At slappe af - Angelie privat

Hun opdagede et forvirret udtryk i hans ansigt, og kløede sig kort på kinden. Hvad mon han havde svært ved. "Eller jeg kunne bare hente dig i byporten" tilføjede hun hurtigt, eftersom han nok også ville kunne fare vild ned til centrum, og så ville hun da ikke have en jordisk chance for at finde ham i den by.
"Nåh" mumlede hun til det næste, inden hun trak let på skuldrene. Hun vidste ikke hvorfor hun var interesseret i at vide det, men det havde vel bare set sådan ud for hende? Istedet trak hun bare på skuldrene. "Nysgerrig" forklarede hun, som om det var det nemmeste svar på det hele, hvilket det vel også var. Det var egentlig underligt. Folk sneg sig udenom så mange svar ved at sige at det bare var på grund af deres nysgerrighed. Angelie hadede når folk kom med den slags, fordi det betød to ting. Enten at de ikke vidste hvorfor de havde spurgt, ellers ville de ikke fortælle det.

"Jeg tror det er bedst at du henter mig ved byporten, ellers så finder jeg dig aldrig" Der kom et lille grin fra ham. Han var da helt sikker på han ikke ville kunne finde centrum uden at spørge mindst 300 personer om hvor pokker det lå henne. Hun sagde at det var fordi at hun var nysgerrig, det var helt fint med Cricker, han tænkte ikke så meget over det. Det var vel bare for at få en samtale i gang? "Hvad med dig?" Det fløj bare ud af munden på ham, han var også lidt nysgerrig selv, han havde ikke tænkt på at hun havde været animagus før, det var egentlig ikke faldet ham ind. Men han synes nok at hun var lidt anderledes efter at katten var kommet hen til hende.

Hun nikkede samtykkende, inden hun bed sig kort i underlæben. "Jeg er sikker på det er det bedste" svarede hun enigt, og undlod at nævne noget mødetidspunkt at en eller anden art. Hun skulle nok vide det, hvis han valgte at dukke op en eller anden dag.
Istedet begyndte hun igen at stryge fingrene over kattens, mens et smil tog form i hendes ansigt. "Jo jeg holder meget af dyr" svarede hun, uden at bide mærke i, at han rent faktisk havde stilllet et spørgsmål om en af de få svagheder, som Angelie havde i livet. Det ville dog aldrig genere hendes dømmekraft på nogen måde. "Jeg har selv været der, og ved hvordan det er at være et dyr" mumlede hun langsomt, og lod hovedet glide på skrå, imens hun vendte blikket mod katten, som havde en rødbrun pels. Den lignede faktisk Angelies gamle animagusform utrolig meget nu hvor hun tænkte over det.

Han blev lidt overrasket da hun sagde noget med at have været der. "Hvad mener du med det?" Han havde ikke tænkt på det med animagus, han havde faktisk aldrig mødt en før så han vidste ikke at de eksisterede, det var så en anden side af sagen. Men han havde dog hørt om dem før, men det var mange år siden så han kunne ikke rigtig huske noget af det der var blevet sagt til ham. Han havde glemt det med byen igen så han svarede ikke på det hun havde sagt om det.

Angelie hævede undrende det ene øjenbryn. Havde han ikke hørt efter hvad hun havde sagt? Eller det måtte han jo have gjort, men han havde åbenbart ikke forstået hendes mening. Langsomt trak hun vejret dybt et par gange, mens hun lod stilheden hvile omkring dem i et par minutter.
"Fordi jeg var animagus før" svarede hun langsomt, uden at sige noget med at det var før hendes død. Døden var et følsomt punkt for hende, og hun brød sig ikke om at blive udspurgt omkring hendes død. Nogel kunne spørge, hvis de kendte hende, eller hvis hun brød sig om denne person, selvom det dog ikke skete ret ofte.

"Nåh, på den måde" Nu forstod Cricker det, men han ville stadig ikke spørge ind til hvordan og hvornår hun døde. Det kunne han ikke rigtig være bekendt synes han og desuden så var det ikke noget der undrede ham så synderligt meget. "Jeg er lidt.. Langsom de her dage, jeg ved ikke helt hvorfor" Han var ikke så hurtig mere.. Det var vidst nok fordi at hans evner var ved at udvikle sig regnede han med. De havde gjort det før og så kom det igen, men det var også dengang han opdagede han kunne det med de der rødder. Altså få dem til at gøre som han ville have at de skulle gøre.

