstre hånd, glide igennem det røde hår, så det lag sig dovent over hendes øjne. Det højre lå hvilende på hendes knæ, og fingrene på den gned hinanden, for at få varmen. Ikke at det hjalp. Hver gang der kom et tordenbrag og det hele lyste op, fik hun et chok. Det var som om, at nogen var derude. Kun, 'som om'. Ikke af det, at hendes hørelse var det bedste af det bedste. Hun lukkede sine øjne, mens hun lænede hele sin lange krop imod væggen og lod hendes hoved ramme det marmor kolde sten. Hun gav et mærkværdigt piv fra sig, og lod så ledes den anden hånd hvile på knæet. Hun bøjede kort tid efter hovedet, så hun så på guldet om hendes tøj. Egentlig havde hun aldrig set renheden i tøj. Hun havde altid oldtidernes tøj på. Hun mindede om en barok dame. Hun levede også 'gammelt'. Hun boede på et bondegård, og havde ikke et eneste bil i nærheden, udover hestevogne. Praktisk, huh?
Langsomt synes hun, at hendes vejrtrækning vendte tilbage. Og lige da et skævt og usikkert smil bredte sig på hendes læber, mærkede hun, at der var nogen der stod foran hende. Hun kunne også se vedkommens sko, da hendes hoved jo var bøjet. Og da personen hilste, lod hun forsigtigt hovedet løfte sig op, og det røde hår(fra hende selv), og den magre skikkelse kom til syne. Hendes mund var stadig akavet åben, men dog ikke en al for uhøflig måde. Hun skød hovedet tilbage, så det røde hår fjernede sig fra øjnene. Hun kiggede straks imod personen. Betragtede den magre dreng foran sig med ligeså rødt hår. Han havde hale? Og.. øre? Så var han ved guds navn ikke et menneske. Hun kiggede langsomt op, og fik øjenkontakt med ham. Bed sig tøvende kort på læben, mens halsbåndet gav et lyd fra sig. ”God eftermiddag” sagde hun underligt roligt, men dog med et usikkert undertone der mindede om en hest der vrinskede. Hun rejste sig omgående op, da denne stilling ikke passede til denne situation. Hun var et eller to hoveder højre end drengen. Han så bare så.. lille ud?
”Hvad laver De her, unge herre? Det her sted er ikke en legeplads” og nej. Legeplads var det ved guds navn ikke. Der lå sgu da døde mennesker begravet her! Og her løb en lille dreng der i virkeligheden mindede om en ræv, rundt? Hvor uelegant af forældrene. Hvis han da havde nogen. Det var faktisk svært at finde folk med forældre nu til dages.

Den pludselige bevægelse fra det andet væsen, fik ham til at krybe endnu mere sammen, nærmest i chok over overhovedet at finde noget levende her. Dette var jo hans skjulested, ingen andre kendte til det.
Han kom lidt efter lidt til sig selv, rystede det mindre chok samt kulden af sig, og rejste sig ligeledes, fik halen til at feje hen over gulvet så den lå i en elegant bue bag ham. Han så på denne kvinde, tydeligvis ikke en dæmon, da han ikke genkendte nogle af de normale dæmoniske dufte omkring hende, men et svagt strejf af.. Vampyr? En kvindelig vampyr? Hun duftede af vampyr, men hun virkede ikke som en. En vampyr ville allerede have bidt ham, eller løbet væk, afhængig af hvor tørstig den var. Sådan var den normale sterotype vampyr, i følge Itarian.
Han udstødte en irriteret lyd da hendes ord kort efter snørklede sig ind i hans følsomme øregang.
Ikke en legeplads. Hun lød som en sur mor der tog sit barn i at komme for sent hjem. Han så op på hende, måtte bøje nakken let bagover for at kunne se hende ind i øjnene.
"Jeg bor h-" Længere nåede han ikke før hans stemme slog et svirp og udstødte en pivelyd som et ødelagt horn. Han harkede let og mumlede irriteret hen for sig. "Her."
Pokkers til stemme, hvordan kunne nogen tage ham seriøst når han talte på den måde? Han forsøgte at skjule en hidsig rødmen bag det lidt for lange pandehår. Hele den skarlagensrøde manke trængte tydeligvis til en børste, og hans brune hud til et bad. Han lugtede ikke fælt, men heller ikke godt. Af en blanding af krydderier - Som kom fra selve hans væsen- Og en svag snert af afføring, der bed i næsen hvis man ikke var vant til det.
Han lagde armene over kors, og så op på hende, mens han lod vægten føres over på sin højre fod, løftede halen op i luften og lod den lave et let svirp i luften, som en kat når den er utålmodig.
"Og De?" lidt manerer havde han vel, hvis hun sagde De, sagde han også De, sådan var proceduren i de højere selskaber.

Uden selv at have lagt mærke til det, lå hendes hoved på skrå, så det røde hår lænede sig til den ene side. Pingeling. Sagde de små klokker. Alle på den samme tid. Det lød ikke forfærdeligt, men mere som stille toner. Hun kiggede nænsomt på drengen og hans livlige hale. Animagus? Varulv? Der var så meget at vælge imellem. Den lille lyd som drengen udstødte fik en af hendes øjenbryn til at trække sig op. Hun kløede sig på nakken, og rettede sig op da han ikke fuldendte sin sætning, og en piv lyd fremtrådte i stedet. Hun lo stille, uden at ville det. Bare et fnis, så hendes halsbånd klokker klingede imod hinanden. Hun satte hånderyggen imod læberne, mens hun nikkede. Hendes øjne smilede livligt. Ikke det blik hun sad med, for lidt tid siden. Der var godt nok ikke noget sjovt ved, at han boede her. Han så nu heller ej for godt ud. Asma bøjede sig ned på knæ, mens hun lag en hånd på hans skulder. En lille dråbe vand gled ned fra hendes pande hår, og over øjet. Hendes lyse tænder kom til syne, mens hun lag hovedet på skrå. Hun havde lagt mærke til den særlig lugt der lå over ham. Men hun rynkede ikke næse, eller var flygtet. Hun sad skam nu på knæ foran ham, og hendes arm hvilede på hans skulder. Nu var hun lavere end ham, men alligevel var øjenkontakten bedre nu. ”Hvad jeg laver her? De ved, slår tiden ihjel” sagde hun hæst og rømmede sig. ”Men sig mig knægt” sagde hun, og slap taget om hans skulder. Hendes hånd gled ned til hans, og hun mærkede straks kulden fra hænderne. Han måtte da fryse, især med det tøj han havde på. Hun lag sin anden hånd over deres hænder, og hun slap ikke et sekund hans øjne. Hun kiggede frem og tilbage. Højre øje, venstre øje..
”Hvorfor lige her? Det er ren gift for dig. Og sikke du dog er kold” nu skiftede hun De'et med 'dig'. Hun havde egentlig ikke i sinde, at virke høflig, men det var svært at vende sig af med alle de høflige ord når man var blevet vant til det.
Hendes højre hånd blev ved med at holde fast på drenges hænder, mens venstre hånd gled over til hans ligeså røde hår. Alt for langt. Hun kunne jo ikke se hans øjne. Derfor lod hun en pegefinger glide over hans pande og samlede det i venstre side. Men hvis hun gav slip for det ville de glide tilbage, så hun holdte det fast med to fingre.

