FlashBack (Faith)

Tid: klokken er lige godt og vel: 21:43
Sted: De strp-tease
Vejr: Det er varmt, men solen er der ikke mere
Omgivelser: Der er to mænd, kæmper, som står og bevogter
Dato: d. 25 april. En osndag.


Chris gik langs den kolde gyde. Han havde ikke været på jagt, men lige nu brugte han sin skesten årige krop på Le Parkour. En sportsgren, hvor man brugte selve byen som en legeplads. Kravlede på tage osv. Det var også nemt for ham, da han var smidig og hurtig. Han sprang over muren. Den ene fod på, og den anden fod på en anden mur. Han spran skiftevis, og kom op på muren, til den blinde, mørke og kolde gyde. Hans løse bukser, som han havde på, blafrede i vinden, da det ikke var varmt. Og for at trøjen ikke skulle være i vejen, så sad den slet ikke på ham, Trods han kun var skesten, havde hans dæmon skikkelse en helt anden form. Han var trænet, og hans krop var velformet. Et smukt bryst, og en flot mave. Han knyttede hænderne, og sprang ned ad muren. Han lagde den ene hånd som støtte på murens kant, og sprang ned. Han bukkede ned i knæ, og lavede et rullefald. Han lod sig rejse op. Han havde sin dæmon skikkelse. Den eneste forskel på hans dæmon skikkelse og hans menneskelige skikkelse var, at hans øjne var helt røde, og hans vinger var udfoldet. Ud over det, så var hans ansigt halvt mørkt. Om han så var i solen, skulle man tro, han havde skygge. Men kun i den ene side af ansigtet. Hans hår blev smidt lidt foran øjnene, da en vind tog fat om det. Han havde ikke set de to mænd, som næsten stod lamslået. Han stod trods alt også i sin dæmon skikkelse. Og det var der vel ikke nogen af de mennesker, som ligefrem havde set. Han kiggede bagud, og de måbende mænd rystede på hovedet, og løb efter ham. Hans natlige Le Parkour. Smukt, at han bare kunne løbe fra dem. Han kiggede bagud, og begyndte at sætte lidt i løb. Han smilte ondt, og løb lige hen mod en mur. Han sprang op, og tog fat i muren med den ene hånd, og satte af, så han fløj hen til et vindue. Som kravlede han bare op ad væggen. Men han sprang faktisk. Han sprang ud af, men greb altid fat og hev sig ind igen. Han kiggede på de to, mens han nu var ved et vindue, og holdte fast i vindueskarmen. Bygningen var faldefærdig, og det var derfor der intet vindue var i. Han kravlede ind, og skiftede til menneske. Han lod sig gå tilbage i den faldefærdige bygning, som var ved at gå i forrådnelse.
Chris trådte lidt for langt frem, og en brædde knækkede. Han mistede fodfæstet, og hang fast i en brædde. Han kunne se, at den snart knækkede, og lyden af at den forrådnede pladde, eller brædde snart knækkede gjorde, at de store mænd løb efter ham. Han havde vel intet valg. Han ville alligevel også snart miste grebet. Hvad var hans muligheder? Hvad i alverden skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Overhovedet? Kunne han gøre noget overhovedet. HAn kiggede rundt, genovervejede sine muligheder, indtil et af hans flashbacks kom: En mand kom langsomt gående. Optøjerne til den nye by, og en ny renovation havde ledt ham hertil. At dette hus skulle laves om til et højhus. En høj, rank mand, der skulle dukke sig, når han kom ind i huset. Det så ud som om, han stod på stylter, for hver gang han skulle forbi en bjælke foregik det næsten i knæene. Han havde en lille tavle under armen. Han kunne se, det var et skema. Et skema, som han satte kryds ved, ja, hele tiden. Og endda et spørgsmål omkring om den skulle rives ned, eller renoveres. Den skulle renoveres, ikke rives ned. Han blev hevet ud af flashbacket ved, at en af de to mænd havde fat i hans ben. HAn blev hevet ned med enorm kraft, men han forsøgte at holde fast. Det gik bare ikke så godt. Han kunne intet se, så han sparkede bare, dog desperat, da han blev trukket længere og længere ned.

