What am I doing here? - Chariot

Sted : - : Allées - Gyderne
Tid : - : Midnat, eller der over?
Vejr : - : Det små regner lidt.. Ellers ikke rigtigt
Omgivelser : - : En der efterfølger Maylana

Ånden lå tungt i luften, mens hun løb så hurtigt hun kunne, flere gange var hun ved at falde, fordi at hun ikke kunne bruge sin stav, da hun havde tabt den under flugten. Hun bed sig hårdt i læben, mens hun tvang sit indere syn til at vise hende vejen frem. Tunge skridt kunne høres i baggrunden, skridt der havde sat sit mål på at fange May. Men hvorfor, det havde hun ingen anelse om. Det havde været for flere timer siden at hun havde haft følelsen af at, nogen var efter hende. Men så, havde hun fået at syn om at hvis hun ikke flygtede, ville hun ende som banke mad. Hvorfor det viste hun endnu ikke. Lige nu, ville hun bare væk fra det her sted. Efter noget tid mærkede hun noget hårdt imod sin pande, og hun faldt bag over. "Fuck.." mumlede hun da hun mærkede sin pande, og kom hurtigt op på benene igen. Hun var løbet ind i en blindgyde. Hendes hænder hamrede på væggen, mens hun havde lyst til at skrige af afmagt over hun ikke kunne komme nogen vegne, og bandede sin tilstand langt væk. Hvorfor skulle hun også være blind.
Hun hørte en latter bag sig, og pressede sig op af væggen, mens hun lod hoved glide ned af, mens hendes tanker løb rundt i hoved på hende, skulle hun sparke ud, skulle hun prøve at flygte, eller hvad var det hun skulle gøre!? Hun viste det ikke, og stod som lammet, mens hun ventede på at personen ville gøre det, den skulle gøre, så hun bare kunne komme væk. Det kunne vel, i grunden ikke være så slemt, så længe hun bare overlevede.

En skikkelse af en dødsengel ved navn Chariot var denne mand der fulgte efter Maylana. En pige han før havde mødt i storcenteret for et stykke tid siden. Han havde samlet hendes stav op, efter at hun havde tabt den, hvad skulle han gøre når hun var så bange? På et eller andet sted, kunne han ikke finde på at være ond over for hende, han kunne ikke udnytte hende, lige så vel så meget, som han kunne med en hver anden pige, som han mødte. Han passede godt på hendes stav, imens at han løb efter hende, "Maylana..." råbte han og bed sig let i læben, stoppede dog op med at løbe da hun også stoppede med at løbe... efterfulgt af at de var kommet til en blindgyde. "Det er mig.. Chariot, ham .. du mødte tidligere i et storcenter" hviskede han mod hendes øre, da han gik hen til hende og tog roligt fat i hendes ene hånd, "Du behøver ikke at flygte mere.... du skal ikke være bange" sagde han med en rolig og blid stemme, hvad gik der af ham?! det plejede ikke at være ham!.. men det var mest også fordi hun var blind og han syntes at det var synd for hende. Han havde.. medlidenhed med hende?

Hun stoppede op da hun hørte en velkendt stemme, og mærkede hans hånd i hendes. Hun vente sig langsomt om og kiggede på ham med et lille smil på læben "oh... hey.." hviskede hun stille og kunne mærke hvordan der steg lidt rødlig farve op i hendes ellers så hvide kinder. Hun fattede ikke sig selv at hun havde været så paranoid, at hun havde troet at han havde været en fare for hende. "Du.. skræmte mig.." sagde hun stille og bed sig i læben mens hun lagde hoved mod hans skulder og lukkede øjnene. Prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol efter at havde løbet så meget og så hurtigt. Det var slet ikke noget hendes slappe krop var bygget til "hvad fanden laver du her ude..?" spurgte hun så og vente et spørgende blik op mod ham, med de tomme øjne, som egentlig ikke viste nogen følelser overhoved. De var bare tomme, hvilket mange fandt meget uhyggeligt. Men det kunne hun jo ikke rigtig gøre noget ved vel? Hun var blevet skabt som hun nu en gang var blevet skabt. Igen bed hun sig lidt i læben og trak sig lidt med modvilje væk fra ham, da hun ikke var sikker på at han brød sig om at have nogen så tæt på. Hun lagde hoved en smugle på skrå og lukkede så øjnene helt.