Han trådte et enkelt skridt tilbage da hun satte sig på knæ, uvidende om hvad hun ville gøre, ikke bange, men på vagt - Eller han ville ikke indrømme andet.
Han stivnede fuldstændig, på nær halen, der begyndte at svinge faretruende frem og tilbage, da han fulgte hendes bevægelser med vagtsomme øjne, skjult bag et forhæng af røde, gennemblødte hår.
Han kunne ikke lade være med at føle en vis glæde for at hun rørte ham. Hånden på hans skulder føltedes blød og varm, selv gennem den gennemblødte sweatshirt. Han lod dog ikke så meget som én eneste glad følelse passere over hans ansigt. Han havde lært det for længe siden, vis frygt og du er død. Det er bedre at virke som om man tror man kan vinde, meget bedre.
Tiden til at gå. Så hun havde altså bare søgt tilflugt fra stormen? Han pustede den luft ud han underbevidst havde holdt inde, og snævrede øjnene let sammen, ikke mistroisk, men nærmere som et umælende spørgsmål da hun fortsatte.
De'et var blevet udskiftet med dig. Hurra. Han lod det vagtsomme blik glide væk fra sit ansigt, og så blot på hende med en undrende grimasse, forsøgte at tilbageholde en trang til at åbne sine arme og kramme hende. Men nej, han var næsten voksen nu, voksne gik ikke rundt og krammede fremmede, det var jo for tåbeligt.
"Ikke gift, men du har ret i at der ikke er meget luft dernede" mumlede han, forsøgte at holde sin stemme i et normalt lege, uden at det pludselig hoppede og gjorde kunster i form af højlydte piv og skurrende lyde.
Han veg øjeblikkeligt tilbage da hun rørte hans pande, men tog sig i det, og lænede sig frem igen, bed sig i læben, hvorved en enkelt tand kom til syne. Spids og skarp som en ragekniv, dog prikkede den ikke hul i huden der syntes at være så stærk som sten.
Han så på hende. Hans øjne var enorme, nærmest dobbelt så store som normale menneskeøjne, og pupillen lignede mere en kats eller en slanges, end et menneskes.
En enkelt isblå linie tegnede sig i udkanten af denne enorme brune iris.

De grålige øjne betragtede fyren foran hende. Han virkede i hendes øjne en lille skrøbelig ræv som trængte et kærlig hånd. Det var faktisk ligefrem at hun kunne se de to løbe om kamp på stranden en varm sommerdag, mens den 'ukendte' dreng lærte hende at tæmme en smutsten. Hun slap stille hans hænder da han svarede hende. Hun nikkede stille. Drengen her foran hende veg tilbage. Han var ikke bange for hende, det vidste hun. Men der lå vil altid noget gemt i folk der boede.. her? Asma rejste sig op, mens hun kørte en hånd igennem det røde og plask våde hår.
Hun følte sig som en lille el-pære som var ved at gå i stykker. Hun lyste halvt op, i forhold til drengen som nærmest blev krammet ihjel af mørket. ”Men vi engle har nu med at overdrive med alt” nikkede hun.
Hun tog stille halsbåndet af, da hun stille følte sig som en kat der ikke måtte blive væk. Hun smed den røde halsbånd med klokkerne ned på jorden, eller det gled ud af hendes hænder. Med vilje. Det gav et endnu fin lyd. ”Hvad er du så? En blanding af en ræv og..” hun stoppede sig selv, mens et mildt latter kom frem. Hun prikkede sig selv på panden, mens hendes kinder fik et rødlig skær. Hun kiggede ikke på ham, men derimod vendte sig om. Hun gik over til væggen hun før havde lænede ad. Hun vendte sig så om imod ham, mens hun lod sine hænder mødes bag ryggen. Hun fugtede sine læber, mens hun smilende rystede på hovedet. ”.. en limur” hun hentydede helt klart til hans øjne, men så store var de da heller ikke. Nu da hun tænkte over det, så var det sgu lang tid siden hun havde talt med en knægt på den her alder. 14? Hun kunne allerede lide ham. Det der gjord hendes sorgmodigt var bare den måde han.. var klædt på. Hun vil ikke engang tænke sig frem til hans lille baggrundshistorie. Slet ikke!