En skygge bevægede sig igennem gyderne hurtigt og elegant, foden plaskede ned i en vandpyt og de højhælede sko blev en smugle våde, men det gjorde nu ikke noget, så længe at kjolen ikke blev ødelagt. Hurtigt drejede skyggen og kroppen sig til venstre og den sorte kjole som gik til lårene blafrede i vinden da hun begyndte at løbe, hun havde blod på sig men var ligeglad, hun skulle bare væk fra gernings stedet inde at politiet kom og fandt hende der, det ville ikke se godt ud. I hånden havde hun stadig pistolen, der var ikke tid til at stoppe op og gemme den af vejen, for det andet ville det også være bedst at have den fremme hvis hun nu skulle støde på nogle skumle typer, det var jo ikke altid at folk var lige venlig sindet her i nabolaget, det havde hun selv lagt krop til for en måned siden da en mand havde overrasket hende på vej til arbejde og misbrugt hendes kvindelighed til egen lyst. Hun rystede på hoved og et ondt smil kom frem på hendes læber da hun for nogle uger siden dog havde taget livet fra denne mand som en lektion på at man ikke bare sådan tog lyster af kvinder uden at det var godkendt. Blodet løb ned af hånden da han havde slået fra sig det bæst, hun havde ikke kunne tåle synet af ham, gammel også vammel, tænk at han havde slået den lille pige ihjel som havde op søgt hende i hendes drømme som spøgelser nu gjorde for tiden, da hun havde job som lejemorder for folk der var blevet murdet, altså en slags hævner var hun blevet. Hun kiggede ned af sig selv, hun var stadig den høje pige med lange smukke ben som var tynde og stramme lår, de højhælede sko som gjorde de ellers så høje pige endnu højere næsten 1.93 høj da hun var 1.84 høj uden sko på. Hun var der ud over iført et sort korset som sad stramt om hendes krop og formede hendes former endnu bedre, hendes barm var presset sammen og så en del mere fyldig ud end hvad den var. Dette havde været en god ting da ham manden havde været et liderlig lille svin, hun drejede igen da hun stoppede op næsten lige ved hendes arbejdsplads og så en dreng hænge i en planke der var ved at knække og for neden var der nogle mænd som hæv og sled i ham. Hun undrede sig først hvorfor, men kunne så se hvad der var galt, drengen var en dæmon, og var i sin dæmon skikkelse, hun havde ikke selv tænkt over det da hun selv havde vinger, men de var ikke særlig tit ude af hendes skuldre blade. Hun trak politi skiltet frem "STOP DET DER!" råbte hun og gik over mod dem mens pistolen hang ned langs siden "Klokken er nu.." hun tog sin hånd op hvor pistolen var i hvilket fik mændene til at stoppe med at hive i den stakkels dreng med det samme "21.55 .. jeg vil bede jer om at forsvinde da jeg nok skal tage mig af dette" hun viste dem skiltet og de gik langsomt væk, men da hun ikke syndes det gik hurtigt nok da drengen kunne falde når det skulle være hævede hun stemmen "FORSVIND!" råbte hun med en truende tone leje da hun virkelige ikke havde tid til mere pjat idag og mændene måttes da sige at for benene på nakken, hun kiggede op på drengen "du burde være mere forsigtig" sagde hun og trådte til side så han kunne hoppe ned.