Han kiggede lige så stille på hende og smilede lidt, ”Undskyld, det var ikke meningen” sagde han og hævede det ene bryn, da hun lagde sit hoved.. på hans ene skulder? Havde han ikke lige regnet med, men han gav hende lov til sådan at få lov at få været igen, inden at han undslap et svagt grin fra sine kolde og blege læber, da hun pludselig spurgte ind til hvad det var han lavede på en anden tone, end på hvordan hun plejede at snakke. ”Hm, ved det egentlig ikke.. var på vej hjem .. men så fik jeg færden af en bekendt lugt… og regnede med at det var dig… som jeg … sådan… forfulgte.” sagde han og fugtede sine læber, ”Du plejer ikke at være så hård i det” mumlede han inden at han bukkede sig lidt ned, ”Argh..” mumlede han og knyttede sin ene hånd, den hånd hvor han stadigvæk havde en forbistret kugle i fra en pistol, ”Også prøver jeg at finde ud af hvordan jeg skal få en kugle ud… af min hånd” hviskede han, imens håbede han på at dette ikke gjorde hende bange, det var i al fald ikke meningen. Et ualmindeligt grumt smil dukkede frem på hans læber, kuglen gjorde ikke så meget skade på ham igen, men alligevel ville han gerne have den ud, hurtigst som muligt, inden at den nærmest forplantede sig i hans hud. En tanke strejfede ham, når det var muligt ville han komme ind på et emne med hende om muligheden for at give hende et andet liv. Han rystede dernæst kort på hovedet, ”Ellers.. er jeg ikke kommet for at lave ballade, hvis det er det du tror” tilføjede han stille.

Hun rynkede brynene over det han sagde, og rystede lidt på hoved af ham med et lille grin på læben. Hun havde ikke rigtig bemærket hendes toneleje, og var vel også ligeglad. Hun snakkede som hun snakkede. Langsomt gik hun tættere på ham igen og tog hans hånd, og følte lidt på såret hvor kulgen sad. "Jeg kan godt tage den ud.. men det er nok ikke nogen speciel god idé at gøre det her ude.." mumlede hun stille og kiggede på ham, med de tomme øjne, og følte så på den anden hånd hvor hendes stav var "Du har min stav.." sagde hun i et lidt muntert tone leje, da hun virkelig havde brug for den stav. Tog den dog ikke ud af hans hånd, "hmm.. tager jeg som en kompliment tror jeg.." hun grinede lidt og bed sig i læben. "nå.. skal jeg hjælpe dig med at få den kugle ud eller hvad..?" hun tog en dyb indånding da hun sagde det, da hun godt nok ikke var den bedste når hun lugtede blod, men det var blevet nemmere efter at hun var blevet blind. Da hun lagde mærke til at det var mere mængden af blod hun ikke kunne klare, end selve lugten af blod.

Han nikkede, "Måske kan jeg nok lige flyve os hjem til min lejlighed, selv mine vinger er også lidt skadet.." sagde han stille og bed sig hårdt i læben, imens at han kiggede på hende, "Ja.. jeg fandt den på min vej og tænkte at det var din" mumlede han, og rakte staven imod hende, hvor han holdte den i sin anden hånd, et grin undslap fra hans læber, "Okay..okay frøken" sagde han og hævede det ene bryn, han forstod ikke den måde som hun snakkede på. Så hun skulle spille lidt hård? Efter at han havde givet hende staven, lagde han sin skadet hånd på hendes ryg og førte den anden under hendes ben, løftede hende på den måde op i sine arme, og slog sine vinger ud, man kunne sagtens se at de var skadet, nogle små revner var hist og her på dem. "Hold godt fast.." mumlede han og lettede da fra jorden, han barskede ikke nær så hårdt med sine vinger som han plejede, men han prøvede på at flyve så hurtigt som han kunne, imod Terre hvor hans lejlighed lå i en stor bygning.
Han kiggede lidt ned på hende, imens at han koncentrerede sig om at flyve. Han ville sørge for at der ikke ville ske noget imens at de både fløj og når han skulle lande ned mod jorden. Han magtede ikke at der skulle ske flere skader.