Hendes kommentar omkring engles evne til at overdrive alt, fik pisket et let glad udtryk op i hans ansigt, fik hans mundvige til at svinge en anelse opad, men så heller ikke mere. Det forsvandt næsten øjeblikkeligt igen, erstattet af et overrasket udtryk.
"E-engel?" mumlede han, nærmest stirrede på hende, "Jamen du lugter jo af vampyr!" Han fortrød næsten med det samme sin næsten anklagende mistroende tone, og lukkede omgående munden for ikke at sige mere. Engel.. Der mængede sig med vampyrer? Hvorfor duftede hun af den slags?
Itarian havde altid afskyet vampyrer, han havde ingen idé om hvorfor, han kunne bare ikke lide deres selskab. Deres skønhed, deres hvislende tunger der slog smut med din mentalitet. Desuden.. Hvis denne engel virkelig opholdt sig sammen med vampyrer, hvorfor var hun så ikke død endnu? Eller blevet forvandlet? Så opdagede han det, en svag snert af en blanding af alle andre racer. Vampyren var stærkest, men der var en lille smule af hver eneste race Itarian kendte til på hende.. Var hun sammen med enhver form for race? Så slog det ham, hun var jo en engel. De hjalp folk.
Han kunne næsten ikke afhold sig fra at slå sig selv på panden, det burde han vel have regnet ud. Hånden blev dog på sin plads ved hans side, selvom hans udtryk var blevet til en form for undrende grimasse.
"Jeg er en dæmon" Mumlede han, som et form for svar på hendes egen konstatering, da han ikke havde hørt hendes spørgsmål, delvist på grund af sine egne tanker.
Halen blev ved med at svinge frem og tilbage, som et tegn på hans hjerneaktivitet, og skiftende sindstilstande.
Han så op på hende i det øjeblik et lyn udenfor flængede himlen. Han sænkede hovedet let, som et underdanigt dyr da hun sagde noget om en lemur. Han havde altid haft store øjne, og et fortræffeligt syn når bare forholdene var gode, men han havde aldrig kunnet se i mørke, sådan som de fleste lemurer var i stand til.
Han bøjede sig pludselig ned på knæ, rakte hånden ud, og følte søgende på jorden foran sig. Han havde hørt en svag lyd, et pling fra en klokke der faldt til jorden. Hans hånd ramte halsbåndet kort efter, og han samlede det op uden at det gav en lyd fra sig, på grund af hans hånd, der holdt klokkerne.
Han rejste sig, og så på denne kvinde, mens han holdt halsbåndet op i brysthøjde.
"Må jeg?" spurgte han, og lavede en stille gestus mod den enorme, og tydeligvis meget tunge, skuldertaske han bar over den ene skulder. Den havde revner her og der, og de fleste syninger var ved at gå fra hinanden, men ikke desto mindre holdt den, og for en dreng der levede på gaden var den guld værd.
Han lod et simpelt fåret smil vise sig på hans ansigt, håbede at mørket skjulte det meste af det, men måtte tilbageholde sin skuffelse da endnu et lyn oplyste indgangen.

Hans første bemærkning fik hende til at grine. Alt for højt end hun selv ville have gjort. Hun holdte sig selv på maven, og ramte snoren til de to andre klokker om livet på hende så de klingede imod hinanden. ja. Vampyrer. Dem lugtede hun sikkert af. Men nu da hun kom i tanker om det, så lugtede hun da alverdens væsner? Hun kiggede på drengen, mens hendes smil ikke forsvandt. Han lod til at tænke, huh? Hun kløede sig kort på kinden, mens hendes smil nu var skæv. Hvorfor han havde sagt det? Se det vil hun ikke engang spekulere på. Men underholdne var drengen sgu. På sin helt egen måde. Hun kiggede forbi ham, imod udgangen som ikke var så langt væk fra ham. Det øsede stadig ned. Så forbandet trist egentlig. Hvis hun skulle indrømme det ville hun ind og besøge et gravesten herinde. Hun søgte aldrig ind for regnen. Tværtimod elskede hun regnen, som folk elskede solen eller sneen. Men hun kunne ikke tage drengen med sig, og hun kunne ikke få sig selv til at forlade ham. Så isne kold. Tristheden bredte sig, da hun nåede længere ind i sin tankegang. Han ville dø? Sult, måske? Efter drengen svarede hende nikkede hun. Det modsatte af hende. Se, det havde hun aldrig regnet med. da lynet slog og lyste op kunne hun bedre se drengen.
Hans øjne, læber, kinder og alt andet som hun ellers ikke rigtig kunne se. Hendes hjerte hoppede stille, mens hun fik løst til at nusse hans kinder og bære ham som et spædbarn. Men hun stod. Stod bare foran ham, som om han var en af de der engle statuer derude. Han havde set så.. hvad var ordet til det? Man kunne i hvert fald ikke sige at drengen var grim, hæsslig og uden noget elegant over sig. I hvert fald ikke i hendes øjne. Hun følte at hun så på en .. løve. Bare mere rød i det. Manken og det hele. Øjnene og deres glød. Men det var når man lukkede øjnene. Men hvis man åbnede dem så man på en rødhåret dreng med umenneskelig store øjne og en fin hale bag sig.
Asma kiggede ned, da han snakkede. Tydeligvis havde hun ikke forventet ham at sige mere. Hun løftede trist sine øjne op, da han samlede klokkerne op. Hendes læber var udtryksløse, og hendes røde hår lag sig med et over hendes kinder. Hun tog få skridt imod drengen. Hun stod oprejst foran ham. Hun hverken gik ned i knæ, eller bøjede ryggen. I stedet lod hun son pegefingers side løfte hans hage op. Hun kiggede dybt inde i hans øjne, og hendes røde hår ramte hans. Langsomt gled hendes tommelfinger forbi hans læber da han smilede fåret. Men dog slap hun ikke denne stilling. Svarede ham ikke, eller så meget sagde noget. I stedet lod hun bare tommelfingeren køre frem og tilbage. Hun havde bare smidt guldklokkerne, uden så meget som tænke på .. noget!
Hun bed sig på underlæben, så hårdt at hendes fortænder vil lave et mærke på underlæben. Hun hadede sådan nogle situationer, selvom hun trods alt oplevede det hver evige eneste dag. Folk som var yngre end knægten her. Hun havde endda set en dreng omkring de syv spise sin mor for at overleve. Og for hvert bid drengen tog, skreg hans mor, og han græd. Asma sukkede da ubehagelige billeder formede sig i hovedet på hende. Derfor lod hun sin hånd tage fat op halsbåndet, og kaste det ned i jorden igen. Hun lod den anden hånd omfavne drengen ind til sig. Lod sin næse synke ind i hans hovedbund med de lukkede øjne. Kling kling. Sagde klokkerne da de ramte jorden, og et lyn skød ud på himmelen. Deres skygger var til at se, men dog forsvandt det kort tid efter. Her stod en engel og omfavnede en dæmon. Med begge hænder om ham, og næsen plantet til hans hår.