Chris kiggede ivrigt på den mænd, som stadig hev fat i hans ben. Han sparkede ud efter sig, og lod hele sin krop falde over den enes skuldre. Le Parkour var en god ting at kunne ligenu. Da en af mændene tog aft o hans skuldre, efter chris' ben, sprang han baglæns, og sparkede den anden mand i hovedet, så manden faldte bagover. Som der var blevet beskrevet. Det var store mænd, man helst ikke ville slås med. Da Chris fik rejst sig op, blev han mast, og løftet op i luften. Den anden mand stod parat til at slå, da Chris slog armene ud, så den mand, der holdte Chris gav slip. Knynæven kunne ikke stoppes, og blev fyret lige i skalden af den ene gorilla. "Det eneste middel, det er dem selv," sagde han stille. Han lod sig springe ned på den anden mand, da en politibetjent, eller politibetejnt'inde. Det var en kvinde, for hun havde barm, høje hæle og kvindelige, slanke former. Nok ikek lige det bedste, sådan at komme op og slås. Da der dog blev råbt forsvind til dem, havde han regnet med, de kunne slippe, og han skulle have ballade. Han bed sig let iu læben, og kiggede ind i pistolens afløb. Dæmoner kunne ikke bare dø af et skud. Han lod dog sin menneskelige skikkelse komme til syne. Hans ret så blege hud, som var palceret på hans overkrop. Den bare overkrop, som var trænet, og alligevel ikke. Der var en svag six-pack, og ellers var kroppen fuldt udviklet, som var han på stereoider, men det var han ikke. Han kiggede stille rundt, og sukkede. "Jeg lover dig. Det var i selvforsvar," sagde han stille, og bed sig i læben. "Jeg øvede mig bare på Le Parkour," sagde han uskyldigt. Men det var jo sådan set heller ikke tilladt. Hvad skulle han gøre? Hun var en del ældre end han. Han kunne ikke bare chamere hende. Desuden var han heller ikke de type. Han havde Jeanna, og det var godt nok for ham. Dog fløj tankerne stadig i hovedet? Hvis han endelig blev ført bort, hvad skulle han så gøre? Han var ikke ligefrem smuk, eller ... det var jo hans mening. Han kunne heller ikke forføre. Den evne han ikke. Alle kunne forføre, alle kunne charmere, men han ville ikke. Om han så var i knibe. Han sukkede stille. "Er det dem, eller mig, der har problemer?," spurgte han stille. Han kiggede rundt, og det var mørkt. Hvorfor havde alle de mænd altid solbriller på. Det gav egentlig ikke mening. Det var ikke ligefrem disko. Det var ikke ligefrem steghedt, når de skulle optræde. Desuden stod de udenfor, og solen var der jo ikke mere. Natten var blevet kaldt frem, og holdte stilheden. Indtil den igen blev afbrudt. "Hvor har du egentlig været henne?," spurgte han. Det var næsten ham, som var den der forhørte. Lidt, som var han politiet i denne situation. Det kunne han også, hvis han var myndig.
Chris sukkede stille. Det var helt alrt ham, der var i problemer. Han kløede sig let i nakken. "Det var selvforsvar," undskyldte han igen. "De store bøfler tog efter mig. Jeg øvede mig bare, så kom de. Jeg ved godt, jeg ikke burde være her ... men her er en masse at kravle på," sagde han stille. Han kneb øjnene sammen. Måske var det alligevel ikke ham? Hvem kunne vide det? Hun var helt klart opliti. Pistol, skilt, mystisk, ulæselig og kold. Hun var helt kold og kynsik. Han kunne se på hendes arm, at der var blod. Det var blandet andet derfor, han dømte hende for at være en hård strisser. En kold og kynisk person. Men det var også det, de havde brug for, inde for politiet. Kvindelige, smukke piger, eller kvinder. Hun havde ihvertfald kvindelige former. Kvindelige fomer, som klædte hende. Han trak vejret langsomt, og kiggede igen ind i pistolens løb. Den så slet ikke så truende ud, bu den blev holdt op af en fretfærdig kvindelig betjent. Men om hun var kvindelig, eller ej. Hvis det var en retfærdig betjetn, så ville Chris ikke være så meget i knibe, men hvem vidste? Igen, de samme spørgsmål kørte igen og igen.

