Blidness.. part of my life - Johnny

Sted: Forêt Skoven
Tid: Sen eftermiddag.
Vejr: Solen er tildækket af en masse skyer, og er ved at gå ned.
Omgivelser: Træer, nogle få fugle, og sten ovs.

Blindheden, at fumle sig frem uden at vide hvor man skulle hen eller hvor man ville gå uden at skulle falde over stubbe og sten. Det var en svær verden at leve i, blindskrift, folk som var meget uhøflige og andre som slet ikke tænkte over, at denne kvinde var blind. Et dybt suk gled igennem hendes fyldige indbydende læber, sjovt, selv da hun var lille og havde kunne se, havde hun altid vist at det var det smukkeste ved hende. Alt andet, det var utrolig kedeligt, det brune hår der hæng ned over skuldrene og langsomt blev revet rundt i vinden, øjnene der stirrede tomt ud i luften, og stadig havde en lille smugle farve af det grønne som hun havde som lille. De store grønne øjne, der lignede forårsgrønne blade, forsvundet den dag som hun havde fået kræft i øjnene, eller tæt på, og der havde ikke været noget der kunne rede dem. Hun satte sig ned på en træstub med et støn, og viste faktisk ikke hvor hun var mere. Hun havde begivet sig ud i skoven af hårdnakkethed, over at hendes bror altid skulle opvarte hende, og var så bange for at der ville ske noget med hende, altid så fandens pylret. Det var jo ikke fordi hun havde mistet talens gave vel? Hun kunne jo stadig råbe på hjælp.. hvis det ikke lige havde været fordi at hendes stædighed om at hun kunne klare sig selv var så stor, at hun selv ville finde ud af skoven. Der sad hun, midt ude i skoven, ingen mad, ingen drikke, og intet syn. Fantastisk May var det eneste som lige skød igennem hendes tanker, mens hun brummede utilfreds over sin tåbelige situation. Og ikke nok med det, svigtede hendes indre øje også. Efter noget tid satte hun sig hårdnakket med benene over kors og armene på samme måde mens hun stirrede tomt frem for sig, uden at se noget som helst. Sjovt sådan som mennesker brugte, at kigge uden at se noget, ja i hendes tilfælde var det jo rigtigt, hun så uden at se noget som helst.
Hun viste ikke hvor længe hun havde siddet der før at hun endelig rejste sig op igen. Hendes øresans sagde hende, at der var nogen i nærheden men hvor, kunne hun ikke lige bedømme. Men der var et eller andet. Hun lagde hånden på et træ og kunne mærke barken under håndfladen, den måde det var formet på, den måde den kærtegnede hendes håndflade, gjorde hende sikker på at det var birk. Et lille smil gled hen over hendes læber og hun begyndte langsomt, men en smugle kluntet at bevæge sig frem ad for at finde ud af om der var nogen der kunne hjælpe hende, med at finde ind på rette spor igen, da hun ikke havde fået sin førerhund endnu.

Vinden fik nogle grene til at banke mod den gamle hytte som lå i nået af det mørkeste del af skoven, hvor solen var nået som man aldrig så. hvor dyrene aldrig gik hen uden at blive dræbt, der hang også døde dyr i træerne og græsset var nået som man ikke kunne finde nogle steder. den gamle knirkende dør gik op og en ung fyr kom gående ud, lugten af gammel blod sad på hans tøj og der var også en masse blod pletter på. han skiftede aldrig tøj før det ikke var nået tilbage af tøjet, han gik aldrig i bad udover de gange han hoppede ned i den lille sø som lå et stykke væk og i den del af skoven hvor solen kunne komme igennem tæerne. døren lukkede sig hurtigt i efter ham selv om den slet ikke lukkede hel i, døren var jo som selve hytten ret så gammel og lignede nået der skulle falde ned hvornår det end skulle være. hans sorte hår sad som det ville, hans øjne var helt åbnede og så slet ikke afslappet ud i det. bare hans udseende fik ham til at se sindesyg ud, selv om han var ret så meget sindesyg. han blik vende sig hurtigt mod en af af skoven da duften af menneske kom igennem luften "dukke lise?" sagde han på den samme venlige måde som stemmen inde i hans hoved sagde det, han betragtede også alle andre som dukker og de altid skulle gøre hvad han sagde. han begynde bare at hoppe på stedet mens han klappede i hænderne og grinte, han stoppede hurtigt som om det slet ikke var sket "dukke lise skal sove" sagde han og nikkede imens, det fik ham hurtigt at at sætte i løb mod der hvor duften kom fra. han stoppede op nogle meter fra hende og så bare på hende "dukke lise.. ja.. ja" sagde han mens han nikkede og tænkte slet ikke over at hun kunne høre ham, han gik bare hen til hende og lod sin ene hånd pille i hendes hår