Welcome Back! (Ahngel)

Tid: Nat
Sted: Parken
Vejr: Køligt, og det blæser en smule
Omgivelser: Park-ting?


Solen var gået ned og efterlod Parken i lyset fra de få lygtepæle som stod rundt omkring, hvor stortset alle blinkede engang imellem. De var nok ved at gå ud. Men der blev ikke gjort noget ved det siden alle nok var ligeglade med den smule ekstra mørke det gav byen.
Lyden af en lighter som blev tændt igen og igen, var den eneste lyd i parken, udover vinden der tog i bladene. Mail, som var årsagen til det, havde placeret sig på en bænk tæt ved parkens indgang. Han lå på maven, med ansigtet presset ned imod de fugtige brædder som udgjorde bænken. På jorden, ved hans side stod det en sort rygsæk som indeholdte alle de ting han nu ejede. ”Velkommen tilbage, Mail! Vi har savnet dig åh, så meget!” Mumlede han sarkastisk til sig selv og kom med et lille, kort grin før han langsomt vendte ansigtet til siden så han kunne se ud på stien som gik igennem parken. Nej, sådan ville det nok ikke komme til at gå, hvis han faktisk mødte nogen som han havde snakket med, før han havde taget afsted. Byen havde ændret sig, det behøvede man nu ikke at være ekspert for at se... så mon ikke også at byens indbyggere også havde ændret sig en smule?
Med et svagt suk satte han håndfladen mod bænken og skubbede sig op at sidde, så han ikke kom til at falde i søvn af bare kedsomhed! Siden der levede så mange forskellige væsner i byen, havde han forventet at der ville være flere end bare ham, som havde forvildet sig udenfor. Mail lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene med endu et suk. Måske skulle han bare havde været blevet i London...

Det var ikke fordi han havde brug for det lange, hæse åndedrag han tog, men han gjorde det alligevel? Måske for at sætte en lille illusion af liv i spil i hans høje slanke udøde krop? For at falde en smule mere i med hans omgivelser? De åndende træer og den iltholdige luft. Dog ikke. Det havde på ydersiden ikke været andet end et suk. Et symbol på mangel på overskud eller en overdrivelse af samme. Han frigjorde sin ryg fra den tykke stamme og så ned ad den ganske svagt oplyste sti, som lagde sin løber knapt ti meter fra hans lille skjulested. Ved hans fod lå en kvindekrop med ryggen imod himlen og ansigtet skjult af græsset og det lange brune hår der let lod sig tage med af vinden. Hendes hals flået op og blodet var stadig i gang med at lade sine resterende lagre flyde ud og farve det mørkegrønne græs. Han selv var ikke besmittet af blodets farve, til trods for en enkelt rød stribe fra hans mundvige og til hans hage. Han havde hurtigt givet op for denne kvinde. Han var efterhånden vant til at de ingen tilfredsstillelse gav ham og han var også klar over hvorfor for en gangs skyld. En vanesag? En dødssynd? Et savn? .. Ahngel skubbede disse fintfølende holdninger fra sig og rettede sig atter en smule op, så det lange sorte, glatte hår frigjorde sig den tykke bark fra træet der i de sidste ti minutter havde været hans hvileplads. Han forlod liget med langsomme trin, ladende hans krop bades af det svage, knitrende lys fra de defekte gadelygter. Han lignede sig selv. Umådeligt høj og tynd. Hans brystkasse bred dog, gørende at hans figur ikke blev ranglet eller barnlig. Håret langt og sort, liggende over hals, skulderblade og få totter foran ansigtet, som ligeså var det samme. Glat.. Smidigt og skinnende i den hudfarve han altid havde haft. Marmorhvid. Arret var hans hud, til trods for ansigtet og hænderne, på nær et enkelt ar, der lagde sig over hans højre øje. Den røde farve fra det glødende øjne gjorde det den smule mere tydeligt som han gik der i mørket. Han var iført et atyp8isk sæt tøj for ham. En poset skjorte med halvåben front, dinglende med to snørrer der burde fastholde stoffet ved halsudskæringen. Mælkehvid og varmere i farven end huden den så knapt rørte med det luftige stof. Sorte bukser, lignende groft læder. Ingen smykker. Ingen juveler eller ædle metaller, som man burde forvente af en vampyr af hans sort. Smuk var han dog, så i sidste ende ville smykker også kun virke prangende.
De røde øjne vendtes imod en af de hakkende gadelygter med et mørkt udtryk. Belastende for hans ømme syn. Natten var ikke skabt for at oplyses. Han ignorerede den dog og gik videre ned ad stien, stak hænderne i lommen og lignede i princippet ikke en der lige havde flået halspulsåren af den middelaldrende kvinde henne i buskadset. Ikke at han ønskede et skalkeskjul. Det var ingen hemmelighed. Tvært imod faktisk.