Hun kiggede lidt på ham og lod langsomt pistolen glide ned i sit hylster som lå bag læderjakken som var trykket hen over korsettet så hun ikke ville fryse sig selv ihjel, dog var det kun halve ærmer som læderjakken havde så blodet ikke ville glide op i den dyre jakke som hun faktisk havde brugt lidt for mange penge på læder stoffet, hun lavede jo alt tøjet selv. Da han begyndte at forsvare sig første gang hørte hun ikke rigtig efter, hun kiggede efter om de der gorillaer ville komme tilbage med nogle flere gorillaer, men nu var det jo lige sådan at hun kendte de fleste af dem på grund af at hun havde arbejdet på De strip-tease, og derfor var hun blevet venner med en del af dem. "hmm" mumlede hun stille og kiggede over på ham da han begyndte at tale og viftede lidt med hånden "Jeg er ikke ude efter dig... du er af samme slags som mig.. prøvede bare på at hjælpe" mumlede hun stille, det var tydeligt at hun var nogle helt andre steder end hvor han var lige nu, hendes tanker gik tilbage til hvad der var sket, og hun så det for sit indre blik.

Hun stod og slangede sig op af døren og han åbnede den, hvilket syn, hvilket former. Hun havde set det i blikket i hans øjne, den måde han havde stiret på hende, som om at hun var et objekt, noget der kunne ejes, noget som man kunne beside...

Hun rystede lidt på hoved for at vende tilbage til virkeligheden igen, hun ville ikke længere tænke på det, faktisk ville hun helst over til Seth og putte sig ind til ham, men hun viste ikke længere hvor de stod mere, om de faktisk var kærester stadig eller ikke var? Hun ville jo altid elske ham, så det var lidt svært at tro at hun ikke længere viste om hans dør stod hende åben eller ikke gjorde, at hun faktisk skulle ringe til ham og de havde de underligste samtaler ikke lige som før hvor de kunne snakke om alt, nu ja hun viste ikke helt, de kunne sidde i timevis uden der blev sagt noget, også blev der lagt på. Han ville aldrig nogen sinde tilgive hende ville han? Selvom han ville sige han gjorde, så ville der stadig være noget tilbage som sagde inde i hans hoved, denne pige var mig utro. Den ville altid gå rundt i hans hoved ikke!? "Du behøver ikke at forklare dig" sagde hun igen og smilede "ja disse stræder er de bedste steder at lave Parkour.. gør det selv nogen gange.. og når det gælder med disse gorillaer, er det at slå igen, eller blive slået til plukfisk, men jeg må desværre sig at du som ene mand ikke har en chance mod dem når de først vil have en" hun trak lidt på skuldrene og lagde skiltet tilbage ved kavaler gangen så de var skjult, hun havde ladt det hænge i en kæde så hun altid kun tage det frem når hun havde brug for det, det var hurtigere end at finde det frem fra sin lomme. Hun sukkede stille og kiggede ned på blodet og rystede på hoved

Han kom tættere på hende, greb hende. Hun tog pistolen frem og han kiggede med store øjne på ham, hun skod, en gang, to gange. Blodet begyndte at glide ned af hendes arm, hun trådte hurtigt tilbage mens hun trak lynhurtigt efter vejret..

Hun gispede og lagde hånden mod væggen mens hun trak hurtigt efter vejret, hvorfor blev de ved med at komme!? Hun havde aldrig været så påvirket for, måske var det fordi hun havde så tæt på, hun havde set hvordan livet var forsvundet ud af hans øjne, hvordan blodet var løbet ud af skudsårene. Det var forfærdeligt. Hun bed sig i læben og prøvede at komme til sig selv igen "undskyld.." mumlede hun stille og fik et anstrengt smil frem på læben mens hun tænkte lidt og prøvede at få sig selv ned igen, prøvede at overbevise sig om at hun ikke havde gjort noget som var ulovligt, hun fjernede jo bare alle de dårlige mænd, dem som havde dræbt? Og faktisk fortjente at lide samme skæbne. Hun sukkede stille og lukkede kort øjnene inden hun kiggede op på drengen igen "jeg hedder forresten Faith.." mumlede hun stille, og smilede lidt over hendes navn, håb. Der var sku ikke meget håb over hende, med hendes baggrund var det mere frygt og had som var over hende, end håbet. "Faith Jável" hun smilede stille og bed sig lidt i læben.