"tssh.." mumlede hun stille over hun ikke kunne finde den rigtige tone at snakke med ham på. Hun lod sig uden at sige noget blive løftet op, og smilede lidt over at hun følte sig som om hun ingen ting vejede. Hun lagde stille armene omkring hans nakke med staven i sin højre hånd, og sørgede for at den ikke ville ramme ham i hoved, eller ved hans vinger.
Da hun tydeligt kunne se at han var kommet til skade "Hvad er der sket?" spurgte hun stille og bed sig i læben, mens hun kiggede ind i brystet på ham, med de tomme øjne, dog efter noget tid lukkede hun dem. Og smilede glad over følelsen af at flyve, en følelse hun altid havde ønsket sig at føle. Men hun havde aldrig haft muligheden for at komme ud at flyve. Så dette var hendes første gang. Langsomt tog vinden fat i hendes hår og rev det let til side mens at de fløj afsted, til et sted som hun ingen anelse havde hvor var henne. Hvad gik der egentlig af hende, at hun bare sådan tog med en mand, som hun egentlig ikke kendte så godt. Hjem til hans lejligheden. Hvis hendes bror viste det, ville han skrige og skråle af hende, at hun var meget uansvarlig. Hvilket bare fik hende til at smile mere, over at hun faktisk gjorde noget, som hendes bror ville hade. Hun elskede faktisk at irritere ham, selvom det var en ret ond tanke, efter som at han jo kun havde været der for hende. Lige siden hun var blevet blind.

"Ehm.. det skete ved et uheld da jeg var på vej hjem" svarede han med et skævt smil, om få minutter ville de være i Terre, og om ikke så længe ved hans lejlighed. "Jeg får dem nok healet på et eller andet tidspunkt" sagde han så og bed sig diskret i underlæben, han håbede samtidig på at hun nød det med at flyve, en tanke strejfede ham, hvorfor tænkte han så positivt, når han var sammen med hende? Det irriterede ham lidt, hvorfor at han ikke vidste det, normalt var han bare ond og kølig at snakke med af en dødsengel at være og han plejede ikke rigtigt at smile.
Han lukkede sine øjne lidt, imens at han fortsatte med at flyve og gjorde på den måde sin krop mere varm, så hun ikke ville vække så meget misanke om at han var meget kold og så at hun ville spørge ind til det. Han åbnede dog sine øjne hurtigt igen, for at det koncentrere sig endnu engang om sin flyvning.

"hmm.." mumlede hun stille og for sig selv. Men sagde dog ikke noget yderligere omkring det med at han var kommet til skade. Da det var tydeligt at, det ikke var noget han ville snakke om. Hun bevægede lidt på sig, og lod tankerne løbe, til den tid hvor hun havde været en lille pige, og kigget op på himmelen. Der havde hun fået at vide af sin mormor at hun en dag ville flyve der oppe blandt fuglene, mellem stjernerne og føle sig i live. Hun havde ikke troet på sin mormor der. Mest af alt fordi at hun nogle dage efter var gået bort. Noget som havde været utrolig svært for Maylana, da det havde været den eneste voksne i hendes liv, som virkelig havde taget sig af hende. Men hun havde haft rart.
Lige nu fløj hun oppe blandt fuglene, hun følte sig fri, og ville i grunden ikke rigtig ned igen "jeg misunder dig.." sagde hun stille da de endelig var landet på fast grund igen, og kom lidt vaklende på benene, og smilede skævt, mens hendes øjne langsomt åbnede sig igen og kiggede tomt ud i luften, og ville ønske at hun kunne have set hvor langt der havde været ned. Sådan noget kunne hun kun forstille sig om, men aldrig nogen sinde se.

