Dust //Barishan xD//

Sted: Søen
Tid: ca 22
Dato: IRL
Vejr: Støvregn og måneskin
Omgivelser: Sø xD


Det var en underlig følelse at mærke regnen som støv, den måde den ramte flere steder på sin krop, på en gang... den måde den kildede ens krop...
Nede ved søen sad en unge pige, stadig teenager, men snart voksen... Hendes lange lyse hår skinnede i måneskinnet, og endnu klarere pga. Støvregnen der lå som små diamanter i hendes hår.
Pigen sad med lukkede øjne og sang en vuggevise
en sang der gjorde at man både ville blive søvnig... og samtidig lytte til den

Barishan gik en tur. Selv om støvregn svækkede hans luft evner var Barishan alligevel nød til at komme udenfor. Han havde kæmpet med sin Dæmon side som Zane havde implantet ind i ham. Barishan var helt i kontroll og dæmonen kunne ikke engang føles. Barishan fik øje på Mieu. Han smilede venligt og gik der over. Da han kom hen til Mieu bukkede han og sagde med en blid og rolig stemme. '' godaften frøken. Hvad laver de helt alene her ude i regnen? ''.

Mieu vendte hovedet og kiggede på ham med blide øjne... hendes øjne var røde og gjorde at hun lignede en vampyr ved første øjenkast. hun lagde hovedet lidt på skrå "Goddag... ehm. hr?" sagde hun stille og kiggede op og ned af ham "jeg...ja det ved jeg egentlig ikke" sagde hun så og kiggede ud over søen igen

Barishan kiggede på hans ryg hvor Zalzura hang. Zalzura var Barishans sværd som altid reagerede når der var en Vampyr i nærhenden så Barishan forholdt sig rolig da Zalzura ikke reagerede. Barishan bukkede fornemt og sagde med en fin stemme. '' Jeg er Sir Barishan Ridder og medlem af oprørerne. Det er mig en ære at møde dem frøken ''.

Mieu nikkede stille "du lyder som en der er meget gammel... så jeg gætter du ikke er menneske" sagde hun stille uden at kigge på ham "men... det er rart at møde dem hr." hun rejste sig om og kiggede derefter på ham... nejede stille for ham "mit navn er Mieu Lain"
hun så på ham med blide øjne

Barishan smilede venligt. '' nej Jeg er en Asp. Jeg mener jeg er et magisk væsen. Jeg har været her i nogle hundrede år. Skoven er fyldt med magi, det kan være farligt at være her ude. Siden Zanes agenter leder efter mig har skoven været fuldt med Dæmoner og Vampyrer så du må hellere passe på frøken Mieu ''.

hun nikkede hovedet stille "det skal jeg nok" sagde hun venligt med et smil "men du kan da holde mig med selskab hvis du vil... det ville være hyggeligt for jeg har intet at lave" hun smilte rakte hånden til ham for at sige venligere goddag... Hendes lange lyse hår skinnede klart af månelyset

Barishan tog hendes hånd og kyssede den i et buk. Det var sådan man sagde goddag i middelalderen. '' Jeg vil gerne holde dem med selvskab. Jeg har brug for at hvile mig lidt. det har været nogle hårde dage. Vil de fortælle mig hvordan de kender til magiske væsner? ''. Barishan havde krystal blå øjne og han var meget smuk. helt klart en Aspara. under hans storte læder jakke på hans veltrænede brystkasse og mave var der dog en faretruende og underlige tatoveringer. helt klart sort magi ''.

Miieu fik en svag rødmen på kinderne men lod det ligge... hun satte sig stille ned og så op på ham "jeg mødte en dreng forleden og han fortalte mig lidt om vampyrer da han selv var... en... men det er lidt ligemeget er det ikke... jeg sys bare det er sejt at der finder andre væsner end mennsker,.,, for vi er godt nok kedelige"

Barishan rystede på hovedet. '' Jeg er desværre uenig med dem frøken Mieu. Jeg syntes i mennesker er det mest interessante i verden. hvorimod en Vampyr bare er en jæger. et blod tørstigt dyr. De fleste er. Nogle af dem er gode nok. Men jeg tror de er best i sikkerhed blandt dine egne unge frøken ''.

mieu smilte stille for sig selv "en vampyr prøver bare at overleve.... et mennesker prøver bare at overleve... og hvis skæbnen siger at jeg bliver overfaldet af en vampyr.. så er det sådan det er" sagde hun stille og kiggede op på ham
"sååeh... du er en vampyr hader"

Barishan sukkede. Hun forstod slet ikke hvad han snakkede om. De fleste af de unge mennesker her forstod ikke det fordi de var for opslugte i Vampyrer til at værdsætte deres dødelighed. Barishan sagde emd en blid og rolig stemme. '' overhovedet ikke. Min Mentor var en Vampyr. En af mine bedste venner er en Vampyr og min kone er halv Vampyr. Jeg tror bare ikke du forstår hvad jeg mener ''.

