Mørket -- //privat=Keela //

S: Sombre- byens park
k: Midnat
o: ingen mennesker , alle er vel taget hjem. Der er mange stjerner på himlen og halv fuldmåne
v: bidene koldt
P: En hvid skjorte og sorte bukser



I Den tomme park sad der en skikkelse på en bænk. Denne skikkelse tilhørte en dreng, han var hvad andre så som en uren race, eller det var han kun blevet kald et par gange. Han var en blanding imellem en engel og elver, dog var han ikke 'guds barn' men han var nu heller ikke ond. Han tilpassede sig vel bare de omgivelser der var. Vis folk var venlig imod ham , var han venlig imod dem og også omvend vis de ikke er venlige imod ham. Drengens navn var Kaoru, Kaoru sora. Han havde lige fået fri fra hans arbejde, derfor havde han stadig noget af butler tøjet på han havde dog taget westen og slipset af.

En hvid ørn fløj rundt oppe i himlen, den havde sorte fjer ude på spidserne af sine vinger. Den fløj rundt ig opdagede til sin overraskelse en dreng. Nok nogle 17 år ca. Hun fløj hen foran ham og hylede lidt. Hun vidste vinger, for at være klar hvis han ville skade hede eller jage hende væk. Hun tog dem tilbage, da han ikk så ud til at ville det da hun fik et bedre syn på drengen. Hun havde hovedet til den ene side og kiggede på ham med sit ene øje. Det blinkede nogle enkelte gange. Hun gik lidt tættere på og hylede en enkelt gang igen.

Kaoru reagerede ikke rigtig da ørnen landede foran ham. Han gloede fasinerene på den og studerede dens vinger. Det mindede om hans egne selvom de var sorte. Et smil brede sig på hans blege læber "Det må være skønt at flyve" mumlede Kaoru, da han fløj han aldrig, han gad ikke engang at prøve igen, det var ikke fordi han ikke ville, men han kunne ikke. Hans vinger blev brækket alt for mange gange med vilje af en vampyr som syndes det ville være sjovt at fjerne flyve evnen fra ham. Kaoru's sorte pandehår dækkede næsten hans blå øjne. Når man kiggede ind i øjnene var det som at se havet. Ørnens duft fangede ham "en animagus? " mumlede han undrene

Hun hylede igen og blev derefter til et menneske. Hun sukkede og lagde hænderne på sine hofter. Hun kiggede surt på ham, "Altså lad mig da lige spille en rigtig ørn i fred!" sagde hun surt og lagde armene over kors. Hun kiggede fornærmet og sur på ham. "Men hvis jeg ikk må være en ørn og lade som om jeg er det, så må du ikk være elver eller engel!" sagde hun bare og kiggede drillende på ham bagefter. Hun satte sig ved siden af ham, "Må jeg spørge hvad en butler laver her?" spurgte hun og hentydede til hans tøj.

Kaoru studerede hende da hun havde forvandlet sig til hendes rigtige skikkelse. Hendes ansigt var allerede kodet ind i hans hukomelse. "Du kan nare et menneske , men du kan ikke nare mig, ligegyldig hvilken skikkelse du er i er din duft stadig det samme " sagde Kaoru og grinte. Selv efter han havde taget westen og slipset af lignede han stadig en butler. Nå det undrede han ikke, sådan havde det været i meget langtid. "jeg har fri, og ville enlig gå hjem men skiftede mening da jeg kom til sombre " sagde han med hans kølige smil.

Hun grinede let og kiggede på ham, "Jeg har narret en dødsengel?" smiæede hun let og træk på skuldrene. "Men han tjekkede heller ikk ligefrem om det var en animagus." sagde hun og kiggede opgivende på ham. "Hvorfor lige Sombre?" spurgte hun let og smilede lidt. "Er det fordi her er så flottet når solen er nede?" smilede hun let og kiggede på den lille sø der var. Hun kiggede på ham bagefter, "Hedder Keela..." smilede hun let.

Han lyttede til hendes ord imens han betragtede hendes væremåde og bevægelser "hmm også det, men også at det er det eneste sted jeg går forbi hvor der er mange træer, jeg elsker naturen og elsker roen når natten er faldet på, der er ingen bil larm eller folk der snakker i munden på hinanden" forklarede Kaoru og kiggede ud over søen. I dagens skær havde den samme farve som hans mørke blå øjne. "keela" gentog han for at kunne huske det til en anden gang "Kaoru" præsenterede han sig selv.

Hun smilede let til ham, "Du forstår at værdsætte naturen så længe den stadig er her..." smilede hun glad og kiggede på søen igen. Hun klappede hans hoved stille og grinede lidt, "Hyggeligt at møde dig Kaoru!" smilede hun glad. "Tror jeg kalder dig Kao!" smilede hun drillende.