Chris kiggede hen mod de gorillaer, som endelig havde fundet deres rette plads igen. Det var godt nok tæt på, ville Chris mene. Han sukkede, og kunne mærke, at hun var meget fraværende. Nærmest trist, og meget tænkende. Men samtidig med, hun så ud til at blive mere trist, som hendes sind kom længere ind i hende selv. Hvad mon hun tænkte? Han ville ikke spørge, for det kunne gøre hans ellers så harmløse optræden til en meget dramatisk, exit scene. Han sukkede stille, og kiggede roligt rundt. Ikke det bedste tøj. Bar overkrop - så kørte det da bare godt. Men ikke ligefrem, da han stille fik gåsehud.
Han løftede sine fødder, og sprang hen i mørket igen. Han skulede til hende, mens hans gule, og dog røde øjne skinnede gennem nattens svage frembrud. "Hvad er du?," spurgte han med en lettere kold, afvisende stemme. Nu kunne hun ikke bare tage ham, for han havde mulighed for at flygte, uanset hvad. Han lukkede øjnene, og hans krop begyndte at brænde svagt, og der blev lidt mere lyst op for hans hud. Det hele blev lidt lysere rundt om ham, og hans krop rystede svagt. Hans øjenlåg lyste op i en hvid nuance.


"Stop nu! Bliv her!" "Aldrig!" En dreng løb, mens en anden, en mand, løb efter, med en flaske ved hånden. Glimtet i mandens øjne var irriteret. Man kunne se den gnist af død, han ønskede. Det lille barn løb, og var hele tiden ved at falde. Drengen kunne intet gøre, for manden havde allerede kastet sine spydige ord, og trusler! efter den meget frygtsomme, grædende dreng. Den mand havde ingen medlidenhed,


Chris rystede mere, og kunne mærke, at han var ved at blive skidt tilpas. Hvorfor skete dette for Chris lige nu, lige her? Det kunne ikke lade sig gøre, og slet ikke dét! Var hans fortid sand? Han kunne godt huske, det var hans far, der rendte rundt, men var hans fortid sådan. Var hans fortid skyld i de flash-back? Eller var det i det hele taget flash-backs? Han måtte finde ud af det, men hvordan? Han kunne mærke, at hans tanker forsvandt, og hans sind røg ind i det sorte tilbageblik igen:

"Kom her din lømmel!" Drengen kiggede bagud, og kunne se, at flasken, med de store skår var tættere på ham, men ikke manden. Manden måtte have kastet den flaske, som oprindeligt var hans mors minde. Hans mor, som havde lavet et skib, specielt til Chris, som var blevet smadret af en fuld mand, Chris ikke kendte. Chris kendte ikke manden! Chris løb videre, men kunne mærke en flaske splintre, og ikke høre, men mærke. Han havde fået flasken i ryggen!

Chris kunne mærke smerten tydeligt, skære gennem ryggen. Han mistede balancen, og faldt ned. Bare hurtigt, et hårdt fald, direkte ned på Jorden. Chris rystede stadig. Stemmerne gik i hans hoved: "Din lømmel! Chris! Du er færdig nu!" - og de skrig, og de slag, som var tydelige at høre.
Det var et helved for Chris, og han kunne slet ikke styre sig selv. Hvad skulle han gøre nu? Han kunne ikke bare opsøge sin fortid, men dette kunne heller ikke blive ved med at stå på?