Hear The Breathing.

Rolig blev døren til den lille café åbnet, og ind tumlede en lyshåret, ung kvinde. Hun var iklædt et par løse cowboybukser og en lang, lille frakke som dækkede hendes krop. Ved hendes side hang en lysebrun skuldertaske. Hendes blå øjne gled hen over folkene som allerede havde søgt ly for kulden, ved at gemme sig væk i et varmt hjørne derinde. Ingen så bekendte ud, hvilket var en god ting, siden hendes horoskop havde sagt at det var en god ting at møde nye mennesker. Rach trak den grå hue af, som dækkede det øverste af hendes lille hoved, idet hun begyndte at gå længere ind i caféen, op imod baren hvor der stod en kvinde. "En kop varm kakao, tak," Rachel smilede til hende og fandt hurtigt pengene frem fra sin bukselommem, for at placere dem på disken. Da kvinden i baren havde bekræftet at Rach havde givet hende lige penge, tog Rachel plads ved et lille, rundt træbord tæt på.
Roligt trak hun frakken ned over armene, så den matte, lyserøde trøje kom til syne og afslørede hendes skuldre. Heldigt at det var så varmt derinde. Hun glemte altid et eller andet, og i dette tilfælde var det den langærmede cardigan som skulle holde kuldet væk. Nårh, snot sker. Hun slyngede skuldertasken op på bordet, for derefter at åbne den og dykke ned i den, for at finde en bog frem med et blåt, broderet bogmærke i. Da Vinci Mysteriet, stod der på forsiden. Ikke en helt ukendt bog. Hun åbnede den op på den side hun var nået til, og læste roligt videre, mens hun ventede på sin varme kakao.

Rachels opmærksomhed blev hurtigt rettet imod døren til caféen, hvor en ung mand trådte ind. Han lignede én af de der typiske forretningsmennesker, som ikke sov. Hun havde godt nok ikke noget imod det, desuden skulle hun af alle mennesker ikke dømme en bog på sit omslag. "Værsågod." Rachel blev rykket ud af sine tanker, da damen fra baren nu stod ved bordet, hun havde rakt armen frem imor hende, og i hånden havde hun et kop, som Rachel smilende tog imod. "Tak," hun sendte hende et lille smil.
Varm kakao. Den bedste drik der endnu fandtes, i hvert fald hvis man spurgte lyshårede, piger med en sød tand. Det mindede hende om den barndom hun havde haft. Hun sippede kort til den, men måtte hurtigt sætte den fra sig på bordet. "Mm! Varm!" Lød det mumlende fra hende, idet hun stak tungen ud, og prøvede på den måde at køle den ned, selvom hun vidste at det alligevel ville komme til at svide resten af dagen. Hun tog en dyb indåning, hvorefter hun lænede sig tilbage mog ryglænet på stolen hun sad i. Hun kunne bare ikke gå en hel dag uden at et eller andet skulle gå galt? Heldigvis var det her ikke så slemt. Hun rettede sig op for at læse videre, men i farten ramte hun koppen, som faldt ned på gulvet og smadrede. Der var et par skykker som vendte sig om, for at se hvad der var sket, men folk blev siddende på deres pladser. Rachels øjne blev vendt imod kvinden i baren som allerede var begyndt at lægge tingene som hun havde i hænderne fra sig, for at komme ned og hjælpe. "Det må du altså undskylde!" Rachel lagde bogen fra sig, og rejste sig op, for at gå op og hente servietter som hun derefter brugte til at tørre op. "Dammit!"

Det var typisk det her. Når man spildte noget med så stærk en farve kunne det jo tage hundrede år for hende at tørre det op, og servietterne hun brugte hjalp jo egentlig ikke specielt meget. Damen fra baren fom ned til hende med en klud i hånden og begyndte at tørre op. "Det må du altså virkelig undskylde!" Rachel klappede hænderne sammen og satte dem op foran munden, da hun ikke kunne finde på noget bedre at gøre. Hendes fingre var klistrede, og duftede sjovt nok af kakao. Hun rejste sig op igen og stirrede ned på det snart rene gulv med et skævt smil. Det var vist også på tide for hende at gå. Hendes forsøg på at blive ét med denne by, var endnu engang gået i vasken. Rachel kløede sig kort i håret, hvilket endnu engang gjorde hende opmærksom på at hendes hænder var klistrede og fyldt med sukker. Kvinden rejste sig op, da hun var færdig med at tørre det klistrede stads op, og hun smilede til Rachel et øjeblik. Hun troede sikkert at hun var åndssvag, eller sådan noget. Nårh, hun kunne altid prøve igen en anden gang. Hun smilede kort igen, og vendte sig derefter om til bordet, for at pakke bogen ned i tasken. Hun tog derefter sin jakke på igen, uden at lukke den, og svingede så tasken over skulderen og gik hen imod døren. Hun havde ikke tid, ej heller lyst til at begå flere dum-fejl.
Hun grem fat i håndtaget, men stoppede så op da en svag lugt nåede hendes følsomme bihuler. Det kunne da ikke være hende vel? Det var jo bare kakao, ikke vand, eller noget i den stil, så lugten af hund kunne umuligt stamme fra hende! Hendes blik faldt på manden som var placeret i sofaen. Nej, hvad tænkte hun dog på? Chancerne for at støde på en anden vampyr i denne by var jo minimal. Men så igen. Bare for at være sikker sendte hun et smil i hans retning, hvorefter hun hurtigt blinkede til ham, åbnede døren, og trådte ud på gaden. Hun gik langsomt, bare for at se om den unge mand havde tænkt sig at følge efter hende. Det kunne jo være fantastisk, hvis hun ikke var den eneste i denne by i den tilstand.