Hun nikkede let, for at vise at det var på den måde, mens hun igen klemte læberne hårdt sammen for ikke at lade en spydig kommentar glide over dem. Angelie lod stilheden hvile over dem, for at få styr på den skarpe tunge, men hans næste kommentar brød al den selvkontrol hun havde over sig selv. "De her dage?" gentog hun spydigt, og hævede det ene øjenbryn, inden hun vendte blikket mod ham.
Hendes blik var vendt 180 grader på få sekunder, og det der før havde været smilende og imødekommende, var nu hårdt og fuld af sarkasme. "Jeg havde ellers opfattelsen af at I dæmoner ikke altid er så hurtige i optrækket" påpegede hun, og tonefaldet viste at det ikke var ment som et spørgsmål på nogen måde.
Efter kort tid vendte blikket igen, og der kunne nu ses fortrydelse i hendes øjne. Det havde ikke været hendes mening at virke ond overfor ham, og slet ikke efter at de lige havde siddet og hyggesnakket på den måde.

Han smilede bare af hendes kommentar. "Bliv du bare ved, det røre mig overhovedet ikke. Jeg er bare glad for at det ikke er mig" Han sagde det med lidt provokation i stemmen, det var som om at han gerne ville have hende til at blive sur, men det ville han slet ikke.. Et eller andet sted ville han godt bevise at han var hurtig, men han vidste ikke helt hvordan. Det var i hvert fald ikke noget der skulle gå ud over hende, så han undlod at hidse hende helt op, han ville ikke gøre hende fortræd, og han ville ikke kæmpe med hende. "Men nej, ikke alle dæmoner er langsomme, nogen er men det kommer så sandelig an på hvem det er, jeg kender nogle dæmoner der er meget hurtige." han kiggede på hende med et meget neutralt blik i ansigtet

Angelie vendte blikket væk fra ham, som om synet fik hendes øjne til at svige. Det var dog ikke derfor, men den provokerende tone, var noget hun på ingen måde kunne acceptere. Det var næsten værre end at kaste en udfordring direkte i hovedet på hende. *Rolig Angie.. Rolig* tænkte hun for sig selv, mens hun trak vejret dybt op til flere gange.
En sø blev fremkaldt for hendes indre blik, da den altid hjalp med at få en til at slappe af, men vandet ville ikke ligge stille. Søens vand rasede voldsomt, og bølgerne var flere meter høje i den.
Hun lukkede øjnene, mens hendes hånd, som før havde strøget kanten var som stivnet i bevægelsen, og selv katten blev en anelse skræmt over hendes stivhed. Den valgte at søge tilflugt et andet sted langt væk fra dem. Hun lukkede med vilje Crickers stemme ude, mens hun fortsatte sin vejrtrækning, og kæmpede for at få sin indre sø til at ligge med vindstille vand.
Det lykkedes hende ikke, og magien strømede igen igennem hendes åre, som en ukontrolleret kræft, som essensen af af hendes følelser, der blev forstærket med et. Hun rørte ikke så meget som en finger, da bladene foran dem, begyndte at hvirvle rundt i ukontrollerede bevægelser. Angelie havde ikke lært at styre sin magi, og hun vidste slet ikke hvor langt hendes kræfter rakte, kun at det med tiden ville slå hende ihjel hvis det ikke blev gjort noget ved det.
En mindre tornado blev dannet, og den bevægede sig i alle retninger på en gang, og flyttede sig dog stadig ikke. *Slap så af!* tænkte hun irriteret, mens hun klemte øjnene endnu hårdere sammen, som om det ville hjælpe.

Cricker tænkte at det her måske var tidspunktet hvor han skulle bevise overfor hende at han ikke var langsom, han ville gå endnu længere. "Nå hvad er der galt? Er du bange for at snakke?" Han lød meget mere provokerende nu, hans hånd hvilede ikke engang på hans sværd, men han vidste at han skulle være klar, han vidste at hun var meget farlig. Så han var klar når det skulle være, det blev snart alvor kunne han mærke. Men han ville ikke stoppe, han skulle provokere hende så han kunne bevise overfor hende hvad det var han mente. "Er du bange for at sige noget? Har katten der taget din tunge?" Han grinte fjoget af hende for at gøre hende mere rasende, dette var også hans element så han havde en fordel.