Han stivnede, lod halsbåndet glide ud af sin hånd da hun tog det, smed det igen. Varmen fra hendes hånd føltedes som selve solen der kærtegnede ham. Han havde aldrig haft en egentlig mor, da han i modsætning til så mange andre skabninger, var klækket af et æg, alene midt ude i en ruin i det sydlige Italien.
Hendes røde hår, så magen til hans eget. Halens evindelige svingen frem og tilbage stoppede et øjeblik, stivnede midt i luften, for derefter at bevæge sig fremad, lægge sig blidt omkring kvindens krop, omkring hendes talje, hvor den blidt kærtegnede klokkerne med dens spinkle ende, fik dem til at give en svag lyd fra sig.
Han veg i et let ryk tilbage da hun forsøgte at omfavne ham, men formåede ikke at komme væg, da indgangens væg havde været mindre end et par centimeter fra hans ryg. Han lagde ikke selv armene om hende, han stod blot som forstenet i hendes arme, mens han følte hendes ånde i hans våde hår.
Hver en muskel var spændt. Havde hun en kniv? Ville hun mon bruge denne chance for at slå ham ihjel, stjæle alt hvad han ejede?
Hun lignede ikke en sådan person, opførte sig ikke som en, men han havde oplevet for mange skuffelser till at være naiv nok til at tro at denne kvinde var anderledes. Han ville dog ikke gøre udfald, før hun gjorde. Han ville ikke virke som en fjende, men en ven var måske så meget sagt. Et neutralt forhold passede bedst, med tanke på hans fortid som tigger, og hendes... Eller hvad han gættede sig til var hendes, lettere fornemme fortid. Hun lå tydeligvis i lag med nogle fra den finere overklasse, og de skulle ikke undre ham hvis hun var stenrig. Selvom små ting omkring hende ikke tydede på det. Hun havde lagt ud med at sige 'De', men havde skiftet det til du lidt efter. Det måtte vel betyde at hun ikke var helt så fin alligevel?
Han havde heller ikke kunnet se noget make-up på hendes ansigt, det pralede de finere jo med at være så smukt så smukt, så hvis hun virkelig var en af dem, ville hun vel have haft det på? Måske var det blevet vasket af i regnen?
Itarian bed sig i læben. Han ville ikke udelukke nogen muligheder, men hun virkede virkelig ikke som om hun kom fra den højere klasse.
Han lod efter disse spekulationer, endelig armene glide omkring hende, trykkede sig ind mod hende, som en killing der trykker sig mod en anden, blot for at få del af den størres kropsvarme, begravede ansigtet i området omkring hendes hals, mens han forsøgte at glemme de små stænk af vampyr.
Hans hale gav lidt efter slip på hende, og lå bare slapt på jorden bag hende.

Hun vil have tårerene frem. Men der kom aldrig nogen. Hun stod bare, som en mor der krammede sit barn. Som om hun aldrig ville give slip på knægten. Nu .. ejede hun ham? Var det sådan det foregik? Hvorfor krammede hun ham? Han stank og lignede, ja hvad? Tanker fløj frem og tilbage. Prøvede at finde deres lokale steder. Hun.. hun havde prøvet der her før! Drengen her var bare lidt ældre end hende dengang. Dengang hun var en lille pige med orange/rød – hår. Hun havde været alene. Ikke ældre end de seks. Alene. Helt for sig selv. Indtil hun så en kvinde. En kvinde som tog sig af hende. Gav hende tøj og mad. Hjalp hende! Derfor omfavnede hun drengen? En dreng som hun aldrig i sit liv havde set. Hørt om. Eller bare vidste eksisterede. Han var endda en dæmon. Ikke af det hun hadede dæmoner. Hun kunne nu aldrig ens med dem.
Langsomt åbnede hun sine øjne så hun så imod væggen. Hvis han stod rigtig tæt på hende ville han kunne høre hendes hjerte. Det bankede ikke hurtigt eller langsomt, men normalt. Hendes sorgmodige øjne skulle ikke ses. Hun havde altid den blik på, når hun nærmede sig … sig selv. Hun hjalp folk. Interesserede sig for deres fortid og fremtid. Interesserede sig for al det de lavede. Men aldrig har hun udforsket sit eget sted. Sit territorium. Et lyn skød igennem. Igennem den grædende himmel. Hendes mor havde engang sagt, at når det regnede, vaskede englene sig. Men det passede bare ikke. Og når solen skinnede, var englene glade. Det passede så heller ikke. Hun havde aldrig troet på sin mor, selvom hun er gået. Smidt træskoene. Gået over broen. Der var mange vendinger for det. Men død. Det var det hun var. Om hun vil græde? Nej. Hun har brugt alle sine tårer gennem tider. Hvorfor græde, når man intet for ud af det? .. Udover at gøre sig selv træt.
Da Asma mærkede hans arme om sig smilede hun stille. Så han var ikke gået tabt endnu? Og hvad hun mente med det præcis var, at mange af de børn eller unge væsner hun havde mødt var gået over til den 'mørke' side. De havde opgivet livet. Dræbte folk uden grund. Hvad kan man sige? De vampyrer, dæmoner, elver, varulve osv. der findes nu. De onde. Dem der har haft et svært barndom og røget på den anden side. Men knægten her. Var han til at rede? Vil hun kunne varme hans hjerte? Hun uldede hans hår, da hun træk sig væk fra ham. ”Det skal nok gå” hun lød ret hæst, men det kunne høres. Hun bøjede sig ned i knæ, og holdte om hans knæhaser. ”Er du sulten knægt?” spurgte hun og fjernede noget af hans røde pande hår fra panden. Derefter gled hendes hånd til hans ene kind, mens hun lag hovedet på skrå. Hendes øjne havde stadig den der glimt af sørgmodighed.
Hun bed sig kort på underlæben, mens hun så afventende på drengen foran hende.

