Skovbrynet - Barishan

T: Sen eftermiddag
O: Træer og smådyr
V: En smule skyet
S: Skoven

En sen eftermiddag sad en pige på omtrendt 12 år i skovbrynet foran et træ. Pigen var iført en japansk kimono og havde langt sort hår med pandehår der gik til lige under øjenbrynene. Hun var meget bleg og lille, og hendes øjne var helt røde. Hun var nemlig ikke en helt normal pige på 12 år, nej, hun var en dæmon der havde levet siden 1600 tallet. Hendes navn var Ai, og lige nu under træet sad hun og legede med hendes små glaskugler. Hun havde kun seks, da hun havde givet den syvene til en der havde vist hende venlighed. Noget hun aldrig før havde oplevet. Hun satte en tot af sit lange sorte hår om bag øret, og trillede forsigtigt glaskuglerne hen af jorden. Når de stoppede samlede hun dem igen op og trillede dem endnu engang.

Barishan var på en af sine mange gå turer i skoven for at reflektere over tingene. Han gik med hænderne i lommerne. Barishan fik øje på Ai. Han smilede sagte og gik hen mod hende, han satte sig ned foran hende med et varmt smil på læberne. ’’ hvad laver en lille pige som dig her ude. Det er farligt, skoven er ikke et sikkert sted ’’. Barishan havde sin sølv amulet på og sin smukke sølv ring som viste han var en Korsridder for svundne tider. Han var også et gammelt væsen. Selvom han havde et kæmpe sværd på ryggen virkede han ikke som den klassiske sværd svingene type der slog alt ned på sin vej.

Ai så op på Barishan med store røde øjne. Det var ikke farligt for hende at være herude, men farligt for andre at være i nærheden af hende hvis hun brugte sin evne. Det ville hun med glæde prøve at forklare ham, men hun kunne jo ikke tale. Hun pejede på sin mund, for at vise at hun var stum, men fik så øje på hans sølv amulet. Ai elskede ting der skindede, og det gjorde hendes glaskugler jo også, hvilket var grunden til at hun havde dem. Alligevel, synes denne amulet smukkere, end hendes glaskugler, og det var nok også derfor hun smed dem og rakte ud efter hans amulet i stedet. Hun ville ikke stjæle den, som man kunne tro, men bare se nærmere på den

Barishan grinede og tog amuletten af mens han sagde. ’’ den her amulet beskytter mod de onde dæmoner fra ens onde drømme. Hvis en dæmon rører ved den så får de meget, meget ondt’’. Barishan havde ingen ide om at Ai var en dæmon. Han tog en pind fra jorden og begyndte at skrive i sandet: kan du læse ?. Han kiggede på Ai men sine krystal blå øjnene som næsten skinnede af venlighed. Han rakte amuletten hen mod Ai

//Sådan så er det ændret, min PC var lige underlig hehe sorry//

Da Ai hørte det med halskæden, skyndte hun sig chokkeret at fjerne hænderne fra den. Det lod ikke til at han bemærkede det for han begyndte at skrive i sandet i stedet. Hun nikkede langsomt. Hun kunne godt læse, og hun kunne også godt høre. Mon han ville have hende til at skrive, så han kunne læse det hun ville sige? Det kunne hun jo lige så godt. Hun tog en pind op fra jorden af, og begyndte at skrive lige under det han havde skrevet. 'Ai' Skrev hun, og tegnede en pil hen imod hende. Så havde hun præsenteret sig selv.

// Det er bare i orden ;D //

Barishan nikkede og pegede mod ham selv. ’’ jeg hedder Barishan, hvis du skriver i sandet så svarer jeg ’’. Barishan tog amuletten til sig igen og trak den rundt om halsen. * ser ud til min teori om hendes røde øjne var rigtig, hun er en Dæmon *. Barishan kiggede mod Ai og sagde venligt ’’ jeg håber du svarer mig på hvad dine hensigter er frøken Ai ’’. Han holdt sine hænder klar hvis noget skulle ske, dog gjorde han det sagte så det ikke virkede som om han var fjentlig.

Ai forstod ikke helt hvad han mente, men det gik op for hende at han nok vidste at hun var en dæmon. Hun bestemte sig for at lade som om, at hun ikke vidste, at han vidste hun var en dæmon. Gad vide om han ville tvinge hende til at røre amuleten? Hun blev i hvert tilfælde nødt til at svare på alle hans spørgsmål. Hun nikkede. 'Ja' skrev hun i sandet for at vise at hun havde forstået, og nok skulle svare på alle hans spørgsmål

Barishan nikkede og smilede. *hun virker ikke som andre Dæmoner *. Barishan rømmede sig lidt og kiggede på Ai. ’’ hvad laver du så i skoven? ’’. Barishan så tiden an, jeg viste at en god taktik hvis det her skulle ende i kamp ville være at analysere sin modstander og måske finde ud af hendes kræfter. Vigtigst af alt så blev han nød til at hende hendes motiver. Var hun harmløs, var hun her af en grund, måske var hun en af Zane’s agenter. Mange tanker fløj gennem ham.