Angelie prøvede forgæves at lukke af for hans ord, mens hun så at hendes søs vand blev voldsommere, og faldt i et med himlen luft. Hun knurrede lavmælt helt nede fra den nederste del af halsen, da han fortsatte med at gøre hende vred. Hun havde en mistænkelig fornemmelse af, at han bare var ude på at hidse hende op, ude på at hun skulle miste kontrollen og falde om bevidstløs.. Desværre vidste Angelie også at det virkede, især da han begyndte at kommentere hendes tunge. Hvor vovede han at tro, at hun ikke kunne svare tilbage på så lam en sætning.
Hun var på benene så hurtigt, at ikke engang luften kunne følge med hende, mens hun stirrede hidsigt på Cricker med et vanvittigt blik i øjnene. Tornadoen ved hendes side voksede støt, efter hvor vred hun blev og den kastede sig frem og tilbage, mens den slyngede blade pinde, og mindre grene rundt i sin voldsomhed, hvorefter de fløj i alle retninger.. Også mod Angelie og Cricker. Hun kunne ikke tage skade af dem, men det kunne dæmonen. Det kunne godt være at de befandt sig i hans domæne, men hun var også i stand til at slå fra sig i skoven. "Du er ikke så lidt fræk" hvislede hun i et advarende tonefald, med en stemme, som lød koldere en selve is.

Cricker hoppede op og tog et skridt tilbage, da grenen fløj imod ham lavede han sine arme og hænder om til barkhud og tog ikke skade da han nærmest parrede for dem. "Fræk? Det ved jeg ikke, men det her vil bevise overfor dig at vi dæmoner er stærke og hurtige, var det ikke det du så gerne ville se?" Han to rødder til at skyde op af jorden, en på hver side af ham, han var klar til hvis hun skulle angribe ham. Han håbede i sidste ende på at hun ville tro på ham og lade alt det her ligge, men så nemt slap han vidst ikke. Han ville dog under ingen omstændigheder bruge sit katana imod hende. Han var ikke ude på at slå hende ihjel, bare provokere hende, og det så også ud til at det havde hjulpet.

Hun kneb irriteret øjnene sammen til helt smalle sprækker, mens de krystalblå øjne nærmest skød lyn af raseri over ham. Hvad bildte han sig ind bare at komme her, og prøve at spille smart overfor hende. Hun mærkede hvordan magien blev suget ud af kroppen på hende, efter hun havde mistet kontrollen, og hun mærkede også hvordan den langsomt svækkede hende. Det var lige godt satans, at hun ikke kunne kontrollere den. Det var først inden for de sidste uger, at det var begyndt at gå galt for hende, og nu havde hun ikke så meget som en anelse kontrol over den.
"Åh jo.. Vis mig hvor langt du tør går med det her" hvislede hun langsomt, med den iskolde stemme, mens hun stadig kæmpede en indre kamp mod sine kræfter og sit sind. Hun tog sig ikke det fjerneste af, hvordan rødderne skød igennem den tørre jord, og efter flere minutter hvor der intet var sket, faldt hendes tornado til jorden, som om nogen havde trukket i en bestemt tråd, og den fungerede ikke længere.
Et langt mere modbydeligt smil bredte sig på Angelies læber, mens hun hoverende lagde hovedet på skrå. Hendes kræfter var svækket, men det var ligemeget. Hun havde genvundet kontrollen.. For nu. Hun anede ikke om hun ville miste kontrollen igen, men Angelie tog hurtigt en dyb indånding, som varede så længe, at man ikke skulle tro hun kunne have så meget luft i lungerne.
Langsomt, i en høj og skærende tone, flød et skrig over hendes læber. Den første evne hun havde lært at bruge med sin magi, og den havde aldrig slået fejl for hende. Skriget ville kunne knuse glas så nemt som at knække et stykke træ, og den ville skære sig ind i dæmonens sind og knuse ham indefra. Lyden virkede som om den skar i ørerne, men i virkeligheden skar den faktisk i selve hjernen.

Cricker kunne godt mærke at det begyndte at gøre meget ondt, det var som om at det skar i hjernen, han blev tvunget ned i knæ og han havde ikke længer kontrol over sine rødder, så de var bare forsvundet ned under jorden igen. Han måtte tænke hurtige, men hvad pokker kunne han gøre. Han kunne prøve den nye evne han lige havde fået, eller skulle han? Han kunne ikke kontrollere den endnu, men han var nødt til at prøve. Der voksede hurtigt nogle torne ud af armene på han og han skød dem afsted efter Angelie i håb om at ramme hende eller i hvert fald få hende til at miste koncentrationen over skriget så han kunne komme på benene igen, men det var jo ikke sikkert at det virkede. Men det håbede han på. Det eneste han faktisk kunne gøre lige nu var at vente og håbe på det bedste. Det var ikke noget han brød sig om men det var det eneste han kunne gøre, og det gjorde rigtig ondt i ørerne på ham.