Han stod blot sådan i en tid. Holdt om hende, sagde ikke noget, blot lyttede til denne kvindes åndedrag.
Hvorfor fanden lod han hende komme så tæt på? Hans normale grænse var langt overskredet, da han for det meste ønskede at holde sig mindst en meter væk fra andre væsener, meget simpelt af frygt for at blive slået ihjel.
Han snusede ind, begravede sig i duften af andre racer. Hvis denne kvinde virkelig gik rundt og krammede alle og enhver, var det nok ikke så underligt at hun duftede på denne måde. Han var vel bare endnu en i flokken af personer hun ønskede intim omgang med. Pedofili var vel ikke engang under en engels værdighed længere, det sagde lidt om hvor langt Di morga var sunket, siden han allerførst havde hørt om stedet.
På et tidspunkt havde det været et monarki, nu styrede en enkelt person det hele. Malakel Lemoris. Dæmonen der havde lokket Zane, en person han havde fået fortalt havde været hersker før Ma'lakel, i fordærv.
Itarian havde været tungt begravet i dufte, syn og underlige tilbageblik på historier han havde fået fortalt. Han havde forsøgt at forestille sig den store Ma'lakel, men kom ikke længere end en stor flammende kugle, før Kvinden talte igen.
Ikke meget mere end en hæs hvisken, og dog var det ligeså tydeligt, som klokkerne hun før havde båret. Han så direkte ind i hendes øjne, ønskede aat begrave sig i deres sørgmodige skær, og bruge det til at beskytte sin frygt, at gemme det inden i sig, og blot boltre sig i det røde hår.
Endnu en lyd. Han forsøgte at fokusere, men hans sind blev ved med at flyde ud, at komme på afveje. Mad? Mad havde aldrig været noget problem. Hans evner som lommetyv tillod ikke at han sultede, så han havde lidt af et forråd.
Problemet var bare at meget af maden ikke smagte ham. Han kunne meget simpelt ikke tygge det, sluge det, fordøje det. Han kunne ikke lide lugten, smagen eller konsistensen. Det virkede forkert. På en måde han ikke havde prøvet de dengang han stadig levede som slave i Italien. Dengang havde han ikke haft andet valg end at æde, men nu havde han et valg, og hans krop sagde nej, på trods af den voldsomme knurren.
Voldsom knurren. Hans mave gav en lyd fra sig, som indikerede at spisetid var nært femstående.
Itarian så på Kvinden med de enorme brune øjne. Halen begyndte at svinge frem og tilbage, som en ivrig kat der skal til at indlede jagten.
"Mad er ikke noget problem som sådan" Han lavede en grimasse, han var nærmest kun skind og ben under den posede hættetrøje, og dog fandt han ikke at han sultede som sådan. "Men hvis du sværger ved Erithros, kan jeg føre os ned til mine huler, hvis du kunne tænke dig et andet sted at stå i ly for regnen, eller få varmen?" Han så op på hende med store øjne, der blev udspilet ekstra meget, da han forsøgte at vise hende at han ville blive meget ked af hvis hun afslog.
Halen var begyndt nærmest at feje hen over gulvet, i så hurtige bevægelser at øjnene knapt kunne følge den.

Nu da hun tænkte det over, så krammede hun faktisk ikke så meget folk. Lugten? Ja, se der er mange måder at forklare det på. Kort kløede sig på kinden. Drengen her, vids navn ikke var blev sagt endnu, virkede bare .. ensom? Og alligevel ikke havde noget imod det. Måske var han god til at skjule sine følelser, måske ikke? Men hvis sandheden skulle frem, så vidste hun, at drengen her opholdte sig her. Her ved Di Catacombe. Det havde hun fået at vide, ligesom ved alle andre tilfælde. Hver morgen sad der en due foran hendes fjæs. Uanset hvor hun var henne. Medmindre hun naturligvis var ude af landet. Duen bare altid et pergament. Pergamentet var altid rød, med et slags guld broche af en art. Hvem det blev sendt af anede hun ikke. Men man skulle i hvert fald ikke pisse personen af. De første par måneder hun var en engel, var det ret .. normalt. Hun levede sit menneske liv – bare med vinger. Men efter de fem måneder kom 'brevet' så. Det røde pergament. Hun havde læst det, og et navn stod der, med blogbogstaver. Sådan bare for at være sikker på, at man så navnet. Navnet var på personen hun skulle 'besøge'. Afsenderen kaldte sig selv Mr. B. og hun havde taget det som en latterlig joke. Der stod kort, at hun skulle besøge personen, snakke med hende, og bruge alle kneb. Men hun smed pergamentet ud. Så kold i røven for det.
Men hen ad dagen skete der noget med hende. Fjerene fra hendes vinger fældede. Meget! Og da det endelig holdte op, fik hun mærke på højre hånd. Og mærkerne var bare ikke sådan nogle streger man får, men nærmer piske mærke. Og når hun rørte ved dem, gjord det så ondt, som om hun lige havde fået dem! Men dengang var hun så naiv.
Men for at gøre en lang historie kort, så var det derfor hun var kommet her. Ikke for at søge læ, eller noget. Men for at undgå piskemærkerne eller noget tilsvarene. Itarian Eleptics. Femten år gammel og er jorddæmon. Lever af at stjæle og befinder sig tit her. Han har ingen til at passe på sig her, og er vokset op.. var det i Italien?
Men så spørger man sig selv om, hvordan vidste hun, at ham her Itarian så sådan her ud? Jo, på pergamentet var der et foto af ham. Men der havde han ikke så langt hår. Han var dog yngre på billedet. Men nu var hun her. Skånet for piskene og følte sig rimelig selvisk nu. Var hun seriøst kommet her for at undgå det andet? Eller sagde hans lemur øjne hende noget?
Da han endelig svarede hende, rejste hun sig stille op. Træk sin kjole op, så hendes lyse ben kom til syne. Derved de nøgne fødder. Hun troede på ham. At mad ikke var det store problem. Nej, selvfølgelig var det ikke, når man kunne stjæle noget. Hun bebrejdede ham ikke. Hun kunne selv finde på det! Tværtimod. Hun kiggede på ham, med hovedet let på skrå. Erithros ? ”Jeg sværger ved Erithos, men det så er” smilede hun, og slog blikket imod hans hale, som efterhånden fik hende til at tænke på nogle specielle tanker. Tanker som ikke burdes tænke her. Hun smilede skævt til ham. Itarian. Ræve ungen, huh?

