Privattråd: Old flames in modern attire

Den blæksorte himmel, havde små huller overalt, og de spejlede sig hver og en i vandets overflade. Månen stod på himlen, og markerede næsten midnat. Vandet var stadig en smule oprørt af bygen, som gjorde plankeværket de gik på, glat. Luften var kølig, men føltes som silke, når den smuttede over huden for en stund.
Mandens mørke hår gled ned i hans sorte øjne, da han stoppede op, og hans hånd kælede for hendes sommerbrune kind, hvorpå den hvilede. Som en pude.
Ordene hang på læberne, men ingen af dem sagde en lyd, og lod kun vandets klukken og insekternes summen opsluge den altædende stilhed.

Det perfekte romantiske billede, skabt af månelys, havets genskin og to underfuldt smukke mennesker. Kvinden så tynd og slank, med vedvarende former og langt gyldenhvidt hår i en stærk kontrast til leopard-pelsen, der kun lige dækkede hvad ikke frøs. Manden med brede skuldre, brede hænder og et par læderhandsker.
Idyllen kunne nemt ødelægges, det var, som var den skabt til destruktionen der fulgte.
"Hold linsen an!" Kommandoen blev råbt udover det hele på formidabelt fransk.

Blot den lille ordre, fik sceneriet til at opløse sig. En mand gik hen til kvinden, med et tæppe i favnen og hun svøbte sig i det. Den anden mand, der før havde været så nær den smukke skønhed, pulsede på en cigaret. En cigaret, som han snart delte med blondinen, der sugede lystigt på den med sine rødsmurte læber.
"Er der pause nu?"

Et let fordybning kunne ses i hans pande, bag de blonde krøllet hår, før den lille fordybning forsvandt, og efterlod panden glat og ren bag håret, som lidt efter blev fjernet med en hurtig øvet håndbevægelse. Den klare mandestemme havde næsten skåret sig igennem natten som en skarp kniv igennem blødt smør. David havde siddet længere henne ved havnen, mere præcist der hvor han for lang tid siden havde mødt Niriona, den lille animagus der kunne blive en rotte. Han anede ikke hvad deres forhold var blevet til, men ligesom alle hans andre forhold var det endt i vasken mere eller mindre. Først var det Acee hvor de havde flygtet fra politiet fordi hun var den eneste, der havde overlevet en tog ulykke, eller en af de få. Så var jagten gået, og det var endda lykkes ham at dræbe hende! Det havde været en streg i regningen, men hun levede vel forhåbentligt nu, i bedste velgående som engel sammen med hendes forældre i London. Det var første gang, og anden gang - ja, han anede faktisk ikke hvad der var sket, men Celéste havde bare skredet efter at de havde brugt en hulens masse tid på at snakke, og så var der jo Niriona, men det kunne man knap kalde et forhold, det var vel blot venner, med små bitte fordele.
David trak vejret dybt, og fjernede igen de lyse krøller der var faldet ned i panden på ham, mens han vendte blikket om, og kiggede hen af havnen, hvor han kunne se filmholdet som havde været der i snart flere timer. Det var en eller anden romantisk scene de var igang med, noget med en kvinde og en mand, og kys og ... alt.
David lænede sig tilbage på den kolde bænk og stirrede op i den mørke himmel mens et lille smil krusede i hans mundvige. Hvorfor nøjagtigt det befandt sig dér vidste han ikke, men ikke alle spørgsmål skulle have et svar. Han stak atter hånden igennem håret, og lod den kort ligge oppe i krøllerne, før han trak den helt igennem, og rejste sig op fra bænken han havde siddet på den sidste halve time. Han begyndte med rolige skridt at gå hen mod holdet, og betragtede lidt menneskerne der stod der henne, og da ikke mindst de to modeller som stod og røg.

I Celéstes tanker virkede scenen hun havde væreten del af for lidt siden,som noget komplet barnligt. Det var vidst noget til omslaget af en bog, der vidstnok handlede om en pige der faldt hovedkuls ud i det følelsesmæssigt rodede liv, af en teenager efter at have mødt sit første crush. Men Celeste havde udviklet sig til et konkurrencemenneske gennem de tidligere år, og have som altid gjort sit ypperste... Hun mente at denne smøg, var hende korte pause. Og den ville hun nyde til fulde!

Tankerne om bogen, ledte fra det ene til det andet, og før hun vidste af det, var hun indviklet i et uendleigt spind af sine egne ungdomsfejl og sørgelige minder. Sørgelige og sørgelige..sjove var de vel ikke. Men hvem havde også en lykkelig teenager-tid? Det var da kun fiktive personer.. Og det var delvist derfor, at Celéste udførte sit job. Det, og fordi hun ikke kunne andet. Madlavning selvfølgelig... men at stå i et køkken dagen lang? Nej tak.