Mail lod sin ene hånd søge ned i bukselommen, hvor han fremdrog en halvtom cigarretpakke, som han sad og stirrede lidt på i noget tid, hvorefter han åbnede den, tog en cigarret op af den og stak den i munden uden at tænde den. Han var jo sådan set næsten stoppet. Næsten.
Han løftede hovedet en anelse da en speciel duft fyldte hans bihuler. Selvom han jo sådan set ikke behøvede at trække vejret, gjorde han det nu alligevel. Han havde jo trods alt stadig noget menneskeligt blod i årene. Mail vendte ansigtet den vej hvor duften kom fra, og med en irriteret grimasse gemte han ansigtet i hænderne. Blod. Hvorfor skulle det absolut være blod? Ikke fordi han ikke kunne holde duften ud, tværtimod, men den bragte bare så mange dumme minder med sig. Men det var noget han var nød til at 'leve' med.
Med en irriteret lyd slog han foden hårdt i jorden, hvorefter han rejste sig op, tog sin taske over skulderen og begyndte at gå imod duften. Siden den lille 'ferie' han havde holdt i London var han blevet mere afhængig af blod, end han var før i tiden. Nok på grund af den måde han havde 'spist' på, grundet det lille arbejde han havde taget for at tjene lidt penge. Et lille smil tegnede sig på hans smalle læber.
Mail løftede blikket en smule, og løsrevede sig fra sine tanker, da lyden af sko som slog mod stiens sten, fangede hans opmærksomhed. Så der var faktisk nogle? Folk var ikke bare sunket i jorden. Han stoppede op, da han havde fastslået at personen gik i hans retning, og han lod sig læne op af det nærmeste træ, da hans nyskerrighed havde overtaget ham. Hvem mon gik rundt på denne tid af natten? Ikke at det var sært for byens befolkning, men folk var jo begyndt at blive lidt sære.
Der gik heller ikke længe før en utrolig høj mandsperson kom frem mellem skyggerne, og fik Mail til at spærre øjnene en smule op.
”Ahngel?”
Det kunne da ikke være andre end ham, kunne det? Det lange hår, det gammeldags tøj... Det var da ingen der så sådan ud, andre end ham, desuden kunne han ikke tage fejl af sådan noget!