Han så på engelen gennem sænkede øjenlåg, lod et irriteret blik få indflydelse i hans ansigt, der kun var halvt synligt på grund af det lange pandehår.
"Erithros er Herren" Mumlede han, for derefter at dreje om på hælen. Han satte afsted ned mod mørket i katakomben, hørte sine egne skridt give genlyd mod væggene, hvorefter han vendte sig, løb baglæns et stykke mens han råbte bagud til hende.
"Kom med!"

Lang tid ville de løbe i mørke. Komplet mørke, der sluttede tæt om en, gjorde det umuligt at se det mindste, og Itarian var ikke sikker på om Engelen fulgte efter, eller om hun var sakke bagud. Gangen virkede uendelig, ét enormt mørke der slugte både krop og sjæl. Det var tyngende, og trykket under jorden syntes at stige da de bevægede sig nedefter. Edderkopper, rotter og kryb bevægede sig mellem ens fødder, og når genlyden fra ens egne skridt ikke overdøvede ens øregang kunne man høre dem hviske sammen. Som om de var mennesker, alle dømt til at leve ved deres egne grave, sjæle der ikke havde vist sig værdig til himlen. Spøgelserne sad overalt i krogene. De havde været der i evigheder, og havde tænkt sig at blive. Itarian ignorerede dem, og løb fremad i en uendelighed efter den anden.
Efter hvad der føltes som flere timer standsede han. Han ventede til Engelen var nået hen til ham, hvis hun ikke var kommet med ville han standse op og gå tilbage efter hende, ellers ville han række ned i sin enorme skuldertaske efter nogle tændstikker. Han tændte en enorm fakkel der hang på væggen, holdt oppe af hvad der i første omgang lignede et enormt uhyre med røde øjne, og snerrende gab, men som viste sig at være en smukt udsmykket gargoyle, med rubiner istedet for øjne.
Itarian tog den med noget besvær ned fra holderen, og måtte bære den med begge hænder. Dels på grund af dens vægt, dels fordi han ikke var særlig stærk fysisk. Hans eneste styrke når det gjaldt kroppen, var det hans udholdenhed og fart. Hvis han virkelig ville, var han næsten umulig at fange - Også en af grundene til at han endnu ikke lå opsprættet på et gadehjørne, berøvet alt hvad han ejede.
Han gik fremad, men drejede kort efter til højre og kom ind til et helt specielt gravkammer. Edderkopper såvel som spøgelser veg tilbage for lyset, og en skarptudskåren marmorfigur tårnede sig op over dem.
Den forestillede en velproportioneret kvinde, halvnøgen med et blafrende silkeskørt omkring underlivet, holdende et barn på hoften. Kvinden smilede ikke, men så underligt bedrøvet ud, og holdt hovedet væk fra barnet, som om hun egentlig ikke brød sig om det. Barnet var udskåret som en uskyldig lille knægt, hvis nedre dele var blottede, og denne så ligeså væk fra moderen. Hvis man så ordentlig efter kunne man se at en eller anden havde udstyre barnet med en hale ved at hamre en nål med et stykke læder ind i dens bagdel.
Itarian førte an om bag ved figuren, og pressede en sten til side ved hjælp af en håndbevægelse der ikke syntes fysisk mulig. En smart lille evne han havde opdaget en af de første dage i Terre. Han var i stand til at skubbe ting, og kunne nu hive en enkelt murbrok ud af et hus, uden at de andre sten ville så meget som bevæge sig.
Itarian havde et neutralt udtryk mens han klemte sig ind gennem åbningen. Den var lille, lige akkurat stor nok til at Engelen ville kunne komme igennem, hvis denne maste lidt.
Indenfor var der bælgmørkt, men Itarian holdt hånden op søgende som om han ville gribe fat i noget. Endelig faldt hans hånd sin plads omkring en lille snor i loftet, og han hev langsomt i den. Et svagt stød kunne høres, og en enorm lysekrone lyste hele værelset op, så det blev fuldt synligt.
Itarian missede let mod det stærke lys, hvorfter han bevægede sig indefter, og satte sig på en lille madras, placeret i udkanten af rummet.

Kammeret var lille, men rigt udsmykket. Det havde tydeligvis engang tilhørt en rig mand fra fordums tid, men nu var beboet af den lille dæmon. Et stort undhuk i væggen udgjorde det sted hvor en enorm kiste stod, og over den var endnu et portræt af kvinden udenfor med babyen på hoften, på dette billede smilede de begge, og så mod tilskueren.
Halvdelen af rummet var gemt bag et mat, gråt forhæng af slidt stof.
Luften var også mere spredt herinde, og en ventilator øverst i loftet fortalt om Itarians slid med at gøre dette til den perfekte bolig. Der var ilt, normalt tryk, og den tunge, sløvsindige fornemmelse af død var næsten ikke til stede. Enten var liget og spøgelset af manden blevet flyttet, eller på en eller anden måde blevet indkapslet så den ikke skadede miljøet.
Itarian så op på Engelen for at dømme hendes udtyrk og væremåde, for at finde ud af hvad hun syntes om denne tilværelse han havde skabt sig.