Celéste røg ikke normalt. Kun når tankerne lod hendes sind falde hen i den forbudte byge, af ord der alle mindede hende om hendes efterladte prins. Celéste tænkte sådan på ham nu. Forsvunden, fantastisk, og en fabel.Et eventyr, hun var gået glip af.
Hun kunne havde skåret fornuften ud, hvis ikke den var indgroet i hendes hjerne! I stedet, udsendte hun en tyk, agressiv røgsky og følte som altid, noget inde i sig dø. Celeste kunne knap huske hvordan han så ud. Lyden af hans stemme. Følelsen af hans læber... Pis!

Davids blik flakkede let hen over mængden af mennesker. Der stod mindst fire fem mennesker med kamera, alle yderst proffe og smarte, de havde sikkert kostet en halv bunnegård. Fra kamera menneskerne, skiftede han scenen ud med det der i de fleste pigers henseende ville være en drømme prins. Brede skuldre, smukke øjne, maskulin og muskuløs, prinsen på den hvide hest. Han fugtede læberne og lod så de sølvgrå øjne tage et sidste stop ved den kvindelige model. Smuk, ung og med et fabelagtigt udseende. Han stod og stirrede på hende i hvad der virkede lidt for lang tid. Der var et eller andet bekendt over hende, men hvad det var, kunne han ikke huske. Han pressede irriteret læberne sammen, trak blikket væk fra hende, for at stikke hænderne ned i jakke lommerne på den mørke jakke han bar, og derefter skjokke videre, ned af havnen med blikket rettet stift frem. 
Dog var hans tanker et andet sted. Han prøvede at gennemsøge sin hjerne for minder der kunne fortælle hvorfor hun havde virket så bekendt, den kvindelige model. Han havde aldrig i sit liv som hybrid, kendt til modeller - aldrig snakkede eller mødt dem. Til sidst gav han op, og lukkede i få sekunder øjne, før han stoppede op, og stirrede frem for sig et kort øjeblik. Jo, han kendte hende, men hvor fra?! 

Celeste havde som sædvanlig kun øjne for udsigten, der var betagende I hendes verden. Der hvor hun bøde, var der ikke meget smuk udsigt som denne hvor månen dannede en sti hen over vandets mørke overflade. Men til gengæld så var der heller ikke rigtigt nogen fra pressen, der gad komme til Abandonne banlieue. Det kunne få hende til at smile, at hin havde været listig nok til at slå sig ned der. Hvilket lykkedes eftersom smøgen lige p.t. var i mellem to af hendes slanke fingre. Hun spekulerede til tider på, om hun havde været en tyv eller hemmelig agent, i et tidligere liv. En røgsky brød frem, lige som mundvigen blev trukket op og skabte et lusket, gavtyve-agtigt smil.

Når færdig med smøgen kunne hun bevæge sig mod den nærmeste varmekilde, for at fordrive noget af den gåsehud som kulden havde frembragt på hendes slanke, lange ben. Hun pakkede den leopardmønstrede frakke tæt om sig, og den sagte lyd af hendes stilletter mod træet beroligede de nerver, som smøgen ikke havde taget. Selvom hun havde gjort dette i snart 3 år, så ændrede det sig ikke, at enten paparazzia eller bureauer jagtede hende 25/7. Og det var altså svært at løbe fra dem i stilletter, men med øvelse kunne hun nok snart. I midlertid gav brøn her hende endnu flere nerver. Hun kunne virkelig ikke lide, at vandet var mindre end en meter under hende, så hun matte kigge ned, for at være sikker på ikke at sidde fast.

Brøn havde virket længere end en catwalk, men hun havde i det mindste formået ikke at ryste. Det var ikke almindelig kendt, at Celeste led af aquafobi. Faktisk var der ikke ret meget, som pressen vidste om Celeste, der var sandt. Med den konstante overvågen havde Celeste vendt sig til følelsen af at blive iagttaget. Og det var netop grunden til, at denne session blev optaget nu. For her kom pressen sjældent... Men hvorfor havde hun det så, som om at nogen åndede hende i nakken? Nogen måtte have set hendes rynkede panden, da hun så sig omkring med de strålende øjne, for snart blev der råbt hendes navn op.

