Coming to the flames..? (Daniel)

Tid~20.12
Sted~Cathédrale - Domkirken
Omgivelser~Hvad man nu finder i en tom kirke o_O
Vejr~Tusmørke, ret kraftig vind..

En mindre sti af sne og is afslørede en vej der førte en lige hen til byen domkirke - Cathédrale. Den lå fint og fredeligt i et lille svøb af træer i udkanten af Di Morga. Porten som førte ind i denne kirke var en smule åbnet så et svagt skær fra de mange vokslys der lyste inde i selve 'Skibet' kunne skimmes udefra hvis mna altså stod tæt nok på. Og ved dette kunne man så finde ud af at der nok enten var nogen der inde eller lige var gået ud. Men fodsporene i sneen vidste frem til svaret. Indenfor.
Der inde kunne man så også høre skridt. Små, langesomme og forsigtige skridt. Det var en pige. Hun så ikke ud til at være mere end 17 år og hun var vel normal af højde. Hun havde langt bølget og rødligt hår der dog var sat op i den sædvanlige sjuskede knol i nakken. Og den kraftige vind der hærgede udenfor havde gjort den helt uglet så flere totter sad løst. Hun gik bare videre op af altergangen med blikket mod selve atlret. Hendes smukke og klare grå øjne gik et svagt glimt af orange på grund af alle de vokslys der stod der oppe. Hun stoppede op og lod et suk slippe over hendes bløde læber og hende søjne blev lukket i et blink på samme tid. Hunv idste egentligt godt at hun ikk ligefrem var velkommen her. Og det havde hun aldrig været. Men alligevel havde hun søgt ly herinde. Hun lagde sine arme tæt om sig og gned sine hænder op og ned af sine overame for at kunne se varmen. Det var faktisk ret koldt udenfor. Nok var hun vampyre - Og dæmon - men hun kunne sagten fryse og blive syg ligesom andre normale mennesker. Og hun opførte sig dog heller ikk ligesom hendes racer. Sneen og isen udenfor havde med sikkerhed være hendes værk. Hun havde ladet sine evner tage en smule kontrol over sig selv lige det øjeblik. Hun faldt så lidt sammen på gulvet og hostede kort men det stoppede hurtigt igen. Hun smilte ikk men hun avr heller ikk sur eller vred. Bare neutral. Hun kravlede hen og satte sig så mod ryggen støttet op af alterbordet og træk sine ben tæt ind til sig for at få mere varme.

Den høje magre dreng, kom ind i kirken. Hans lange sorte hår lyste svagt, da han trådte ind. Alle vokslysende, ville blænde ham... Vis det ikke lige var fordi han ikke kunne se dem. Han havde en sort, jake på, med et lille udsagn på brystet. 'The World will end when all love is gone.. Thats never gonna happend!!' stod der. Hans sorte bukser var slidte, og hulede. Han sukkede, gik op til alteret, og satte sig på knæ. Han lagde ikke mærke til pigen der sad op af alteret. Han havde kun øje på korset. Han samlede hænderne, og begyndte at mæsse fader vor. Bare på et andet sprog. Daniel Destiny, havde været engel i over totusind år. Han var blevet smidt ud af himlen for hundrede år siden, og siden da havde hans mission, være at bringe lykke til verden. Han håbede at vis gud fik øje på alt det gode han gjorde ville han måske få lov til at komme op i himlen igen. Daniel, mumlede stadig, bare en anden længere bøn, men på det samme mærkelige sprog. "Tēvs, jums ir augstu debesīs. Ļaujiet jūsu gaisma spīdēt uz leju uz mani, un var veiksmīgi sekot manu misiju. Amaranth" mumlede han. Det betød: 'fader, du høje oppe i himlen. Lad dit lys skinne ned over mig, og må succes følge min mission. Amen'. Han lod hænderne falde slapt ned af siden, og lyttede efter bestemte lyde. Et hjerte der bankede. Han kiggede over mod lyden. Igen. Han rejste sig, og begyndte at gå baglæns.

Natalie klemte sine ben tættere ind til sig og gemte sit ansigt som om at hun så troede at ingen ville opdage hende. Som om at hun så ville tro at hun var fuldkommen usynlig. Hun lyttede dog alligevel grundigt til skridtende. Talte dem. Mærkede bumbet mod det hårde stengulv. Lod sig overbevise om at dette nok ville være en dreng. Men hun så ikke op. Endnu. Hun stivnede ldit da hun så kunne fornemme hvordan at denne dreng satte sig på knæ blot lidt fra hende. Hun lyttede svagt til ahns ord. Som hun ikke fattede en dut af. Det var vel et helt andet sprog eller måske enda et selvopfundet et. Nej det kunne det ikke helt. Han tage det med sådan en sikkerhed at det umligt kunne være. Men hun var dog alliegvel ret overrasket og meget undrende over at han ikke have opdaget hende. Eller også havde han bare accepteret at hun skulle bruge lidt tid alene nu. Hun slappede mere af og lod langsomt sit blik glide op og hen mod drengen. Som var en dreng. Ikk mere end de 17-18 år efter hendes mening men det kunne hun nemt tage fejl omkring. Hun studerede ham. Scanede ham for detaljer og fandt så lidt efter årsagen til hans uvidenhed. Han så i hvert fald ud til at være blind. Hun slappede så mere af og sagde ikke nogen lyd. Dog gav det et mindre sét i hende da han pludselig rejste sig og gik væk fra hende. Hun kunne se at det var hende han gik væk fra da han havde de tomme øjne rettet mod hende. Hun snak en mindre klump. Bustet! Skulle hun sige noget??