Hun så op på ham og betragtede ham kort. Da det første spørgsmål var stillet, tog hun igen grenen op, og rev den hen af jorden. Da hun fjernede igen stod der: 'Jeg leger med mine glaskugler'. Derefter pejede hun på de seks glaskugler der lå ved hendes side. Svaret var sandt, men hun var godt klar over at det lød en smule mystisk. Hvis folk havde en ond plan, ville de jo også finde på en løgn, og det kunne det Ai havde skrevet godt lyde som, selvom det var sandt.

Barishan grinede og nikkede. ’’ Jamen så er alt jo i den fineste orden. Så længe du opfører dig ordenligt så får du ingen problemer her ’’. Barishan rejste sig op og så sig omkring. * enten har hun en ond plan ellers er hun en baby dæmon. Ligemeget hvad så står hun ikke på min liste over Dæmoner jeg skal dræbe, desuden har Ordenen aldrig set en baby dæmon. Måske kan jeg lære den op som en god person.

*Opfører sig ordenligt? Var han mon fra ordensmagten? Hun var i hvertfald sikker på at han var et væsen og ikke et normalt menneske. Hun så igen op og betragtede ham længe. Det så ud som om han tænkte... Kom der ikke flere spørgsmål? Hun rykkede lidt på sig og rettede på sin kimono. Mon han snød hende og lige om lidt ville kaste amuletten hen på hende? Det kunne godt være, men han vidste jo heller ikke hvor farlig hun egentlig var. Selvfølgelig ville hun ikke gøre ham noget, med mindre han truede hende, og det havde han jo ikke gjort... I hvertfald ikke endnu...

Barishan kiggede mod himlen. Noget tid efter kiggede han mod Ai igen. ’’ hvor gammel er du så lille frøken? ’’. Barishan var sikker på Ai gemte mere end hun viste, enten var hendes sind blot et barns sind ellers holdt hun tilbage og virkede dummere og svagere end hun var. Det træk brugte Barishan ofte selv, han brugte det bare så kampen var slut før den startede. Han kiggede omkring, det begyndte langsomt at gå ham på om denne Dæmon havde en plan eller ej. Men han var sikker på at det næste svar hun gav ville besvare det.

Hun tog en dyb indåning. Hun kunne lyve og sige at hun var yngre end hun var, eller hun kunne fortælle sandheden; At hun var mere end 100 år. Hun ville ikke lyve, men blot pakke svaret lidt mere ind. Derfor skrev hun: 'Levet siden 1600'. Hvilket var sandt. Hun blinkede en gang med begge øjne. Ville han mon slå hende ihjel nu? Hvis han prøvede, var hun klar til at bruge hendes evne på ham, men hvis han var meget stærk ville hun kun kunne såre ham og ikke kunne dræbe ham. Hun ventede på hans næste træk. Hun ville kun bruge denne evne på ham, som forsvar, og indtil videre havde han jo ikke gjort hende noget

Barishan satte sig igen overfor Ai, denne gang kiggede han hende dybt i øjnene. ’’ Hvorfor er du her dæmon. Hvem er det du er efter, jeres slags hungre efter at dræbe. Har Zane sendt dig? ’’ Barishan smilede og virkede ikke fjentlig. Men han var klar, han holdt en facade oppe, jeg vidste godt det kunne ende i kamp hvis de forkerte svar kom. Men vigtigst af alt, hvis Zane havde sendt hende hvordan vidste Zane så Barishan havde overlevet. Hans største trumf mod Zane var at Zane troede han var død.

Ai så ned. Hun var her jo kun fordi hun var blevet jaget væk fra sin landsby. Mon Barishan ville jage hende væk herfra? Han var kun en, så det ville blive svære for ham, end hvis en hel landsby fulgte trop og jagede hende som de havde gjort den gang. Zane? Zane var denne mand, denne leder, som Ai aldrig havde mødt. Hun vidste at han var ond, men ikke om hun støttede ham eller ej. Som sagt havde hun aldrig mødt ham, og hun kendte ham ikke. Hun arbejdede i hvertfald ikke for ham. Zane vidste ikke engang at hun fandtes. Hun så op på Barishan og rystede på hovedet. Hungre efter at dræbe? Hun havde ikke dræbt nogen siden... Hun så igen ned i jorden.

Barishan smilede og grinede let. ’’ kom med mig, mit hus ligger ikke så langt herfra. Jeg kan lave noget suppe’’. Barishan rejste sig op og børstede det værste jord af sit tøj og begyndte derefter at gå længere ind i skoven. Han var overbevist om noget var galt med denne Dæmon, eller så snød hun ham. Der var kun en måde at finde ud af det på og det var ved at stole på hende. Måske kunne hun være nøglen så Barishan endelig kunne forstå Dæmoner. Måske var hun nøglen til Zane. Han vidste ikke andet end at hum var kommet til ham af en grund. Han skulle bare finde grunden nu.