”Celeste!”
Hun burde vel have vænnet sig til at folk ikke kunne udtale hendes navn ordentligt. Den nævnte snurrede rundt på modelmaner, så håret svingede.. så kunne man vej ikke være i tvivl om at hun var model, når hun lavede sådan en vending, lige til en forside! Et lille smil kom frem, men for enhver der kendte den mindste sandhed til Celeste, vidste at det var falsk. Og det var tydeligvis ikke den bredskuldrede fyr, der nu svøbte hende i et stort bomuldtæppe og modtog et kindkys.

En høj alarm klokken ringede inde i hoved på David da han hørte navnet, men alligevel tog det ham næsten et minut, at forstå hvad det var der blev sagt. Han vendte hurtigt om, så han stod med fronten mod den blonde kvinde og den bredskuldret mand. Hans øjne var rettet intenst mod kvinden, som skulle forstille at være Celéste. Der blev ikke et eneste sekund lagt skjul på at han virkelig gloede på ham, men hvordan han så gloede kunne så tolkes på flere måder. Efter at havde taget en gennemscanning af hendes ansigt, og havde måtte konstatere, uanset hvor lidt han kunne lide det, at hun var Celéste.
Han stod i længere tid ubeslutsom for, om han enten skulle gå hen til hende, og sige hej, eller om hun så bare ville afvise ham. Af personlige grunde, valgte han til sidst bare at vende om, og komme væk fra stedet hurtigst muligt. Han fik hurtigt givet sig selv nogle underlige ideer om hvorfor at han skulle væk, hvilke bare fik ham til at sætte farten op.
Hvis han da endelig gerne have ville, kunne han lige så godt være blevet og snakket med hende, det var der jo intet der forhindrede ham i, men sådan var han bare ikke skruet sammen, for ligesom han altid havde gjort, selvom det ikke helt var i harmoni med det han førhen havde gjort, havde han aldrig kunne lide den ting som de fleste væsner besad. Følelser.
Det havde ikke ændret sig op igennem årene, det havde været det samme, men han vidste ikke hvor det kom fra, og han var alt i alt ligeglad. Det var vel det helt samme som hvis folk ikke kunne lide mørke, han kunne så bare ikke lide følelser. Same same.

Det var først da han var 'gemt væk' bag et af de store lagerhuse, væk fra hendes muligvis søgende øjne, at han ånde lettet op. Han bed sig kort i læben, mens han overvejede om han ikke bare skulle se at komme videre, uanset hvor gerne han ville spørge hende, spørge hende om det han aldrig fik hende spurgt om før.
En hånd gled fustreret igennem hans hår, før den faldt ned langs siden, og fik hans bentøj sat igang. Med nu langt mere rolige, og normale skridt, gik han op i byen, eller op mod byen, selvom det tydeligvis ikke var det han egentligt ville, men han følte ikke rigtig han havde andre valg. Han gav ikke sig selv andre valg.

De der ikke kendte til Celeste's hemmelighed fortalte hende ofte hvor heldig hun var, med sin 'kæreste'. At han var forstående og lækker, og havde et velbetalt arbejde yada-yada-yada... men sandheden var, at Celeste ikke ønskede sig en forstående og mild fyr. Hun ønskede sig en der havde lyst til at kysse hende, kramme hende, røre hende og have sex med hende på ethvert tænkeligt tidspunkt... omend ikke bare en, der forstod hendes seksuelle behov. Hun havde, som mange andre havde i deres unge år, dannet sig et maleri af hendes foretrukne form for mand. Og derfor var der kun en, som hun virkelig ønskede sig.

"Vi pakker sammen for iaften, og møder igen kl....!"
Celeste kendte rumlen. Det var bl.a. derfor hun lukkede af, for hvad chefen sagde. Hvorfor dog få det gentaget det, man vidste i forvejen? I stedet mumlede hun lavmælt, at hun tog et smut op i byen, til sin kæreste. Det var mange kendt at Celeste tog i byen efter arbejde, og det var kun fordi at der behøvede kæresten ikke komme med. En kop kaffe kunne hun godt klare. Hun brugte ofte den tid, til at overveje dagligdags ting... såsom vasketøjet, eller hvad det bedste ved den senest læste bog var. Ja, livet som model var hårdt... men hun slap for at tænke, for hvis man tænkte, kunne man jo komme til at fortryde.

Stilletterne bar hende hurtigt frem, og siden hun vidste hvor kaffebaren lå, og at tiden var begrænset spildte hun ikke sekunderne. I skiftevis løb og gågang, nåede hun op på siden af og forbi hjørnet, hvor hun betalte med mønter og fik en skoldhed kop rendyrket koffein. Man kunne ikke sige, at hun ikke tiltrak opmærksomhed, da hun gik tilbage. Hun gik trods alt kun rundt i en frakke, af leopardskind. Alene elegancen hun indviede enhver bevægelse i, vakte opsigt hos det modsatte køn. Men hun havde sin kaffe, sort. Præcis som den var, da kaffemaskinen spyttede den ud.

