Klar stjernehimmel// Ahngel

T: 23:45
S: Parken
O: Ikke et øje udover de få mennesker der er på vej i byen eller hjem.
V: Klar stjernehimmel


Det var mørkt og Reina var på vej hjem til hendes 'nye' lejlighed. hun havde ikke noget med sig hun ville bare gerne hjem, hun var iført en fin lille nederdel og en top, hendes hår var også sat op og det hele, som om hun havde været ude og danse. hun havde ikke nogen sko på, dem havde hun nemlig i hånden. hun sang lidt for sig selv, og havde næsten glemt alt om hvad der var sket for et stykke tid siden, de to bidemærker var også meget svære at se nu så hun lagde heller ikke mærke til det mere. hun stoppede ved en bænk og satte sig lidt ned, det var en dejlig nat og hun var på vej hjem, sikke en skam. hun nød vinden der tog fat i hendes hår og når vinden ramte hende i ansigtet. det havde hun savnet rigtigt meget, men hun fløj ikke så meget rundt mere, hun nød livet blandt menneskerne. hun lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage mod bænken og slappede helt af. over hende var stjernehimlen allerede klar uden en sky på himen og der var sikkert en hel masse hjemme i stuerne der nu sad og kiggede på stjerner.

//øhm ikk for at kommentere det. Hvilket jeg jo gør, men ikk for at være ond eller noget.

Du manger at skrive tid, sted, omkring og vejr... :D Det skal man have med, selvom der står hvor det er! ^^'

//Nårh ja og ved godt det er et privat emne, men så det først lige her efter jeg skrev det andet... :'D

Det var efterhånden lang tid siden at natten havde ladt det tiltagende mørke lægges over parken, hvor den lille luftdæmon befandt sig.. Et sammentræf havde det været? Det var efterhånden godtogvel et par måneder siden eller noget i den dur, hvor Ahngel havde ladet sig drikke fra hendes hals. Han havde ligeså ikke tænkt videre over det.. dog undret sig i en tid over hvordan han kunne finde så mange menneskers dufte omkring i byen, men ikke hendes. Det var nok fordi hun var den race hun nuengang var. Luftdæmoner havde altid været dus med luften.. duftende. Ikke et under at hun kunne snige sig udenom hans lugtesans.
Et vindstrøg slog Ahngel ud fra sine tanker og han knejsede nakken imod himlen med et tænkende udtryk i de røde øjne. Hans lange sorte hår løftede sig kort fra hans skuldre og gled over jakkens sorte stof og om bag på ryggen til resten af de blanke sorte tråde. Han havde stået der lidt længe nu.. kigget ned imod byen fra den høj, som parken udgjorde.. Kun få ti meter fra luftdæmonens egen placering. Ahngels blik gled hen over stjernerne.. tyst.. man skulle tro at nogen havde slukket fra den kaootiske by og efterladt intet andet end stilhed.

hun smilte lidt og så op på den stjerneklare himmel, det var sådan en aften hvor hun gerne ville flyve oppe blandt skyerne som jo slet ikke var der, men det var ligemeget, det var bare tanken der gjalt. hun rejste sig lige så stille og tog de højhælede sko på igen og begyndte lige så stille at gå, hun kunne høres i stilheden da hun trådte ud på den lille sti lagt med fliser. hun sukkede let og gik roligt hen af stien men stoppede lidt og så op i himlen igen, måske bare en lille flyvetur? nej det gik ikke.. folk ville se hende her i byen. hun sukkede let og gik roligt videre, hun kendte et sted hun kunne købe noget at drikke på vejen hjem, men havde hun penge nok til det. hun lod sine øjne glide rundt over stedet mens hun tænkte og hun kom til at tænke på noget sjovt og begyndte hurtigt at grine, ikke højt men højt nok til at folk ville høre hende, hun tænkte på dengang hun var blevet beskydt for at være en larve og næsten ædt.

Endelig vendtes de røde øjne fra byens profil og ned om træer og buske. Betragtede natten i sine naturlige omgivelser for en stund. Der ville nok gå lang tid før natten han ventede på ville indtræffe, ville der ikke?
Ahngels gemte tanker blev fjernet fra dette kolde centrum og ud til parken igen, hvor en velkendt lugt ramte hans sanser med et stille vindstrøg. Den lille vinddæmon huh? Et meget klart billede af hendes udseende var stadig intakt over hans nethinde, men han skød det så stille væk igen og knejsede nakken endnu engang. Han tog sig kort til hovedet. Lige nu ville være.. uheldigt. Han kunne stadigvæk mærke det lette ppres imod sine skulderblade. Imaginære håndflader der bevægede sig over hans ryg i den samme bevægelse. Igen og igen. Det var vel den tid på året efterhånden huh? De dage hvor det føltes som om eventet akkurat var sket. At han akkurat havde trådt ud af det metalduftende værelse og ud på Point Du Lacs mørke gang med et blik der ikke kunne defineres.