Herren? Og mere fik hun ikke tænkt, da knægten råbte til hende. Hun rystede kort forvirret på hovedet, og lag mærke til, at han snart var helt opslugt af mørket. Hun træt derfor op i sin kjole, og løb efter ham. Selvom hun var klædt 'fint', så var hun trods alt en bondepige, hvis man kunne kalde det. Hun var jo fra Italien og boede for sig selv, sammen med andre husdyr. Så at løbe.. det var hun skam god til. Men så igen. Hun løb ikke rundt i mørke.
Hvis knægten ikke havde en hale, som svagt svajede fra side til side, ville hun ikke kunne se hvor han var. Hendes løbende ben blev til små trav. Hun var så meget usikker, da mørke fik hende til at fascinere ting som ikke var der. Hun havde såkaldt et stort fantasi. Stille mærkede hun noget kriblen over sin højre fod. Godt at hun ikke var en af de kvinder som var hysterisk bange for krybdyr. I stedet for at løbe bange rundt, eller skrige helt vildt, stoppede hun op, og bukkede sig ned. Hun folede sin hånd ud, og kunne nu mærke et lille dyr kravle op. Hun rettede sig hurtigt om igen, og gik den her gang med sikre skridt, da hun havde vænnet sig til mørket, i hvert fald lidt. Hun havde foldet sin hånd, da dyret stadig sad der. Det vil ikke kvæles af ilt mangel, da hun ikke havde foldet sin hånd helt sammen.
Af og til vendte hun sig forskrækket om, da hun synes nogen hviskede bag hende. Men hun prøvede at overbevise sig selv om, at det sikkert var braget fra torden. Selvom de godt nok ikke var særligt langt inde endnu. Hun havde ikke overvejet at det ville være spøgelser, og hvis det var.. så ville hendes øjne alligevel ikke hvile på det. Lige nu lå de på stilke, da hun standsede kort ved siden af knægten. Itarian, som hun havde fået at hvide. Hun nikkede kort til ham, bare for at fortælle, at de skulle fortsætte. Hendes brystkasse bevægede sig op og ned, som om hun lige havde løbet maraton, hvor man skulle spurte hele vejen. Hun træk luft ind til lungerne, mens hendes hånd åbnede sig. Det lille dyr der sad der før, var nu ved at kravle væk. Skulle lige til at samle det op igen, da en fakkel blev tændt. Ikke bare en fakkel, men en enorm fakkel. Hun smilede skævt, da hun kunne se hvor de var. Havde selvfølgelig aldrig været her, men kunne i det mindste regne ud, hvad det her sted blev brugt til. Hun lod øjnene glide rundt, og standse ved den lidt sære gargoyle, som så, så fantastisk ud. Udsmykning og det hele. Hun så imod drengen Itarian, og ville spørge om hun ikke kunne bære fakkelen for ham. Men da han begyndte at gå igen, snøftede hun uvist, og gik efter ham. Hun lod kjolen slinge af sted på jorden, da hendes opmærksomhed nu var vågnet. Hun drejede stille med, mens hendes finger automatisk gled på væggen. Et nyt gravkammer. Hvorfor overraskede det hende overhoved? Hurtigt ramte hendes øjne et stort marmorfigur. Hun betragtede det, og lag ikke mærke til, at hun var standset op. Selv der var to figur på, og der ikke var farver, så indebar det sikkert en vild baggrund. Hendes øjne gled over kvindens, mens hun mærkede sørgmodigheden banke på. Og barnet, som nu sad på skødet, der lignede en der vil springe ned, og løbe sin vej. Og hvad var det. En hale af læder? Hun kiggede imod Itraian, men han var allerede smuttet bag den store figur. Hun løb stille efter ham, da hun hørte noget gå op.
Hvad skulle den marmor forstille. Var det Itarian?
Stille fik hun sig klemt igennem det lille åbning, som tydeligvis var begregnet til knægten. En magre lille dreng. Lige der hvor hun troede, at hun vil være omgivet af blændende lys, kom mørket igen. Hun standsede op, da hun seriøst ikke kunne se Itarian. Et lille stødlyd fór forbi hendes øre, og inden hun for set sig om, lyser det op. Og sikke et syn der mødte hende. Et kammer så fin så fin. Og der var kvinden igen. Smilende med barnet. Hvad skulle det betyde?
Stille var hun ikke tvivl om, at det havde et eller andet med at gøre, med denne.. Itarian. Hun havde undervurderet knægten. Men på den anden side. De her ting var sikkert ikke hans. Var det ikke..
Hun så på ham, mens hun kort nikkede. ”Sikke et sted Itar... knægt” rettede hun sig selv, mens hun rømmede sig. Det vil nu virke lidt akavet hvis hun kendte hans navn, og skulle forklare sin lille historie, som aldrig viste sig at være.. lille. ”Det havde jeg ikke troet”

Hendes korte dvælen ved marmorfiguren havde af den ene eller den anden grund gjort Itarian nervøs. Havde hun opdaget den påsatte hale?
Det havde hun sikkert, og ikke desto mindre havde hun vel også lagt mærke til de to forskellige energier der dvælede ved hvert portræt? Portrætterne af de to der var begravet her.

Han gik frem mod en mindre madras situeret på gulvet ved en enorm marmosøjle, og satte sig, halen stadig svingende frem og tilbage. Frem og tilbage.
En uendelighed, mens han fulgte hendes mindste bevægelse. Nænsomt, næsten tillidsfulde øjne hvilede på hende i hvad der føltedes som en evighed. Men blot få sekunder ville det være i realiteten.
På mindre end et milisekund var han oppe, kniven var trukket, presset mod hendes hals.
Hans øjne lynede, hans mave snurrede, mens han bryn var trukket så langt ned i en snerren at øjnene blot var to krystaller under dem. For krystaller var de. Den rolige brune farve var erstattet af en så iskold blå at man næsten kunne mærke den kulde de udstrålede. Hans ene hånd havde et fast tag i hendes hår, røde lokker, filtret ind i et par snavsede benhårde fingre.
På mindre end ét sekund havde den lille naive dreng forvandlet sig til et frådende dyr. Brystkassen hævede og sænkede sig, som var han forpustet, eller blot styret af den adrenaling der pumpede i hans blod, udsendt fra hjernen ved blot den første del af hans eget navn.
Selvom han virkede spinkel og svag ved første øjekast, ville denne engel nu kunne mærke den bundløse intensitet der kunne få disse muskler til at gøre hvad som helst, dræbe hvad som helst.
Selv et så rent væsen som en engel ville han ikke så meget som blinke ved.
Hans læber var revet tilbage, blottende række efter række af sylespidse tænder, med indtørrede blodklatter hist og her.

"Kender du mit navn?" Snerrede han. Ikke koldt, og ikke frådsende, men roligt. dybden i stemme var så lav at sikkert selv de modigste af væsener ville finde den frygtindgydende, sammen med det stikkende iskolde blik gjorde det billedet perfekt.
Han lignede en varulv ved fuldmåne, også selvom han ikke var det.
Han lod bladet stikke i hendes strube, ikke skære igennem, men blot presse hende.
Halen svingede frem og tilbage. Evig bevægelse, evigt liv, med den lille ildrøde tot for enden næsten glødende på trods af det overvældende lys fra lysekronen over dem.