Celeste kunne ikke lade være med at fryde sig over at dagen var slut for hende. Hun skulle blot aflevere tæppet, og så var hun helt uden ansvar. Hun skulle blot nyde sin kaffe, og derefter tage en taxatur hjemad til en kold seng...
Da tromlede hun ind i ham...
"Se Dem dog f-...!" Ordene blev opslugt, da hans ansigt dæmrede i hendes hukommelse...

David plejede da at se hvor han gik, men det gjorde han pludselig ikke længere, og ligepludselig gik han mod noget hårdt, men alligevel også blødt. Han kiggede undrende op, og stirrede lige ind i Celéstes ansigt, der kiggede overrasket op på ham. Han pressede læberne sammen, og stod uden at ane hvad han skulle sige, eller gøre. "Hej ..." Mumlede han, og havde mest af alt lyst til at flygte ned i et musehul, men der var ingen, og hans ben ville ikke føre ham væk, uanset hvor meget han ønskede at de gjorde det.
Han slog blikket ned, stak hænderne ned i jakken, og kiggede op på hende igen. "Lang tid siden ..." Prøvede han sig tøvende frem. Der var to muligheder, enten ville kun skride, eller også ville hun snakke med ham, hvilke fortrak han selv? Han trak vejret dybt og prøvede at holde sig selv i ro.
Han skubbede irriteret trangen til at kysse hende væk, kiggede blot på hende, med den maske han så ofte brugt, det neutrale tomme ansigt, der blot kiggede på hende. Hans facade var måske holdbar, men det lille sølle korthus han havde fået stillet på benet efter at hun var skredet.
Celéste havde ændret sig meget, især højden. Hun var tydeligvis skudt i vejret og havde der til med fået flere kvindelige former. David måtte indrømme, uanset hvor meget han hade det, at hun var tiltrækkende, lækker, men mest af alt smuk, smuk som hun også havde set ud for fire fem år siden, hvor de først havde mødtes.
Til sidst lykkes det ham at slide sit blik væk fra hende, og kigge et eller andet sted hen. Det var ligegyldigt hvor, bare et andet sted, som forhåbenligt kunne få ham til at flytte sig, væk fra hende. Det ville aldrig ende godt, det var han ret sikker på. Der var sket så meget at der næppe kunne komme noget godt ud af det. Hun havde sikkert den hele kongelige livgarde efter sig af mænd som sikkert alle lignede den bredskuldret model hun før havde været sammen med. David tvivlede lidt ved tanken om om de to måske var et par, men han tvivlede ikke et sekund ved at hun sikkert havde en, med det udseende kunne man komme langt.
Han kiggede kort mod hende igen, før han trak vejret dybt, og vendte sig om for at gå videre. Der var ikke mere at sige, og heller ikke mere han ønskede at sige, han ville bare ... væk.

Celestes træning indenfor modelbranchen kom til gode, for hende nu. Selv i en pinlig situation, skulle man nemlig formå, at se dødlækker ud. Alt imens hun prøvede at genvinde, fra sin hukommelse, hvor hun havde set ham før, måtte hun stå og betragte ham lidt.. Det gyldne, utæmmelige hår... De sky, grå øjne der observerede hende men også alt det andet... En vildfaren tot blev indfanget af de lange fingre, og placeret på pladsen bar venstre øre mens et smil på sned greb hendes mørkebordeaux læber.

Lang tid siden?...
Celeste smækkede en mistænksom maske op i ansigtet. Endog prægede af et lille smil, der tydede på, at hun troede, han gjorde grin med hende. Hendes grønne øjne scannede hans ansigt, for den detalje hun mente, hun ville finde... en ting, som altid ble var smilet. Det var oftest den ting, Celeste genkende folk på i branchen her. Ikke mange mennesker ændrede smil.. Undtagelser er nu sete, tænkte hun, da det mislykkedes hende at klassificere ham.

Hvor lidt Celeste nu end ønskede at indrømme det, rørte han noget i hende. Hun vidste hun kendte ham... og at han havde været en af de tallav personer, der havde gjort indtryk... Nysgerrigheden vendte sig i hende, og hun improviserede for at holde ham hen. Den urørte kaffe imellem hendes efterhånden kolde klaverfingre, vandt opmærksomheden et kort sekund..
"Nej vent! Gå ikke... Kom med mig. Tag en kop kaffe med mig. Eller cola. Bare for iaften... Jeg insisterer." smilte hun og denne gang, nåede det faktisk hendes øjne, ulig alle de andre gange.