Chariot kiggede på hende, "Nogen gange er der ikke noget sjovt ved at være .. en dødsengel" sagde han stille og tog hendes hånd i sin, efter at de var landet foran ved den bygning i Terre, hvor hans lejlighed var, han begyndte at gå og håbede at hun kunne følge med... da de nåede til døren, indgangen til bygningen, tog han fat i håndtaget og åbnede døren, han trådte ind og trak hende roligt med sig, hvor døren lukkede i efter dem, "Måske... er det nemmere hvis jeg løfter dig op i mine arme igen, vi skal gå op af nogle trapper" sagde han og løftede hende alligevel igen op i sine arme, på samme måde som før, inden at han begav sig op af trapperne, de skulle helt op på fjerde sal.
Han satte hende ned igen, efter den lange gåtur op af trapperne, da de var nået op til hans lejlighed. Han fandt en nøgle frem og satte den i.. nøglehullet så døren blev åbnet, efter at han havde taget fat i håndtaget, han trådte ind med hende igen. Hvor døren også lukkede efter dem. "Så er vi inde i min lejlighed" sagde han, imens at de var trådt ind i hans stue. Væggene var hvide, der var lyst. Mens hans hylder som hang på væggen i stuen var sorte, hvor der stod nogle ting, som han havde fået igennem sin fortid fra sin familie. Bl.a. hans søster, som han elskede ubeskriveligt højt og som han aldrig ville kunne glemme. Han satte hende forsigtigt hen i sofaen, hvor han gik hen og satte sig ned ved siden af hende. "Skal nok følge dig hjem.. når du vil hjem" sagde han stille.

Igen brummede hun et hmm, og tænkte lidt over det han havde sagt. Og viste egentlig ikke rigtig hvad hun skulle sige til at det ikke altid var sjovt at være en dødsengel. Det var jo hellere ikke sjovt at være et menneske? Var der så overhoved noget i denne verden som var sjovt, eller hvad? Så faktisk, så var alt bare besværligt, alt var dumt. Faktisk var alle røvrent i denne verden fordi ingen fik hvad de ville have!? Hvis det stod til hende, var hun ikke blind, hun havde langt rødt hår, flotte brune øjne. Og ikke grønne, hvor hun egentlig hadet den farve. Hun var ikke så høj som hun var, nemlig de 1.80, måske en smugle mindre. Og i grunden skulle hun bare være en del flottere. Men nu havde hun jo ikke set sig selv i lang tid, og viste derfor ikke rigtig hvordan hun så ud.
"Jo.. måske .." hun fik dog ikke sagt mere før at hun var oppe i hans arme det her, og et lille grin undslap hendes læber "det her bliver jo snart en vane..?" hun lukkede igen øjnene, og ventede på at de var kommet op til hans lejlighed, og kom igen klodset ned på sine ben, og ventede på at han ville åbne op. Gik langsomt ind i lejligheden, og nikkede til den han sagde "det er fint.. har massere tid eftersom at min bror er sammen med sin kæreste, hvis jeg ikke tager meget fejl. Og tro mig, når man er blind bliver alle sanser for stærket.. og det betyder.. meget højlydt sex.." hun sukkede irriteret og lod sine fingre glide ned over væggen, og prøvede at danne sig et billede over hvordan det så ud. Men kunne ikke rigtigt. Et lille suk gled igennem hendes læber, og hun lukkede langsomt øjnene, mens hun kæmpede med tårerne der ville ud.

"Det behøver ikke at være højlydt" sagde han stille og kiggede på hende, imens at han fugtede sine let dødelige, blege og kolde læber, "At være blind må egentlig også være spændende nogen gange" sagde han og lagde sit hoved en smule på skrå inden at han forsigtigt lagde sit hoved ned i hendes skød, "Hvad vil du sige til hvis.. at jeg havde en mulighed for at give dit syn igen?" spurgte han stille, og kiggede ned af sig selv imens, han vidste ikke hvor smart det ville være at komme ind på det emne, men en tanke strejfede ham at hun savnede meget det at kunne se noget med sine egne øjne, men det ville bare koste hendes liv som sådan.. han var en smule nervøs for at snakke om det, men han ville gerne hjælpe hende, gøre hende en tjeneste, for at gøre hende glad og lykkelig. Så hun kunne få et andet syn på livet.