//Sorry for being an ass, and not answer... jeg havde bare så travlt! D://

Lugten af tjære, ild og nikotin fyldte luften og lod sig bære med vinden der gled over vampyrens glatte hud og ind igennem de lange sorte hårtråde. En diskret rynke kom frem over vampyrens spidse næsetip som han opfangede den alt for stærke lugt. Måske var det bare hans sanser der var for sarte. Det var det for det meste. Øjnene klemte sig en smule sammen som røgen begyndte at blodvæde dem. De nåede dog ikke at blive blanke før han sugede det forurenede luft til sig i et unødvendigt åndedrag. Han pustede det fra sig igennem næsen og drejede nakken, som han nærmede sig røgens ejermand. Måske var det alligevel ikke for meget med et fjerde offer denne nat? Tandkødet pirrede en smule som det trak sig over de skarpe hjørnetænder bag den lukkede og rolige mund, der ikke syntes at gemme på noget monstrøst. Det samme gjaldt Ahngels øjne. Var disse lukkede ville et udtryk af uskyld dominere dennes ansigt, som tilhørte han en race lignende de godhjertede engle, men når de var åbne, kunne selv det mest imbecile menneske sige at de t ikke var en sådan person. Det glatte og det smukke var dennes skal. Dennes rustning, skabt marmorhud og silketråd.
Det ligegyldige udtryk i dennes øjne udlignede sig, og de runde pupiller blev smalle, som et kattedyrs. Det var den røde farve der faldt ham i øjnene først. En rød manke han før havde lagt blikket på. Længe siden efterhånden, dog ikke hvis man så på vampyrens liv som en helhed. Gjorde man det, var der kun tale om dage.. Måske kun endda en time eller to.
Han stoppede da op og grusen sled med hans sko og trillede få centimeter fremad efter at ha været i hans kølvands vold. En sten splintredes i tusind små sandkorn og gjorde sig et med overfladen af stien. Blikket et kort øjeblik uforstående imens han kiggede på det halvmenneske, som han syntes at genkende. Kun et øjeblik. Da blev øjnene atter rolige. Da blev munden atter en tynd streg igennem ansigtet og atter var der ingen rynke at se på det praktisk talt perfekte ansigt. Øjnene vedblev på Mail for en stund inden lygtepælen bag ham begyndte at blinke febrilsk igen, som var selve vampyrens tilstedeværelse alt for anstrengende for den svage lyspære. Han var uforandret. Måske med undtagelse af den lille ekstra glød af nyfundet erfaring i hans øjne. En lille snært af ældning, som man kun kunne dokumentere ud fra fornemmelse, da dennes udseende var og blev det samme. Blikket gled fra Mails ansigt og til cigaretten.
”Gamle vaner har lange rødder..” Han pustede en af halvmenneskes cigaret-os væk fra sig med et hæst suk. Hans stemme var som hans ansigt. Uforandret.

Mail kunne ikke lade være med at smile, da Ahngel endelig fik sagt noget. Heh.. selvfølgelig viste fuldblods vampyren ikke noglen følelser, nøjdes med at nævne noget så ligegyldigt som gamle vaner. 'Åh, Mail! Du er tilbage! Jeg har savnet dig så meget, now be my bride and lets live happily ever after!' Det var vel sådan han havde forestillet sig det, før han trådte ind i byen. Han tog cigarretten ud af mundet, og holdte den mellem sin tommel- og pegefinger. Men selvfølgelig vidste han at Ahngel ikke ligefrem var én som gjorde sådan.. desuden var det sært bare at tænke på det!
Mails smil blev større, idet han lagde hovedet let på skrå for at betragte fuldblods vampyren. Han havde ikke forandret sig en smule... tøjet var måske en smule anderledes, men ellers var alt som det plejede. (S)køn som altid. Mail selv var klædt i det selv samme tøj han bar, som da han rejste væk. Den stribede trøje, de blå cowboybukser... støvlerne. Det eneste som lige manglede var hans goggles, som ikke sad i panden som de ellers plegede at gøre, ellers havde han heller ikke forandret så meget.
Han grinte svagt og lod sin hånd køre igennem sit røde hår, en enkelt gang, før han rettede sig op igen. ”Jeg stopper, hvis du vil have det.” Han gav slip på cigarretten, så den landede inde på græsset et sted.. blev slukket af de små dug som havde samlet sig rundt opkring derinde i løbet af natten. Der var heller ikke så meget ændret dér. Mail var stadig efter Ahngel, selvom alle i hele verden nok var klar over at det kun var one-sided, eller sådan føltes det i hvert fald. Ahngel havde sikkert den latterlige tanke at Mail bare fjollede rundt, selvom det overhoved ikke var sandt! Det var nok den eneste grund til at han var kommet tilbage til byen, hvor folk bliver slået ihjel eller voldtaget hver nat, bare på grund af de bæster som levede der.
”Hvad så, min elskede... får jeg slet ikke et 'velkommen-hjem kys', eller hvad?”