hun stoppede med at grine lidt efter og tog en dyb inånding før hun langsome begyndte at gå, lidt væk fra parken igen, hun stoppede da hun så en gruppe fulde mennesker, hun stod lidt og så på dem før hun langsomt vendte om og gik tilbage igen, fuldefolk skulle hun ikke havde noget med at gøre, man kunne ikke stole på dem. hun stoppede inde i parken og kiggede sig om før hun alligevel lettede lidt og så sig om efter en vej hun kunne gå, og landede så igen og begyndte at gå den stik modsatte vej af hvor hun var på vej hen, faktisk hen forbi ham, dog uden at vide det. hun stoppede et stykke fra hvor han var og sukkede før hun tog skoene af igen, det var ikke til at gå i dem nu så hun valgte at gå uden dem.

Hendes placering blev uregelmæssig og hendes tilstedeværelse aftog og ophobede sig forskelligt i en tid inden hun var disse få meter fra ham. Ahngel skænkede hende dog ikke noget blik da. Et øjeblik fokuserede han på den lille illusion der havde sænket sig som en forbandelse over hans nerver. Prøvede med sindet at holde fast i de håndflader der rørte ham og prøvede at gennemlede lydene omkring ham for at finde en stemme. Forhåbentligt den samme stemme han havde ledt efter mange gange før. Dog var det aldrig lykkes ham at fremmane den så den kune høres for hans indre øre. Stemme fra noget uden stemmebånd og berøringer for en der ingen hænder havde... Rytme fra et hjerte der for længst måtte ha rådnet op i den sorte muld ved porten til Point Du Lac. Gødende de sorte roser og fængslet til at være det sted som hun så gerne ville undslippe.

Hvor mange år var det siden nu? ..

hun så ikke mod ham men havde alligevel fornemmet ham, hun så sig let omkring før hun langsomt begyndte at gå videre, hendes fornemmelse over at han var der var ikke som om han ville være efter hende. hun smilte lidt før hun nynnende begyndte at gå videre, hun nåede langsomt hen til den anden side hvor hun kunne se en gammel kiosk hvor hun nu kunne få noget spisligt eller noget at drikke. hun sukkede let og prøvede at finde sine penge, optaget af det uden at se hvem der var nær hende, hun opdagede ikke de øjne der hvilede på hende fra gaderne overfor hende, men det sagde hende heller ikke noget, hun var begyndt at blive sulten, og det skulle hun altså gøre noget ved nu.

Berøringerne opløstes med den bevægelse at Ahngel lagde blikket imod den lille vinddæmon, der igen var for overmodig i hans nærvær.. eller hvad? Havde hun ikke spottet ham endnu? Måske var der virkelig ikke mere til den race? Man skulle tro at vindens herskere ville være mere eller mindre i stand til at føle de flestes tilstedeværelse, men så igen.. Hah.
Et kort øjeblik forsøgte Ahngel med tankerne at genskabe følelsen af de fiktive hænder og lyden af den tavse stemme.. Den kom dog ikke igen.. Slet ikke.

"Spis eller bliv spist, dæmon.. Hvorfor føler du som et menneske gør det?" sagde han så og rettede sig op. Lod masken af kulde glide ind over ham. En maske de færreste havde knækket og slået af hans ansigt uden at blive skåret af maskens takkede kanter.

hun rettede blikket op igen og så rundt før hun langsomt begyndte at gå mod den lille kiosk. hun tog hurtigt skoene på igen for at folk ikke fattede mistanke om hende eller syntes hun var underlig at gå uden sko. hun sukkede let før hun gik ind i den lille kiosk og så på varene, hun fandt hurtigt hvad hun skulle bruge og betalte. på vejen ud af kiosken igen var hun mere sulten end før og skyndte sig nu bare at spise det mad hun havde købt for at smide resten ud da det faktisk ikke smagte så godt alligevel. hun sukkede og begyndte langsomt sin tur ned af de nu næsten tomme gader for at komme hjem til lejligheden, stadig nynnende og lyttende til folks musik, festerne og alt hvad folk havde de ville holde.hvad nu hvis hun kunne finde et drive in party? det ville nu faktisk være meget sjovt, hun havde hørt en del om de fester hvor folk bare kørte rundt til de sidst fandt et sted hvor der var fest og så sluttede sig til dem.