"når det kommer til min bror og hans kæreste.. så er det meget højlydt.." grinede hun svagt og mærkede hans hoved i hendes skød, og lod langsomt hånden glide igennem hans hår "jo.. men det er også en forbandelse.. lige som jeg vil jo gerne vide hvordan du ser ud.. men så igen.. så forelsker jeg mig jo også kun i folk som har en fantastisk personlighed, og elsker mig for den jeg er, og ikke for mit udseende. Selvom, folk nok har det med at forsvinde så snart de for at vide jeg er blind. Også ved jeg hvem der er ægte, og hvem der bare.. ja..." hun sukkede stille og lukkede igen sine øjne, som om det egentlig gjorde en forskel? Men det var mere behageligt at have dem lukket.
Hendes vejrtrækning stoppede dog lidt da han sagde han kunne have muglighed for at få synet igen. Noget hun aldrig troede var muligt "hvo.. hvordan?" hviskede hun langsomt og lod sit blik glide ned mod ham og bed sig i læben "hvad... indebære det?" sagde hun så, og viste det ikke kunne være helt, enkelt at give hende synet igen.

Chariot kunne ikke lade være med at grine lidt. "Tja.. nogen er bare højlydt under sex... andre er ikke?" sagde han og fugtede let sine læber, han syntes det var lidt underligt at snakke med hende om det, hvorefter at han hørte efter det som hun sagde, han nikkede kort til det. "De er bare nogle kyllinger.. dem som flygter fra dig... når de har fået det at vide" sagde han roligt og lukkede sine øjne lidt, "Jo altså... at... jeg uhm" mumlede han og tænkte over hvordan han skulle forklare det for hende, "Det hele handler bare om at du skal være stærk... men at jeg skal gå hen og dræbe dig... hvor du vil vælge imellem at blive sådan en som mig... eller om du vil blive et spøgelse af en slags..:" sagde han stille og bed sig i læben, "Du bestemmer helt selv hvad du vil," tilføjede han, inden at han åbnede sine øjne igen og kiggede op på hende. Det var garanteret en stor mundfuld for hende at få at vide.

Hun stirrede tomt ud i luften, og bed sig hårdt i læben. Skulle.. hun dø? "jamen..." sagde hun stille og lukkede øjnene mens hun rykkede lidt væk fra ham og trak benene op til sig. "hvis jeg dør... så... hvad nu hvis det går galt Chariot?" spurgte hun stille, og vente sine store grønne, dog tomme øjne mod ham, med hoved en anelse på skrå. "Hvad nu .. hvis jeg aldrig kommer tilbage igen..?" hun lukkede igen øjnene og rystede på hoved. Tanken var dog fristende, det ville hun ikke nægte. At forsvinde, eller at få sit syn tilbage. Det ville.. være som hendes største ønske blev til virkelighed.
"men... jeg.. vil gerne have mit syn tilbage.." mumlede hun meget stille, som om det var meget svært for hende at sige det. Hun lod den ene hånd glide op i hendes pandehår og træk det lidt tilbage, inden det faldt ned over hendes ansigt igen. "Men.." hun sagde ikke mere, mens hun lod tankerne tage over. Og sætte det i plus og minus. Hvilke ting var gode, og hvilke var dårlige.

Chariot kiggede op på hende og løftede sit hoved, da hun flyttede sig, satte sig mere oprigtigt op i sofaen og vendte sit blik mod hende igen. "Kan godt forstå at du tænker sådan.. men jeg vil ikke tillade det at du forsvinder fra denne verden.. du skal nok klare det, hvis du siger ja til det" sagde han stille, og fortrak sine mundvige i et skævt smil, "Vil også kun komme med forslaget.. fordi jeg kunne tænke mig frem til at du gerne vil have dit syn igen" sagde han og lagde sit hoved igen på skrå, da hun skulle til at fortsætte med at snakke men at der kun kom et ... 'men' ud af hendes mund, "Men...?", som han så gentog forsigtigt imens at han betragtede hende..

Efter at hun havde fået sit syn tilbage, blev hun garanteret mere lykkelig som han også ønskede for hende, helt bestemt, det kunne dog godt være at hun af og til opsøgte ham med had, fordi hun ville savne sit gamle jeg... men den udfordring ville han blot tage til sig. Han ville hende intet ondt.
"Som sagt er der jo noget plus og minus ved det... og du skal være helt fast ved din beslutning, vil ikke have at du for følelsen af at savne dit gamle jeg for meget... hvor du måske vil lade vreden gå udover mig.." sagde han stille og nænsomt, på en blid måde, hun skulle vide klar besked omkring det. Da det ikke kunne nytte noget at hun i sidste ende ville fortryde det hele.