De røde øjne vendtes nedad. Ahngel var måske i sidste ende ikke den eneste der ikke havde forandret sig. Mail var stadig denne unge skikkelse, som han var dengang i de første år, som Ahngel havde brugt i Di Morga. Dengang han endnu var underlagt Croix 4 og da han endnu havde en undskyldning for at opføre sig som et mere eller mindre venligtsindet væsen. Den tid var forbi. Den tid var faldet sammen med den tidligere hersker, Zane og Ahngel var nu gældfri. Blikket skød atter op ad halvvampyren som denne talte til ham for anden gang, spurgte ind til et af Ahngels sjældne kys. Ahngel rystede på hovedet.
”Selvtilliden er da endnu intakt ser jeg.” Blikket faldt til siden, hvor han kunne skimte det sted, hvor han havde efterladt den blødende kvinde. Kys var efterhånden blevet sværere at give.. Måske fordi de pludselig havde fået sig et fortrukket mål og betydning. Før var det jo bare en mund på en anden mund. Ikke andet. Et gys slap ind over Ahngels skulder, som sukkede hans hud en enkelt gang. Den pirrende følelse af åbnende porer mærkedes igennem arvævet, der dækkede det meste af hans krop, som var det en million små tråde, fastsat under huden med forskellige mønstrer og betydninger. Arret ved højre øje, som det eneste i ansigtet at finde. Resten fandt man startende ved kravebenet og om halsen med et optrappende antal. Han havde vel sagtens også fået flere under Mails fravær. Blikket faldt til den døende cigaret i græsset. Han skød stille et øjenbryn i vejret og kiggede tilbage til Mail. Måske hans autoritet havde vokset i forhold til ham? Endelig blev den konstante flimren fra lygtepælen for meget for vampyren og således døde den. Måske fordi den havde brændt sin metalwire på et godt tidspunkt eller bare vampyrens, stadig nænsomme, stadig ’uskadelige’ aura, som havde bevæget sig imod den som en ustyrlig kniv. Det rolige, afklarede udtryk blev gradvist spørgende, mens det vurderede Mail. En vind fjernede det lange, sorte hår fra dennes øjne, som kneb sig en smule sammen.
”Blev Di Morga for meget for dig i sidste ende, eller har du gemt dig i et tilfældigt hjørne af verdenen for eventyrets skyld?” Stemmen en smule sarkastisk, dog lå der noget oprigtigt i det. Trods han ikke huede at lade det vise, havde tanken om hvor pokker han var blevet af dukket op i ny og næ.

Nå... men han prøvede i det mindste. Et svagt smil kom frem på hans læber, idet han vendte ansigtet væk og stirrede ind i mørket, hvor al verdens væsner gemte sig. ”Sådan én som mig er nød til at have selvtillid for at overleve... ellers ville jeg have været død for længst,” han fnøs før han igen vendte sig imod vampyren, med et dumt, lille smil på læben. Hvis han ikke havde sin rapkæftede mund, store ord og al den åndssvage selvtillid, var han hurtigt blevet fanget igen den dag. Kæft hvor ville det have været nederen, når han endelig havde taget lidt initiativ til at rende sin vej.
Mail havde skam heller ikke selv, sluppen helt let. Hvis man fjernede det lag tøj han havde dækket sig med, var der små ar rundt omkring på hans ranglede teenagekrop. Souvenirs fra ting som ikke burde have været sket.
Et svagt suk kunne høres fra ham, da Ahngel spurgte om hvorfor han var taget af sted, og han lagde, med et tænkende blik, hænderne om i nakken. ”Vi kan vel sige at jeg havde brug for en lille pause... tænke ting igennem...” han trak hurtigt på skuldrene og lød faktisk en smule seriøs... før han igen slog over i sin spøgende opførsel; ”...-men jeg opfattede hurtigt at jeg ikke kan leve uden min skat, så bare rolig, jeg er kommet tilbage til dig!” Han gik ned på knæ og fumlede i sin bukselomme efter en ring lavet af rusten ståltråd, som han havde siddet og lavet dengang i kælderen, for at få tiden til at gå. Han holdte den op imod Ahngel og smilede drengeagtigt, før han kort rømmede sig; ”Ahngel, min elskede – vil du gifte dig med mig, og blive min brud? ...Du kan selvfølgelig også være toppen, hvis du har det bedre med det, men det er tanken jo der tæller,” han smilede det mest selvsikre smil han kunne, hvorefter han blinkede op til ham.