Angelie smilede tilfreds, mens hun stadig lod skriget skære igennem luften, indtil hun igen mærkede hvordan hun fik overtaget over sin magi. Med et stoppede hun skriget, som var det en tråd der blev klippet over til lydbåndet, mens hun lagde hovedet på skrå.
Tornene, som kom ud igennem hans arme, styrede direkte med hånden, og hun rystede lettere opgivende på hovedet. Med en enkelt bevægelse med hånden, lod hun et hårdt vindpust glide fra venstre mod højre, og derpå slog det tornene i en anden retning, så de strøg lige forbi hende istedet for. "Kom igen når du er blevet voksen" sagde hun langsomt, og himlede kort med øjnene. Han havde næsten fået skovlen under hende, men synet af hvordan han var krøbet i knæ, havde givet hende den tilbage, og hun var igen klar i hovedet, med en vindstille sø for sit indre blik. Cricker skulle ikke tro han bare kunne løbe om hjørner med hende på den måde, og hun havde heller ikke tænkt sig at angribe ham. Lige nu var han intet i hendes øjne.. Selv en mide havde mere respekt på hendes liste, end denne dæmon, og hun nød synet af hvordan han sad på knæ foran hende, som om han havde givet op.

Cricker var hurtigt oppe igen. Nu følte han at det var alvor. Han kiggede på hende og.. Grinte "Det må jeg sige. Du kan mere end man lige kan se, men nu er det vidst på tide at jeg viser jeg hvad jeg virkelig kan" Han pegede på et træ. Det begyndte at bevæge sig og stod nu ved siden af Cricker. Det var levende.. En ægte treant der stod ved siden af ham klar til at angribe. Han stod og kiggede på hende. "Jeg vil egentlig ikke gøre alvor ud af det her, men nu tvinger du mig til det Angelie, det er ikke med min gode vilje at jeg gør det her" Han fik træet til at angribe hende. Det kastede en stor sten efter hende og begyndte at brøle. Cricker fløj et par meter op i luften og kiggede på hende.

Angelie sendte ham et uimponeret blik. Faktisk kunne hun ikke være andet end ligeglad med hvad han foretog sig lige nu. Hun var hurtig, smidig og umulig at slå ihjel. Intet dette træ ville kunne sende imod hende ville såre eller skade hende. Selvfølgelig ville det gøre ondt at få brækket nogle knogler, men de ville heale ligeså hurtigt, som de var brækket. Hun overvejede for at kort sekund, at lade den sten ramme hende, som træet sendte afsted, selvom hun vidste at det ville gøre ualmindelig ondt bagefter. Hendes magi var ikke i stand til at flytte noget så tungt endnu... Ikke hvad hun vidste af i hvert fald, så det var for dumt at prøve. Istedet prøvede hun at komme tanke om en måde, så hun kunne nedkæmpe.. et træ. Som det så ud lige nu faldt der ingen ideer ind i hendes hoved, så hun rykkede sig nogle ganske få skridt til den ene side, så stenen strøg forbi hende, og sendte et vindpust igennem det rødbrune hår, eftersom den var utrolig tæt på. Angelie ikke så meget som blinkede en enkelt gang, da den passerede.
"Nødt til.. Så vidt jeg husker var det dig der startede det her" bemærkede hun og lod hovedet falde en anelse på skrå, mens hun sendte ham et blik, der viste den foragt hun følte for ham.

Cricker kunne sagtens se at hun ikke var bange, men det rørte ham ikke. Nok var han en flink person normalt, men når det var kamp så var han meget farlig. Han kiggede på hende da hun flyttede sig til siden så stene ikke ramte hende, men træet var stadig på vej imod hende. Han grinede af hendes kommentar, han vidste ikke helt hvad han skulle svare, men han fik alligevel sagt noget uden han egentlig tænkte videre over det. "Ja, det kan godt være, men er du flabet overfor mig så er jeg det overfor dig" Han smilede til hende. Ikke det sædvanlige smil hvor han ville være venlig, men et smil der sagde at nu var han klar til kamp. Men det havde han været længe.

Angelie vendte opmærksomheden mod træet som var på vej frem imod hende. Hun havde faktisk ikke rigtig nogle ideer til hvordan hun kunne nedlægge det. Istedet sukkede hun bare lettere opgivende over hans kommentar. "Ja du ved virkelig hvordan man skaber venskaber.. Ved at overfalde dem" svarede hun køligt, inden hun vinkede kort med den ene hånd som en afsked, og tog fat i en lavthængende gren, hvorefter hun svang sig op i et træ, og begyndte at bevæge sig fra træ til træ, og tilbage mod byen, hvor hun rent faktisk hørte til.