Han ventede dog blot på det som hun ville sige, han vidste ikke om hun havde mod på at sige det, men han ville gerne høre det. Han var ren nysgerrig for at høre det. Om det var negativt eller positivt af det som hun ville sige. - Han kiggede fortsat på hende. "Det ville blive meget... skidt hvis vi endte op i en slåskamp, det ville jeg ikke kunne magte" tilføjede han imens at han også tænkte over det hele, hvad ville hun vælge? Ville hun gå med til forslaget? Ville hun vælge at blive en som ham, en dødsengel eller et spøgelse af en slags. Han syntes at dette var et meget spændende emne at snakke om selvom det også var meget ubehageligt. Selvfølgelig var det, det især for hende.
Når tanken om der var at han skulle direkte dræbe hende og at der ikke var nogen anden udvej.

"Men.. jeg ville ikke have noget sted at bo.. jeg kunne ikke tage tilbage til min bror.. jeg ville være forandre Chariot..." sagde hun stille og kiggede ned på sine hænder, uden dog at se noget. Mørke, ikke andet end mørke, også nogen gange den rødlige farve, når solen skinnede hende ind i øjnene. Et dybt suk gled igennem hende. Og hun flyttede sig lidt frem og tilbage, inden hun satte sig tilbage til ham og prikkede lidt til hans hånd "Hvordan vil du så dræbe mig..?" spurgte hun stille og lukkede igen øjnene, en vane, lige som at bide sig i læben. Tungen gled langsomt ud, og fugtede langsomt hendes over, også underlæbe,
"hvordan ville du dræbe mig..?" spurgte hun så, i et mere fast toneleje, for at vise hun havde taget sin beslutning for at han måtte dræbe hende.
Hvorfor ikke? Der skulle vel sket et eller andet med hende i dette liv, og hun havde altid haft det dårligt omkring idéen at blive gammel. Men hvis hun blev til en dødsengel eller spøgelse. Ville hun jo aldrig blive ældre end 20? Men hvad skulle hun så være.? Spøgelse eller dødsengel. Et eller andet sted, kunne det da være meget fedt at være en dødsengel. Men så igen.
Et suk gled igennem hendes læber, mens hun tænkte lidt over hvad hun ville være, og hvad hun ikke ville være. Og endte op med, at som dødsengel ville hun stadig været et menneske, hun ville bare ikke ældres. "Også... tror jeg.. jeg vil være lige som dig.." mumlede hun stille og lukkede langsomt øjnene. Mens hun tog sig sammen til, at tænke at nu skulle hun sige farvel til sit liv, som om hun faktisk skulle dø.

"Du kan bo hos mig...." sagde han stille og vendte sit blik op i loftet, Chariot var glad for piger, ingen tvivl om det, men han var forelsket i Rosella. Han turde bare ikke sige det til hende. - Fordi han var bange for visse ting og så videre. Han følte at det hele var kompliceret. - "Som... venner?" forslog han med et skævt smil, imens at han så på hende, han rømmede sig lidt, efter at hun spurgte .. ind til hvordan han ville dræbe hende. Hm, godt spørgsmål.... "Det skal du ikke tænke på..." mumlede han og lænede sig forsigtigt hen mod hende, "Tiden kommer... til det, når det kommer" svarede han bare, da han gerne ville have at det kom lidt uventet, men på en god måde, han kunne godt forstå hvis hun var bange. Han lod ligeså forsigtigt sine læber ramme hendes, "Skal vi se... om det bliver højlydt ved os angående med sex?" spurgte han stille imod hendes læber, og undslap et lille grin, han havde lagt en lille plan inde i hovedet, med at hun på et eller andet tidspunkt ville blive træt.
Meget nemmere når hun var træt, han vidste dog ikke om hun ville dette eller for om hvordan hun ville reagere på at han var så tæt på hende. "Skub mig væk.. hvis du ikke har lyst" tilføjede han stille. Første gang hvor han egentlig var sød på det område, normalt gik han ellers til den, men han ville ikke presse Maylana til det.