//Jeg glemmer ikke... jeg er bare en skidderik ;P//

-Mon sauvage?
- Oui?
Jean rettede en enkelt gang på slipset imens han betragtede sin alphahan der kiggede ud af vinduet med et stumt udtryk. Sneen udenfor gjorde Ahngels ansigt endnu hvidere og udtryksløst. Selv de røde øjne bukkede under for det hvide genskær fra den snedækkede have udenfor. Den trettende Lucifer veg ikke blikket for at svare på Jeans spørgen og det altid søgende blik bag de blå brillestel. Den blonde vampyr rømmede sig kort som han ikke havde ordene lavet om til et spørgsmål endnu. Ahngel hævede et øjenbryn og vendte endelig sine røde øjne imod denne. ”Jean? Hvad vil du?” Jean foldede konvolutten i hans hånd igen. Noget over Ahngels bitre røde blik, frarøvede Jean sin spørgelyst. Han rystede kort på hovedet for sig selv og skimtede til konvoluttens overflade, som var addresseret til en vis: Ahngel De L’encore. Jean havde undret sig over hvorfor dette kaldenavn, som han ikke havde hørt i over tohundrede år var blevet sammensat med hans eget efternavn.
”Hvad har du der?” Mumlede Ahngel og fjernede panden fra vindueskarmen og satte fronten i Jeans retning. ”Det månedlige befolkningstal er blevet Dem tilsendt for tidligt, mon sauvage. Ønsker De at gennemgå dem?” spurgte Jean da. Hurtig med sin løgn. Ahngel rystede på hovedet og viftede med håndfladen som tegn for at Jean skulle forlade værelset. Jean nikkede og satte imod døren. Han lagde brevet i lommen og sukkede opgivende for sig selv. Hvem ville adressere hans elskede alphahan med det navn?

_________________________________________

Ahngel betragtede Mail med et stumt udtryk. Kold i ansigtet og virkede ligeså svært tilgængelig som før i tiden. Uforandret. Dette var dog kun delvist sandt. Han var blevet åbnet, som en muslings skal. Brutalt. Til Mails første bemærkning, sagde han ikke noget, men overværede den rødhårede halvvampyr med et afventende udtryk. De røde øjne brændende som altid, redegørende for et aktivt og radikalt farvet indre, som blev sat i bås bag marmorhvid hud og en perfekt maske, der kun kunne krakeleres af de dygtigste og mest ambitiøse billedhuggere.
Holde pause? Tænke tingene igennem? Ahngel sænkede sine skuldre lidt og slap en smule af den stramme holdning som hans øjne gled til siden og hans sind vandrede en smule. Det han fandt bedst virkende i den situation, var dog at abstrahere for disse tanker. De sorte vipper dannede en skygge over Ahngels røde blik som øjnene sænkede imod stien, hvor han var kommet fra. Farven falmede og blev næsten helt sort med et enkelt brændende rødt skær i kanten til blot at påminde omgivelserne på at denne ikke var død og at der stadigvæk var noget at finde, dybt dybt inde i det afsikrede og fjendtlige sind. Som Mail snakkede igen, spøgende som han var kendt for, gled Ahngels blik tilbage og øjnene flammede atter op som hans koncentration på virkeligheden intensiveredes. Han hævede et øjenbryn. At blive adresseret så pokkers personligt prikkede lidt til Ahngels tålmodighed, specielt som den blev fremført… Som om Ahngel havde været en tør jomfru der havde ventet på knægtens hjemkomst, bærende et rustende kyskhedsbælte og med årgamle tårer trillende ned af kinderne. Ikke just. Mail gik på knæ og begyndte at fumle. Ahngel gik få skridt fremad og lagde hovedet lidt på skrå, rullede kort med øjnene som denne trak en hjemmelavet ring op fra sine gemmer, som åbenbart var sigtet imod Ahngel. Knægten blev vel aldrig ældre, gjorde han? Det lille provokerende blik blev ikke gengældt med andet end et kort opgivende udtryk, samt et forholdsvist passivt suk.
”Trods det er hjerteskærende for mig, må jeg desværre afslå.” Sarkasme. Han led ikke et eneste pulsslag ved de ord. ”Bindende kontrakter og alt for humane ægteskabstraditioner er ikke noget jeg hverken efterstræber eller behøver.” Han smilede dystert og tiltede ansigtet lidt til den anden side. Vinden tog et let tag i det lange, sorte hår og førte det lidt videre i en glidende bevægelse. ”En skam dog. Det ser ud til at du har brugt lang tid på at forberede det her.”