Hun så bekymret op på ham. Han inviterede hende hjem til ham, ja han inviterede hende ligefrem på mad. Var dette en fælde? Hun rejste sig forsigtigt op og rettede på sin kimono. Skulle hun følge med? Han var allerede kommet et godt stykke frem, imens hun bare stod der og så efter ham. Hun traf et valg, og begyndte at løbe op imod ham. Hun inhentede ham hurtigt, og skønt hun havde bare tæer, lagde hun ikke mærke til smerten af at træde på de skarpe sten på jordbunden. Smerte var hun blevet vandt til, både den psykiske og fysiske. Og nu fulgte hun med Barishan hen til hans bolig

Han løftede hende op på ryggen da han så hun løb på fødderne. Efter noget tid kom de til en næsten færdig bygget Hytte. Barishan åbnede døren og gik ind, han gik straks over og begyndte at varme noget suppe mens han sagde. ’’ sæt dig ned og slap af, maden er klar om noget tid’’. Barishan var stadigvæk usikker på hendes motiver men han valgte at stole på hende. Hun virkede ikke ond af sind som andre Dæmoner. Det var et godt tegn.

Ai fik et chok da han pludselig tog fat i hende. Ville han slå hende ned, nu? Nej, han bar hende bare op på ryggen. Var det fordi han så hendes bare tæer? Hun ville have sagt at det ikke gjorde ondt på hende, at hun faktisk kunne lide smærten, men hun kunne jo ikke tale. Han satte hende ned på en stol og gik hen for at lave suppe. Hun kiggede bekymret efter ham, men så så ned i bordet. Hun følte sig en smule utryk ved situationen. Mon han ville gøre hende noget nå hun ikke kiggede? Mon hun blev nødt til at være på vagt hele tiden?

Barishan stod med ryggen til mens han sagde. ’’ jeg har ikke set nogen fuldblods dæmon der ikke har været et blodtørstigt monster før. Så jeg kan ikke lade de forkerte folk få fat i dig. Du er unik, hvis jeg altså har ret’’. Barishan hældte noget suppe op og gik over til Ai og satte skålen og en gaffel foran hende. ’’ jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at holde dig til fange her eller noget. Bare rolig’’ Barishan satte sig overfor med en skål suppe til sig selv og smilede til Ai så begyndte han at spise af suppen langsomt.

Ai stak forsigtigt skeen ned i suppen. Ja det var rigtigt. Hun spiste ikke kød, hverken dyr eller mennesker, men kun bær, frugter og sådan, det var meget specielt for en dæmon. Mon der egentlig var kød i suppen? Hun var ikke helt sikker. Forsigtigt lagde hun sin hånd på hans arm, så hun kunne overføre sine tanker til ham. *Er der kød i?* Tænkte hun til ham, og pejede på suppen med den anden hånd. Hun havde stor respekt for dyr. Mere end hun havde for mennesker, da dyr kun dræbte hvis de var truede eller sultne. Hun havde dræbt mennesker før, men aldrig spist dem. Kød smagte hende ikke.

Barishan virkede en smule overrasket over hendes evne. Kort tid smilede han og sagde sagte. ’’ jeg spiser kød men jeg dræber aldrig skovens dyr, så derfor er da ikke kød i. Jeg har kun brugt grønsager og andre ting jeg kunne finde i skoven’’ Barishan smilede varmt og grinede lidt, så tog han en skefuld mere.

Ai så op på ham. Han virkede så rolig... Måske ville han alligevel ikke angribe? Hun følte sig en smule mere tryk, og tog igen skeen i hånden. Forsigtigt løftede hun skeen op til munden og pustede til suppen. Hun tog så endelig en skefuld. Og en skefuld til. Den smagte godt, og hun havde hurtigt fået spist suppen færdig. Hun skubbede tallerkenen frem foran sig, for at vise at hun gerne ville bede om mere, da hun var ret sulten. Det eneste hun plejede at spise, var de bær hun plukkede fra skoven af.

Barishan grinede venligt og hældte en skål suppe mere op til Ai. ’’ spis du bare alt hvad du kan. Der er meget mere suppe ’’. Barishan tog en kost frem og begyndte at gøre lidt rent mens han nynnede en glad sang. Han virkede glad og som om han var i sit rette element, han virkede til at være rolig i nærheden af Ai selv om hun var en Dæmon.

Ai spiste af grønsagssuppen, imens hun så efter Barishan der fejede. De virkede som om han alligevel ikke ville gøre noget, så kunne hun godt slappe af? Han havde jo stadig halskæden mod dæmoner... Gad vide om han var dæmon jager? Hun havde hørt om sådan nogen, men aldrig mødt en før. Hans halskæde tydede på at han var, men hvorfor angreb han hende så ikke? Hvor lang tid ville han vente, og ville han overhovedet angribe? Han virkede meget glad lige nu, tænkte Ai, og tog endnu en skefuld