Hun smagte lidt på forslaget om at hun kunne bo der sammen med ham, som venner. Men igen, ja, det var der vel ikke noget galt i? Venner boede da tit sammen, men. Hun sukkede stille og fugtede sine læber, og ville vrisse af ham at han da også bare skulle få det overstået, i stedet for at snakke i gåder. Hun var ved at gå til over idéen om at hun skulle dø i dag. Det var jo ikke lige noget, men troede man skulle hver dag vel? Der var der hun mærkede hans læber mod hendes, i et meget forsigtigt kys. Men stadig overrumplede det hende, og hun fik et lille forfærdet udtryk i hendes ansigt. Hvad.. var han seriøs eller tog han bare gas på hende?
"hvor.. hvorfor?" men hun lod dog langsomt hendes hånd glide op til hans ansigt, og kærtegne det blidt. Egentlig bare for at vise hun ikke var blevet sur over hans tilnærmelser, hun var bare ikke vant til det. Også når man tænkte på at hun.. aldrig havde prøvet dette før.
"jeg.." hun lod langsomt hånden falde, og kunne mærke hvordan hun for første gang, i meget lang tid blev utrolig nervøs. Noget hun altid blev, når hun var på usikker grund.
Og det kunne man da i hvert fald sige at hun var nu.

Chariot fjernede sig lige så stille og satte sig mere tilrette i sofaen, uden at svare hende da han ikke vidste hvad han skulle sige til det. "Undskyld" sagde han og fugtede sine læber, imens at han lagde sine hænder ned på sine læber, "Argh.." mumlede han og knep sine tænder sammen, da han havde glemt alt om den pokkers kugle i hans højre hånd. "Det var ikke meningen for at... gøre dig nervøs" svarede han og et lydløst suk undslap fra hans strube, han vidste snart ikke hvad han skulle gøre med sin hånd, hvis han ikke snart fik den ud... han orkede ... eller turde mere ikke rigtigt at tage den selv ud.
Nogle af hans meget.. meget svage punkter. Han var også stadigvæk meget sur på Kajika, efter det hun havde gjort ved ham, taget noget af hans blod også... som Kajika før havde fået at vide, at hun ikke måtte tage noget af hans blod.

"det gør ikke noget.. jeg har bare aldrig prøvet at have noget så tæt på før..." sagde hun stille, og kom så i tanke om hans kugle i hånden. "Hmm.. har du en meget skarp kniv, og et stearinlys som vi kan tænde?" sagde hun stille og tænkte igennem de mange ting som hun havde lært af sin far, da han stadig levede. Han havde været en meget respektere doktor, og alle havde troet at Maylana ville tage hans erhverv over, når hun engang blev stor. Men efter blinheden, var det lige som alt andet forsvundet fra hende. Men hun havde da fået lov til at øve sig, selv efter hun var blevet blind. Og hun kunne da en del.
"jeg skal også bruge noget steril væske, whiskey eller noget i den stil ville også være fint. Men gerne noget hunderede procent rent alkohol.." hun spurgte ikke ind til hvad der var sket igen, da han stadig ikke virkede som om at han ville fortælle det. Så derfor gjorde hun bare som hun havde lovet, nemlig at fjerne den "hvis du selvfølgelig vil lade en blind operere på dig.. men nu healer din hud... ikke?" sagde hun forsigtigt og ventede på om han ville lade hende gøre det, eller finde en der kunne se, og en som faktisk kunne finde ud af det.

Chariot lod sin ene hånd glide ned af hans ene ben hvor han trak sin lommekniv frem, hans lille kniv, som faktisk var ret så skarp, den brugte han til at dræbe med nogen gange. En lommekniv kunne gøre meget, end hvad folk bare lige troede. Han lagde lommekniven på bordet, "Ja.. har alle tingene, kniven ligger på bordet," sagde han og rejste sig op fra sofaen, "Men jeg henter lige de andre ting, er straks tilbage" smilede han skævt og gik igennem stuen og videre ud til køkkenet, hvor han fandt et stearinlys frem og noget whiskey. Han tog det op i sine hænder og tog det med ind i stuen, "Kan ikke så meget vente mere, stoler på dig og... vil også bare have det gjort" svarede han, efter at han satte sig ned i sofaen igen ved siden af hende og stillede tingene ligeledes på bordet ved siden af kniven.