I et øjeblik, virkede det fjollede smil på Mails læber mere stift og, ja... alt for anderledes til at kunne tilhøre Mail. Han vidste jo godt at han ville få et nej, det var der ingen tvivl om, især når han var som han nu var: Useriøs og barnlig. Det kunne han jo, ifølge ham selv, ikke rigtigt gøre noget ved. Han var som han var, og det samme med Ahngel, selvom de begge nok havde forandret sig i al den tid Mail havde været i England.

Smilet forsvandt, i den tid han sad på knæ, erstattet af et tænkende og blankt ansigt. Han skulle finde på et godt og hjerteskærende svar til Ahngel, så han fik én eller anden form for dårlig samvittighed... hvis han da havde nogen! Han kom hurtigt op på benene igen og knugede den hjemmelavede ring til sig.
”Søde... du sårer mig virkelig. Nu havde jeg endelig taget mod til mig, kommet tilbage til Di Morga.... til dig og så får jeg et nej.” Han sukkede overdramatisk, og højlydt, hvorefter han fortsatte; ”Men... min elskede, jeg vil vente! Jeg skal nok få dig på et tidspunkt, men indtil da-...” han tog fat i Ahngels ene hånd og lagde ringen deri, ”-... Hold fast på den, indtil den dag kommer, for det gør den!” Han klemte kort hans hånd, og tillod sig at blinke til ham endnu engang, før han trådte et skridt tilbage og satte en hånd for sin pande. ”Men ak jeg må lide, til den dag kommer! Suk, suk!”

Ahngel betragtede den unge halvblods med det samme kølige blik, som han gav de fleste. Sjældent fik nogen set ham forlegen, fornærmet, vred, kærlig eller varmhjertet. Nogengange faldt han så langt ind i sin phantomime at han blev helt forskrækket og opspilede øjne når han så hvordan hans ansigt havde frosset i spejlene på point du lac. Ingen rynker, Ingen bøjet hud eller besværede grimasser. Trods hans ufølsomme og begrænsede arsenal af ansigtsudtryk var han stadig ligeså gudesmuk som han altid havde været. En sådan symmetri og perfektion at det var grotesk og man ville tvivle på hvorvidt denne skabning havde en overflade man kunne røre, eller om fingrene bare ville glide igennem ansigtet og finde ud af at det blot var en naiv drøm om en underfuld skønhed. Man lagde sjældent noget i at han ej smilede. Man blev blændet langt før man lagde mærke til hans stumme ansigtstræk og det manglende liv i de glatte former. Kun øjnenes nuancer strålede som altid. Man skulle tro de ville oplyse natten, men nej. De afgav blot en rolig glød og var det eneste der røbede personlighed bag hans glatte facade. Ud over det: intet. Tragisk måske, men samtidig en fordel hvis væsenet bag al styrken og skønheden i virkeligheden kunne være svag eller lidende? Hvem ville vide det? Ingen ville gætte på det. End ikke Ahngel selv - Symbolet på det regime han sad på: Det måtte ikke være fejlfrit. Og dog prydede ar hele hans krop, bortset fra ansigtet, hvor der kun var et enkelt eksempel over det højre øje. Det sved ikke som de andre ar, men knugede i vampyrens bryst når han fik øje på det. Had blandet med uudtømmeligt begær, som ønskede han at æde sit eget arvæv blot for at have dette minde i hans indre for evigt.

Som Mail kom op at stå og talte til vampyren, tog Ahngel ringen i hans flade hånd og kiggede på den. Den havde vel sin egen charme? Et sådant stykke isenkram. Han havde før hørt at hjemmelavede begavelser var hvad der var mest vær. Hans fingre var alle ringløse, og dog lagde han den blot i lommen og kiggede roligt på Mail. Han rystede på hovedet og vurderede Mail passivt med de røde øjne.
"Jeg tvivler." Svarede han. Begrundelsen holdt han for sig selv. Der var millioner af grunde til at det ikke ville kunne virke at indgå sådanne forhold med knægten. Kun én af grundene betød virkeligt noget for vampyren dog.

"Så..? Hvorfor ikke holde en livslang pause fra det her gudsforladte sted?" .. Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og slog vægten over på anden fod. Hans ryg rank som altid. "Jeg forstår ikke hvordan en som dig ville sætte pris på det her. Her er ingen fremtid at hente." Hans øjenbryn førtes en smule ned i et eftertænksomt udtryk. Mistænkeligt nærmest.