mieu sukkede lidt "nej... det gør jeg nok ikke" hun kiggede på ham, op og ned af ham som om hun læste ham "du er en af de typer der vil beskytte alle dem du kan... du er ligeglad med om du skal slå en vampyr ihjel eller to for at beskytte en person du holder af, samtidig er du sådan en der godt kunne finde på at adoptere børn for at beskytte dem bedre, og gætter på du bor sammen med et par stykker af dine venner eller noget" hun kiggede ud over søen igen
"sig hvis jeg tager fejl"

Barishan smilede og nikkede. Han undrede sig over hvordan hun havde så let ved at læse ham. Barishan sagde med en venlig stemme. '' Det er rigtigt. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe og forbarmer mig ofte over folk der har brug for min hjælp. Hvordan kan du læse mig så godt? ''. Barishan smilede og var faktisk imponeret. '' Men der er også ondt i mig. det er der i alle ''.

Mieu sukkede lidt "jeg ved det ikke" sagde hun stille og så op på ham "jeg har fotografisk hukommelse" hviskede hun så lidt "måske derfor... jeg kan genkende nogle træk på folk der fører til den type menneske... eller asp, eller hvad du nu sagde du var"
hun smilte venligt og kiggede ud mod søen igen

Barishan smilede og kiggede ud over søen med et fjernt blik og sagde. '' jeg var en Aspara. Men min sidste kamp mod ondskabens hersker Zane efterlød mig med et ar. jeg havde valget imellem at dræbe Zane eller få et artifact min familie havede svoret at beskytte i sikkerhed. Jeg valgte at beskytte artifacted og Zane udnyttede det og vandt over mig. Han implanterede en Dæmon side i mig der vokser på had. syntes du jeg tog det forkerte valg? ''.

mieu grinte stille "nah... man skal gøre hvad man brænder mest for... og dit valg var det..." hun så på ham med blide øjne "så, du sagde jeg havde ret.. så hvor mange bor du sammen med ca?" sagde hun stille emd et fjoget smil, selv boede hun ikke rigtig nogen steder endnu, ud over at hun overnattede hos Cheshire

Barishan stod og tænkede en smule. '' Min kone Kajika, min atoptiv datter Ai, Min atoptiv søster Dream, min lillebror Lindir, mine elever Luciel og Riku, Kitja og Vanilin. Jeg tror det var dem allesammen ''. Barishan smilede venligt og tænkte efter en gang for at være sikker på han ikke havde glemt nogen.

mieu smilede venligt "det er 8 personer du skal holde styr på" hun grinte sødt og rejste sig igen
"kan vi gå derhen... jeg begynder at fryse... så hvad gør en person mere" hun nejede stille for ham "jeg aner bare ikke hvor du bor henne... og hvis jeg skulle gætter så siger jeg skoven.. eller nær havet"

Barishan smilede. '' så du ønsker måske også at flytte ind eller hvordan skal jeg forstå det. Der er plads nok hvis du vil. Det er i skoven. af taktiske grunde holder vi os væk fra vand ''. Selv nu hvor der kun støvregnede følte Barishan sig svag. Vand gøre det svært for ham at bruge sine evner men det skulle folk jo ikke vide.

mieu så på ham og grinte så " nah jeg foretrækker at få min egen lejlighed eller blive ved med at bo hos min dejlige ven cheshire... vi er alligevel på en måde i familie... så det er fint nok"
hun så på ham "så...kan vi gå hjem til dig før jeg bliver forkælet eller noget"

Barishan rystede på hovedet og sagde med en lidt sørgelig stemme. '' desværre frøken. Men min hytte må forblive skjult da der er en kæmpe dusør på mig og min kones hoveder. Fordi vi spiller store roller i Oprørshæren. Men jeg kender en efterladt hygge jeg har bygget lidt på som vi kan tage hen. der er håndklæder og en pejs der virker ''.

mieu lagde hovedet på skrå så hendes lange hår lod sig glide med og krøllede let "ok... du tror...at jeg" hun rystede lidt på hovedet og grinte stille "tror du virkelig at jeg skulle sige noget til nogen om hvor din hytte lå?" hun holdte sig for munden for ikke at grine for voldsomt

Barishan bukkede sig hoved for at undskylde. '' det er ikke fordi jeg ikke stoler på dem frøken. Men det er noget jeg bliver nød til at gøre for at beskytte dem der bor i huset. Jeg er ligeglad med hvad der sker mig. Men hvis det er min skyld der sker dem noget så tilgiver jeg aldrig mig selv ''.

Mieu "undskyld, dette lyder nok lidt ondt men.... du burde leve livet" sagde hun så og så på ham med en stille tone "du burde leve dit eget liv før du kan beskytte dem du elsker" hun så på ham og smilte stille
"undskyld hvis det virkede ondt"