Hun satte sig i skrædderstilling mens hun ventede på at han ville komme tilbage. Meget tålmodig som altid, det var en af de gode ting man havde lært efter hånden, som man ikke kunne se. Man skulle være tålmodig, for alting tog sin tid. Hun var ret stolt at hun på 3 år allerede havde lært at kunne læse både dansk, tysk og engelsk på tegnsprog. Og hun også kunne skrive næsten fejlfrit på computeren uden at det var specielt beregnet til hende.
"hmm.. rigtigt nok.. den skal jo bare ud.." hun tog sin lighter frem og tændte lyset efter hun havde fået det fat i det. Satte det igen ned på bordet, og fandt derefter hurtigt kniven. "hmm.." mumlede hun stille og havde jo glemt at bede om noget køkkenrulle, eller noget i den stil, men huskede så at hun havde nogle lommetørklæder i sin jakkes lomme og lagde også den på bordet "så.. klar?" spurgte hun mens hun langsomt lod knives spids blive varmet på ildens flamme. Mærkede hurtigt på den om den var varm nok, og tog fat i hans hånd.
".. tæller til tre.. en .. to.. tre.." hun havde imellem tiden lagt sin tommelfinger på der hvor kulgen havde sat sig fast, og satte hurtigt knivens spids ind i hulle, gravede den lidt ind, og hæv så lige så stille op, og ud kom kuglen samt en masse blod. Hun åbnede hurtigt flasken og duppede det på en af hendes lommetørklæder og lagde det på såret "jeg ved det svier.. men det hjælper til at der ikke kommer betændelse i." hun satte sig yderligere tættere på, for at holde hans hånd på plads, mens hun langsomt dyppede lommetørklædet på såret hvor blodet stadig kom ud.

Han kiggede på hende, fulgte hver og en bevægelse, imens at han bed sig i læben, selvom han var en dødsengel kunne det godt gøre meget ondt. Han nikkede kort, imens at hun talt til 3 inden at hun stak kniven i hans hånd og fordi den var så varm som den var udstødte han et skrig, bed sig da hårdt i læben, "Mhm..." mumlede han da han mærkede at kuglen kom ud, han lettede åndet ud, inden at han så mærkede et af hendes lommetørklæder på såret. "Det er i orden", han sagde det på en lidt hæst måde, det sviede virkelig meget, imens at han så hvor meget blod der egentlig også faldt ud, "Jeg... mødt en halv vampyr... kender ikke det halve væsen af hende... en pige ved Kajika som ville smage mit blod" mumlede han og kiggede lidt ned af sig selv, imens at han fortalte historien om hvad der skete, da han syntes at hun fortjente at få det at vide. "Også endte det med en slåskamp.. hvor hun brugte en pistol imod mig" tilføjede han, kiggede på hende imens, at han smilte svagt, "Tak for hjælpen".

"kælling.." om der stille ud af Maylana mens hun arbejde. Hun stak igen kniven under stearinlyset, og gjorde kniven helt glødende varm. Hun ventede i et godt stykke tid, da hun ville være sikker på den nu også blev varm nok, efter som at hun ikke rigtig kunne se. Og lagde den hen over såret, som så blev lukket på grund af varmen. Hun fandt en creme i hendes taske og smurte det langsomt på hånden "sådan.. og det var så lidt.." sagde hun stille og løftede sit ansigt, så det vente mod ham, og et lille smil gled frem på det "hvorfor måtte hun ikke smage dit blod..?" spurgte hun stille og lagde langsomt hoved på skrå, mens hun stadig sad helt tæt på ham, uden rigtig at tænke over det mere. Det var næsten som om det var normalt for hende nu, eller hvad man skulle sige. Eftersom han havde fået lov til at bærer rundt på hende hele dagen.
Noget som ikke mange fik lov til. "Men det er okay nu?"