Ahngel betragtede hende stille. Ingen uforklarlig lyst til at tvinge hendes blod i sig iggen kom frem. Overhovedet ikke? Måske var det fordi han i det øjeblik havde mærket den snært af ømme følelser der måtte være krakkelerede og spredt i bittesmå fragmenter i hans ellers langsomtslående hjerte. Hans blodtørst ville dog komme igen.. måske først næste aften eller måske senere..
Ahngel rettede blikket imod himlen idet en vind slog imod ham og rejste hans sorte hår omkring hans ansigt som et kort væl af sorte skygger, formet i blanke tråde omkring hans hvide ansigt. Han dragede et kort suk. Egentlig en bekvæm følelse af hun ikke havde set ham. Han havde ikke i sinde at vise denne form for mærkelige svaghed overfor nogen.. og han havde heller ikke tænkt sig at lade sin kolde maske dominere.

hun fandt endeligt en fest og kom hurtigt ind, blot et smil og folk lukkede hende ind, der var mange mennesker og musikken var allerede meget høj, hun grinte let og kom hurtigt ud på dansegulvet, det morede hende meget, også fordi dans var en let ting for hende, vinden stoppede hende jo ikke i dansen som andre ville havde svært ved det. hun stoppede let og satte sig hen i vinduet før hun langsomt lukkede øjnene, stadig lod hun til at more sig over folk til denen fest, der kom også fler og fler, ikke noget med at alle kendte hinanden men man kom til det her for at more sig og lære nogen nye at kende. hun grinte lidt da musikken stoppede brat over at der var en der var for fuld og lagde sig ned og sov på gulvet.

//Okay I gotta know.. Hvad forestiller du dig helt præcist der skal ske? xD//

Endelig brød en bevægelse Ahngels stilhed. Et stik i hans hals og hjerte idet han mærkede en unødig sult trænge sig på. For pokker. Hvorfor også de dage? De dage hvor det rent faktisk gav ham et ilde syn på rent faktisk at æde løs på beborende i denne korrupte by.
Han rettede sig op og kiggede imod himlen inden han stille begyndte at gå ned ad bakken med hænderne i lommen og sin sorte krave rykket op over sin hals, så hans nedre ansigt blev delvist dækket af den og de lange sorte tråde af hår der bevægede sig stille som skygger omkring hans ansigt. Han bevægede sig ned for foden og fandts ig selv bevægende ind i byens metalliske overflade.
Han så sig stille om uden den store entusiasme. Dette ville nok ikke være noget af sadistisk humor eller ren og skær lyst. Det var ikke at leve.. det var at overleve i en grad som han hadede.

hun sad længe i vindueskammen og kiggede på de andre til festen før en af 'drengene' spurgte om han skulle følge hende hjem da han syntes hun så træt ud. træt? hun syntes ikke hun selv var træt, men hun trak stille på skulderne og smilede lidt før hun langsomt rejste sig og lod ham følge hende hen mod døren, men stoppede hurtigt igen da han af en eller anden grund ikke gik med ud, men fik travlt med at komme ud på toilettet, hun begyndte at grine lidt, hvor morsomt. hun stillede sig op af væggen for at vente på at han kom ud, men da han ikke lige kom ud igen vendte hun hurtigt om for selv at gå fra festen.

Igennem gader gik han og uinteressantes nysgerrige blikke lagdes på ham.. Alle folk han ikke begærede eller lystede kropsligt. Den man tugter elsker man, siger man jo, og Ahngel bevægede sig nu i den længsel efter noget han kropsligt ønskede, men ikke ville have til at gå på jorden mere. Dem man ønskede som kropsløse dukker ved ens fødder. Det var en makaber form for lyst og elsken, men den var virkelig.
Kun få minutter senere havde Ahngel tvunget en ynge kvinde op ad en mur, ikke langt fra festens kerne. De andre.. de ragede ham ingenting. De kunne se på ham.. de kunne skrige og ringe efter politi. Ahngels blik ville ikke falde på nogen af de ubetydelige individer. De fortjente ikke hans øjne på sig.. De fortjente ingen opmærksomhed overhovedet.
Ahngel bevægede sig tæt op ad kvinden, så det nærmest ville ligne to elskende der havde ladet sig falde i armene på hinanden. Ahngel holdt begge hendes hænder over hendes hoved, imod muren, med en enkelt af hans store hænder imens den anden banede sig vej op af hendes barmede og velformede torso. Kvinden, som han havde sig udset, sagde ikke en lyd, men holdt sine store blå øjne imod ham med et trancelignende udtryk.. fanget i hans øjne, som koldt hvilede imod hendes.
Ahngel mærkede på hende få sekunder for at fange hendes puls på steder på hende.. mærke livet der gled igennem hende inden han ville tage det. Langsomt lagde han nakken ned og støttede kæben imod hendes hals i noget der kunne ligne et lidenskabeligt kys, som kvinden svarede på med et gibbende støn. Ahngel ignorerede det og lod tænderne synke i hende. Hendes brystkasse hævede sig kort af en hurtig lyst, faldende over hende af hans bliks forbandelse. Hun ville dø i en ekstase og en lykkeros. Hvor patetisk.