- Hvis ikke han ville få fat i hendes hår, ville han blot fortsætte videre ud gennem tunnelen bag hende, og løbe væk, uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv, for derefter at komme tilbage for fuld styrke og forsøge endnu en gang, denne gang med lyst til at dræbe.

Igen. Hun var så forbandet 'undervurderende' når alt kom til alt. Og der. Det voldsomme træk i det røde hår, så hun intet andet kunne gøre end at lade sig rive med. Men var dog stadig på benene. Kniven imod halsen kunne mærkes, og hans vejrtrækning kunne høres. I første omgang blev hun forskrækket, så hun gav et mindre gisp fra sig. Nu stod hun så. Det røde hår som blev revet i, af en lille knægt, og ikke så lille endda. Hun træk vejret ind til lungerne og mindede sig selv om, at hun havde været udsat for det der var værre. ”Hvorfor så forpustet? Det jo ikke dig, der har en kniv ved struben?” sagde hun en anelse for højt. Skarpt og irriteret. Hun hadede at folk rørte hende på den måde. Det virkede bare så irriterende og denne her sammenstød endnu mere! Han var ikke engang på hendes højde, og han lod hans barnelige hænder berør hendes hår, og til og med lade kniven stikke hende så det kunne mærkes. Men naiv. Det var han fan'me Begge hendes hænder var frie, og hendes ben stod på en akavet måde, så hun vil ikke engang miste balancen. Hun kunne bruge sin albue til, at slå hårdt imod hans mave, og derefter tage fat i kniven, drejede rundt om ham, og lade denne stilling forvandles til hendes. Men hun gjord intet. Intet. I stedet lod hun bare roligt hive hendes hår, og prikke til hende med kniven. Det var skam ikke noget der var dejligt. ”Dit navn. Hm. Ja det gøre jeg vel. Itarian Eleptics” hun smilede ikke, men næsen rynkede samt panden. Hun hadede det. Hadede det som pesten! Hvorfor fanden kunne han ikke tale med hende som et normalt væsen? Hvad kunne man også forvente af en gadedreng som ham? Stik. Tanke skulle åbenbart ikke tænkes. Asma gispede stille, mens hun lag en hånd på brystet. Det hvor stikket havde efterladt en bankende hjerte. Så drengen var .. speciel? ”Vil du ikke give slip, Itarian. Jeg vil helst ikke dø endnu. Jeg mangler stadig få ting af få gjort” hun mumlede stille, men det kunne høres. Hvorfor sagde hun det overhovede til ham? Hun kunne bare gøre det, at stikke ham en også skride. Men hun havde på fornemmelse af, at han vil løbe efter hende, opsøge hende, og det gik skam ikke. Ingen skulle opsøge hende. I hvert fald ikke i den her verden. ”Statuen...” begyndte hun, mens hun kiggede imod det sted de var kommet ind fra. ”.. det var dig, ikke? Og din mor? Ikke særligt fedt forhold, huh?” hun skulle til at nikke, men kom i tanke om, at han holdte stadig fast i hendes hår, så hun nøjes bare med at lave en lille lyd med tungen. ”Min mor forsvandt lige pludselig, så fik hende aldrig lært. Det er så en af grunden til, at jeg ikke vil miste livet endnu. Jeg vil finde ud af hvad der skete den dag, og hvem Morte De Sang familien egentlig er” hun smilede skævt, mens hun rømmede sig. Hvor dumt. Hvorfor fortalte hun nu al det? I håb om han vil slippe hende, og bløde op?

Itarians næsebor vibrerede, grebet i håret og kniven var fast, beslutsomt. Men han var ikke en kriger, han kunne knapt klare sig overfor en på sin egen alder, så hvorfor angribe en engel?
Ordet engel ringede for hans indre øre, som om han kendte alt til det - Men hvordan skulle han kende til at være engel?
Han spidsede ører da hun talte. Irriteret, hun var irriteret. Men hun var åbenbart ikke bange.
Han mumlede noget om at han jo havde sagt at der var meget dårlig udluftning, hvorefter han lod hendes hår glide ud af hans hånd.
Itarian Eleptics. Hun kendte ham altså? Kendte hans navn, vidste hvor han havde været, det her så ikke ud til at være et tilfælde.
Han stirrede opmærksomt på hende, mistænksomt, og holdt stadig kniven mod hendes hals, bare for en sikkerheds skyld.
Hans øjne udvidede sig let da hun begyndte at tigge. Tigge om at skåne hendes liv. Men, hvorfor? Også han var ligeså meget som hun i stand til at regne ud at hun sagtens ville kunne tage styringen. Hvad holdt hende tilbage?
Han anede det virkelig ikke, han vidste ikke om han nogensinde ville finde ud af det.
Så drejede hun samtalen over på statuen, og han trak sig væk fra hende i et ryk. Næsten som havde han fået stød, han udstødte en let hvæsende lyd.
Mor? Ha, hvad vidste hun om det? Det var ikke hans mor. Det var den kvinde der havde hjulpet ham, den kvinde der havde givet ham en mening med livet igen, men mor? Nærmere herskerinde.
Men hun var begyndt at tage afstand til ham, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han vidste ikke hvad hun ville have.
Han trak kniven væk fra hendes strube, og berørte hendes læber lige akurat nok til at standse hendes ord, og trak derefter fingeren tilbage for ikke at få hende til at føle sig irriteret.
Hvis hun stoppede, ville hun ikke have nået at få sagt noget som helst omkring hendes egen mor.
Han bed sig i læben.
"Statuen er magisk. Den viser midt forhold til kvinden. Engang smilede vi til hinanden" han så ned, hang med skuldrene. Han havde været rådvild sidste gang han havde set hende. Hun havde været så nedtrykt, hun havde været så sørgelig. Som om noget hun havde brugt lang tid til at komme tæt på, var fløjet væk fra hende igen. Som om hun ikke længere var den stærke, morderiske herskerinde hun engang havde været.
Han udstødte en let pibende lyd, næsten som et såret dyr, og ville ikke se på engelen.